Jack J's 80'ere: Danmarks fedeste MUSIKBLAD - i dag fuldstændig glemt: STACCATO!

 

I starten af 80'erne (1981-83) udkom et fedt musikblad, som i dag er fuldstændig glemt. Det hed STACCATO og var oprindeligt lavet af nogle fyre i en garage (skriver de i alt fald i en af lederne). Fuldstændig selvfinansieret og DIY. Det var nærmest et fanzine i stort format og med god distribution.

Når man læser lederne i starten af bladets levetid, fortælles der bl.a. om, at "68'erne" syntes, man hos STACCATO var latterlige (jeg antager, at det var al den nye alternative musik, som man fik et skud for boven over). Men det så man på redaktionen vist blot som et godt tegn og blev ved.

Efter første årgang købte tegneserieforlaget Interpresse sig ind, og bladet holdt i alt i tre år. Jeg syntes som sagt dengang, at STACCATO var totalt fedt. Men som (også) sagt: fuldstændig glemt i dag! Og de gamle blade kan ikke købes nogen steder. Jeg er aldrig - som i **ALDRIG** - faldet over eet eneste nummer i en salgsannonce (men okay, jeg har heller ikke dissideret søgt).

Måske er diverse eksemplarer bare blevet smidt ud. Det hjalp nok heller ikke på det, at bladet blev trykt på noget, der nærmer sig avispapir i A3-størrelse. Den slags bøvlede størrelser på halvdårligt papir har det med at blive drønet ud eller gå til, fordi det ikke passer ind i bladbunker af A4-format og nemt går til, hvis der bliver spildt vand eller bajersk øl på.

Her er tre udklip fra nr. 4 af bladet. Alle tre er anmeldelser af "punk"-relaterede sager. Det er sjovt at sammenligne senere tiders ofte forkvaklede opfattelse af en popkulturs omdømme i dens egen samtid. Det er mit indtryk, at Michael Strunge i dag anses for at være punkernes digter-GUD fra 80'erne. Men i 80'erne anså mange punkere ham for at være en medløber. Eller "fake" for nu lige at bruge et udtryk, som man ikke brugte i 80'erne. Men andre kunne sikkert godt lide ham. Sådan er det altid, men eftertiden har det med at overdrive i den ene eller anden retning. Jeg er i øvrigt på ingen måde ekspert eller belæst, når det gælder Strunge. Jeg købte hans samlede værk af digte på tilbud og forsøgte at læse noget af det, men måtte give op. Nok dog mest fordi jeg bare ikke fatter en bjælde, når det kommer til digte.

Check eller gense i øvrigt Strunges optræden i fjernsynsprogrammet "Bazar" på DR i 1984, som jeg har skrevet om her (inkl. video).

I dag anses Århus-punkbandet Lost Kids velsagtens for at være noget af det ypperligste i punken dengang - kun overgået af Sods (som jo trods alt VAR københavnere! Hahaha). I alt fald af dem, der taler om tiden dengang uden egentligt at have noget forhold til den. Men læs lige anmeldelsen engang. Sangerinden kaldes mediefisse! Dét ville de fleste (andre) i dag nok have afholdt sig fra at skrive af frygt for omgivelsernes reaktion. Check også anmeldelsen af det Sods-relaterede band, Cyklon Og Anticyklon. "Som en optagelse fra et japanske automobil-svejsekursus...". Der blev ikke lagt fingre imellem! Den slags savner jeg fra nutidens anmelderstab. Jeg har vist aldrig hørt gruppen. Det var ikke den slags, som der blev spillet allermest af på P3 i 80'erne. Man skulle være vældig heldig, hvis noget af "den slags" blev spillet i Rock-Nyt med Jan Sneum om torsdagen. Sneum gik i øvrigt desværre bort for et par år siden. Han var en god mand og et godt mennesker. Uden ham ville Danmarks Radios P3 have været een lang ørkenvandring af alt det lort, som stort set alle andre i Danmark labbede i sig som slik. Vi var vel på landsplan 17 mennesker, som hungrede efter anderledes musik.

Check også anmeldelsen af en obskur - og også glemt - digtsamling skrevet af en tidligere junkie og stiknarkoman. Jeg prøvede at google ham, men der er ikke meget at finde. Ingen portrætter, ingen biografier, ingen omtaler af andre værker. Det blev måske kun til den ene.

Og så spillede The Ramones i København. "Hele punk-eliten med Poul Borum i spidsen var der selvfølgelig". Det er morsomt, for jeg husker, at i 80'erne blev Poul Borum kaldt for "Danmarks ældste punker". Det er lidt sjovt, for i 1984 var han blot 50 år gammel! Der er mange danske punkere i dag, som for længst har passeret de 50. Men så på den anden side - og ret skal være ret, som min salige moder havde det med at sige - 1984 var blot 7 år efter 1977, så det var velsagtens svært at være blevet meget ældre. Borum ville allerede dengang (i 77) havde været alt for gammel (43) til at opdage og springe på denne "ungdomskultur", som selv mange punkere anså det for at være dengang. Oh well.

De fire scans er alle i 300 dpi. Jeg har scannet hele Staccato #4, så måske kommer der mere.

UPDATE:

Henrik Landler spurgte i kommentarerne efter Ultravox-artiklen, så den ryger lige op her, fordi jeg er så fliiiink ^_^

Jack J's 60'ere: CIRKULÆRET (Palle Wolfsberg, DK, 1968)

CIRKULÆRET (Palle Wolfsberg, DR, 60 min, s/h, 1968)

"Jeg ved, det er absurd, men jeg går til frokost nu."

Jeg sad og hang til sent i nat (eller tidligt om man vil). Og ved 2-tiden bemærkede jeg, at Danmarks Radio netop havde lagt en håndfuld af deres egne gamle tv-film op på platformen "Gensyn". Film, som de med høj og ond latter (forestiller jeg mig) og med lige så onde intentioner har afholdt licensbetalerne fra at se, lige siden de blev vist i sin tid. CIRKULÆRET er fra 1968, så det var fanderme også på tide, at vi fik lov at se den igen.

