Wednesday 30 January 2013

CUT-THROATS NINE på 35mm i Husets Biograf!!!

Af Nils Markvardsen (eXtase redaktør)


For første gang nogensinde kan du opleve den mest nihilistiske og dystre western CUT-THROATS NINE (1972) i Danmark. Filmmagasinet eXtase og Husets Biograf inviterer indenfor i mørket og viser en ultra sjælden engelsksproget 35mm kopi den 2. og 3. februar 2013.



Dødsdømt mission
CUT-THROATS NINE er fortællingen om et militærkavaleri, der eskorterer en vognfuld kriminelle over sneklædte Rocky Mountains til Fort Utah. Vognen bliver imidlertid angrebet af banditter – kun sergenten (Robert Hundar), hans unge, smukke datter (Emma Cohen) samt syv sadistiske mordere overlever og de efterlades uden vogn og heste. Sergenten indleder en farefuld rejse til fods, hvor han skal tage sig i agt for de fodlænkede rovmordere, der bare venter på et fejltrin, så de kan kaste sig over ham og datteren. Sergenten er ikke blot besat af at få morderne bag lås og slå, men også af at finde frem til, hvilken af de syv, der voldtog og dræbte hans kone.

Advarsel til folk med sarte nerver
Der er menneskelige ekspeditioner, som er dødsdømte – en film som Herzogs AGUIRRE: THE WRATH OF GOD popper omgående op på nethinden. Et andet eksempel er CUT-THROATS NINE. Her hænger der ligeledes en dommedagsstemning over missionen, hvor det er alle mod alle, i en kamp for overlevelse, i det barske landskab. Den dystre atmosfære krydres med en række grafisk udpenslede scener, hvor det røde blod blander sig med den kridhvide sne. Som et gimmick ved den amerikanske premiere på filmen, i de tidlige 70ere, blev der uddelt terrormasker møntet på folk med sarte nerver! Så er biografgængerne i Huset advaret!

Genindspilning med Mads Mikkelsen!
I 2010 kom det frem, at CUT-THROATS NINE skulle genindspilles med ingen andre end Harvey Keitel og Mads Mikkelsen i hovedrollerne! Siden har der været stilhed omkring produktionen, som ganske givet ville blegne i forhold til originalens brutalitet, men det kunne alligevel være lidt interessant at se en så obskur lavbudget western genindspillet med kendte ansigter på rollelisten. Artikel omkring CUT-THROATS NINE genindspilning i Ekstra Bladet

CUT-THROATS NINE (original titel: Condenados a vivir) er en spansk produktion fra 1972 instrueret af Joaquín Luis Romero Marchent.

CUT-THROATS NINE vises i Husets Biograf i Magstræde lørdag d. 2. februar kl. 19:00 og søndag d. 3. februar kl. 16:00. Entré 50 kr.

Vi ses i mørket!




THE PLUMBER (1979) Peter Weir, Australien


Jeg købte for nyligt en engelsk DVD-udgave af gyserfilmen THE PLUMBER, som Peter Weir lavede til australsk TV i 1979. Filmen er ude på dansk lejevideo fra Juno Media under titlen "Terror". Jeg har endnu ikke set den, men traileren ser bestemt ubehagelig ud på en klaustrofobisk måde. Kan den gå for at være en home-invasion-film? Eller skal der være voldspsykopater i bedste CLOCKWORK ORANGE-stil, for at det tæller? Hmm, jeg er ikke sikker.

Ikke overraskende ser det danske videoomslag meget bedre ud end DVD-coveret. Tak til Uncut.dk's gamle medredaktør Thure Munkholm for fotoet. Den engelske DVD kan fås fra Amazon til £18. Hvis man køber en brugt (ligesom jeg gjorde), kan man lige nu få den til 0,01 pence!!! Inklusiv porto blir det lige omkring 12 kroner.