Dokumentarfilm, DR TV, 30 minutter, 1984.
Det var tilbage i 1984, men det føles, som om det var i... 1984. Det er så ufattelig længe siden og så alligevel ikke. Nogle gange føles det faktisk ikke, som om det er ret længe siden. Men det er det vel egentligt. 1984 til 2010; Usch, det er længe! Men alligevel forbavser det mig altid, når jeg tænker på, at nogle af mine læsere muligvis ikke engang var født dengang i 80'erne, endsige var gamle nok til at opleve det årti. "De sorte 80'ere".
De danskere, der er gamle nok til rent faktisk at kunne huske 80'erne, gør det for det meste for lorte-pastelfarvet tøj og dansk lortemusik såsom Sneakers, One Two, Rugsted & Kreutzfeldt, og alt det andet funk-pop-lort, der var så populært dengang. Men vi var selvfølgelig et par stykker, der ikke var som de andre. Jeg nærede dengang et intenst had mod danskerne (også selvom jeg selv er en), deres selvglade danskhed, deres lortemusik, deres lortetøj, og deres lorte-middelmådighed. Og selvom jeg elsker at se gamle Otto Leisner-programmer og "Dus med dyrene", etc, så har jeg ingen nostalgisk længsel til noget af det popkultur, der var populært i Danmark i 80'erne.
Hvad nutidens menneske har glemt er den forskel, der var mellem den popkultur, der var undergrund, og den, der var mainstream. Der var
virkelig forskel. Nu boede jeg jo i provinsen, hvor man skulle lede
meget længe for at finde ligesindede, der var lige så utilpassede som een selv musikalsk, og jeg er ret sikker på, at den eneste, jeg kendte, der også lyttede til
Sods/Sort Sol, var min
fætter Ronny!
Da jeg i 1983 købte gruppens tredie LP,
"Dagger & Guitar", havde jeg set den i vinduet i en Holms Radio-forretning. Jeg boede dengang i den infame lorteby Korsør, men gik på Handelsskole i en naboby, og så var det en morgen, at jeg fik øje på et eksemplar af "Dagger & Guitar" i vinduet hos Holms Radio. Jeg frygtede (og sikkert med god grund), at det sgu nok var det eneste eksemplar, butikken lå inde med. Og hvis jeg ventede til jeg fik fri, ville der sikkert ha' været en eller anden kraftidiot, som ville have snuppet pladen. Jeg kendte som sagt ikke andre, der lyttede til Sort Sol i området, men jeg kendte mit held godt nok til at vide, at der fa'me nok sku' være en eller anden spasser, der ville købe den som kuriøsitet, hvis jeg lod den stå.
Så jeg blev hængende udenfor butikken til de åbnede, en time eller to efter at jeg skulle have været mødt til undervisning. Og jeg er glad for at kunne sige, at jeg (naturligvis) stadig har mit gamle ex stående i reolen under stereoanlægget. Dengang i 80'erne blev vi ikke bombarderet med popkultur alle vegne. Der var ikke noget MTV, der sprøjtede musikvideoer ud, der var ikke noget Boogie TV, og vi havde ikke 217 kanaler i antenneudbuddet. Og hvis man som jeg lyttede til "underlig" musik, så kunne der (næsten) gå år og dag mellem, man fik lejlighed til at læse et interview eller høre en liveoptagelse i radioen. Så da det blev annonceret, at DR's dengang enlige TV-kanal ville bringe en stor dokumentarfilm om Sort Sol med titlen
OMKRING EN SORT SOL - ET PORTRÆT AF SODS, så var det
næsten ikke til at tro.
Heldigvis havde jeg dengang fået fat på en videobåndoptager, en Betamax-maskine som jeg havde lejet i en radioforretning (dengang kostede en videobåndoptager omkring 12.000 kroner at købe, så der var mange mennesker, der simpelthen lejede en optager i stedet) og havde derfor heldigvis mulighed for at optage filmen, da den kom
Og endnu et stykke kulturel viden, som næsten er gået tabt, er, at man dengang virkelig skulle være agtpågivende; Sagen var nemlig dén, at når en TV-udsendelse eller film først
var blevet sendt een gang, så skulle man ikke regne med, at det ville blive sendt igen. Det var uhyre sjældent, at noget blev genudsendt. Jeg kan rent faktisk ikke huske een eneste gang, noget er blevet vist for anden gang! Det er også derfor, at jeg modsat så mange andre danskere ikke har noget mod genudsendelser! De giver den ivrige samler mulighed for at få fat på programmer og film, som han missede i første omgang.
Min video var som sagt en Beta og netop fordi Sort Sol var et af mine favoritbands, så blev båndet råspillet igen og igen. Og det ses desværre i dag. Båndet er ret slidt, men dog ikke så meget, at det ikke kan ses. Jeg har overført filmen til DVD-R og du kan se en række scans fra denne DVD-R i dette indlæg, plus en YouTube-video, som rent faktisk er fra mit bånd. Det er duetten mellem
Steen Jørgensen fra Sort Sol og
Lydia Lunch, som havde haft et band, der hed
Teenage Jesus and the Jerks.
Hun blev kendt som dronningen af no-wave-genren (no-wave var en støjende musikgenre i New York, der var et svar til den pæne New Wave-musik) og er ikke mindst kendt for at have været med i
Richard Kerns legendariske (og notoriske) Newyorker-undergrundsfilm. De jeg besluttede, at jeg ville skrive dette indlæg, satte jeg mig og så OMKRING endnu en gang, og filmen er bestemt lige så godt nu som dengang.