Jeg så straks den ene af filmene; nemlig netop CIRKULÆRET. Her er tale om et fuldstændig absurd stykke fra DR's Tv-teatret. En direktør (Karl Stegger) i et firma kommer en dag på arbejde. Han finder et brev, som viser sig at være titlens cirkulære, på skrivebordet. Teksten er på et for ham uforståeligt, ukendt sprog. Han har en sekretær, som spilles af Judy Gringer, hvilket gør direktøren til et heldigt asen. Han spørger hende om brevet. Ved hun noget? "Ja, det ved vi alle sammen. Det er bare dig, der ikke ved noget". Det lyder i øvrigt mærkeligt, når hun siger "du" til direktøren. Det lyder faktisk mærkeligt, når de alle sammen siger "du" til ham. Som om de lægger lidt for meget tryk på du'et. Filmen er fra 1968, og folk tiltalte normalt kolleger på arbejdet, og bestemt en direktør, i De-form. Det ville have været unormalt at bruge du-formen - eller det vil sige - i 68 ville det have været i starten af overgangsfasen, hvor man gik bort fra at sige "De" til folk, man ikke delte bopæl eller seng med. Måske er det derfor. Man lagde mere tryk på "De" (hvilket også er derfor, jeg personligt finder det lidt komisk, når visse supermarkeder i dag tvinger ungarbejderne til at sige "De" til kunderne - alt imens ledelsen glemmer at oplære de unge ansatte i, netop hvordan man udtaler ordet. Derfor er resultatet ALTID, at de stakkels ungarbejdere udtaler det uden det korrekte tryk, som hvis de sagde "de" (altså flertalsstedordet "de". Der skal mere tryk på det høflige tiltalestedord "De"). Nå, jeg kører vist ud ad et sidespor her. Tydeligt tegn på adhd, siger pressen.

Så ankommer en undersåt og hans tavse kompagnon, spillet af Morten Grunwald og Poul Thomsen (skuespilleren, ikke ham med Balder), som begge er meget ivrige efter at overtale direktøren til at acceptere, at man nu indfører dette nye, ukendte, akademiske sprog i firmaet. Man har allerede arrangeret undervisning (ved Ulf Pilgaard!), ansat oversættere og flyttet rundt på lokalerne. Ikke noget direktøren har hørt om, endsige give tilladelse til. Han forsøger at optrævle, hvad i alverden der sker - og i øvrigt også at få at vide, hvad der egentligt står i cirkulæret, som ingen er villig til at ville oversætte for ham. Der er nemlig allerede indført kodeks for, hvem der må gøre hvad og hvornår. Åbenbart må et cirkulære kun oversættes, hvis man kan fremvise en oversættelse - selv direktører må indrette sig efter dette. Og der er ingen slinger i valsen. Øjne overvåger ham (og alle andre), finder han ud af: En mand er nu ansat til at leve i rummet mellem væggene! Hvordan skal det ikke ende. Måske ender det slet ikke.

CIRKULÆRET er et absurd stykke satirisk satire og en kommentar til det moderne og stærkt bureaukratiske samfund, som vi mere og mere lever i. Eller som vi levede i i 1968. Eller som forfatteren måske frygtede, at vi snart ville leve i. Historien er skrevet af tjekkoslovakken Václav Havel, og måske var han vant til mere bureaukrati i det Østeuropa, som hans land var en del af. Måske var det netop for at gøre noget ved bureaukratiet, at Havel senere blev Tjekkoslovakiets præsident, men det skal man nok ikke tage mit ord for (om end jeg helst så, at man tog mit ord for gode varer). Hvorvidt samme bureaukrati er årsagen til at hans land i øvrigt ikke længere eksisterer, skal jeg heller ikke kunne sige. Jeg var godt nok i live i 1968, men husker ikke helt, hvor bureaukratisk Danmark var dengang. Det eneste jeg husker fra 1968 er Magnus Tagmus.

Ikke mere plotreferat herfra. Se selv filmen. Jeg var fint underholdt af denne tidlige danske satire. Tidlig, fordi den kom før det hele gik af lave. Og alligevel moderne nok til ikke at lide af Danmarks Radios træghed i stationens første tid et par årtier tidligere. Det er spændende at se en film af denne kaliber fra sit eget land, fra en tid som ikke findes mere. Man kan ligefrem hævde, at dette (altså Danmark) også er et land, som ikke længere eksisterer. Ville mennesket anno 2025 genkende Danmark i 1968, endsige kunne overleve der!? Skuespillerne i hovedrollerne er alle fra den stab af aktører, som man husker fra film og tv-serier dengang og mange år frem. Nogle var allerede velkendte, og andre i deres opstartsfase. Man genkender næsten ikke Jørgen Buckhøj (med erigeret cigar!). Erik Paaske og Ulf Pilgaard ("Piilgaard" i credits) er også med, og flere andre, som jeg ikke lige genkendte - hvoraf et par stykker nok hurtigt vendte tilbage til teaterscenen i stedet, eller noget.

Jeg slog instruktøren, Palle Wolfsberg, op. IMDb fortæller, at han instruerede hele 23 tv-film og en enkelt tv-serie. Og så var han gift med Kirsten Walther!

Filmet i sprød sort-hvid, som nok skal få mangen en nutidig filmseer til at slå over på Netflix i stedet. Opgraderet af DR til Blu-ray-kvalitet i 1080p, valgfrie undertekster, og tilgængelig på "Gensyn" til i alt fald 23. feb. 27 (Jeg ville egentligt have tippet interesserede i andre nordiske lande, at de desværre ville være nødt til at benytte sig af en VPN for at se filmen. Men så slår det mig, at nu skal man jo også logge sig ind for at se film på DR's hjemmeside. Og om det overhovedet er muligt uden at have et dansk log-in, aner jeg ikke. Jeg har glemt, om man skal melde sig til via et MitID - hvilket er højst tænkeligt, at man nok skal. Det sku' være så nemt og såh det bare ... noget besværligt øv).

PS: Okay, det er første gang, jeg bruger tagget "Jack J's 60'ere" (á la "Jack J's 70'ere/80'ere/90'ere", og rent faktisk er dette en omtale af en film, som jeg IKKE så dengang i 1960'erne, da Danmarks Radio viste den. Jeg husker rent faktisk ikke ret meget fra 60'erne, men det er da lidt cool alligevel at skrive det i overskriften. Muhahaha

Jack J's 70'ere: Den første gyser (vist nok)

Der var et medlem ovre i Danske Horrorfans på facebook, som spurgte om den første horrorfilm, som gruppens medlemmer kunne huske at have set. Den første gyserfilm, jeg husker, var Alfred Hitchcocks REBECCA fra 1940 (som iø først fik dansk premiere i 1951, vel nok pga. krigen).

Jeg kunne dog ikke huske, hvornår præcist jeg havde set den som barn og slog derfor op på DFI's hjemmeside, men de vrøvler om en tv-release den 15.08.1980 med "slutdato 1980.09.05". Og ud over at det er noget rod at bruge to forskellige systemer til at angive en dato med i samme sætning, så kan informationen umiddelbart lyde som det rene nonsens, da 1980 var 30 år før streaming, og en film kunne selvsagt ikke ses i 14 dage på kanalen. Nå ja, så går det op for en, at en eller anden bøv hos DFI har forvekslet Hitchcocks film med den BBC tv-serie (i fire afsnit) fra 1979, som DR rigtigt nok bragte i 1980! Man får lyst til at rulle med øjnene som en anden Linda Blair.

