"Pornokonge" i SE OG HØR i 79

 

Jeg postede i går hele tv-bladet fra et nummer af SE OG HØR fra 1979 (nr. 5/1.-7. februar). Inde i selve bladet finder man denne artikel, som vel nok lige så godt kunne have været fundet i et nummer af Ugens Rapport: Omtale af en ung mand, Arne Rytz, der gjorde succes i det danske erhvervsliv. Ikke med Lego eller B&O-fjernsyn, men med damer.

Jeg googlede ham selvsagt efterfølgende, og den swingerklub, som artiklen fortæller, at han røg i spjældet for i 8 måneder* i 76, var ikke den eneste gang, han forsøgte sig: I 2010 lavede både B.T. og flere lokalaviser i Østjylland interview med ham, da han i en gammel kro i Østjylland som 71-årig ville forsøge sig med en ny swingerklub. Det var i byen Barrit, en landsby med 800 indbyggere!

Modsat tiden hvor SE OG HØR-artiklen blev bragt (se billedet fra swimmingpoolen), havde Arne Rytz dog ikke længere en krone til det nye sexprojekt. Og senere artikler i lokalaviser fra Horsens og Vejle fortæller, at han aldrig fik åbnet en ny klub. Lidt ærgerligt, må man sige, ikke mindst når man tænker på, at Arne beskrev den kommende klub som næsten et godgørende fortagende. Godgørende for folk med problemer i ægteskabet!

5 år senere blev kroen revet ned, og hvis ellers Streetviews foto stadig er up to date, ligger der stadig bare en sørgelig tomt på stedet. Arne Rytz døde muligvis for et par år siden; Jeg fandt i alt fald en dødsannonce med samme navn, men med mellemnavnet Lildholdt. Hans alder passer også nogenlunde med den i annoncen. Jeg gætter på, at det ER den samme Arne Rytz. Den korte tekst siger i alt fald, at han levede et "begivenhedsrigt liv". xD

*SE OG HØRs artikel beskriver detaljeret, at Arne Rytz røg i fængsel i 8 måneder, men at han dog kom ud igen efter blot 3 mdr. I de senere aviser fra det nye århundrede skrives, at han fik 4 måneder. Jeg antager, at aviserne ofte efter så mange år ikke gider holde sig helt så nøjagtigt til de faktuelle, øh, fakta. Og når først den ene har skrevet forkert, følger andre lyssky skriverkarle bare efter. Da S&H's udlægning er en anelse mere detaljeret, går jeg ud fra, det er denne info, som er korrekt. Ikke at det gør så fandens stor en forskel, men sådan slendrianisme irriterer blot denne læser.

(Scan: 300 dpi)

Jack J's 70'ere: En TV-UGE i slutningen af 70'erne

 

Jeg fandt et brugt nummer af SE OG HØR for nogen tid siden. Bladet er fra februar måned 1979, og jeg stod egentligt og skulle ned på havnen og købe en fisk. Men så slog det mig, at vi slet ikke har en havn her i byen, og at jeg kunne hygge mig med at scanne delen med tv-bladet ind i stedet. Og som tænkt, så gjort. Så her kan du nu gennemtrawle tv-programmet for ugen 1.-7. februar 1979. 

Man bør naturligvis huske på, at 1979 var både før, vi fik satellit-tv, og før Danmarks Radios monopol blev brudt (det skete som bekendt først næsten 10 år senere). Så udbuddet af tv-stationer begrænser sig til DR's enlige kanal og svensk og vesttysk tv i større omtaler. Af mindre listings finder man også kanal 1 fra Østtyskland og det norske NRK's (dengang også enlige) kanal. I DDR havde man rent faktisk to kanaler, så jeg formoder, at man hos SE OG HØR simpelthen fravalgte det østtyske TV2's program af pladsmangel i bladet. 

