Barbarella (Lars Kramhøft)

DK-TITEL: Barbarella – Queen of The Galaxy
FRANSK/ITALIENSK, 1968
DIR: Roger Vadim
DISTRO: Paramount Home Entertainment (DK)
DVD-INFO: Reg. 2, Lbx, 2,35:1
EXTRAS: Biograf trailer
LÆNGDE: 94 min.
CAST: Jane Fonda, David Hemmings, John Phillip Law mfl.

En gang langt (meget langt må det være!) ude i fremtiden er al krig og ufred forsvundet fra universet, og peace, love & harmony hersker overalt. Politi og militær er nedlagt, så da det alligevel brænder på tilkalder præsidenten Barbarella (Jane Fonda), en 5-stjernet astro-navigatrix, som har et lyserødt rumskib og et udvalg af våben der ville gøre Sydney Bristow misundelig... øh, NOT! Sagen er, at en videnskabsmand ved navn Duran Duran (...), som har opfundet ”the positronic ray”, et våben der kan ødelægge universets kærlige forening, hvis det falder i de forkerte hænder, er forsvundet i noget der hedder Tau Ceti.
Barbarella viser sig ret hurtigt at være den absolut mest ynkelige, uduelige og ubehjælpsomme rum-agent nogensinde!! Efter ca. 5 sek. på Tau Ceti er der nogle små møgunger der slår hende bevidstløs med en snebold, og derfra går det slag-i-slag med den ene mere kinky og kitschede faretruende situation efter den anden, og hver gang er det mere held end forstand der redder rumtøsen.
Det ville være totalt tåbeligt med et mere detaljeret handlingsreferat, dog vil jeg nævne at Barbarella møder både menneskeædende dræber-dukker, en levende sø, dræber-ondulater, en engel der har mistet lysten til at flyve (han spilles af John Phillip Law, som også medvirkede i Mario Bavas Danger: Diabolik), en ”horny” tyran-inde og sidst men ikke mindst, David Hemmings i rollen som oprøreren Dildano. Denne særdeles vigtige facet af filmen blev totalt overset af Erwin Neutszky Wulf i hans (sædvanligt) forvrøvlede anmeldelse af filmen tilbage i Ultimo Mondo Franko, men filmen tilbyder altså chancen for at se Hemmings med den vildeste Robert Smith-frisure og høre ham hyle som en stukket gris.
Genre-mæssigt må Barbarella klassificeres som naivt-erotisk, Fonda er nøgen i 1/3 del af tiden, men filmen er alligevel ganske stueren og vi får kun et ganske kort glimt af hendes bryster (under den indledende rumdragts-striptease).
Filmen er selvfølgelig komplet latterlig, hvis nogen skulle være i tvivl, det er psykkotronisk camp for fulde udblæsning og tilsat så meget 60´er-stil at selv Austin Powers nok ville stille sig tilfreds, og glem ikke den ulidelig pop-rock muzak.
En ting der især irriterer mig er den mærkelige blanding af lallende naivitet og ironisk distance som går igen hele filmen igennem. Der er er et eller andet galt der, og måske skulle det have været enten eller, men who cares? Ka´ man li´ det, ja så ka´ man li´ det, som Lars von Hegnet engang skrev i et nummer af BD (det var så i forbindelse med en helt anden film, men det passer også fint ind her).
Barbarella har en høj turkey-værdi, men hånden på hjertet, det er næppe en film jeg får lyst til at se igen.