(Nævnte tv-serie lader desværre til åbenbart aldrig at være udsendt officielt på dvd. Der ligger heldigvis rips på nettet - se nederst i dette indlæg. Jeg har ikke set den, heller ikke i 1980).

Nå, men jeg forsøgte derefter at grave den rigtige info om filmudgaven frem; Jeg var ikke ret gammel, da jeg bed negle til Hitchcocks uhyggelige gyserfilm; Det *måtte* være i midten af 70'erne! Desværre viste DR's "Alle tiders programoversigter", som de nok så kækt skriver går hele vejen tilbage til 1925, at være fejlbehæftet. Deres visning i 70'erne er *ikke* nævnt. Heldigvis står den ikke overraskende opført i Politikens "TV i 70'erne" (som også nævner TV-serie-visningen i 1980) og Ekstra Bladet og Aktuelt omtaler den på behørig vis. REBECCA blev vist i starten af 1976, helt nøjagtigt lørdag den 24. januar. Ovenfor ses Aktuelts omtale fra programoversigten ugen før visningen.

Det er nogle år siden, jeg sidst har set filmen (på dvd). Jeg synes stadig, den er creepy. Der kom endnu en filmremake for nogle år siden, som jeg rent faktisk har set; Flot filmet, men når slet ikke Alfreds film til sokkeholderne i atmosfære. Og så opdager jeg netop, at der findes *endnu* en tv-serie-remake: fra 1997 med bl.a. Diana Rigg (som jeg netop her til aften har set præsentere endnu et afsnit af An Unsuitable Job For a Woman). De to sidstnævnte remakes findes begge på dvd.

Jeg så i øvrigt netop, at Criterion i USA har udsendt filmen på Blu-ray. Hvordan mon billedkvaliteten er? Den gamle dvd ser vældig 1940-agtig ud, meget mørk. Men hvis originalnegativet rent faktisk *ser* sådan ud, vindes det vel ikke meget ved at opgradere. Og jeg antager, at 4:3 er originalformatet.

 Nedenfor: tv-remaken fra 1979 på YouTube. Opgraderet af en fan:

Jack J's 90'ere: ET UPASSENDE JOB FOR EN KVINDE (et kvart århundrede senere)

 Se nu lige det her! (Ovenfor) Mit amerikanske dvd-boxsæt med den engelske krimiserie An Unsuitable Job For a Woman, som BBC [EDIT: Ups! Serien er produceret af den britiske tv-station ITV, ikke BBC!] i England lavede med to sæsoner i 1997-98! Danmarks Radio kørte serien tilbage i slutningen af det gamle århundrede under titlen Kvinder på sporet. Jeg så den dengang, og en del år senere opdagede jeg, at den var udkommet på dvd (overskriften er en fordanskning af den svenske titel, som jeg synes, er bedre end den danske). Jeg mener at huske, at jeg havde valget mellem et engelsk dvd-sæt og et amerikansk, og at jeg valgte det amerikanske, fordi det havde et bedre omslag! 

Jeg fandt min gamle faktura på min oldgamle yahoo-email-konto, og den fortæller, at jeg købte boksen i sommeren 2009. Det er 16 år siden! Tro det eller lad være, men selv om jeg syntes, at serien var vældig fed dengang i 1998, så har jeg alligevel aldrig fået genset den. Well, i alt fald ikke førend her til aften, hvor de første to afsnit røg på. Lad mig lige skære det ud i pap, hvis du ikke lige fangede den: Der er 16 år siden, jeg købte skidtet, og først i dag smækker jeg den på afspilleren! Det er jo vanvid. Nok til indlæggelse på den lukkede! Jeg gav i 2009 hele £22 fra Amazon i UK, men så var portoen også kun lige under £2. Dét var tider, børnlille!

Nå, men de to første episoder var lige så cool, som jeg husker dem. Hovedrollen spilles af en vældig ung Helen Baxendale med totalt sexet pagehår. Hun ser ud som en frisk 22-årig, men Wiki fortælle, at hun var 27, da serien begyndte. Jeg var faktisk ret begejstret for den liden frøken, og jeg kan ved gensynet se hvorfor. Hun ER ret cute. I 1998 var jeg parat til at forlade mit hjem og girlfriend og rejse over til Helen Baxendale, hvis hun havde ringet! I'm not kidding. 

Omtale af 3. episode i DR's online programoversigt (underligt nok
bragte man ingen omtale eller dansk titel ifm. afsnit 1 og 2)

Serien handler kort fortalt om en ung kvinde, der er praktikant i en enmandsvirksomhed, som tilfældigvis er et privatdetektivbureau. Da den gamle privatdetektiv i starten af første afsnit stiller sutskoene, og der samtidig tropper en ny klient op, tager praktikanten en rask beslutning: Hun fortsætter bureauet, blot med den forskel at nu er det hende, som er privatdetektiven! Hvordan skal det ikke gå??? Jeg er som nævnt to afsnit inde, og har fuldstændigt glemt, hvad der sker i serien, så nu får vi se.  

Kvaliteten af dvd'en er udmærket; Billedet ser fint ud. Det irriterer en smule, at der rent faktisk er et par reklamer før episoderne (der ER jo tale om en amr. udgivelse!), men det går an alligevel. Men som noget lettere mærkværdigt præsenteres serien i det sære format 14:9! Det er sådan en mellemting mellem det gamle fullscreen-format, dvs. 4:3, og det nye bredformat, 16:9. Det er naturligvis bedre end gammeldags fullscreen, men det ser også lettere tosset ud med sorte bjælker ikke blot i siderne, men også i top og bund. 

14:9-formatet på mit 16:9-fjernsyn

Jeg tror vist ikke, at der er noget ekstramateriale på diskene, men det går an. Nå ja, det vil sige, da man viste serien i USA, tilføjede man en introduktion, hvor selveste Diana Rigg (fra 60'er-agent-serien The Avengers) præsenterer den pågældende aftens afsnit (om hun gjorde det med alle afsnit, ved jeg selvsagt endnu ikke). Og denne intro er inkluderet på dvd-udgaven (det er tv-stationen, som står bag udgivelsen). Det er da cool nok som sådan med denne intro, når det nu netop ER Diana Rigg (som på dette tidspunkt var omkring de 60), men indledningen til første afsnit er faktisk ret irriterende. Hun spoiler alt for meget. Jeg har ikke kunnet finde info om en Blu-ray-udgave (hvis man søger, skal man ikke lade sig snyde af en Blu-ray med samme titel; her er der nemlig tale om en filmatisering af serien fra 80'erne).

Det ville have været rart med engelske undertekster, da lyden ikke just vinder nogen konkurrencer, men helt grelt er det heldigvis ikke. 

