Tuesday 16 July 2024

Byttebiksen på Parkvej / Havnegade


Jeg faldt netop over et seks år gammel opslag i en Korsør-nostalgi-gruppe: En gammel skriveblok fra en byttebiks på Havnegade i Korsør. Dér kom jeg sgu ret meget i gamle dage. Oprindeligt lå den ude på Parkvej, hvor mine forældre (og dermed jeg) begyndte at komme i starten af 70'erne. Biksen solgte de sædvanlige brugte bøger og blade, men de tilbød også at binde bøger ind for folk, hvilket min mor fik gjort i stor stil. Da jeg for alvor opdagede tegneseriemediet nogle år senere (helt præcist i august 1979) huskede jeg på butikken. Jeg havde nu fået knallert og kørte igen og igen og igen den lange vej på 6-7 kilometer med stakkevis af "Anders And"-blade, som jeg byttede til de *bedre* blade som "Seriemagasinet", "Superman", "Edderkoppen" og alt andet DC og Marvel! "Anders And" var i høj kurs, så jeg fik to blade for eet Anders And. **SÅ** er der noget ved at bytte! 

Jeg husker i øvrigt engang, hvor min fætter Ronny (som boede i huset ved siden af os) og jeg havde aftalt, at vi skulle ud på Parkvej og købe blade. Dette var i 1985 eller 86. Vi skulle køre på min Yahama-knallert, som kunne køre pænt stærkt. Min fætter insisterede på også at have styrthjelm på, hvilket jeg syntes var åndssvagt, eftersom han jo alligevel ikke måtte sidde bagpå (!). Men han var stædig og så blev det sådan. På vej ind mod byen blev vi pludselig overhalet af en panser på motorcykel. Strisseren kørte bare videre! Lidt efter stoppede jeg, og vi gloede bare på hinanden. Vildt! Kunne han ikke se, at vi kørte to på én og for stærkt - og i øvrigt ikke havde nummerplade på. Men det var tåget, og han troede vel, at der var tale om en motorcykel - eller osse var han fuld, haha (jeg forsøger at være morsom her. Naturligvis var han ikke fuld). Oh well, vi kørte videre og fik velsagtens købt en stak blade (den del har jeg fuldkommen svedt ud).

Senere flyttede butikken til centrum af byen, Havnegade, hvor den lå i 80'erne, 90'erne og frem til starten af nullerne, hvor en orkan og medfølgende oversvømmelse ødelagde den. Den efterhånden aldrende ejerinde flyttede derefter biksen til en nærliggende adresse, men det holdt ikke længe. Måske et par år. Men da var jeg for længst flyttet fra byen. Ak ja. Desværre har jeg aldrig kunnet finde fotos af butikken, hverken fra Parkvej eller Havnegade. Parkvej-adressen har i dag en normal privatboligfacade, og Havnegade er vist damefrisør.

Monday 15 July 2024

20 år med OBSKURIØST #7/8

Jeg genlæser "Obskuriøst" nr. 7/8 (forår 2004). Det er 20 år siden, at det udkom. Det er dét nummer, hvor redaktør Larsen i Lederen fortalte læserne om at have måttet gå til lægen og få konstateret stress - fordi han udgav "Obskuriøst".

Hyggelig læsning. Indlæg om ALPHAVILLE af Thure Munkholm. Det pågældende nummer har i øvrigt en masse skriverier om "Doctor Who". Både af redaktøren, Steen Schapiro og ENW. Hvad mon der er blevet af Linus Bengtsson, som stod bag artiklen om Lemmy Caution? Jeg har stadig et af hans videobånd liggende, som han burde få tilbage ved lejlighed (mon han stadig har en videomaskine?).

På side 26 finder man min egen anmeldelse om den obskure tv-film FER DE LANCE (Frygten i dybet). Forleden så jeg det sjældne danske videobånd i Mayas vhs-salgsgruppe. Der kom ikke een eneste kommentar fra medlemmerne. Et enkelt "like" fra undertegnede kunne det lige blive til. Jeg antager, at ingen af dem kender filmen. De sku' ha' læst "Obskuriøst"! 

NB: Hele nummeret kan læses på Archive.org (og downloades gratis)