Jack J's 80'ere: Danmarks fedeste MUSIKBLAD - i dag fuldstændig glemt: STACCATO!

 

I starten af 80'erne (1981-83) udkom et fedt musikblad, som i dag er fuldstændig glemt. Det hed STACCATO og var oprindeligt lavet af nogle fyre i en garage (skriver de i alt fald i en af lederne). Fuldstændig selvfinansieret og DIY. Det var nærmest et fanzine i stort format og med god distribution.

Når man læser lederne i starten af bladets levetid, fortælles der bl.a. om, at "68'erne" syntes, man hos STACCATO var latterlige (jeg antager, at det var al den nye alternative musik, som man fik et skud for boven over). Men det så man på redaktionen vist blot som et godt tegn og blev ved.

Efter første årgang købte tegneserieforlaget Interpresse sig ind, og bladet holdt i alt i tre år. Jeg syntes som sagt dengang, at STACCATO var totalt fedt. Men som (også) sagt: fuldstændig glemt i dag! Og de gamle blade kan ikke købes nogen steder. Jeg er aldrig - som i **ALDRIG** - faldet over eet eneste nummer i en salgsannonce (men okay, jeg har heller ikke dissideret søgt).

Måske er diverse eksemplarer bare blevet smidt ud. Det hjalp nok heller ikke på det, at bladet blev trykt på noget, der nærmer sig avispapir i A3-størrelse. Den slags bøvlede størrelser på halvdårligt papir har det med at blive drønet ud eller gå til, fordi det ikke passer ind i bladbunker af A4-format og nemt går til, hvis der bliver spildt vand eller bajersk øl på.

Her er tre udklip fra nr. 4 af bladet. Alle tre er anmeldelser af "punk"-relaterede sager. Det er sjovt at sammenligne senere tiders ofte forkvaklede opfattelse af en popkulturs omdømme i dens egen samtid. Det er mit indtryk, at Michael Strunge i dag anses for at være punkernes digter-GUD fra 80'erne. Men i 80'erne anså mange punkere ham for at være en medløber. Eller "fake" for nu lige at bruge et udtryk, som man ikke brugte i 80'erne. Men andre kunne sikkert godt lide ham. Sådan er det altid, men eftertiden har det med at overdrive i den ene eller anden retning. Jeg er i øvrigt på ingen måde ekspert eller belæst, når det gælder Strunge. Jeg købte hans samlede værk af digte på tilbud og forsøgte at læse noget af det, men måtte give op. Nok dog mest fordi jeg bare ikke fatter en bjælde, når det kommer til digte.

Check eller gense i øvrigt Strunges optræden i fjernsynsprogrammet "Bazar" på DR i 1984, som jeg har skrevet om her (inkl. video).

I dag anses Århus-punkbandet Lost Kids velsagtens for at være noget af det ypperligste i punken dengang - kun overgået af Sods (som jo trods alt VAR københavnere! Hahaha). I alt fald af dem, der taler om tiden dengang uden egentligt at have noget forhold til den. Men læs lige anmeldelsen engang. Sangerinden kaldes mediefisse! Dét ville de fleste (andre) i dag nok have afholdt sig fra at skrive af frygt for omgivelsernes reaktion. Check også anmeldelsen af det Sods-relaterede band, Cyklon Og Anticyklon. "Som en optagelse fra et japanske automobil-svejsekursus...". Der blev ikke lagt fingre imellem! Den slags savner jeg fra nutidens anmelderstab. Jeg har vist aldrig hørt gruppen. Det var ikke den slags, som der blev spillet allermest af på P3 i 80'erne. Man skulle være vældig heldig, hvis noget af "den slags" blev spillet i Rock-Nyt med Jan Sneum om torsdagen. Sneum gik i øvrigt desværre bort for et par år siden. Han var en god mand og et godt mennesker. Uden ham ville Danmarks Radios P3 have været een lang ørkenvandring af alt det lort, som stort set alle andre i Danmark labbede i sig som slik. Vi var vel på landsplan 17 mennesker, som hungrede efter anderledes musik.