Fedt endelig at få smækket serien på. Ærgerligt, at der kun kom 10 episoder, men den bygger på to bøger, som forfatterinden P. D. James skrev i 1972 og 82, og - tja - hun skrev vel ikke mere. Begge bøger kom på dansk - den første blev til Det du'r piger ikke til. Jeg er ikke helt sikker på, om jeg synes, at det er en evnesvag eller en genial titel. 

Helen Baxendale - IKKE et still fra tv-serien, men foto fra 2005

Serie 1: "Sacrifice" / DR-titel: "Offer" (fordelt på tre episoder):

An Unsuitable Job For a Woman bygger (så vidt jeg ved) udelukkende på de to bøger, som P. D. James skrev. Man har ikke forsøgt at kreere nye historier, så serien er kun på to sæsoner. Hver sæson har to historier, hver fordelt på 2-3 episoder. Den samlede serie løber derfor blot på 10 episoder. 

I første historie, "Sacrifice" (dir: Ben Bolt), møder vi vor hovedperson, Cordelia Gray (Helen Baxendale), en ung kvinde, som er praktikant hos den tidligere panser og nu privatdetektiv Bernie Pryde (Jeff Nuttall). Snart efter starten af første episode får vi dog at vide, at privatdetektiven har uhelbredelig kræft. Og han beslutter derfor at gøre en ende på de forestående lidelser. Som en yderst venlig handling testamenterer han hele bureauet, sit lusede hus, sin nedslidte kasse af en bil, og i øvrigt også en uregistreret pistol til Cordelia Gray. 

På dagen hvor Cordelia overtager detektivbureauet, ankommer en kvinde til kontoret og ønsker at hyre Bernie Pryde til en sag om en forskers døde (voksne) søn. Frøken Gray er lidt i vildrede om, hvad hun skal gøre, men beslutter sig for at tage sagen. Fik jeg sagt, at det arvede bureau også inkluderer en ældre sekretærkvinde, Edith Sparshott, som under Cordelia bliver forfremmet til assistent. Cordelia taler med forsker-faderen og andre suspekte personager. Og hun overnatter adskillige nætter i træhytten i skoven, hvor sønnen hængte sig i loftet. Det går ikke stille af sig, en hængt dukke i loftet skal skræmme den unge, fagre detektivkvinde, og hun bliver smidt i en dyb brønd, og kører dødskørsel i Bernies gamle bilvrag. Og som en ganske og aldeles uamerikansk slutning hjælper hun en morderske med at undgå galgen ved at lyve svinene (politiet) op i fjæset. Dén var sgu ikke gået i Columbo! 

Helen Baxendale spiller fortræffeligt, og det gør resten af ITV-skuespillerne også. Jeg husker ikke, om jeg optog serien og muligvis genså den en enkelt gang dengang i 90'erne. Men selv hvis jeg gjorde, så ville det være omkring 25 år siden. Jeg huskede dog alligevel en masse ting, ikke mindst dialogbidder. Der var ingen splattervold eller bare patter, men afsnittet var bestemt spændende. Den første historie (3 episoder) får absolut UG med kryds og slange. 

Sæson 1: "A Last Embrace" / DK-titel: ??? (fordelt på 3 (2) episoder) 

I den anden historie i seriens første sæson bliver Cordelia hyret af en midaldrende kvinde, som henholdsvis ejer et hotel og har en ægtemand, som knalder de unge ansatte. I alt fald ifølge konen. Cordelia er ikke meget for at tage sagen, men det er ikke som om sagerne - og dermed salærerne - vælter ind, så hun ender med at sige ja til opgaven. Som led i sit undercover-virke skal hun arbejde som ansat på hotellet. Det går godt de første fem minutter, men så begynder der at ske ting og sager. Det bliver hurtigt klart for den fagre unge privatdetektiv, at konen, som har ansat hende, måske ikke fortæller sandheden. Og ægtemanden, ja, hvad med ægtemanden? Selv om han er en halvgammel stodder kan Cordelia ikke undgå at fælde interesse for ham, og her mener jeg ikke for hans frimærkesamling. Vældig uprofessionelt af den unge detektiv, men med 8 måneders oplæring er hun velsagtens heller ikke just en udlært Sherlock Holmes eller Columbo. Og hvad med det tvivlsomme ægtepars voksne børn? Sønnen, som måske knalder søsteren, selvom han vist nok er bøsse, og hvad med de unge piger, som nu er væk, fra hotellets stab? Ligger de ude i mosen? Og hvem er den næsten nøgne pige på fotografiet? Ligger hun ude i mosen?  

"The Last Embrace" er udmærket (og Helen Baxendale er jo stadigvæk en lækkermås), men den er ikke helt så spændende som den første historie. Med den første var vi jo næsten ovre i thriller-genren. Men den er udmærket, og jeg ser frem til de resterende to historier i den 2. og sidste sæson. 

Jeg skrev tidligere i dette opslag, at serien strækker sig over 10 episoder. Dén information fandt jeg på engelsk Wiki. Men ved nærmere gennemgang af mit dvd-boxsæt ser jeg, at der her kun er ni episoder! "The Last Embrace" blev oprindeligt bragt i tre dele, men den amerikanske tv-station har redigeret del 1 og 2 sammen til eet afsnit på ca. 85 minutter. Det 3. afsnit er på omkring 55 minutter. Det er ærlig talt noget rod, og jeg ville ønske, at man ikke havde gjort det. Amerikanere, pfft! De sku' ha' nogen tæsk og så sku' de ha' en skovl og sættes til og grave lort. Det var ikke for meget! Jeg tror ikke, at der mangler noget fra de tre afsnit, men det er svært at sige med sikkerhed, når man ikke har en anden udgave at sammenligne med. Og jeg husker på ingen måde, hvorvidt DR bragte historien i 2 eller 3 dele. Sandsynligvis i tre. På et eller andet tidspunkt må jeg vel checke de gamle trykte programmer. 

Sæson 2: "???" / DK-titel: ??? (fordelt på ??? episoder) 

(tba)

WADD - THE LIFE & TIMES OF JOHN HOLMES (Cass Paley, USA 1998)

Jeg skrev om en ny stak (gamle, men nyligt indkøbte) dvd'er for et par dage siden, og straks i går aftes kunne man høre lyden fra den klaprende fremviser, da den første film blev fremvist i den lokale grindhouse(video)biograf (min sofa!). Filmen var meget passende (under indtryk af filmgenren, den beskriver, og typen af grindhouse-biografer, som jeg refererer til her. Biografer, som det vist er lææænge siden, man har set noget af på dansk grund) dokumentarfilmen WADD om John Holmes og hans liv og levned. 

Det burde være unødvendigt at nævne, hvem John Holmes var - men lad mig gøre det alligevel til glæde for de eventuelle 13-årige læsere, som udforsker bloggen her, og som muligvis er totalt blanke, og hvis nogle af de selvudnævnte gejstlige (som stjæler folks penge!!!) skulle læse med også. 

