Showing posts with label Kladde. Show all posts
Showing posts with label Kladde. Show all posts

Saturday, 21 December 2024

MÅNGUDEN (Thomas Borgström, Sverige 1988)

Månguden på svensk dvd fra Atlantic
(mig bekendt eneste hjemmevideo-udgave)
(Scan: 300 dpi)
 
Jeg er i gang med at skrible en anmeldelse af den svenske tv-film MÅNGUDEN fra 1988 (eller... for at sige det som det er: Der er tale om en af de utallige anmeldelser, som jeg i tidens løb har påbegyndt, men som jeg ikke gad skrive færdig. ARgh!! Jeg er ikke sikker på, hvornår jeg skrev den; For et par år siden vist nok). Her er kladden til starten og plot-omtale. Slutningen er ikke færdig. Jeg er ikke bekendt med, at den nogensinde skulle have været vist på dansk fjernsyn. 

Engang for næsten 15 år siden snakkede en af mine facebook-venner dengang, den gamle garvede svenske filmanmelder Fred Anderson, om at MÅNGUDEN skulle udkomme på dvd, og at det var en helt fantastisk begivenhed. Sagen var nemlig den, at MÅNGUDEN var en gyserfilm om en seriemorder lavet af det svenske statsfjernsyn SVT i 1988. Det var en af den type film, som rigtig mange svenske tv-seere havde vage minder om, fordi den havde været mega-uhyggelig. Og eftersom filmen efter førstevisningen aldrig var blevet genudsendt eller udsendt på hjemmevideo, var dette minde om filmens uhygge forblevet intakt hos mange mennesker. Og tilsyneladende florerede der heller ikke hjemmeoptageler af filmen blandt fans. Men nu var MÅNGUDEN altså så endelig kommet på dvd. På Freds opfordring købte jeg den straks, og ... jah, joh ... den var da okay, syntes jeg dengang. Nu halvandet årti senere har jeg endelig genset filmen, som skræmte lille Fred Anderson og mange af hans landsmænd. Hva' syntes yours truly så denne gang!?

PLOTTET: Mange krimier starter med et mord eller optakten til et mord. I MÅNGUDEN begynder vi med vor hovedperson, en kriminalbetjent, som ankommer til et åsted, hvor politiets teknikere allerede er i gang. En misgerning har altså allerede fundet sted. Vi bliver smidt lige ind med det samme. Vi lærer, at der i Stockholm er foregået flere overfald på sagesløse campinggæster. De er blevet myrdet brutalt af en seriemorder. Om gerningsmanden misunder gæsterne deres fine campinggrej, eller han blot har noget imod folk, der ligger i telt, har det svenske politi endnu ikke klarlagt. Seriemorderen har tydeligvis kastet sig over gæsterne om natten, medens de sov i deres telt. Han har hakket dem til plukfisk med en machete. Den ene af dem, en mand, har han tilmed slæbt hen til et træ og klynget ham op ad stammen; hvad har dette af betydning? Chefen for kriminalpolitiet vil have kriminalbetjenten til at sætte sig i forbindelse med en psykiater, som før har arbejdet i politiet, og som vil kunne være til stor hjælp (hvorfor han er den absolut ENESTE psykiater, som kan hjælpe til, får vi ikke svar på. At der kun skulle findes denne ene gode psykiatere med kendskab til kriminalitet i hele Sverige, lyder en tand for knaldroman-agtigt). Men vores hovedperson har tidligere haft at gøre med psykiateren, og ingen af dem har længere lyst til at arbejde med den anden. Det er i det hele taget lidt uklart, hvorfor de har dette forhold til - eller rettere imod - hinanden. Kriminalbetjentens gamle farmand var engang chef for kriminalpolitiet. Han taler med finsk accent og ligger i et oxygentelt (eller hvad fanden det hedder) på det lokale sygehus. Han trækker vejret tungt, og det lyder uhyggeligt, når han ringer til folk og blot ånder besværet og tungt i røret. Så finder panserne et aftryk af en ansigtsmaske i jorden nær gerningsstedet. Kriminalbetjenten tager selvsagt hen på det lokale museum og udfritter museumsinspektøren om masken. Det viser sig, at masken viser ansigtet på en såkaldt månegud. Inspektøren er en kvinde i sin bedste alder, og betjenten bliver selvsagt lun på hende. Han lurer også på hende, når hun er på biblioteket. På museet befinder sig også en løgnagtig medarbejder, som opfører sig en tand homofilt. Om han er dette, bliver heller aldrig klart. Har det noget med plottet at gøre? På et eller andet tidspunkt får vor hovedpersons gustne, finske farmand selvsagt overtalt psykiateren til at tage fat, selv om han ikke vil. Et sted midt i det hele dukker en smalfilm fra åstedet op, hvor en person i denne månegudsmaske gør kål på endnu flere campister. Hvem er seriemorderen? Den kvindelige museumsinspektør er under mistanke. Det er den lettere bøssede museumsassistent også. Og en tosse ude i skoven er mistænkt. Selv hovedpersonens gamle, syge far er der noget mystisk ved, da det i forbifarten overhøres, at han har været ude af sit telt. Og hvad med psykiateren eller kriminalbetjenten selv for den sags skyld?
END OF PLOT-BESKRIVELSE

