Gasolin' i "Billed-bladet" (1972)

 Jeg fandt et eksemplar af Billed-Bladet, som indeholdt ovenstående artikel om Gasolin', i Røde Kors forleden. De to billeder er taget af bladets egen fotograf, og er altså ikke nogle standard-reklamefotos. Selvom gruppen netop havde udsendt LP nr. 2, "Gas 2", var de altså ikke så kendte, at sladderbladet syntes, man kunne bringe en artikel uden at præsentere de fire medlemmer. 

Billed-Bladet nr. 47, 24. november 1972 (300 dpi) 

Jack J's 70'ere: "GAS 5" - fyrre, fed og på ingen måde færdig

Det er i dag (14. okt) 40 år siden GASOLIN' LP'en "Gas 5" udkom. Det er den med det sorte cover og "Rabalderstræde", "Masser af succes", "Kvinde min", osv.

Jeg gik i 5. klasse og husker udmærket pladen fra dengang (jeg har stadig et gammelt slidt-slidt-slidt vinyleksemplar indkøbt engang i 80'erne iirc). 

Indtil for et par år siden havde jeg ikke lyttet til een eneste Gasolin'-plade i vel hen ved 20 år. Så købte jeg den sorte boks med alle de dansksprogede studiealbums, lod den samle støv et par år, og fandt den så frem for et års tid siden og satte den på.

Det var en befrielse, at den tyve år lange distance gjorde mig i stand til at lytte til musikken uden hele tiden at have i baghovedet, at her var tale om netop Gasolin'. Bandet med Kim Larsen og hvad dermed hører. Nu kunne jeg lytte til gruppen som rent rockorkester og som sådant holder det helt vildt.

Pladerne står som rigtig gode rockplader og Kim Larsen var en rigtig god rocksanger. Franz Beckerlee var en kanon guitarist med alle sine (efter sigende) hjemmestrikkede akkorder og Jimi Hendrix-kopieren. De var rå, frække og decibellen var helt ovre i det røde felt.

Jeg har ikke den lunkne folkelige tilgang til musikken, som jeg synes, man ofte finder hos Kim Larsen & Kjukken-fans, og jeg har ingen interesse i Larsens solokarriere efter Gasolin'. Pladerne fra 70'erne er alt rigeligt.

Nyarlathotep #1 - anmeldelse

Det er jo desværre yderst sjældent, at vi ser nye (rigtige, trykte) fanzines i disse net-tider. Og det siger sig selv, at anmeldelser af de gamle zines heller ikke er hyppige, så derfor vil jeg lige gøre opmærksom på, at Jette fra Gyseren.dk netop har anmeldt første nummer af Thomas Winthers Nyarlathotep fra 2003. Absolut herligt! Go here.

Jette (og andre) burde også gå i gang med at opsøge de andre gamle zines fra starten af århundredet. De byder på masser af spændende læsestof. Redaktør Kenneth Eriksen har f.eks. stadig 3 numre til salg af hans blad Absurd og det er absolut anbefalelsesværdig læsning! Kenneth står som bekendt bag AWE og Absurd-online.dk-butikken i dag (han sælger zines fra butikken). Henrik Larsen har også en håndfuld Obskuriøst liggende, så vidt jeg ved.

Og så fandt jeg iø Gasolin's "What a Lemon" LP på et stort indendørs marked i Næstved i dag. Pladen er mega-sjælden, jeg tror vist aldrig, jeg har set et originaleksemplar før! Man kan selvfølgelig købe den på CD, ligesom man også kan bruge en avis, når man er toilettet. Normalt med disse markedssælgere så aner de ikke, hvad tingene er værd og man får typisk smidt LP-plader i nakken for 5-10 kroner, men uheldigvis vidste ham gutten her godt, hvad han skulle ha' for den: 400 kroner! Yeps. :/
Heldigvis var jeg der med min moster (den søde af dem. Hendes søster kalder jeg "Satan") og mens jeg var i gang med at pløje mig gennem kassevis af skiver, så plaprede hun løs og fik ham til at gå ned til 300 spir, og så smed hun ovenikøbet en hund oveni. Ikke nogen dårlig eftermiddag overhovedet.

