Frede i top - og Frede i bund!

Forleden var jeg über træt, men gad ikke gå i seng og besluttet at smække en film på i stedet. Men hvad ser man lige, når man faktisk ER ved at falde i søvn??? Det skal ikke være horror med blod og rædsel eller noget, hvor der skal tænkes for meget. Jeg kiggede på stakken af nyindkøbte dvd'er fra Røde Kost og besluttede mig for en film, jeg gerne har villet se i årevis, men alligevel ikke har gidet set: SLÅ FØRST, FREDE! Jeps, den første Frede-film (der er to). Det er sådan en film, som man tænker, at man nok burde se på et eller andet tidspunkt, men man forudser også, at den sgu nok hører til bunken af dansk komedier, som er FOR fjollede! Den der ulidelige danske fjollethed fra de mest ulidelige danske folkekomedier. De der argt ulideligt fjollede danske folkekomedier, som er grunden til, at der findes folk, der kaster sig ud fra broer eller går på landevejen. 

Nå, men nu havde jeg jo altså købt både dén og sequellen til den samlede pris af 20 kroner, og så kunne jeg jo lige så godt halvsove mig gennem lortet. 

And guess what, jeg fik sgu lidt af et chok. SLÅ FØRST, FREDE viste sig fa'me at være rigtig god. Ja, det er næsten lige før, at jeg tvivler på mine egne ord, nu jeg ser dem her på skrift, men den er sgu god nok! SLÅ FØRST, FREDE er jo en James Bond-parodi (det ved de fleste sikkert), og selv om den VAR fjollet, så var det ikke på den der ulidelige måde, som man kender fra mange Dirch Spasser-film. En komedie, jo jo, men den præsterede at undgå at ramme dén der tap i halsen, som frembringer et grønt opkast. Jeg sad faktisk efter filmen og forsøgte at tænke på, hvorfor fanden filmen virkede. 

Først tænkte jeg, at det måtte være de professionelle og dygtige skuespillere. Men de var jo også med i mange af de ulidelige film. Var vitserne bedre? Faktisk var de sikkert lige så dårlige, som de plejer at være. Plottet? Tyndt og fjollet på en fesen dansk måde. Men hvad så? 
Jeg må vist til at kreditere ... rent held og tilfældigheder her! Og måske friskhed. Filmen er frisk, og man prøvede noget nyt (James Bond-parodi). Den velkendte tur i toget, som man gerne ser, når der skal vises klip fra den på tv, hvor "Frede" (Morten Grundwald) ikke fatter, at den böse karl i sort læderfrakke og jernhånd (Poul Bundgaard) vil slå ham ihjel, kunne nemt have endt som ulidelig og i sig selv nærmest en parodi på en komedie. Men det gør den ikke. Jeg tror, at det ud over held og tilfældighed skyldes det faktum, at scenerne ikke overdrives og trækkes ud i det uendelige, som det ellers ofte er tilfældet. 

Det er omsonst at bruge for megen tid på plottet, så her er to linjer: En ond skurk vil starte 3. Verdenskrig, overtage herredømmet med Jorden og tjene styrtende med penge på aktiekurserne (!). Hans onde højre hånd nr. 1 (Bundgaard) og dennes håndlangere (alle i lange sorte, onde læderfrakker) gør deres yderste for at ondulere Frede. Men Frede møder "James Bond" i form af Ove Sprogøe og - endnu mere heldigt - han møder Essy Persson. I filmen kender Frede ikke Essy, men de danske biografgængere havde til gengæld haft rig mulighed for at se Essy: Tre måneder før SLÅ FØRST, FREDE havde man nemlig kunnet oplevet den fagre ungmø som hovedperson i en anden dansk film: JEG - EN KVINDE! 

Mod slutningen ender de alle på dén der kliché af en ø, hvor onde bagmænd gerne holder til. Atomraketter, underjordisk hovedkvarter med "computere" og sprængstoffer til at sprænge, well, en hel ø. 

Nå, men jeg skal ikke trække det her for langt ud. Jeg var glimrende underholdt af filmen og bestemt mere begejstret end Morten Piil, som gav den sølle 1½ stjerne ud af fire mulige i "Gyldendals Filmguide" over danske film. 

EB 5.4.76

Så gik jeg i seng, stod op mange timere senere, og satte efterfølgeren, SLAP AF, FREDE, på afspilleren. Og tænk engang... sequellen var netop lige så ulidelig med sin fjollehumor, som jeg havde frygtet, at 1'eren ville have været! Fjollerierne var ulidelige (jeg beklager den gentagne brug af denne glose i denne anmeldelse, men det er næsten den eneste, som dækker!), scenerne blev trukket ud i det uendelige, og ALLE scenerne med Clara Pontoppidan er uudholdelige. Jeg må indrømme, at jeg har svært ved at se, hvordan der kunne blive så stor forskel på de to film. Hovedrollerne er de samme. Instruktør og manus er de samme (Balling/Bahs). Og resten af skuespillerne er professionelle fra den kendte stab af danske skuespillere. Igen, det må simpelthen bero på tilfældigheder. Og så måske fordi Balling og Bahs troede, at dobbelt så fjollede scener trukket endnu længere ud ville være dobbelt så sjovt. Det blev det så bare ikke. For satan da!
Og for at det ikke skal være løgn, så giver Morten Piil sequellen hele to stjerner og synes, at den generelt er bedre end den første film. Klaptorsk! 
Men om ikke andet bærer alle skurkene også i 2'eren sorte læderjakker (korte jakker denne gang, fremfor de lange frakker i 1'eren!). De ser iø totalt coole ud - kan man stadig købe den type monstro??? 

PÅ DVD: 

De to dvd-udgaver er glimrende. 16:9 bredformat i god billedkvalitet - hvilket er heldigt eftersom filmene ikke er ude på Blu-ray. I ekstramaterialet får man en stak trailere fra Nordisk Film-kataloget, men af underlige grunde afstod man fra at give os trailerne til de to film. Begge dvd'er har de samme tre biografier; Morten Grunwald, Ove Sprogøe og Poul Bundgaard (selv om han slet ikke er med i 2'eren!). Til gengæld ignorerede man fuldstændig Essy Persson. Hun gik ellers videre til at blive lidt af et "navn" i udenlandske genrefilm, blandt andet over for Vincent Price i en Satan-film, CRY OF THE BANSHEE, som kørte herhjemme som Varulvens dødshyl (og som jeg desværre ikke har set) og andre. 

PS: I Vesttyskland kørte SLÅ FØRST, FREDE under titlen "Kaliber 7,65 – Diebesgrüße aus Kopenhagen" !