The Others (Lars Kramhøft)

USA, 1999
DIR: Alejandro Amenabar
DISTRO: Scanbox
DVD-info: Reg. 2, lbx. 1,78:1, anamorphic
EXTRAS: Cast & Crew, behind the scenes, mini-doku om sygdommen Xeroderma Pigmentosum, still gallery, trailer, portræt af Amenabar.
LÆNGDE: 100 min.
CAST: Nicole Kidman, Fionnula Flanagan, Christopher Ecleston mfl.

The Others hører overhovedet ikke hjemme i Stay Sick! – det er en dyr Hollywood-produktion, helt og aldeles blotte for elementer som fritgående zombier, bare bryster og diverse fritsvævende indre organer, og med en pæn og respektabel super-stjerne i hovedrollen. –Men selvom jeg hader Hollywood, så har jeg altid haft et eller andet blødt punkt (hovedet måske) for kedelige gamle spøjelses-historie af den slags med blafrende gardiner og døre der knirker... det hører godtnok til sjældenhederne jeg ligefrem gider læse den slags, men sådan en spøgelsesfilm eller to om året har jeg det helt fint med. Nu hører jeg jo så også til en af de heldige der rent faktisk har set et spøgelse i virkeligheden, men det er en helt anden historie...
The Others foregår i tiden omkring 2. verdenskrig, ude på en gammel skummel herregård, hvor Grace (Nicole Kidman) bor alene med sine to små børn, mens hendes mand er i krig. Børnene lider begge af den sjældne sygdom Xeroderma Pigmentosum (Heyyy – Stay Sick!: Nu også med eksotiske sygdomme!) der gør at de ikke kan tåle sollys (det kender mange af os filmnørder jo), så gardinerne er trukket for overalt i huset. Dette alene gør at, ligegyldigt hvad der sker, så ser det skummelt ud!
Der kommer så tre nye tjenestefolk til huset, en gammel dame, en gammel mand og en stum pige, hvilket er ret mærkeligt, da det viser sig at den annonce Grace troede hun havde indrykket, ikke er blevet trykt alligevel... mærkeligere bliver det, da den gamle dame fortæller at hun tidligere har arbejdet på stedet.
Nu sidder man jo så og tror at man har regnet det hele ud, men vores chilenske ven er heldigvis en kløgtig lille fyr der har mange overraskelser og røde sild oppe i ærmerne. Han er tydeligvis en instruktør der har styr på virkemidlerne selvom dette er hans første horrorfilm (og første amerikanske film også, for den sags skyld).
Graces datter begynder at tale med en usynlig dreng, klaveret spiller af sig selv, og der høres fodtrin på loftet. Alt sammen helt klassisk, og set mange gange før, f.eks. i The Innocents, men det er uhyre elegant udført, og jeg sad i altfald med næsten konstant gåsehud!
Slutningen vender op og ned på hele filmen, det er meget opfindsomt tænkt, men jeg synes nu nok det ødelægger lidt for meget. Bortset fra det, er det en meget stilfuld og sofistikeret spøgelsesfilm, pæn & harmløs, jovist, men mon ikke den alligevel kan få nakkehårene til at rejse sig hos de fleste?