Sælgeren fortalte i øvrigt, at pladen kom fra et dødsbo. Ejeren, som altså nu havde stillet sutskoene, havde haft en uvane med at sætte en mærkat med nummer på hver pladecover. Imbecilt uden lige. På Gas-pladen stod der fx G 8 (!!!). Jeg fatter slet ikke den slags; Kunne tumpen ikke bare have stillet dem i alfabetisk orden alligevel! Pladen var i næsten perfekt stand, selvom den er fra 1974, og alligevel kunne han ikke tænke så langt som til, at sådan et skide klistermærke forringer dens værdi betydeligt. Æv! Nå, men grunden til, at jeg overhovedet nævner klistermærket er nu ikke for at svine en død fyr til, men fordi jeg også købte et par andre LP'er på en af de andre stande, The Pretenders og, ahm, Barbie Benton o_O hvis du absolut ska' vide det. :/ , og udover at de var i mint stand, så havde de samme label på forsiden. Hva' gir du! De var altså fra samme dødsbo og de to kræmmere havde tydeligvis delt pladerne mellem sig; Den ene vidste bare, hvad de var værd, og den anden var en gammel gubbe, der ikke vidste noget om det (da jeg nævnte for ham, at den anden skulle have mere for sine plader, sagde han: "Jamen jeg har osse nogle dyre nogen, fx den her Abba-plade til 40 kroner", haha). Mit "held" (i.e. U-HELD!) var, at det var ham den anden, der scorede Gasolin'-pladen. :-(
Han fiskede iø også "Killing Time" frem med ordene: "Det er Gas 5 på Engelsk. Yderst sjælden!". Joh tak, 300 kr. Dén købte jeg heldigvis i 1980 og mit ex er i perfekt stand! xD.

Jack J's 70'ere: Gasolin' i "Lørdagshjørnet" (1976)

