"The Triffids" - trifitterne - er navnet på nogle ondskabsfulde, muterede planter i en flere gange filmatiseret bog af John Wyndham, Day of the Triffids. Men 'The Triffids' var engang også et band fra Australien og modsat romanen (hvorfra de selvsagt tog navnet) er bandet i dag mere eller mindre glemt.
Jeg blev opmærksom på deres eksistens tilbage i slutningen af firserne, udelukkende fordi bandet havde spillet et Lou Reed-nummer. Ja, jeg var altså på det tidspunkt tosset med Lou Reed, min seneste 'opdagelse'. Jeg svor til Rock'n'roll Animal og kunne recitere hele teksten til "Heroin", hvilket et eller andet sted var dybt åndssvagt i betragtning af, at jeg ikke anede eller aner, hvad det vil sige at være junkie, da jeg aldrig i mit liv har rørt noget stærkere end… nå, lige meget. Jeg havde udviklet en mani med at opspore albums med Velvet Underground- eller Lou Reed-covers. At opdage et band gennem dets coverversioner af andre bands er noget, jeg har prøvet en del gange, f.eks. Galaxie 500 - men det er en anden historie. The Triffids kom altså ind på min radar. Det var for at være helt præcis gennem Politikens anmeldelse af en koncert i Montmartre 16.11.1987. Anmelderen roste bandet og nævnte, at de som ekstra numre gav "Pale Blue Eyes" og "Ring of Fire" af hhv. Reed og Johnny Cash. Mental note: Lou Reed-cover, The Triffids, bør checke ud.
Et års tid senere. Jeg er flyttet til Roskilde og tilbringer en stor del af min fritid på Roskilde Bibliotek, ikke mindst musikbiblioteket i kælderen. De har bl.a. en spændende "avantgarde" samling - Brian Eno, Philip Glass, Larkin og den slags - og jeg låner hele balladen. En dag bladrer jeg gennem cd-omslagene i rocksamlingen og står pludselig med Calenture af The Triffids i hånden. Wow.
De første 16 sekunder af Calenture, en piano/guitar intro til "Bury Me Deep In Love" er måske albummets bedste. Jeg mener det sgu! Guitaren har en virkelig fed, syngende "twangy" lyd, som druknes af det øvrige arrangement i resten af nummeret. Forsanger og tekstskriver David McCombs kredsen om pinefulde parforhold, ud og hjemlængsel har et ekko af Bruce Springsteen, fra dengang han stadig var ung og farlig, cirka "Darkness on the Edge of Town". Ok, det er nok tilfældigt, at dette album har en sang med titlen "Kelly's Room" og Triffids "Kelly's Blues". Men alligevel. "Jerdacutup Man" besynger en stakkels fyr, som tog en lur engang i Istiden og aldrig vågnede igen. Jack J., herværende blads redaktør, hævder at have set ham på et museum engang - eller også var det i et toiletspejl. Sangen får mig altid til at tænke på den genoplivede neandertal i bind tre af den geniale belgiske tegneserie Les aventures extraordinaires d'Adèle Blanc-Sec (Adeles ekstraordinære oplevelse,) af Jacques Tardi, "Den gale videnskabsmand". Adele sneg jeg mig som barn til at læse på voksenafdelingens tegneserieafdeling - i dag er seriens fire første bind noget nær uopdrivelige.
Albummet afsluttes på det smukkeste med den tragisk-romantiske ballade "Save What You Can".
Calenture (1987) står i dag som bandets finest hour. De havde allerede da en lang række singler og albums bag sig: Rent lokale produkter som Treeless Planes (1983) og Raining Pleasure (1984)… med sange, hvor man næsten kan høre vinden jamre forpint ud over de nøgne australske vidder. Og vinden havde altså på en eller anden måde haft held til at blæse disse obskure skiver over til England og Europa, hvor de gjorde et vist indtryk. Nok til at Born Sandy Devotional (1986), blev produceret på et større selskab og fik bedre distribution.