John Holmes var - og er - en legende i den amerikanske hardcore-pornofilm. Dén type film, man i danske biografreklamer førhen beskrev under slogannet "ægte sex". Han var skuespilleREN, som overskyggede alle de andre mandlige pule-skuespillere. Jeg skal ærligt indrømme, at de af hans film, jeg har set, hurtigt er talt, og det er mange år siden. Jeg husker ikke engang titlerne (husker nogen monstro den slags?). Men dokumentarfilmen om ham er god. Man fristes til at tilføje knald(e)god! Cass Paley sad i instruktørstolen, og han gjorde et rigtig godt job. En 30 år gammel artikel (antager jeg, men der er ingen publiceringsdato) med interview nævner, at han er journalist, og hurra for det. Han kan tydeligvis sit håndværk. Filmen glider ikke pænt hen over hverken det erhverv, som John nu engang tjente sin daglige hyre på, ej heller det usle svineri, som senere blev hans hverdag: junkie, alfons, potentiel massemorder (ikke med en pistol eller kniv, men med AIDS. John vidste, at han havde AIDS, men kneppede alligevel videre til højre og venstre. Skulle han dø, kunne han lige så godt tage så mange med sig som muligt, mente han vist nok). 

Men jeg tar forskud på begivenhedernes gang her. Filmen begynder naturligvis med starten. Vi får historien om, hvor og hvordan det hele startede. Cass Paley har heldigvis fundet frem til en masse af de mennesker, som var der til at begynde med. Nogle af dem er gamle som pyramiderne. Og så rulles fortællingen om den lettere fjollede fyr med æselpikken ellers ud. Det begynder livligt og er party-hardy hele vejen. Well, indtil det ikke længere var det. Nu er det jo ikke et universitetsspeciale det her, så du må bare se filmen selv, hvis du vil vide mere - men en enkelt detalje, der dog alligevel lige skal med her også, er, at John Holmes jo også endte med at blive indblandet i et mafiamord på fire mennesker!!! Hvor meget var han involveret? Hvad vidste han?? Og hvad vidste han ikke??? Det var en speget affære, og det er det såmænd stadigvæk. Men på den anden side skaber Cass Paleys tæft for at lave en interessant dokumentarfilm om disse gustne sager netop en skide interessant film. Se den endelig!

Som nævnt så jeg WADD - THE LIFE & TIMES OF JOHN HOLMES på dansk dvd, men den har altså ikke fået en selvstændig udgivelse herhjemme. Den er sgu med som BONUS til filmen WONDERLAND (som fik den "danske" titel "The Wonderland Murders"), som er en true crime-film bygget over historien om John Holmes' liv og hele sagen om de nævnte mord. Og med Val Kilmer i rollen som John Holmes! Jeg har godt nok set filmen (altså hovedfilmen), men det er vel snart 20 år siden, så jeg husker ikke detaljerne. Men god var den, og jeg glæder mig til at gense den nyindkøbte dvd. Bonusfilmen er længere end hovedfilmen! Ud over doku'en får man 6 trailere, hvoraf den ene er til WONDERLAND (se også traileren til WADD her i opslaget. Dén stammer fra YouTube, hvor den næsten legendariske australske kanal Aussie Roadshow uploadede den for 16 år siden. Dét upload er blevet populært. Tilsyneladende har ingen andre uploadet en anden udgave af traileren, og mindst tre andre kanaler har kopieret og uploadet Aussie Roadshows udgave!). 

Jeg har ingen anelse om, hvor let eller svær den danske dvd er at finde. WADD er muligvis halvsvær at finde på hjemmeformat nu om stunder. Der er mig bekendt ingen Blu-ray-version. Men den kan dog ses på dette fansite for sjældne film. En udgave, som udmærker sig ved at have valgfrie engelske undertekster (på den danske dvd er WADD underligt nok ikke tekstet). Der er både alm. engelske undertekster og eng. tekster for døve. 

 

På dansk dvd: WONDERLAND aka The Wonderland Murders (2003), Nordisk Film dvd (2004). Extras: WADD + trailer til hovedfilmen + 5 andre trailere. 

PLUSBUTIKKEN sælger I-K-K-E porno, men man kan alligevel komme hjem med både JOHN HOLMES og TRACI LORDS*

 

Jeg var på udflugt til Afrika-Hjælpen (aka Sudan Genbrug) og PlusButikken i går og skrabede en bunke "Affald" sammen fra sidstnævnte (fordi kæden rent faktisk sælger folks affald, som de henter på genbrugsstationerne). Og man undrer sig til stadighed over, at man regelmæssigt finder film, som stadig er i fabriksfolie. Af de fire fra i går var de to fra videoselskabet On-Air Video. Hvornår standsede dét label lige produktionen? Det er i alt fald længe siden. Jeg kan sagtens forstå det med at have film på hylden, som står i indpakning flere år efter at være blevet købt - men ligefrem at smide dem ud uden at have pakket dem ud!? o_O

Nå, men her er stablen af genrefilm. Mainstream-skraldet forbliver en hemmelighed (man har vel et renommé at tænke på)

"The Wonderland Murders" (som er den "danske" titel. Originaltitlen er blot WONDERLAND) er rigtig god, og den danske dvd udmærker sig ved at have den spillefilmslange dokumentarfilm WADD - THE LIFE AND TIMES OF JOHN HOLMES med. Dén er længere end hovedfilmen! (103 vs 100 min). Jeg har den godt nok i forvejen, men tænkte at en dublet ville være dejlig at kunne holde i den anden hånd.

Polanskis "Chok" (aka REPULSION) har jeg på tysk Blu-ray (som "Ekel"), men den danske dvd vil stå godt til mit kaffestel. Resten af filmene er vist nok for mig usete på nær DER UNTERGANG.

Der er også et par film, hvor Robert De Nero åbenbart har slået sig på gyserfilmgenren!

De fire i folie. DER UNDERGANG er en
2-disk med (åbenbart) længere spilletid

*Overskriften: Ligesom det heller ikke er tilfældet hos hverken Røde Kors, Blå Kors, Kirkens Korshær eller Sudan Genbrug, så sælger man IKKE ting og sager, som har det mindste anstrøg af pornografisk indhold i PlusButikken. Flere af de andre genbrugsbutikker drives jo i kirkeligt regi. Og jeg har i årevis antaget, at dette mest troligt (TROligt, fik du dén, høhø) var årsagen til, at man aldrig - og jeg mener ALDRIG - finder så meget som et enkelt slidt nummer af Ugens Rapport eller en gammel porno-slasker på vhs eller dvd i nogen af butikkerne. Men ved nærmere eftersyn opdager jeg, at PlusButikken ikke har det mindste gudfrygtige over sig. Så hvorfor man ikke finder pornoblade eller -film i deres mange rodekasser (med bøger, blade og film), undrer mig ærlig talt. Jeg ville i øvrigt have sværget på, at Røde Kors var en kristen geschæft, men nej, heller ikke her er det tilfældet. De sidste tre nævnte er dog derimod.