Jeg husker det, som var det i går. Nej, jeg lyver, rent faktisk mente jeg at kunne huske, det var i 1977, men i virkeligheden var det helt tilbage i... 1976. Og hva' er det så, jeg kunne huske? Well, dengang mit (og alle andre danskeres) danske favorit-rockband Gasolin' (apostroffen skal med, ligemeget hvor forkert den så end er! LOL) var gæster i DR's "Lørdagshjørnet", som var et hyggeligt talkshow-agtigt program rullede over skærmen lørdag efter lørdag dengang (i øvrigt længe før de rigtige talkshows havde deres egentlige indtog på dansk TV). Dengang, hvor vi i øvrigt kun havde een eneste TV-kanal. For nutidens moderne (og vulgært yngre) mennesker lyder den slags naturligvis som det rene rædselsscenarie på højde med tånegleafrivning og japansk vandtortur, men det var nu slet ikke så tosset endda; Det betød f.eks. at alle ens kammerater henne i skolen eller på arbejdspladsen havde set det samme i "kassen" aftenen før. Jeg husker tydeligt engang, hvor jeg skulle med min far et eller andet sted hen, og det var i tidsrummet, hvor "Huset på Christianshavn" blev sendt. Gaderne var tomme! Jeg overdriver ikke! Den enlige TV-kanal bragte os sammen dengang. Alle sad f.eks. og så "Lørdagshjørnet". Vi var mere lykkelige. Den kolde krig rasede i al sin stilhed og ethvert hus havde en rigtig TV-antenne på taget (eller i det mindste en 150 meter høj fællesantenne i nærheden, så de heldige kunne se tysk eller svensk TV). Vi havde heller ikke flygtninge eller andre indvandrer til at skabe utryghed og frygt. Som sagt, vi var lykkelige. Nej, gu fanden var vi ej. Eller det vil sige... jeg tror faktisk, de fleste andre danskere var ret lykkelige med al deres skide danskhed og Lis Sørensen og pis og lort. Selv dengang som 12-årig var jeg sgu konstant ved at brække mig over det hele. Danskheden. Det brune i brune samfund. Kartoflerne og den skide sovs. Alt var fa'me ens, og hver gang nogen gjorde noget anderledes blev de mobbet og/eller gjort til grin. Du fatter ikke, hvor glad jeg var, da 1979 endelig blev til 1980. Jeg husker, at jeg nytårsaften '79 kigge ud ad vinduet og tænkte: "Nu bliver det 1980, nu bliver det endelig bedre". Og det blev sgu meget bedre! Måske var mainstream-Danmark det samme, men forstod man at finde det alternative, så var forskellen som nat og dag. I dag snakker folk hele tiden om 80'ernes pastelfarver og pop- og funkrock, og igen brækker jeg mig! Det var sgu ikke mit 80'ere. Mine 80'ere var sort i sort; Joy Division, The Cure og Siouxsie and the Banshees regerede den engelske undergrund og i den danske undergrund hed pendanterne Sods/Sort Sol, Martin Hall, Clinic Q, Sort Hvide Landskaber, De Må Være Belgiere, Before, Holy Toy (okay, de var norske), Imperiet (okay, de var svenske), og mange flere. I '84 sad jeg med fingeren på fjernbetjeningen, da dokumentarfilmen "Omkring en sort sol - et portræt af Sods" gik i gang. Jeg havde ventet spændt hele ugen. Se dét var mit 80'erne. Og i '86 drog min fætter Ronny og jeg til Roskilde Fest. for første gang og elskede, at folk kunne se anderledes ud end mælkehvide danskere og at de kunne lytte til andet og mere interessant musik end, nå ja, Lis Sørensen, Tøsedrengene, Nana, og hvad fanden alle de tabere på den danske musikscene hed dengang ("tabere" der dog tjente styrtende med penge, fordi de fleste af jer derude over 30 købte alle deres plader. You people make me sick!). And I'm rambling as usual. Det her har ikke noget med Gasolin' i "Lørdagshjørnet" at gøre. Hvorfor fanden stoppede du mig ikke!!
Nå, men selvom det er flere år siden, jeg sidst har oplevet et teknisk uheld på DR, så præsterede nosserøvene alligevel at lave lort i den med denne længe (30 år+) ventede genudsendelse af programmet: Lyden var visse steder ad helvede til!! Mere KNAS end lyd! Fanden tage DR!! Øh, men også tak for endelig at genudsende programmet.

Og hvordan VAR det så at gense? Herligt! Absolut. Jeg genkendte visse småbidder og det korte øjeblik, hvor Willi Jønsson siger, at de er hippier og at han er ligeglad med, om han har et farvefjernsyn eller ej, var den bid, jeg har husket klart gennem alle disse år. Absolut et herligt gensyn, både mht. programmet, men også til et personligt "anker" i en tid, der forlængst er forbi.

And at the end of the day, var det hele så så forfærdeligt dengang? Well, ja det var det faktisk. Men når jeg så alligevel nogen gange godt kan distrahere fra al 70'er-lortet, så er det, fordi den tid også lagde grundlaget for mange års efterfølgende popkulturdyrkelse hos undertegnede. Jeg opdagede for første gang mange film og TV-serier (og i mindre grad musik). "Columbo"! Jeg elsker da stadig "Columbo" (skrev for nyligt om serien på den engelske udgave af denne blog) og "Kojak" og "Den Gamle" (Der Alte) og mange, mange flere. Egentligt burde jeg jo skrive lidt om disse ting, meeen... så tror du vel bare, jeg har solgt min sjæl til... Obskuriøst.