The Maxx (Lars Kramhøft)

USA, 1996
DIR: Gregg Vanzo
VOICES: Michael Haley, Glynnis Talken, Amy Danles mfl.
MUSIC & SOUND DESIGN: Kurt Vanzo
CREATIVE SUPERVISOR: Sam Kieth
DISTRO: TV2 (Oprindeligt: MTV!)
Baseret på tegneserien The Maxx af Sam Kieth & Bill Messner Loebs.

Engang i begyndelsen af 90´erne forlod en gruppe prominente tegnere og forfattere DC –og Marvel Comics med den ambition at starte deres eget forlag, hvor de selv skulle eje rettighederne til de figurer de fandt på. Det var bl.a. så kendte folk som Jim Lee og Todd Mcfarlane, og forlaget de stiftede kom til at hedde Image. Ideen var god og vældig prisværdig, og Image-serierne blev da også hurtigt populære i USA (De er dog aldrig rigtig slået an i DK, og selvom Spawn sælger godt over there har den aldrig overlevet ret længe af gangen her – så vidt jeg ved er Bone vist den eneste Image titel der for alvor er blevet hængende), desværre var det mest ligegyldige big-tits-big-guns serier henvendt til frustrerede teenagere som Image ”berigede” verden med.
Og hvad skal vi så med en historisk redegørelse om amerikanske tegneserieforlag i et psykkotronisk-filmblad er der måske nogle der spørger, men tag det nu roligt, jeg skal nok komme til det.
Som nævnt var det mest en dels lort der kom ud at stå på hylderne fra Image, men i tidens løb er det også blevet til en pæn håndfuld virkelig gode og bemærkelsesværdige kvalitetsserier, som f.eks. Powers, Midnight Nation, Bone og mange andre. En af de allerbedste og (desværre) mindst kendte er The Maxx, en serie på 35 numre skrevet af Bill Messner Loebs & Sam Kieth (Loebs faldt fra efter #19) og tegnet af Sam Kieth.
And lemme tell ya, The Maxx er en af de bedste tegneserier jeg NOGENSINDE har læst, og nu kommer vi så til forklaringen på hvorfor jeg har skrevet denne anmeldelse, The Maxx findes nemlig også som en tegnefilmsserie på syv afsnit! –og selvom tegneserien som sagt er genial, så er tegnefilmene, tro det eller lad være, om muligt endnu bedre, og ingen, jeg gentager INGEN som interesserer sig for kult og weirdo-psykkotronika bør snyde sig for den fascinerende og unikke oplevelse de er. Og mærk dig mine ord kære læser, selv om div. anmeldere efterhånden kalder alt lige fra Ringenes Herre til The Simpsons for ”kult”, så er her, med The Maxx, virkelig tale om kult, med capitol fucking K!
Serien følger det første story-arc fra tegneserien (ca. #1-12), om Maxx (Med total fed stemme af Michael Haley der i øvrigt, sammen med Glynnis Talken, også har lagt stemme til computerspillet Diablo! Verden er lille.), en stor klump i et lilla trikot og med en lampeskærm som maske, der lever sit liv mellem to verdener – storbyen, hvor han hutler sig gennem tilværelsen og bor i en papkasse, og så Pangea, en drømmeverden befolket med guder og monstre. Maxx´s problem er at han ikke selv bestemmer hvornår han skal skifte mellem de to verdener, hvilket forståeligt nok gør ham ret forvirret. Bedre bliver det ikke af at væsner fra Pangea begynder at dukke op i storbyen (bla. de små sadistiske Isz, der mest af alt ligner sorte fallos-symboler med store fødder og spidse tænder!) samtidig med at denne terroriseres af en mystisk voldtægtsforbryder og troldmand ved navn Mr. Gone, der som en anden Freddy Krüeger kan gå ud og ind af folks drømme. Her skal det da forresten lige indskydes, at hver gang Mr. Gone dukker op, hører man sangen ”I wanna marry a lighthouse-keeper” blive spillet i baggrunden – og det er netop den selvsamme sang man hører der i A Clockwork Orange hvor Alex kommer hjem efter at have været i behandling! How´s that for trivia!
I den virkelige verden prøver sagsbehandleren og feministen Julie Winthers at tage sig af Maxx, der er overbevist om han selv er en superhelt (”He tries to do good, but mostly he just ruins things and screws up!”), men ikke nok med det, hun findes også i Pangea, men der er hun en ”Leopard-Queen” og Maxx hendes beskytter.
Det lyder måske meget uskyldigt, men hele serien har en aura af uhygge og uforudsigelighed over sig – man ved aldrig hvad der vil ske, og historien tager den ene halsbrækkende 360 graders drejning efter den anden. Man skal edderbrodere mig være vågen og kunne sin Freud for rigtig at fatte historiens omfang, og én gennemkigning er slet ikke nok!
Alt dette er kun toppen af isbjerget, og jeg kan umuligt yde denne guddommelige serie den respekt den fortjener. Jeg har set tegnefilmene utallige gange, og de geniale stemmer og den skumle jazz-agtige musik giver mig stadig gåsehud hver gang.
The Maxx er en af den slags historier der fanger, og som bliver ved med at kværne rundt i hovedet på en (Ja, ligefrem hjemsøger én), og det er BESTEMT ikke for børn hvad end det så er tegneserien eller tegnefilmene vi snakker om. -Men som sagt, stemmerne og musikken giver tv-serien en helt egen styrke som bladende unægtelig mangler.
I det sidste afsnit af TV-serien er der forsøgt føjet en slutning på som ikke findes i tegneserien (der er som nævnt 35 nr.), det virker faktisk okay synes jeg, men hvis man virkelig skal have stillet sin nysgerrighed er der ingen vej udenom tegneserien.
Alle syv afsnit af serien blev vist midt om natten på Tv2 for en 5-6 år siden (det var nemlig den gang Tv2 stadig kunne nosse sig sammen til at vise ting der var mere interessante end Soldaterkammerater og Politiskolen), men den er så vidt jeg ved kun udgivet på video i USA. Vær opmærksom på at denne udgave mangler et afsnit (!), som man ikke mente var ”vigtigt for kronologien”, det er naturligvis noget pis, og paradoksalt nok er det det selvsamme (og eneste) afsnit som jeg aldrig fik optaget fra TV!
For tegneserie-freaks´ne derude kan jeg fortælle at Sam Kieth er en flippet californier og en helt fantastisk tegner med sin helt egen stil og visuelle sans (han lytter til Frank Zappa mens han tegner – hvilket ikke bare vidner om total i orden musiksmag men måske også forklare en del? Prøv selv at sætte The Mothers of Invention: Freak Out på mens du læser The Maxx!), og med The Maxx udvide han helt sikkert grænserne for hvad en tegneserie kan sådan rent grafisk. Her på det sidste er han vendt tilbage til Marvel og har senest tegnet Peter Parker Spider-Man #56-57.
Både det amerikanske bånd og tegneserien kan garanteret skaffes fra Comicxpress i Ålborg.