Hvor mange mon i øvrigt reelt set kunne se østtysk tv? I Svenstrup 5 km fra Korsør, hvor jeg boede i min barn- og ungdom, kunne vi på dage med atmosfæriske forstyrrelser nogle gange se den eller den anden eller begge kanaler fra DDR. De var i sort-hvid, og jeg husker, at jeg tænkte, at det sgu nok var, fordi signalet skulle igennem "muren" først (nej, det var ikke seriøst tænkt). 

Bemærk også, at os, der ikke var så heldige at være på fællesantennen og dermed kun kunne se dansk fjernsyn, blev spist af med sølle tre film i den pågældende ude. Og de to af dem var kortfilm med Gøg og Gokke (ikke at der er noget galt med Gøg og Gokke, forstås). Og bemærk også, at voksen-tv først startede ved 5-tiden om eftermiddagen - bortset fra i weekenden. Før kl. 17:00 var der enten skole-tv eller prøvebillede! 

Og på ingen af de syv dage bragte man programmer efter midnat. Den afsluttende TV-Avis varede typisk 10 minutter, så når udsendelsen er programsat til 22:45 om torsdagen, betyder det, at der blev lukket for transmissionen cirka kl. 23:00!!! Hva' fa'en var det lige, at vi natteravne brugte tiden til!? Læste tegneserier velsagtens. Det var før, man fik video eller gik med damer. Jeg har ikke scannet hele nummeret af SE OG HØR, der må være en mening med galskaben, men modsat læserne på fjæsen, så får I bloglæsere også overgangssiden, hvor bladet skulle vendes. Det gjorde de selvsagt ikke derovre. Facebooks censur-gestapo-robotter tillader ikke den samme slags syndigt smuds, som SE OG HØR gjorde for 46 år siden. Til sidst er der også en artikel, som næsten er på niveau med artikler i Ugens Rapport; en arbejdsom ung mand gør sig i det spirende erhvervsliv. 

NB: Omslaget postes to gange, fordi det er så bøvlet at skulle vende skærmen for os, der bruger computer! 

(Scans: 300 dip)

'SJUKKERNE - knallertbøller 40 år senere

'Sjukkerne i Seriemagasinet #287 (1982)

Jeg nåede at købe Seriemagasinet i fem år, før det gik ind dengang i starten af 80'erne. En af mine absolutte favoritserier i bladet var den franske serie 'Sjukkerne. Tegnet og fortalt af Frank Margerin fra det eksperimentelle forlag Les Humanoides Associes. Hovedpersonen er for det meste Egon (som selvsagt ikke hedder Egon i den franske udgave) og hans slæng af knallert- og rock'a'billy-bøller i Paris.

Serien kørte længe i SM, og vi fik et par albums og minialbums på dansk, før den forsvandt. Nu udgiver forlaget Zoom den igen (og har gjort det i et par år), mærkeligt nok uden det store postyr fra danske tegneseriefans, modsat tilbage i SM-dagene hvor den hurtigt blev en favorit blandt læserne (der var som bekendt brevkasse i bladet). Det er mit indtryk i alt fald, som helt og aldeles bygger på det generelle fravær af kommentarer til/om serien i diverse grupper dedikeret til tegneseriemediet på facebook. Men der lader om ikke andet til at være læsere nok til, at forlaget holder den kørende - og hurra for det!

Jeg køber også de nye album, men måske er jeg skadet af de mange år med slaskeblade i sort-hvid: jeg synes, serien gør sig bedst uden farver. Men ligegyldigt hvad, så er det fedt, at den nu (forhåbentligt) endelig udsendes komplet.

Og så undrer det mig ... ***ja, jeg forstår godt, at jeg knepper fluer her, men man er trods alt en nørdet nørd*** ... at Zoom har fjernet apostroffen fra seriens navn; 'Sjukkerne er jo en forkortelse af "kammesjuk(ker)". Der er ikke noget, der hedder en "sjuk".

Så blev remaken endelig set ... 25 år efter originalen!