DERANGED (Jeff Gillen & Alan Ormsby, USA 1974)

 

Modsat Henrik Larsen ovre i Obskuriøst så er jeg jo ikke den nostalgiske type som sådan. Men denne dvd-udgivelse fra MGM’s serie »Midnite Movies« skaber alligevel en vis form for vemodig følelse i mit kolde hjerte (»cold as a dead nun’s heart«). Disken indeholder nemlig to mere eller mindre gustne film, som jeg begge så på video tilbage omkring midten af 1990’erne. MOTEL HELL (1980), som jeg var så heldig at finde på ex-rental video i Melbourne i Australien. Og DERANGED (1974) fik jeg set på et kopieret videobånd fra en eller anden tapetrader (fra Finland? Fra Jylland? Et af de der eksotiske steder vist nok). Og det er sidstnævnte, vi skal kigge på her i denne sene nattetime, hvor dette grifles ned.

Når jeg skriver, at de er »gustne«, skal det dog alligevel tilføjes, at det er med en vis grad af forskel; Hvor MOTEL HELL (som på dansk lejevideo fik den mindre fikse titel »Motel Hello«) til trods for den lettere mugne tone (plot: Seriemorderfamilie begraver levende mennesker med hovedet lige over jorden for senere at kunne trække dem op igen og bruge deres kroppe, indtil de kradser af), så ER der selvsagt tale om en sort komedie i horrorgenren. 

DERANGED derimod er totalt plain face-seriøs i tonen. Hvad kunne den også være meget andet. Det ville være upassende. DERANGED følger historien om true crime-seriemorderen Ed Gein ret tæt. Jeg antager, at du har hørt om Gein, men ellers bør du finde STAY SICK! nr. 4 frem og læse Jesper Moerchs glimrende artikel om Ed Gein. Ed Gein havde en sygelig moderbinding (for nu at sige det mildt), han var gravskænder, og han endte som kvindeslagter. Om han rent faktisk kan kategoriseres som seriemorder, er stadig den dag i dag ikke helt klart, da man immer noch ikke er sikker på, hvor mange kvinder han ondulerede. Man er sikker på to, men der kan sagtens være tale om helt op til syv af slagsen. Der er dog naturligvis ingen tvivl om, at gamle Ed ikke var helt velforvaret i øverste etage.

DERANGED følger ret tæt den rigtige historie om Gein, og den er i alt fald mere korrekt end et par af de andre film, som er »inspireret« af Geins gøren og laden: i Motorsavsmassakren er Gein blevet til en hel familie af kannibaler, og i Hitchcocks PSYCHO er Gein en yngre hoteludlejer med mor oppe i ... huset! Men selv til trods for forskelle og ligheder (eller manglende ligheder ... eller måske rettere lig-heder, haha), så er alle tre film glimrende horrorfilm. Og jo, både TCM og PSYCHO er bedre end DERANGED, men jeg synes alligevel, den bør have sin plads i solen. 

PS: »cold as a dead nun’s heart« var ment som et Nick Cave-citat, men da jeg checker efter, går det op for mig, at citatet er forkert, argh! Hahaha, oh well. 

"My blood was blacker than the chambers of a dead nun's heart" (Up Jumped The Devil) 

Gaaab-film: "Kvinden i guld"

 WOMAN IN GOLD aka DIE FRAU IN GOLD aka KVINDEN I GULD (BBC Films, Simon Curtis, England 2015)

Jeg stod nede i Røde Kors forleden og havde den velkendte kløen efter at købe nogle film. Man skal helst have noget med hjem, når man har været i genbrugen. Og lige den her dag (som så mange andre dage) var der sgu ikke een eneste horrorfilm, eller anden cool genrefilm, i de kristnes købmandsbutik for fattiglemmer, som havde egentlig reel og sand interesse for yours truly. Og så må man jo finde noget andet. 

Jeg var dog heldig og fandt en stak sådan-nogenlunde-muligvis interessante film. En af dem var WOMAN IN GOLD, eller Die Frau in gold, som coveret proklamerer på denne tyske dvd. Man ser jo straks, at Helen Mirren er med. Hende kender man jo mest som hårdkogt engelsk politikvinde i serien "Mistænkt" (aka Prime Suspect) fra 90'erne. Men så staver man sig gennem det tyske plotreferatet på bagsiden: Gammel jødisk kvinde og ung jødisk sagskærer (fra USA) drager til Østrig for at bekæmpe nazismen og få deres maleri tilbage, 50 år efter krigen sluttede. "Yay for en handling". Gaaab si'r jeg bare. Eller det gjorde jeg i alt fald i Røde Kors. Jeg købte som sagt filmen alligevel, men det var nu mest pga. Helen Mirren - og så for at give filmen (helt sikkert et makværk) en chance alligevel. Et par timer senere og jeg havde ændret holdning. Kvinden i guld viste sig at være ganske glimrende. Helen Mirren og Ryan Reynolds er begge glimrende, og selv om filmen ikke just er action-action-action, endsige har nogen som helst horror i sig, så er filmen spændende nok alligevel. Og frau Mirren spiller jo altid allerhelvedes godt. 

WOMAN IN GOLD bygger på en sand historie fra det virkelige liv. På disken er der korte interviews med virkelighedens medvirkende (bl.a. taget fra en længere dokumentar, som vi IKKE får med i bonusmaterialet, desværre). 

Jeg forventede et kedeligt drama, hvor jeg højst sandsynligt ville gabe kæberne af led, men selv om filmen handler om noget så "simpelt" som et skide drama om at få en maleri, som Ade og hans kumpaner stjal under krigen, tilbage, så viste det sig, at dette "kedelige" makværk alligevel var fint underholdende. Og det til trods for, at der ikke var een eneste voldsscene i hele filmen. Min tyske dvd så glimrende ud og indeholder både det amk. lydspor og tysk dub. Jeg har inden anelse om, hvorvidt der findes en dansk udgivelse, så det må du selv finde ud af. Men altså, Kvinden i guld kan sagtens ses. 

Update

Jeg har netop tilføjet en længere opdatering til indlægget "En situation jeg godt kunne have været foruden". Klik her og scroll ned. 

Album-kick

 

Når man har samlet på tegneserier i mange år, så sker det nogle gange, at der rent faktisk også går år og dag mellem man genbesøger dele af samlingen. En af de første albumserier, jeg begyndte at købe, var Francois Walthérys franske serie om den kække stewardesse Natacha. 