Born Sandy Devotional var det kunstneriske gennembrud. Efter min mening kan en anmeldelse af albummet opsummeres til tre ord: "Wide Open Road". Et fantastisk udlængselsnummer som ville have gjort Springsteen grøn af misundelse, hvis han altså havde kendt til bandet. Men også "The Seabirds" og "Tender is the Night" bør fremhæves. Sidstnævnte synges af keyboardspilleren Jill Birt og hendes rene lillepigestemme giver en forfriskende afveksling fra McCombs depressive klagesang (ikke helt ulig Moe Tucker som kontrast til Lou Reed, for lige at følge op på Velvet Underground-forbindelsen - skønt Birt er en langt bedre sanger!).
In The Pines fra samme år er ligesom f.eks. Leonard Cohens Songs from a Room og Cowboy Junkies' The Trinity Session et af disse underskønne "minimale" albums, som man sætter på en regnvejrsdag. Det blev indspillet live på ganske primitivt udstyr i en gammel lade langt ude på Lars Tyndskids mark og lyder derefter. Musikalsk er albummet at betragte som en skitsebog, hvor man senere kan genfinde nogle af skitserne i færdig udgave. "One Soul Less On Your Fiery List" dukker op som "Hometown Farewell Kiss" på Calenture. Albummets tekstark som udgiveren, Mushroom, har været så venlig at reproducere til cd-udgaven, inkluderer en masse løse skriblerier, bl.a. et udkast til "Jerdacutup Man". "Born Sandy Devotional" er en fantastisk smuk skitse til en sang, som desværre ikke kom videre. Og for at følge VU-forbindelsen til dørs, så parafraserer "Love and Devotion" utvetydigt "Sweet Jane". Born Sandy Devotional, In The Pines, Calenture - tre stærke udgivelser, tre klassikere.
Jeg købte opfølgeren, The Triffids Presents "The Black Swan" på udgivelsesdagen i 1989 - i Fona af alle steder. Man kunne hævde, at det i sig selv var dødskysset for et alternativt band at blive solgt her, men forretningen har tilsyneladende en underlighedskvota, de skal overholde for ikke at fremstå for kedelige i offentligheden - ja, hvad ved jeg; sagerne ender altid i tilbudskasserne efter et halvt års tid eller mindre. Og nu har jeg hakket nok på Fona, for sagen er den, at The Black Swan skuffede kolossalt. McComb & co. udskiftede deres velkendte lyd af forblæst australsk verdenssmerte med underlige pop-arrangementer og "hip" produktion. Resultat: Sange som "Falling Over You", "Bottle of Love" og "Butterflies Into Worms" savner ganske enkelt liv. De er inderligt ligegyldige. "The Clown Prince" forsøger sig prætentiøst med kabaret musik og går lige på røven. Jill Birts to popsange, "Goodbye Little Boy" og "Good Fortune Rose" er klart albummets bedste, men det er som at høre et helt andet band end The Triffids! Eneste andet - lille - lyspunkt er det afsluttende semi-titelnummer, "Fairytale Love", hvor McComb har held til for en stund at mane den gamle ånd frem, dog uden at nå samme episke højder som på "Save What You Can".
The Triffids gik i opløsning samme år. Det jævnt kedelige live album Stockholm udkom posthumt i 1990. McComb fortsatte i nogle andre projekter, bl.a. The Black Eyed Susans, som dog heller aldrig slog rigtig igennem og 30.januar 1999 døde han, angivelig af indre kvæstelser fra en bilulykke.
Underligt nok har The Triffids endnu ikke fået det store forkromende bokssæt deres plads i rocken berettiger dem til. En fantasiløs opsamling uden rariteter, Australian Melodrama fra 1994 er alt. Bandet udgav ellers en del singler på vinyl såvel som cd, ligesom der er bevaret adskillige fan-optagelser af deres koncerter. Det eneste råd, jeg kan give læseren, er at opspore de originale albums, alle genudsendt på cd, gennem specialforretninger på Nettet. The Triffids fortjener en bedre skæbne end glemsel.
Henrik Larsen
No comments:
Post a Comment