Check også anmeldelsen af en obskur - og også glemt - digtsamling skrevet af en tidligere junkie og stiknarkoman. Jeg prøvede at google ham, men der er ikke meget at finde. Ingen portrætter, ingen biografier, ingen omtaler af andre værker. Det blev måske kun til den ene.

Og så spillede The Ramones i København. "Hele punk-eliten med Poul Borum i spidsen var der selvfølgelig". Det er morsomt, for jeg husker, at i 80'erne blev Poul Borum kaldt for "Danmarks ældste punker". Det er lidt sjovt, for i 1984 var han blot 50 år gammel! Der er mange danske punkere i dag, som for længst har passeret de 50. Men så på den anden side - og ret skal være ret, som min salige moder havde det med at sige - 1984 var blot 7 år efter 1977, så det var velsagtens svært at være blevet meget ældre. Borum ville allerede dengang (i 77) havde været alt for gammel (43) til at opdage og springe på denne "ungdomskultur", som selv mange punkere anså det for at være dengang. Oh well.

De fire scans er alle i 300 dpi. Jeg har scannet hele Staccato #4, så måske kommer der mere.

UPDATE:

Henrik Landler spurgte i kommentarerne efter Ultravox-artiklen, så den ryger lige op her, fordi jeg er så fliiiink ^_^

Jack J's 60'ere: CIRKULÆRET (Palle Wolfsberg, DK, 1968)

CIRKULÆRET (Palle Wolfsberg, DR, 60 min, s/h, 1968)

"Jeg ved, det er absurd, men jeg går til frokost nu."

Jeg sad og hang til sent i nat (eller tidligt om man vil). Og ved 2-tiden bemærkede jeg, at Danmarks Radio netop havde lagt en håndfuld af deres egne gamle tv-film op på platformen "Gensyn". Film, som de med høj og ond latter (forestiller jeg mig) og med lige så onde intentioner har afholdt licensbetalerne fra at se, lige siden de blev vist i sin tid. CIRKULÆRET er fra 1968, så det var fanderme også på tide, at vi fik lov at se den igen.

Jeg så straks den ene af filmene; nemlig netop CIRKULÆRET. Her er tale om et fuldstændig absurd stykke fra DR's Tv-teatret. En direktør (Karl Stegger) i et firma kommer en dag på arbejde. Han finder et brev, som viser sig at være titlens cirkulære, på skrivebordet. Teksten er på et for ham uforståeligt, ukendt sprog. Han har en sekretær, som spilles af Judy Gringer, hvilket gør direktøren til et heldigt asen. Han spørger hende om brevet. Ved hun noget? "Ja, det ved vi alle sammen. Det er bare dig, der ikke ved noget". Det lyder i øvrigt mærkeligt, når hun siger "du" til direktøren. Det lyder faktisk mærkeligt, når de alle sammen siger "du" til ham. Som om de lægger lidt for meget tryk på du'et. Filmen er fra 1968, og folk tiltalte normalt kolleger på arbejdet, og bestemt en direktør, i De-form. Det ville have været unormalt at bruge du-formen - eller det vil sige - i 68 ville det have været i starten af overgangsfasen, hvor man gik bort fra at sige "De" til folk, man ikke delte bopæl eller seng med. Måske er det derfor. Man lagde mere tryk på "De" (hvilket også er derfor, jeg personligt finder det lidt komisk, når visse supermarkeder i dag tvinger ungarbejderne til at sige "De" til kunderne - alt imens ledelsen glemmer at oplære de unge ansatte i, netop hvordan man udtaler ordet. Derfor er resultatet ALTID, at de stakkels ungarbejdere udtaler det uden det korrekte tryk, som hvis de sagde "de" (altså flertalsstedordet "de". Der skal mere tryk på det høflige tiltalestedord "De"). Nå, jeg kører vist ud ad et sidespor her. Tydeligt tegn på adhd, siger pressen.