Serien begyndte i 1970, men jeg opdagede den først i (tror jeg nok) 1979 på en tur til Næstved, da jeg skulle til et check-up med bøjlen hos en tandlæge. Forleden hev jeg et gammelt album frem og genlæste; Natacha: "Den 13. apostel" fra 1978. Albummet er glimrende, og man kunne bruge adskillige kolonner på at forklare hvorfor. Det må blive en anden gang. Men efter endt læsning kastede jeg mig over et af de seneste albums i serien om Rubine. Denne serie er også lavet af Walthéry (omend han får hjælp), men jeg har nu aldrig syntes, at den var nær så godt som Natacha. Langt fra. Men det slog mig, at det var rigtig længe siden, jeg har læst de gamle album i serien. For mig er Rubine stadig en "ny" serie, men rent faktisk begyndte den helt tilbage i 1993. 

De tre første albums udkom på dansk i 2001 fra Egmont. Jeg købte dem dengang, men har aldrig genlæst dem. Serien solgte tilsyneladende ikke specielt godt dengang - forlaget lukkede den i alt fald efter tre numre (bagsiden af nr. 3 lovede ellers et nr. 4). En del år senere tog forlaget Zoom den op og udgiver den heldigvis stadigvæk. Selv om Rubine langt fra er så god, spændende og eventyrlig som Natacha, så er den udmærket alligevel. I alt fald nok til, at jeg har købt næsten det hele (dvs. 15 albums). Og da jeg som sagt havde genlæst "Den 13. apostel", kastede jeg mig over Rubine og slugte det seneste, jeg har købt (dvs. nr. 14), og de tre første albums in eet hug. Og fortsatte med nr. 4. Jeg må indrømme, at jeg er lidt mildere stemt over for serien her ved genlæsning. Nej, den er stadigvæk ved den sødeste grød ikke så god som de gamle Natacha-albums, men mindre kan også gøre det. Jeg var i alt fald underholdt med de fem albums, jeg har fået gennemtygget mig de sidste par dage. 

På billedet ovenfor ses også Blake og Mortimer-albummet "Marie Antoinettes halssmykke". Sagen er den, at serien er mega-svær at opdrive for menneskepenge. Brugte albums i serien er MEGET dyre fra bl.a. Faraos Cigarer. Men nu er forlaget Cobolt begyndt at genudgive den oprindelige serie af den oprindelige forfatter/tegner, Edgar P. Jacobs (han døde for længe siden, og serien fortsættes med nye forfattere og tegnere). For nogle år siden var jeg så heldig at score en række af de originale albums til næsten ingen penge under et bogudsalg på det lokale bibliotek. Desværre ikke dem alle, men nu tænkte jeg i alt fald, at jeg lige vil læse/genlæse de albums, som jeg har, for at bedømme, om man bør investere i Cobolts nye version (som HELLER ikke er billig! 500 kr. for første samlebind. Det indeholder de tre første albums). 

En avisanmelder skrev for resten forleden, at serien i dag er meget støvet. På grund af en betalingsmur kunne jeg ikke læse ret meget af anmeldelsen, men dette blotte udsagn gør mig ærlig talt lettere irriteret. "Støvet". Nå ja, og hvad så! Er tegneserielitteraturen fra vor nutidige "stærkt interessante" samtid måske virkelig bare fantastisk og meget bedre? Er de seneste 27 nyfortolkninger af diverse Marvel- og DC-superhelte helt up to date og a-okay modsat dette gamle stads fra 40'erne. >suk<. 

Hvis det er godt, så er det godt. Støv, bedaget jargon og patina er ligegyldigt, hvis du spør' om min mening. Nå, jeg er 17 sider inde, og nu får vi se, hvad jeg ellers i øvrigt synes om serien. Det ville jo være det bedste, hvis jeg syntes, det var noget bras. Så ville jeg spare 500 stærke alene på samlebind nr. 1! 

En situation jeg godt kunne have været foruden

Gamle læsere af Mondo Franko, nærmere bestemt MF nr. 2: Ultimo Mondo Franko, vil sikkert huske, hvordan redaktør Frank Brahe skrev om at have ligget i krig med "svensken". Som jeg husker det, havde en svensk distributør snydt Frank for penge for en stak MF-blade. Det er 20 år siden.

Lige nu er jeg i noget, der ligner samme uheldige (stærkt uheldige) situation. Hvis du har læst mit indlæg om det samme på facebook, så spring bare det her over og tag et bad i stedet eller gå ned på kroen. Men for de 5-7 læsere på denne blog, som ikke er på facebook:

RØVRENDT OG BESTJÅLET AF JEHOVAS VIDNER!!!

For mere end 10 år siden nåede min stakkels far at være gift i 18 måneder med en kvinde af en slags, før han gik bort. Kvinden var et Jehovas Vidne. Min far var desværre syg og vidste, at han skulle herfra. Og han bad mig om at sidde i uskiftet bo med enken, når han en dag var borte (at sidde i "uskiftet bo" betyder, at man som arving ikke arver noget, før den afdødes ægtefælde også dør). Efter fars død, gik der ca. 8 år, så gik enken også bort.

Enken havde en voksen søn. Han og hans kone er også Jehovas Vidner. Efter enkens død stod sønnen og jeg til at arve huset, mit gamle barndomshjem. Skifteretten gav os valget, at de kunne sørge for en bobestyrer, som ville ordne tingene med boet - mod betaling.

Eller vi kunne selv gøre det ved at vælge en bobestyrer/kontaktperson.

Sønnen foreslog, at vi sparede pengene. Og han tilbød at ordne sagerne. Han var jo flink nok, og min far havde været gift med hans mor, så jeg sagde ja. Og det hele gik fint. Huset blev solgt, og sønnen sendte mig halvdelen af pengene. Jehovas Vidner og religion blev ikke nævnt én eneste gang. Jeg antog dengang, at han respekterede, at jeg ikke havde medlemskort (!).

3-4 måneder senere ringer han så og siger, at han synes, vi skal mødes. Og at så kan jeg også komme med til et møde i deres rigssal.

Well, jeg afviste høfligt og sagde noget i retning af, at det nok var bedre, at vi gik hver sin vej. Og så sagde han farvel, og jeg sagde farvel.

Så gik der lige omkring 4 år.

Den 1. april i år får jeg et brev fra Skifteretten, som fortæller, at der er indbetalt for meget ejendomsskat i det gamle hus. Og vi står til at få pengene udbetalt. Det var en pæn sum penge – ikke noget man bliver rig af, men jeg er fattig og kunne godt bruge et par nye briller, så det var en glimrende nyhed.

Brevet nævnte, at pengene ville blive udbetalt til kontaktpersonen i løbet af foråret, og denne (kontaktpersonen) skulle derefter fordele dem mellem arvingerne. Sønnen stod stadig i Skifterettens papirer som kontaktpersonen. Arvingerne er som sagt bare ham og mig.