Okay, det var så så meget, jeg har fået nedfældet. Filmen er okay glimrende, men ikke noget neglebidende gysermesterværk. Men som tv-film er den fin nok. Den kunne være bedre, og den kunne være dårligere. Klichéerne står desværre i tykke lag. Mere senere - måske. 

Saturday, 7 May 2022

BLOOD BEACH - ægte tidligere upubliceret STAY SICK!-anmeldelse


BLOOD BEACH
USA (1980)
Dansk titel: Den blodige strand (bio, udlejningsvideo), Blood Beach (udlejningsvideo)
Dansk biografpremiere: 8. februar - 18. februar 1982 (City Bio)
Censur: 16 (bio)
Instruktør & manuskript: Jeffrey Bloom

af JACK J

Nogle gange kommenterer jeg, at plottet til en eller anden film kunne have været skrevet på bagsiden af en tændstikæske. Det er selvfølgelig en overdrivelse for det meste, men lige med hensyn til BLOOD BEACH, så kunne drejebogen sateme godt have været skrevet på bagsiden af en tændstikæske. Endda en af de små æsker!

PLOTTET: En amerikansk strandbred midt på sommeren. Tilholdssted for liderlige teenagere, hundeluftere, voldtægtsforbrydere, og tossede hjemløse med ejendelene i en indkøbsvogn. Men noget er ikke, som det plejer at være. I undergrunden under stranden hærger et eller andet. Ikke kloakrotter. Ikke sure punkere. Ikke atomkrigens sidste overlevende. Men NOGET stygt med spidse tænder og evnen til at "svømme" i sandet under stranden. Og dette "noget" er sultent. Eller i alt fald grueligt pissed off. Eller på et hævntogt mod menneskeheden - eller hva' ved jeg.

Den lokale havnebetjent (David Huffman) ser sin gamle ex-svigermoder forsvinde ned i sandet. Egentligt grund til jubel, men han bliver i stedet rigtig ked af det. Det hjælper dog lidt, da ex-kæresten ankommer fra storbyen. Vi fanger straks den velkendte kliché, at de to grangiveligt vil finde sammen igen senere hen i filmen. En lettere obskur scene opstår, da vi lige skal igennem den lumre nat, hvor havnebetjenten ligger og knalder med sin nye kæreste, og der gennem hele scenen skiftes til scener af ex-kæresten, der finder moderens hund på stranden i øjeblikket efter, at sanddjævelen har bidt hovedet af tæppepisseren.