Så ankommer en undersåt og hans tavse kompagnon, spillet af Morten Grunwald og Poul Thomsen (skuespilleren, ikke ham med Balder), som begge er meget ivrige efter at overtale direktøren til at acceptere, at man nu indfører dette nye, ukendte, akademiske sprog i firmaet. Man har allerede arrangeret undervisning (ved Ulf Pilgaard!), ansat oversættere og flyttet rundt på lokalerne. Ikke noget direktøren har hørt om, endsige give tilladelse til. Han forsøger at optrævle, hvad i alverden der sker - og i øvrigt også at få at vide, hvad der egentligt står i cirkulæret, som ingen er villig til at ville oversætte for ham. Der er nemlig allerede indført kodeks for, hvem der må gøre hvad og hvornår. Åbenbart må et cirkulære kun oversættes, hvis man kan fremvise en oversættelse - selv direktører må indrette sig efter dette. Og der er ingen slinger i valsen. Øjne overvåger ham (og alle andre), finder han ud af: En mand er nu ansat til at leve i rummet mellem væggene! Hvordan skal det ikke ende. Måske ender det slet ikke.

CIRKULÆRET er et absurd stykke satirisk satire og en kommentar til det moderne og stærkt bureaukratiske samfund, som vi mere og mere lever i. Eller som vi levede i i 1968. Eller som forfatteren måske frygtede, at vi snart ville leve i. Historien er skrevet af tjekkoslovakken Václav Havel, og måske var han vant til mere bureaukrati i det Østeuropa, som hans land var en del af. Måske var det netop for at gøre noget ved bureaukratiet, at Havel senere blev Tjekkoslovakiets præsident, men det skal man nok ikke tage mit ord for (om end jeg helst så, at man tog mit ord for gode varer). Hvorvidt samme bureaukrati er årsagen til at hans land i øvrigt ikke længere eksisterer, skal jeg heller ikke kunne sige. Jeg var godt nok i live i 1968, men husker ikke helt, hvor bureaukratisk Danmark var dengang. Det eneste jeg husker fra 1968 er Magnus Tagmus.

Ikke mere plotreferat herfra. Se selv filmen. Jeg var fint underholdt af denne tidlige danske satire. Tidlig, fordi den kom før det hele gik af lave. Og alligevel moderne nok til ikke at lide af Danmarks Radios træghed i stationens første tid et par årtier tidligere. Det er spændende at se en film af denne kaliber fra sit eget land, fra en tid som ikke findes mere. Man kan ligefrem hævde, at dette (altså Danmark) også er et land, som ikke længere eksisterer. Ville mennesket anno 2025 genkende Danmark i 1968, endsige kunne overleve der!? Skuespillerne i hovedrollerne er alle fra den stab af aktører, som man husker fra film og tv-serier dengang og mange år frem. Nogle var allerede velkendte, og andre i deres opstartsfase. Man genkender næsten ikke Jørgen Buckhøj (med erigeret cigar!). Erik Paaske og Ulf Pilgaard ("Piilgaard" i credits) er også med, og flere andre, som jeg ikke lige genkendte - hvoraf et par stykker nok hurtigt vendte tilbage til teaterscenen i stedet, eller noget.

Jeg slog instruktøren, Palle Wolfsberg, op. IMDb fortæller, at han instruerede hele 23 tv-film og en enkelt tv-serie. Og så var han gift med Kirsten Walther!

Filmet i sprød sort-hvid, som nok skal få mangen en nutidig filmseer til at slå over på Netflix i stedet. Opgraderet af DR til Blu-ray-kvalitet i 1080p, valgfrie undertekster, og tilgængelig på "Gensyn" til i alt fald 23. feb. 27 (Jeg ville egentligt have tippet interesserede i andre nordiske lande, at de desværre ville være nødt til at benytte sig af en VPN for at se filmen. Men så slår det mig, at nu skal man jo også logge sig ind for at se film på DR's hjemmeside. Og om det overhovedet er muligt uden at have et dansk log-in, aner jeg ikke. Jeg har glemt, om man skal melde sig til via et MitID - hvilket er højst tænkeligt, at man nok skal. Det sku' være så nemt og såh det bare ... noget besværligt øv).

PS: Okay, det er første gang, jeg bruger tagget "Jack J's 60'ere" (á la "Jack J's 70'ere/80'ere/90'ere", og rent faktisk er dette en omtale af en film, som jeg IKKE så dengang i 1960'erne, da Danmarks Radio viste den. Jeg husker rent faktisk ikke ret meget fra 60'erne, men det er da lidt cool alligevel at skrive det i overskriften. Muhahaha