For 25 år siden skrev jeg i STAY SICK! nr. 1 i slutningen af en anmeldelse af Alfred Hitchcocks THE LADY VANISHES (En kvinde forsvinder):

»The Lady Vanishes blev i øvrigt genindspillet i 1979 af en eller anden ukendt nobody – jeg har heldigvis aldrig set denne udgave, og det bør du heller ikke gøre«

Well, man skal naturligvis (tydeligvis) ikke stole på redaktører af snuskede undergrundstidsskrifter. Selv ikke når det gælder yours truly! Jeg har netop set denne remake, og jeg var fint underholdt.

Produceret af Hammer-studiet i 1979 (det blev faktisk deres svanesang), instrueret af Anthony Page, og med adskillige fine skuespillere i hovedrollerne. Der er dog ikke megen gys over filmen, og den er om end endnu mere ovre i komediegenren end originalfilmen - men heldigvis aldrig så overgearet, at det bliver plat. Altså ingen lattergyser her! Og Jeg må indrømme, at jeg har et ømt punkt for Cybill Shepherd.

Hvis man kun ser den ene udgave, bør man dog vælge Hitcococks original. Jørgen Stegelmann havde den med i sin bog med 100 favoritfilm. Han så den endda, da den kørte i biografen i Danmark i 1940, heldige asen!

Set på dansk dvd fra On-Air Video (desværre er dvd'en ikke i anamorfisk bredformat, men heldigvis dog i fuld letterbox. Man får også traileren med - også i lbx).

Fundet til 10 kroner i Røde Kors.

 

(Coverscan: 300 dpi) 

I, FRANKENSTEIN (USA/Australien, 2014)

 

Der var egentligt ikke den store grund til at scanne omslaget til denne nye film ("nye" i min bog anyway - den er fra 2014), men jeg købte den for nyligt for en 5'er og smækkede den på i går aftes. Man kan jo næsten godt gennemskue, at der *ikke* er tale om en horrorfilm, trods titlen, men derimod om en såkaldt actionhorrorfilm! Uff, jeg er ikke fan af genren, men når man finder den til 5 kr. i genbrugen, kan man jo lisså godt checke den ud. Det *kunne* jo være, den var bedre end de andre actionhorrorfilm, man har set - med mere horror end action. Dét var så desværre ikke tilfældet denne gang. Masser af tommetønderbulderbrag, men ikke megen substans.

Og er man gammel splatterfilmfan, bliver man nok skuffet over fraværet af i alt fald et par scener med det sprøjtende røde klister. Der er INGEN blodige scener i filmen! Der er godt nok rigtig mange, som bliver dræbt, men de bliver futtet af lidt ligesom i tv-serien Buffy the Vampire Slayer. Jeg er i øvrigt overbevist om, at man her i filmen (selv om forlægget er en tegneserie) har ladet sig inspirere af Buffy-serien, så man undgår at det ser fælt ud (og trækker aldersgrænsen op), når en eller anden slås ihjel. I stedet for sprøjtende blod, så svitses folk. De går simpelthen op i røg!
PLOT: Frankensteins monster vågner op i isen, tager hjem og begraver Victor. Så blir han angrebet af en håndfuld dæmoner, men får hjælp af nogle engle (!) Så går den vilde jagt på henholdsvis Frenkensteins monster, Doktor Frankensteins bog, engledronningen, og der er osse lige tid til at møde en sød forskerfrøken. Frankensteins monster har selvsagt i bedste actionfilmstil lært både håndkantsslag og cirkelspark. Hvor henne han lærte det, fremgår ikke af historien. Måske af en eskimo, der kunne karate deroppe i isen (eskimo-isen).

Hvis plotomtalen lyder spændende, så læs den een gang til. Så sparer du både 5 kroner og halvanden times tid, som du i stedet kan bruge nede på en havneknejpe eller til at skrive digte (hej Larsen). Plottets fem linjer dækker cirka hele filmen.

Fra tid til anden får vi fisolofisk voiceover af Frankensteins moster hamself. Når du har været ude for noget dårligt, lærer du ikke at stole på folk - og i den dur. Og hele herligheden er fyldt med CGI, og selv om det ser udmærket ud i de fleste scener, så ligner det mere et computerspil end en spillefilm. Men sådan ser rigtig mange actionfilm vist nok ud i dag. Jeg forsøger at undgå dem, for jeg er en meget, meget, meget gammel mand, og jeg orker ikke den slags moderne stads.