Et par dage senere arrangerer havnebetjenten at gå på date med både ex'en og den nye dulle (dog ikke på samme tid), og man tænker uvægerligt: Way to go, mate! Men selvom filmen foregår i 70'erne, og man havde håbet, at havnebetjenten (og filmens instruktør) havde haft cohones nok til at lade hovedpersonen slippe afsted med at have gang i begge kraner på samme tid, så - ak - går det senere hen, som det må gå. Jeg skal ikke afsløre mere her, min plotbeskrivelse er allerede dobbelt så lang som manuskriptforfatterens ditto. Senere kommer vores helt muligvis på sporet af den sultne sand-satan, men hvordan det går, skal jeg ikke afsløre.
(End of plot-beskrivelse)

David Huffmans karakter er pænt uinteressant og vattet. Alt ved ham er vattet. Selv hans sko er vattede. Han er så vattet, at han burde have gået i sutsko gennem hele filmen. Manuskriptforfatteren havde tydeligvis mere sjov med at skrive dialogen til den frustrerede politichef, som spilles af John Saxon (som har været med i en masse genrefilm og TV-serier bl.a. A Nightmare on Elm Street, Tenebrae, Hands of Steel, Enter the Dragon, Kung Fu – TV-serien med David Carradine) og Burt Young (som også er et fjæs, man genkender, og som også har været med i stakkevis af psykotroniske ting, bl.a. Once Upon a Time in America, Amityville 2, Rocky-filmene, Across 110th Street). Her spiller han et brokkehoved af en kriminalbetjent, som bare ønsker sig tilbage til Chicago.

EXTRA: Psykotronisk cast & crew-info
Instruktør Jeffrey Bloom har kun lavet een yderligere gyserfilm, FLOWERS IN THE ATTIC fra 1987, men det faktum, at han har arbejdet med Angie Dickinson og David Carradine (JEALOUSY, 1985) sikrer ham bestemt medlemskort til de psykotroniske films lumre julefrokost.

David Huffman, der spiller hovedrollen, har som nævnt en lidt "vattet" personlighed på skærmen. Han var mest med i TV-ting, og ud fra hans korte filmografi kan jeg ikke umiddelbart se andre gyserfilm end en enkelt film med titlen WOLF LAKE – også fra 1980. I det virkelige liv var David Huffman mindre vattet, hvilket desværre kom til at koste ham livet. I 1985 løb han efter en indbrudstyv, som stak Huffman ihjel med en skruetrækker.

ANMELDT UDGAVE
Dvd-r trukket over dansk udlejningsvideo (”white label”) ??? minutter, 4:3 fullscreen, engelsk dialog, danske undertekster
Extramateriale: zilch!

NB: Coveret er lånt fra facebook

----------

PS. Ovenstående anmeldelse har ligget længe, længe i en fil på min computer. Jeg postede den forleden i en facebook-gruppe for gamle trashfilm i en tråd, som netop handlede om denne film. Men jeg må nok erkende, at de sociale medier ikke er til lange tekster. Folk gider ikke læse noget over tre linjer - vel at mærke korte linjer. Anmeldelsen fik eet "like"! (sikkert et høfligheds-like). Oh well, så bringer jeg den her i stedet. Herinde på Lejemorderen ved jeg da, at jeg nogle gange har helt op til 10 læsere! 

Wednesday, 7 July 2021

"Money Shot" - Christa Faust (2008)

Nedenfor finder man kladden til en boganmeldelse af Christa Fausts "Money Shot". Bogen er en gammeldaws (omend ny) knaldroman. For sjov skyld har jeg leget lidt med retskrivningen, ikke mindst under indtryk af de mange gamle aviser, jeg har pløjet mig igennem de sidste par måneder. Om jeg lader anmeldelsen blive ved med at følge de gamle regler, eller jeg smider det hele ud og "moderniserer" den, har jeg ikke besluttet endnu. 

