Min første Dorthea

Dorthea anno 2020 (Forlaget Westh)

 

For et par år siden opdagede jeg Henriette Wesths danske tegneserie Dortheas overlevelser. Jeg har lidt glemt, hvor mange albums der var kommet - dengang for et par somre siden. Nr. 12 er nu på vej (ser jeg på Henriette Wesths hjemmeside), så der har sgu nok været 9-10 stykker ude dengang. Men i alt fald lånte jeg hele baduljen på biblioteket. Da jeg kom hjem, lagde jeg dem i en bunke på gulvet. Og der lå de så, til jeg fik en bøde om for sen aflevering. Jeg tror faktisk, at jeg endda havde nået at genlåne dem et par gange. Og alligevel havde jeg dem så længe, at jeg fik bøde. Og nåede jeg at læse dem? Argh!!! 

Nå, men her et par år senere har jeg igen lånt nogle album i serien, om end kun tre denne gang. Og tro det eller ej, men nu HAR jeg fået læst det første album og skal i gang med det næste. 

Serien er som sagt lavet af Henriette Westh, og man må sige, at der her er tale om en ret bemærkelsesværdig serie. Frøken Westh, eller er det fru Westh? Her på redaktionen er vi ikke bekendt med forfatterindens civilstatus. Men hvorom alting er, så har Westh lavet en særegen serie: Henriette fandt på den allerede som 10-årig. Hun fik den første historie publiceret i nr. 2 af bladet Danske striber (Balder og Brage, 1983) og næste gang i albumform fra forlaget Bogfabrikken (1988). Så gik der lige lidt over tre årtier, førend Henriette Westh i 2020 selv begyndte at udgive serien, hvilket skyldtes, at ingen rigtige forlag ville prøve igen (både Bogfabrikken og Balder og Brahe havde for længst drejet nøglen om). 

Dorthea for første gang på tryk, 1983 (Balder og Brage) 

Jeg lånte forleden Dortheas overlevelser nr. 1: "Dødslisten", Danske striber nr. 2, som af Henriette Westh indeholder historien "Fuga i e-mol" (og forsiden), og oneshot-albummet "Hamlet 5. Akt, Scene 2" fra biblioteket. Jeg burde naturligvis have været begyndt at læse fra den første udgivelse fra 1983, men jeg må indrømme, at Henriette Wesths amatør-streg i de tidlige historier ser lidt for, well, amatøragtig ud, til at jeg gad læse disse laaange historier i går aftes, så det blev det rigtige album nr. 1 fra 2020 i stedet. Fru Westh har i årenes løb rent faktisk lært at tegne meget bedre end dengang (farvelægningen hjælper også). Jeg skal dog nok læse de to andre også (ama'r!).
EDIT: Husk at læse noten nederst i dette indlæg.

Men hvordan var det så, det første af den rigtige albumserie, som du ikke ku' ta' dig sammen til at læse for to år siden, hører jeg den imaginære læser spørge. Well, svarer den imaginære skribent, lad mig prøve at sige det så koncist som muligt: Der var fart over feltet! Fart og spænding faktisk. Og slagsmål. Og farlige situationer. Og endda en biljagt (med andre ord: Jeg kunne have nøjedes med "fart over feltet"). Ikke for megen dialog. Og man må sige, at Henriette Wesths fortællestil er meget mandig/drenge-agtig (også selv om Henriette udspecificerer i en podcast med Tom Kampman, at det med køn ikke interesserer hende en dyt. Og hurra for dét. Den evige palaver om kønsidentitet i disse tider er til at brække sig over). Dorthea ville passe fint ind i Seriemagasinet. I et par interviews fortæller hun helt uden blusel, at hun ikke gider det med alt for megen dialog - endsige dybsindige plots. De to omtalte interviews er henholdsvis fra Fantasks vidcast og "Verden ifølge Seriemagasinet"-podcasten (den med Tom Kampman). Begge udgaver er glimrende (check dem ud nedenfor). 

Men det var det album, vi kom fra. Kort fortalt - ultra kort - så er Dorthea agent for Interpol. Da albummet starter, kobler hun af, eller det vil sige, så meget man nu kan, når man netop er blevet stukket i krydderen af en dræberhveps. Så ringer hovedkvarteret fra Interpol i Frankrig: Kom straks herned, der er nogen som vil knalde dig ned! Dorethea erfarer, at skumle misdædere er ude på at ombringe både hende og et dusin andre agenter. Og så er gode dyr rådne. Hvordan skal det ikke ende? Og vil Dorthea overleve til side 48? Well, der er godt nok 10-11 album mere i serien, men de kunne jo i teorien foregå i gamle dage før album nr. 1.  

Da jeg satte mig med albummet, var jeg bange for, at Henriette Westh havde lavet noget action for 12-årige piger. Men jeg må indrømme, at jeg blev pænt overrasket. Nuvel, der bliver godt nok ikke sagt hverken skide, fanden eller satans een eneste gang, der er ikke antydning af sex (om end vi får Dortheas patter at se i en enkelt billedrude), og den eneste scene med blod, der sprøjter, er vist en gang næseblod, da Dorthea skvatter over sine egne ben. Men som sagt, der er underholdende action, pænt megen humor (uden at vi er ovre i hverken Dansk MAD, Basserne eller noget alt for fjollebolle-agtigt), og der er en armlængdes distance til selvhøjtidelige udenlandske pendanter. Blot det faktum, at Dorthea ender lidet heltindeagtigt med at få ... fnat (som Henriette Westh iø led af i 6 måneder, og det var rent faktisk dét, som fik hende til at tage fat i serien igen i et forsøg på at abstrahere fra pinslerne. Så det er i virkeligheden slige usle kræ, vi kan takke for albummet). 

Det er ikke Modesty Blaise det her, men hvis jeg kalder Dortheas overlevelser for en Natacha-lite-pendant, så fornærmer jeg nok ikke nogen. Og tomlen op til Henriette Westh for at lave det hele selv: Stå for serien, udgivelsen, forlaget, distributionen, osv. Hun lyder jo næsten som en fanzineredaktør! 

----------------------------

EDIT - dagen efter: 

Jeg har nu læst Henriette Wesths først publicerede historie fra 83. Og jeg må indrømme, at jeg måske var lige lovlig hurtig i går med hensyn til "amatøragtig". Historien fra "Danske striber" er faktisk vist nok tegnet lige så godt som det nye materiale (!), men forskellen er blot, at den er langt mere detaljerig og gnidret - hvilket for mig forekom mere amatøragtigt. Den lige så gnidrede håndtekstning førhen gjorde det heller ikke bedre. Selv fodnoter var i gnidret håndtekstning.  
Farverne og gråtoner i det nye album gør virkelig en forskel. De nye tegninger er mere simple med begrænsede detaljer i baggrunde osv. Måske er det i dag mere "Tintin-agtigt" end førhen. Måske er Henriette Westh i virkeligheden ikke blevet bedre end i 1983, men hun har lært at gøre tegningerne mere simple, hun har smækket farve på, og det hele ser mere "poleret" ud, fordi det er tegnet (og trykt) digitalt. Eller måske ER hun blevet bedre. Jeg kan ærlig talt ikke bedømme det. Godt, jeg ikke er professionel anmelder!     

Henriette Wesths hjemmeside

Dorthea for anden gang på tryk, 1988 (Bogfabrikken)