Bill Nighy er med som skurk, og han er jo altid god. Og her i huset huskes han ikke mindst fra SHAUN OF THE DEAD. De andre hovedroller i filmen spilles af pæne, men så vældig flade og uinteressante skuespillere, at denne anmelder ikke engang gider nævne dem ved navn. Derimod har Bruce Spence en lille rolle. Du husker naturligvis godt, at han spillede "the Gyro Captain" i MAD MAX 2. Han har været med i 100 film og er i dag næsten lige så gammel. I, FRANKENSTEIN er iø filmet i Melbourne, hvor jeg boede i 90'erne, men jeg genkender nu godt nok ikke nogen af de gamle steder i filmen (høhø). Instruktøren hedder Stuart Beattie, og ifølge IMDb har han kun instrueret een anden film, nemlig TOMORROW, WHEN THE WAR BEGAN (2010). Traileren til denne ser betydeligt mere interessant ud end I, FRANKENSTEIN (plottet, som det tager sig ud via traileren: Australien invaderes af et andet, ukendt, land, og en lille gruppe teenagere skal forsøge at overleve i outbacken).

Den danske dvd indeholder intet ekstramateriale til filmen, men begynder om ikke andet med en håndfuld trailere for andre helt sikkert store mesterværker.

NB: Jeg ser netop, at TOMORROW, WHEN THE WAR BEGAN er ude på dansk dvd. Og efter lidt mere Google-søgning ser jeg sgu, at den seks år senere også blev lavet som tv-serie, også i Australien. Det hele bygger på en (ligeledes australsk) bog af samme titel.

 

(Coverscan: 300 dpi)

Jack J's 70'ere: "Dagligdag i Danmark" (Malin Lindgren)

Jeg kom lidt bort fra at studere tiden under min egen barndom, men forleden fandt jeg en komplet samling "Dagligdag i Danmark 1945 - 85" (8 bind i alt) af journalist Malin Lindgren, så nu er det med at komme i gang igen. Jeg begynder selvsagt med bog nr. 6, da den dækker 1970-75. Jeg ville egentligt gerne have postet billedet af et ungt hippiepar i bar overkrop på Strøget (og begge med dolk i bukserne) på facebook, men fjæsens moralpoliti er jo ikke ikke fans af bare patter - modsat Danmark for 50 år siden (og denne blogs skribent). Så nu bringer jeg det her til glæde for bloggens mange læsere i stedet. Tag dén, (fuck)facebook!

Peter Asschenfeldt's [sic] Bogklub har ry for at være noget bras (det blotte faktum, at der er en forkert ejefaldsapostrof i forlagsnavnet, vidner ikke just om højt niveau!) i stil med udgivelserne fra Lademanns forlag. Men Malin Lindgren var en respekteret journalist (en dame i min dagligstue sagde forarget noget i retning af: "Hvor kunne du gøre det, Malin Lindgren!", da hun så bøgerne, haha). Jeg har ikke læst mere end et par sider, så jeg skal ikke kunne sige, om Lindgren leverede venstrehåndsarbejde med disse otte bind, eller om de rent faktisk er gode. Man kunne jo være heldig! Wiki fortæller, at hun blev slået til Ridder af Dannebrog i 86, men om det havde noget med denne serie at gøre ... who knows.

Da Cannonball-dansen kom til Kbh.

 Staccato 2. årg. No. 1 (1983)

(Scan: 300 dpi)

Jack J's 80'ere: Danmarks fedeste MUSIKBLAD - i dag fuldstændig glemt: STACCATO!

 

I starten af 80'erne (1981-83) udkom et fedt musikblad, som i dag er fuldstændig glemt. Det hed STACCATO og var oprindeligt lavet af nogle fyre i en garage (skriver de i alt fald i en af lederne). Fuldstændig selvfinansieret og DIY. Det var nærmest et fanzine i stort format og med god distribution.