 



Money Shot
("First publication anywhere")

Forfatter: Christa Faust
Cover: Glen Orbik
Udgiver: Charles Ardai
Forlag: Hard Case Crime (Underafdeling af Winterfall LLC, USA) i Samarbejde med Titan Books (UK)
Udgivelsesaar: 2008
Specs: Paperback, engelsk Tekst, 260 Sider,
Coverpris: US $9.95 / UK £6.99 / CAN $13.50

 

KLADDE


Da "Money Shot" begynder, ligger Angel Dare bagbundet i Bunden af Bagagerummet paa en gammel Øse. Du ved - en Spand. En af dem med Hjul paa. En Spand, der er paa Vej til et øde Sted uden Tilskuere. Med et Navn som Angel Dare kan man jo nok gætte sig til, at Krampen enten har Hippieforældre eller arbejder i Pornoindustrien. Bingo til det sidste. Angel Dare er tidligere Pornoskuespillerinde, og nu ligger hun med et ekstra Hul i Kroppen paa vej mod det sidste Stoppested. Nævnte Hul stammer fra en Kugle. Heldigvis var "Drabsmanden" ikke særlig god til at skyde. Eller osse brød han sig bare ikke om at kigge, medens han gjorde det og missede saaledes de vitale Dele.

Men hvad drejer hele Miseren sig overhovedet om? Det vil Angel Dare ogsaa gerne vide. Da hun i sin Tid kvittede Pornosjaskerne, aabnede hun et Bureau for Modeller; Daring Angels. En Dag kom et Telefonopkald fra en gammel Instruktørbekendt fra Branchen. Han tiggede hende om at medvirke i bare een Film mere, da han stod og manglede Knaster til sin Kones Leveroperation. Eller var det til en Rullestol, han havde købt paa Afbetaling? Noget i dén Stil (Detaljerne er lidt taagede her). Angel Dare var i sin Tid et pænt stort Navn i Pulefilmene. Og den gamle Ven mente, at hvis hun vilde være med, vilde hendes Navn alene garantere, at Filmen blev en Sukces.

Angel Dare var ikke meget for at vende tilbage til Livet som Feltmadras med Spotlampe og Kamera paa. Men Instruktørvennen lovede, at hun ikke behøvede at bekymre sig om Sjov i Bagindgangen eller andet Snask; Der vilde højst blive tale om et Hand-job, lidt liderlig Stønnen, og smæk i Maasen. Angel Dare var ikke meget for det, men idet hun gerne vilde hjælpe sin gamle Ven, sagde hun til sidst "okay". Og det var dumt. Uheldigvis for Angel førte det i Stedet til grov Voldtægt, tørre Tæsk og et Skudhul i Mavsen. Hva' skete der lige der, tænker hun, da hun vaagner i Bunden af den illelugtende gamle Spand. Heldigvis kommer en Ansat fra hendes lille Firma til Undsætning. En tidligere Strisser - ogsaa med Lig i Lasten. Men desværre gaar det nu op for Angel, at intet er, som det var i Morges. Hun ligner en Boksebold. Nogle af hendes Venner er nu i Lighuset. Gangstere er lige rundt om Hjørnet. De har en Kugle med hendes Navn paa. Panserne er lige om det andet Hjørne. De har en Efterlysningsplakat med hendes Navn paa. Og hun er ikke Sigourney Weaver i ALIEN-mode eller Heltinde fra en gammel Karatefilm fra Shaw Brothers-studiet. Hun er bare Eks-porno-gimpe med et Skudhul i Bugen. Hvad skal hun stille op!?

"Money Shot" er Christa Fausts første Bog fra det lille coole Enmandsforlag Hard Case Crime i USA. Hun har skrevet en Sjat Bøger før denne, men saa vidt jeg kan se af hendes Bibliografi - baade før og efter denne Bog - saa bestaar nævnte Bibliografi mest af saakaldte Novelisations. Det vil sige Bøger, som er baseret paa Film eller TV-serier. Ligesom naar man i Danmark i gamle Dage kunde købe McCloud- og Columbo-Bøger. I Sagens Natur skal den slags Bøger holdes strengt til Oplægget, altsaa Filmene, fra Forfatternes Side. Med megen lidt Plads til Personudvikling. Den Slags Bøger interesserer mig paa ingen Maade. Jeg har selvsagt ikke læst nogen af disse omvendte Filmatiseringer fra Christa Fausts Haand. Og det rager mig ærlig talt ogsaa. Jeg tror ikke, de holder en Meter.