Fra den 1. april går jeg så og venter, venter og venter. Lige indtil søndag den 6/7, hvor jeg skriver til sønnen og refererer til brevet og spørger, om han mon har hørt fra Skifteretten eller den afdeling (Vurderingesstyrelsen), som skal udbetale pengene.

Dagen efter får jeg en e-mail på én sætning fra sønnen:

»Ja det har De er udbetalt« (sic)

That’s it, ingen anden info.

Jeg kan jo godt lugte, at noget ikke er helt, som det skal være her. Men jeg skriver høfligt tilbage og spørger, om han stadig har mit kontonummer, eller skal jeg lige sende det.

Efter to dage uden svar skriver jeg igen. Denne gang sender jeg mit kontonummer. Og jeg har været så flink at regne ud, hvor meget det er, han skal overføre til mig.

Efter nogle timer svarer han og skriver, at han jo synes, at eftersom det var ham, der sad med papirarbejdet som bobestyrer, så synes han, at han skal have et honorar (her fire år senere!). Et honorar på hele beløbet.

Han skriver også, at det er derfor jeg ikke har hørt fra ham. Det siger sig selv, at man ikke bare ensidigt kan lave sådan en aftale fire år senere! Og helt uden at fortælle det til den anden part!! Det er jo fuldstændig grotesk!!!

(Jeg aner stadig ikke, hvornår pengene er blevet udbetalt til ham. Det kunne Vurderingsstyrelsen ikke sige mig. Men i min bog er »forår« før juni, da juni er en sommermåned. Og det er således muligt, at han allerede har siddet på de penge i over en måned).

Og han har så endda den frækhed at spørge, hvad jeg synes om hans idé.

Jeg bider mig i knoerne og svarer høfligt i min e-mail, at mit svar må blive et »nej«. Jeg minder ham om, at jeg har ret til de penge, og at han har pligt til at overføre dem. Jeg inkluderer endnu en gang mit kontonummer.

Det var onsdag den 9/7. Jeg har ikke hørt fra ham siden. Mandag den 14/7 skriver jeg så igen til ham og gør opmærksom på, at det er tyveri, hvis han beholder mine penge. I dag er det fredag den 18/7 og stadig hverken svar eller penge. En stærkt irriterende situation.

Jeg har en eller anden idé om, at enkens søn og dennes kone er blevet knotne over, at jeg ikke ville lade mig invitere til møde hos Jehovas Vidner.

Det er jo en fuldstændig fucked up situation. Jehovas Vidner går ellers for at være nogen, der hverken lyver eller stjæler osv. Og så skal man opleve dét her! For satan da!!!

Det er muligt, jeg kom med lidt flere personlige ytringer i facebook-opslaget (ikke mindst i retning af hvad jeg vil overveje at gøre, hvis manden, der er ved at stjæle mine penge, ikke fortryder sit forehavende), men herude i det åbne skal man jo passe på. Frank Brahe endte vist med at få sine penge for 20 år siden. Jeg håber, at enkens søn indser det dumme i at forsøge at bestjæle medarvinger. Det er ret dumt. Ikke mindst når man går for at være medlem af en skide hellig kult.

-----------------------------------------------

Opdatering (30/7/2025)

RØVRENDT OG BESTJÅLET AF JEHOVAS VIDNER - del 2:

Hvem sku' nu ha' troet dét!!!

I mit forrige indlæg nævner jeg til slut at have skrevet til sønnen-efter-enken den 14/7. Jeg undlod at nævne, at jeg rent faktisk gav ham 8 dage til at overføre mine penge, ellers ville jeg melde ham til politiet. Og jeg hintede af at kontakte Jehovas Vidners hovedkvarter i Danmark. Hvad mon de ville sige til infoen om, at de havde en tyv i deres flok.

Syv dage senere, altså dagen før 8'ende-dagen, får jeg så en e-mail fra sønnen-efter-enken, hvor han citerer sig selv fra sin egen e-mail fra 14 dage tidligere; Den mail, hvor han skrev, at han syntes, han burde have mine penge som "honorar", og at det var derfor, jeg ikke havde hørt fra ham (!!!).

Jeg svarer så, at jeg allerede havde svaret ham 14 dage tidligere, og citerer så mig selv fra der, hvor jeg sagde, at svaret er "nej" og skar ud i pap, hvorfor det ikke ville være okay at beholde andre folks penge - sådan helt uden at fortælle dem om det.

Man tror jo, det er løgn, men han svarer så, at han ikke har fået mine e-mails, fordi jeg ikke er i hans adressebog (!). Sjovt nok havde han jo svaret på mine to første e-mails fra 14 dage tidligere.

Nå, men jeg skrev så til ham, at nu hvor der jo så tydeligvis var hul igennem, så ville jeg se frem til at modtage mine penge ret hurtigt. Jeg nævnte også, at det måtte være bøvlet ikke at modtage mails fra folk, som ikke er i ens adressebog (Jeg køber selvsagt ikke historien. Det var, så vidt jeg kunne se, hans arbejdsmail, hvor han vel nok får henvendelser fra kunder!).

Og ... to dage senere åbner jeg min netbank og ser, at sønnen-efter-enken sgu har overført pengene! Ingen e-mail fra ham, ingen besked på netbank, blot de rede penge. Der manglede 1 krone, men lad nu det ligge (LOL).

Om det var truslen med anmeldelse til politiet, eller det var truslen med at kontakte Jehovas Vidners hovedkontor og fortælle dem, at de havde en tyv i deres flok. Eller om det var, fordi jeg gjorde ham opmærksom på, at det rent faktisk er ulovligt at stjæle ... tja, hvem ved.

Nu har jeg i alt fald mine penge. Det tog så også hele tre uger fra jeg kontaktede ham, og til jeg endelig fik mine penge!!! Sønnen-efter-enken mente altså, at han blot kunne beholde min halvdel, og hvis han ikke sagde noget, så ville jeg nok glemme det. Men altså, når man lever en enkelt overførsel fra at stå på gaden, så glemmer man sgu ikke bare, at der mangler en pose penge!!!

Manden er født ind i Jehovas Vidner, en kult der går for at leve meget strengt efter Bibelens regelsæt, men det om at man ikke må stjæle, var åbenbart så lige gået hen over hovedet på ham og hans kone.

Nå, men hvis ikke der er kommet mere ud af hele affæren (ud over at jeg endte med at få mine penge), så har det i alt fald gjort mig endnu mere mistroisk, end jeg var i forvejen.

Jeg overvejede, om jeg skulle sende ham en sidste kort e-mail. Måske nævne "Modtaget" eller endda "Modtaget. Tak". Men nej, jeg nægter at sige tak til en tyveknægt, blot fordi han endelig leverer tyvekosterne tilbage.