Når man læser lederne i starten af bladets levetid, fortælles der bl.a. om, at "68'erne" syntes, man hos STACCATO var latterlige (jeg antager, at det var al den nye alternative musik, som man fik et skud for boven over). Men det så man på redaktionen vist blot som et godt tegn og blev ved.

Efter første årgang købte tegneserieforlaget Interpresse sig ind, og bladet holdt i alt i tre år. Jeg syntes som sagt dengang, at STACCATO var totalt fedt. Men som (også) sagt: fuldstændig glemt i dag! Og de gamle blade kan ikke købes nogen steder. Jeg er aldrig - som i **ALDRIG** - faldet over eet eneste nummer i en salgsannonce (men okay, jeg har heller ikke dissideret søgt).

Måske er diverse eksemplarer bare blevet smidt ud. Det hjalp nok heller ikke på det, at bladet blev trykt på noget, der nærmer sig avispapir i A3-størrelse. Den slags bøvlede størrelser på halvdårligt papir har det med at blive drønet ud eller gå til, fordi det ikke passer ind i bladbunker af A4-format og nemt går til, hvis der bliver spildt vand eller bajersk øl på.

Her er tre udklip fra nr. 4 af bladet. Alle tre er anmeldelser af "punk"-relaterede sager. Det er sjovt at sammenligne senere tiders ofte forkvaklede opfattelse af en popkulturs omdømme i dens egen samtid. Det er mit indtryk, at Michael Strunge i dag anses for at være punkernes digter-GUD fra 80'erne. Men i 80'erne anså mange punkere ham for at være en medløber. Eller "fake" for nu lige at bruge et udtryk, som man ikke brugte i 80'erne. Men andre kunne sikkert godt lide ham. Sådan er det altid, men eftertiden har det med at overdrive i den ene eller anden retning. Jeg er i øvrigt på ingen måde ekspert eller belæst, når det gælder Strunge. Jeg købte hans samlede værk af digte på tilbud og forsøgte at læse noget af det, men måtte give op. Nok dog mest fordi jeg bare ikke fatter en bjælde, når det kommer til digte.

Check eller gense i øvrigt Strunges optræden i fjernsynsprogrammet "Bazar" på DR i 1984, som jeg har skrevet om her (inkl. video).

I dag anses Århus-punkbandet Lost Kids velsagtens for at være noget af det ypperligste i punken dengang - kun overgået af Sods (som jo trods alt VAR københavnere! Hahaha). I alt fald af dem, der taler om tiden dengang uden egentligt at have noget forhold til den. Men læs lige anmeldelsen engang. Sangerinden kaldes mediefisse! Dét ville de fleste (andre) i dag nok have afholdt sig fra at skrive af frygt for omgivelsernes reaktion. Check også anmeldelsen af det Sods-relaterede band, Cyklon Og Anticyklon. "Som en optagelse fra et japanske automobil-svejsekursus...". Der blev ikke lagt fingre imellem! Den slags savner jeg fra nutidens anmelderstab. Jeg har vist aldrig hørt gruppen. Det var ikke den slags, som der blev spillet allermest af på P3 i 80'erne. Man skulle være vældig heldig, hvis noget af "den slags" blev spillet i Rock-Nyt med Jan Sneum om torsdagen. Sneum gik i øvrigt desværre bort for et par år siden. Han var en god mand og et godt mennesker. Uden ham ville Danmarks Radios P3 have været een lang ørkenvandring af alt det lort, som stort set alle andre i Danmark labbede i sig som slik. Vi var vel på landsplan 17 mennesker, som hungrede efter anderledes musik.

Check også anmeldelsen af en obskur - og også glemt - digtsamling skrevet af en tidligere junkie og stiknarkoman. Jeg prøvede at google ham, men der er ikke meget at finde. Ingen portrætter, ingen biografier, ingen omtaler af andre værker. Det blev måske kun til den ene.