"Money Shot" derimod holder vældig fint. Jeg nød i alt Fald hele Turen fra første til sidste Side. Jeg har læst en Smule op paa Christa Faust og checket et par Q&A-Optagelser fra en Boghandel, som har ligget i pænt mange Aar paa YouTube. Det bliver hurtigt klart for enhver, at miss Faust er totalt bidt af en gal Knaldroman. James Ellroy sagde engang, at en Forfatter kun er saa god, som de Bøger, han har læst. Jeg antager, at frøken Faust har læst en masse gamle Kriminalromaner. Hun har i alt fald Sproget i sin hule Haand. Teksten flyder, og Siderne nærmest bare bladrer af sig selv. Hvis jeg har noget at sætte en Finger paa, saa er det i alt Fald ikke Sproget, men derimod en længere og - ifølge denne Anmelder - alt for detaljeret Beskrivelse af et Knald! Den beskrevne Scene synes overflødig. Hvis den ærede Læser nu skulde foranlediges til at tro, at Yours Truly maaske er sippet eller endda nypuritansk, saa er dette naturligvis ingenlunde Tilfældet. Men lange Bollescener i regulære Film og ditto i Romaner irriterer mig stort set altid. Hvis det var Korpuleringsscener jeg ville underholdes af ... hov, den gamle retstavning smuttede der. Jeg mener naturligvis "vilde" ... saa vilde jeg vende mig mod ren, uforfalsket hardcore Porno i Stedet. Porno af den Type, som de danske Filmdistributører i gamle Dage opreklamerede som "Ægte Porno". Men ud over denne relativt korte Scene, holder "Money Shot" Tempoet hele Vejen igennem.

I 2011 skrev Christa Faust opfølgeren "Choke Hold" (som er indkøbt, men endnu ikke læst af denne skribent), og hun har skrevet nogle faa andre "rigtige" Romaner. Men det lader desværre til, at hun har slaaet sig til taals med at tjene til Huslejen ved at skrive Novelisations. Og dét er synd. Jeg saa gerne, at hun skrev mere i stil med "Money Shot". Man mistænker selvfølgelig, at hun simpelthen ikke har flere Bøger i sig, og saa er det nemmere at skrive de andre. Men forhaabentligt er det ikke Tilfældet.


Wednesday, 24 February 2021

ALTERED STATES (DK: Eksperimentet)

 

USA (1980)
Dansk titel: Eksperimentet (bio/video/TV)
Dansk biografpremiere: 26. februar 1982 (Palads)
Dansk TV-premiere: 8. august 1987 (DR, kl. 21:55)
Censur: T.O. 16 (DK bio), 18 (UK blu-ray)
Instruktør: Ken Russell
Cast: xxx


"Totalt syretrip"
[Henrik Larsen, Obskuriøst - de Luxe, 2020]

af JACK J

Jeg så første gang Eksperimentet i sommeren 1987, da Danmarks Radio viste den på deres enlige TV-kanal. Ligesom den senere udlejningsvideoudgave, bragte DR filmen i fullscreen. Blu-rayen fra Warner Bros er heldigvis i det korrekte bredformat. Den gjorde et stort indtryk. Jeg optog den endda på min Betamax-videomaskine.  

 

 

ANMELDT UDGAVE
Blu-ray (Warner Bros, UK, 2017) xxx minutter, 16:9 bredformat, original engelsk dialog + latinamerikansk-spansk dub, valgfrie engelske undertekster for døve + franske & latinamerikansk-spanske undertekster
Ekstramateriale: filmens trailer (i widescreen)
  

------------------------------------------

- Ja, længere er jeg så ikke kommet med anmeldelsen! Og så blev jeg lige afbrudt af tre dages migræne. Men den blir vel færdig på et eller andet tidspunkt. o_O