Friday 17 June 2022

Thursday 16 June 2022

Gammel redaktør opdager dansk Helle Stangerup-GYSERFILM som verden glemte

Programomtale avisen Aktuelt 26.12.87

Det er velkendt, at der kom en filmatisering af Helle Stangerups bog "Ulvetid" (ULVETID, Jens Ravn, DK, 1981). Men da jeg brugte natten på at rode efter glemte tv-serier i gamle aviser, dukkede noget usædvanligt op i avisen Aktuelts tv-programomtale fra en af juledagene tilbage i 1987! Nemlig et stykke, som ligner endnu en Helle Stangerup-filmatisering udi noget, der kunne lyde som en gyserting! En novellefilm med titlen EN SPØGELSESHISTORIE (dir: Edward Fleming). Men dem, der siger, at man kan finde alting på nettet, burde sættes i skammekrogen. De burde have buksevand og sættes i skammekrogen. De burde have buksevand og tørre tæsk og sættes i skammekrogen. Det stemmer nemlig ikke, og EN SPØGELSESHISTORIE er et godt eksempel herpå. Jeg har simpelthen ikke kunnet finde nogen som helst info om filmen overhovedet. Ikke een eneste reference! Hverken når jeg søger på Helle Stangerup eller instruktør Edward Fleming.

Filmen blev nærmere bestemt vist den 26. december 1987 kl. 20:45 - 21:25 på Danmarks Radios dengang enlige monopolkanal. Filmen løber ifølge Aktuelts programomtale ca. 40 minutter. Jeg checkede avisen fra dagen før visningen i tilfælde af, at der skulle have været en længere omtale, men uden held. Jeg checkede ugeoversigten fra den foregående lørdag, også uden held. IMDb og DFI, nada. En fyr fra DFI kommenterede på mit opslag om filmen på facebook, at han slet ikke kunne finde nogen omtale af filmen hos dem. Vilde google-søgninger gav heller ikke noget. Og den ligger heller ikke på Bonanza!

Den eneste, absolut eneste smule info kom fra Jens Jacob Kristensen på facebook (JJ, som engang gik som "Mallrat" på bloggen Afgrunden. EDIT: Jeg ser netop nu, at selvom Jens Jacob tit beskrev bloggen som "afgrunden", så hedder den i virkeligheden Grotesk. Mærkeligt, jeg har altid troet, at den rent faktisk héd "Afgrunden"! Men om ikke andet ligger den stadig og flyder rundt ude i Cyberspace. Check her); Jens Jacob fortæller, at han er sikker på, at han så den i 1987, og at den skræmte ham flere dage efter. Okay, han var en lille dreng dengang, og vi skal nok ikke regne med neglebidende uhygge, men en glemt tv-gyserfilm skal man ikke kimse ad.
Er der mon nogen derude, som har optaget den?

Jack J's 80'ere: Schyyy... de gamle gyser (og mor sover)

Aktuelt 24. november 1984

Lad være med at ringe. Lad være med at banke på døren. Det vil være spild af din tid. Om et øjeblik er jeg nemlig ikke længere i herskabsvillaen! Jeg har kommet koks på den gamle tidsmaskine, som jeg har købt brugt af nogle suspekte typer, og jeg har allerede indstillet landingstidspunket: 24. november 1984. Det var en lørdag!! Og på lørdag aftener i slutningen af 1984 kørte Danmarks Radio helaftens-sendeflader, som hed "Schyyy... det er lørdag". Ja, der var vild gang i de lørdag aftener på monopolkanalen dengang under den kolde krig. Læg i øvrigt mærke til programmet for samme aften på vesttysk tv. VEST-tysk tv! Man savner tiden før murens fald! Jeg har i øvrigt ingen anelse om, hvorvidt jeg rent faktisk sad og så afsnittet af "Schyyy... de gamle gyser" den lørdag aften i 84 eller ej. Jeg havde i september fået arbejde i køkkenet på storebæltsfærgen "Sprogø". Og de sene aftenvagter sluttede først ved midnat, svjh. Så måske var det en lørdag, der gik med det.
Den fjollede titel var DR's fordanskning af den amerikanske gyser-tv-series titel Night Gallery; En serie, som kørte på amk fjernsyn fra 1970 til 1973 og med en pilot allerede i 1969. Jeg har for nyligt købt hele serien (tre sæsoner) i et dvd-boxsæt fra Amazon.com, som havde den på tilbud. DR nøjedes med at vise syv afsnit ud af de 44 + pilot, som blev lavet (alle syv plukket uden synderlig logik fra sæson 2 og 3). Aftenens afsnit hed "Dødsdukken". Tak til Henrik Larsens bog Obskuriøst De Luxe for info om serien.



Tuesday 14 June 2022

Dødebog af Halfdan Pisket



Jeg blev forleden færdig med Halfdan Piskets store tegneseriebog "Døden" (forlaget Fahrenheit, 2020). Den er meget lang, meget tyk, og meget sort. Både tematisk og i og med den er i sort-hvid. Og jeg opdagede den udelukkende og takket være ovenstående video. Piskets bog var nemlig nomineret til årets Pingpris, som blev uddelt fornyligt (den vandt ikke). Jeg kendte ikke en skid til hverken Halfdan Pisket eller "Døden", men jeg lånte den straks på biblo, og jeg må sige, at jeg var ret begejstret. Ifølge Bog.nu gave Felix Rothstein den kun tre ud af seks mulige stjerner i Politiken, og det er jeg bestemt uenig i. Morten Tjalve gav den fire ud af seks på sitet Nummer 9, hvilket er mere fair ifølge min egen uvurderlige mening. Nu har jeg også anskaffet mig flere af tegnerens andre udgivelser (fra biblioteket). Forhåbentligt er de lige så gode. 

Forfatterportræt på Forfatterweb (man skal logge ind med bibliotek-log-in)