Og så spillede The Ramones i København. "Hele punk-eliten med Poul Borum i spidsen var der selvfølgelig". Det er morsomt, for jeg husker, at i 80'erne blev Poul Borum kaldt for "Danmarks ældste punker". Det er lidt sjovt, for i 1984 var han blot 50 år gammel! Der er mange danske punkere i dag, som for længst har passeret de 50. Men så på den anden side - og ret skal være ret, som min salige moder havde det med at sige - 1984 var blot 7 år efter 1977, så det var velsagtens svært at være blevet meget ældre. Borum ville allerede dengang (i 77) havde været alt for gammel (43) til at opdage og springe på denne "ungdomskultur", som selv mange punkere anså det for at være dengang. Oh well.

De fire scans er alle i 300 dpi. Jeg har scannet hele Staccato #4, så måske kommer der mere.

UPDATE:

Henrik Landler spurgte i kommentarerne efter Ultravox-artiklen, så den ryger lige op her, fordi jeg er så fliiiink ^_^

Jack J's 60'ere: CIRKULÆRET (Palle Wolfsberg, DK, 1968)

CIRKULÆRET (Palle Wolfsberg, DR, 60 min, s/h, 1968)

"Jeg ved, det er absurd, men jeg går til frokost nu."

Jeg sad og hang til sent i nat (eller tidligt om man vil). Og ved 2-tiden bemærkede jeg, at Danmarks Radio netop havde lagt en håndfuld af deres egne gamle tv-film op på platformen "Gensyn". Film, som de med høj og ond latter (forestiller jeg mig) og med lige så onde intentioner har afholdt licensbetalerne fra at se, lige siden de blev vist i sin tid. CIRKULÆRET er fra 1968, så det var fanderme også på tide, at vi fik lov at se den igen.

Jeg så straks den ene af filmene; nemlig netop CIRKULÆRET. Her er tale om et fuldstændig absurd stykke fra DR's Tv-teatret. En direktør (Karl Stegger) i et firma kommer en dag på arbejde. Han finder et brev, som viser sig at være titlens cirkulære, på skrivebordet. Teksten er på et for ham uforståeligt, ukendt sprog. Han har en sekretær, som spilles af Judy Gringer, hvilket gør direktøren til et heldigt asen. Han spørger hende om brevet. Ved hun noget? "Ja, det ved vi alle sammen. Det er bare dig, der ikke ved noget". Det lyder i øvrigt mærkeligt, når hun siger "du" til direktøren. Det lyder faktisk mærkeligt, når de alle sammen siger "du" til ham. Som om de lægger lidt for meget tryk på du'et. Filmen er fra 1968, og folk tiltalte normalt kolleger på arbejdet, og bestemt en direktør, i De-form. Det ville have været unormalt at bruge du-formen - eller det vil sige - i 68 ville det have været i starten af overgangsfasen, hvor man gik bort fra at sige "De" til folk, man ikke delte bopæl eller seng med. Måske er det derfor. Man lagde mere tryk på "De" (hvilket også er derfor, jeg personligt finder det lidt komisk, når visse supermarkeder i dag tvinger ungarbejderne til at sige "De" til kunderne - alt imens ledelsen glemmer at oplære de unge ansatte i, netop hvordan man udtaler ordet. Derfor er resultatet ALTID, at de stakkels ungarbejdere udtaler det uden det korrekte tryk, som hvis de sagde "de" (altså flertalsstedordet "de". Der skal mere tryk på det høflige tiltalestedord "De"). Nå, jeg kører vist ud ad et sidespor her. Tydeligt tegn på adhd, siger pressen.

Så ankommer en undersåt og hans tavse kompagnon, spillet af Morten Grunwald og Poul Thomsen (skuespilleren, ikke ham med Balder), som begge er meget ivrige efter at overtale direktøren til at acceptere, at man nu indfører dette nye, ukendte, akademiske sprog i firmaet. Man har allerede arrangeret undervisning (ved Ulf Pilgaard!), ansat oversættere og flyttet rundt på lokalerne. Ikke noget direktøren har hørt om, endsige give tilladelse til. Han forsøger at optrævle, hvad i alverden der sker - og i øvrigt også at få at vide, hvad der egentligt står i cirkulæret, som ingen er villig til at ville oversætte for ham. Der er nemlig allerede indført kodeks for, hvem der må gøre hvad og hvornår. Åbenbart må et cirkulære kun oversættes, hvis man kan fremvise en oversættelse - selv direktører må indrette sig efter dette. Og der er ingen slinger i valsen. Øjne overvåger ham (og alle andre), finder han ud af: En mand er nu ansat til at leve i rummet mellem væggene! Hvordan skal det ikke ende. Måske ender det slet ikke.

CIRKULÆRET er et absurd stykke satirisk satire og en kommentar til det moderne og stærkt bureaukratiske samfund, som vi mere og mere lever i. Eller som vi levede i i 1968. Eller som forfatteren måske frygtede, at vi snart ville leve i. Historien er skrevet af tjekkoslovakken Václav Havel, og måske var han vant til mere bureaukrati i det Østeuropa, som hans land var en del af. Måske var det netop for at gøre noget ved bureaukratiet, at Havel senere blev Tjekkoslovakiets præsident, men det skal man nok ikke tage mit ord for (om end jeg helst så, at man tog mit ord for gode varer). Hvorvidt samme bureaukrati er årsagen til at hans land i øvrigt ikke længere eksisterer, skal jeg heller ikke kunne sige. Jeg var godt nok i live i 1968, men husker ikke helt, hvor bureaukratisk Danmark var dengang. Det eneste jeg husker fra 1968 er Magnus Tagmus.

Ikke mere plotreferat herfra. Se selv filmen. Jeg var fint underholdt af denne tidlige danske satire. Tidlig, fordi den kom før det hele gik af lave. Og alligevel moderne nok til ikke at lide af Danmarks Radios træghed i stationens første tid et par årtier tidligere. Det er spændende at se en film af denne kaliber fra sit eget land, fra en tid som ikke findes mere. Man kan ligefrem hævde, at dette (altså Danmark) også er et land, som ikke længere eksisterer. Ville mennesket anno 2025 genkende Danmark i 1968, endsige kunne overleve der!? Skuespillerne i hovedrollerne er alle fra den stab af aktører, som man husker fra film og tv-serier dengang og mange år frem. Nogle var allerede velkendte, og andre i deres opstartsfase. Man genkender næsten ikke Jørgen Buckhøj (med erigeret cigar!). Erik Paaske og Ulf Pilgaard ("Piilgaard" i credits) er også med, og flere andre, som jeg ikke lige genkendte - hvoraf et par stykker nok hurtigt vendte tilbage til teaterscenen i stedet, eller noget.

Jeg slog instruktøren, Palle Wolfsberg, op. IMDb fortæller, at han instruerede hele 23 tv-film og en enkelt tv-serie. Og så var han gift med Kirsten Walther!

Filmet i sprød sort-hvid, som nok skal få mangen en nutidig filmseer til at slå over på Netflix i stedet. Opgraderet af DR til Blu-ray-kvalitet i 1080p, valgfrie undertekster, og tilgængelig på "Gensyn" til i alt fald 23. feb. 27 (Jeg ville egentligt have tippet interesserede i andre nordiske lande, at de desværre ville være nødt til at benytte sig af en VPN for at se filmen. Men så slår det mig, at nu skal man jo også logge sig ind for at se film på DR's hjemmeside. Og om det overhovedet er muligt uden at have et dansk log-in, aner jeg ikke. Jeg har glemt, om man skal melde sig til via et MitID - hvilket er højst tænkeligt, at man nok skal. Det sku' være så nemt og såh det bare ... noget besværligt øv).

PS: Okay, det er første gang, jeg bruger tagget "Jack J's 60'ere" (á la "Jack J's 70'ere/80'ere/90'ere", og rent faktisk er dette en omtale af en film, som jeg IKKE så dengang i 1960'erne, da Danmarks Radio viste den. Jeg husker rent faktisk ikke ret meget fra 60'erne, men det er da lidt cool alligevel at skrive det i overskriften. Muhahaha