Som nævnt blev filmen kun vist dén ene gang tilbage i 80'erne, men den blev faktisk genudsendt i slutningen af 90'erne, da DR2 kørte en række programmer i stil med "Bonanza-programmerne" under titlen "Gyldne timer". Nu er jeg jo ikke TV-producer eller -tekniker, men så vidt jeg ved, så "beholdt" mange TV-programmer og TV-dokumentarfilm i gamle dage ikke deres onscreen-tekst (teksten på TV-programmer sad simpelthen ikke fast på optagelserne) og i årenes løb er mange tekster til programmer gået tabt, så man har skullet lave ny tekst ifm. genudsendelser.
Det var også tilfældet med OMKRING og desværre var programmedarbejderen, der i 90'erne satte nye tekster på filmen, en ren jubelidiot, som ikke gad sætte sig lidt ind i tingene; I introen kunne man derfor i listen over gruppens medlemmer se Lydia Lunch nævnt! Og det på trods af, at Lydia Lunch naturligvis aldrig har været medlem af Sort Sol. Hvis du checker rollebesætningen på det scan, jeg har postet her, så kan du se, at det er fra den originale udgave med den korrekte medlemsliste.
Endvidere havde samme programmedarbejder (producer, teknikker, whatever) tilladt sig at ændre på filmens titel. Den korrekte titel er OMKRING EN SORT SOL - ET PORTRÆT AF SODS, men sidste halvdel var blevet strøget. Jeg går ud fra at den emsige DR-medarbejder gik ud fra, at nu hvor bandet alligevel ikke hed Sods mere, så skulle titlen da heller ikke med. Det er naturligvis fuldstændig tåbeligt, for ikke at sige direkte uetisk, at gå ind og ændre på en films titel blot for at gøre den up-to-date. Hvor vidt en filmtitel er tidssvarende eller ej er fuldstændig ligegyldigt. Det er ikke en simpel producers lod at forbedre en film på den måde.
Men egentligt kan det være ligegyldigt for undertegnede! Dén udgave af filmen, jeg har, er nemlig stadig den gamle fra '84. Jeg optog godt nok genudsendelsen i 90'erne, ikke mindst for at få lyden i stereo, hvilket mit gamle Betabånd ikke er, men desværre var jeg ikke lige opmærksom på, at videobåndet, som jeg brugte, var en tand for slidt og optagelsen er desværre ubrugelig. På den anden side var uheldet måske ikke så tosset endda; Det sparer mig i det mindste for dellemmaet at skulle vælge mellem at se den originale udgave eller en "forbedre" udgave med forkerte tekster i stereo. LOL.
OMKRING EN SORT SOL - ET PORTRÆT AF SODS er ikke tilgængelig nogen steder officielt. Det er en TV-dokumentarfilm og det har aldrig været kutyme at udsende den slags på video eller DVD i Danmark. Jeg tvivler også stærkt på, at den nogensinde vil udkomme, og den findes heller ikke på YouTube. Jeg kunne naturligvis tage fejl, men der er vist en rigtig god chance for, at jeg er den eneste, der stadig har filmen liggende på bånd fra 1984. :D
Selve filmen består henholdsvis af samtaler med de fire medlemmer, musikvideoer lavet til filmen, en optagelse fra "øveren", et live-klip med Sods og Billedstofteatret, og et livenummer fra Ungdomshuset, og samtale med teaterinstruktøren Erling Schroeder, som havde arbejdet sammen med bandet til en af sine forestillinger.
Gruppen bestod dengang i 1984 stadig af de fire oprindelige medlemmer,
Steen Jørgensen, Peter Peter, Knud Odde, og Tomas Ortved Larsen. Det er herligt specielt at se samtalerne med Peter Peter; De er fra en tid, længe før han begyndte at hade de andre. Omvendt kan man selvfølgelig også sige, at filmen er fra en tid længe før de andre blev kommercielle.
Bandet var stadig ren undergrund på dette tidspunkt og skulle forblive sådan i mange år fremover. På et tidspunkt siger intervieweren til Tomas:
"Jeres seneste plade 'Dagger & Guitar' er nu kommet i bogklubudgave! Er I ved at komme op fra undergrunden?". Hvortil Tomas svarer:
"Næppe! Så ville vi satse helt anderledes. Dét er vi ikke!".
Jeg ville sådan ønske, at de havde holdt fast i lige dén tanke. Også selvom de var begyndt at sælge flere plader. Men som en anden popsanger sang mange år tidligere: "Minderne har man da lov at ha'" (Liva Wehl). Og OMKRING EN SORT SOL - ET PORTRÆT AF SODS er et fremragende dokument over netop den tid.
Og her er den så, "Dagger & Guitar", Sort Sols LP, som de havde udgivet året før dokumentarfilmen. Bemærk, at dette er det rigtige LP-omslag. Da albummet blev genudgivet på CD valgte gruppe at bruge en variant af det cover, der blev brugt til "Ruby" EP'en.
(
klik på coveret ovenfor for at se det i stor størrelse)
PS:
Som et PS skal det nævnes, at Sort Sol er genopstået efter snart mange års dvale og til næste år drager de på turné. De har også en officiel
side på Facebook, hvor FB-sidens medlemmer kan bringe kommentarer. Jeg har selv postet klippet fra dokumentarfilmen (to gange!) med Sort Sol og Lydia Lunch, men på trods af, at jeg har nævnt filmens titel og hvor gammel den er, så har det givet NUL respons! Ikke een eneste kommentar til trods for, at der er et par tusinde medlemmer. Derimod, hver gang moderatoren poster en lydfil, så vælter det ind med tomler op og positive kommentarer. Og det endda til trods for, at de fleste af disse lydfiler bare er fra gruppens almindelige plader, som man kan købe i butikkerne. Men en bid af en unik og mega-mega-sjælden dokumentarfilm om den gruppe, de alle sammen lader som om de er fanatiske fans af, dét giver ikke nogen respons. Hmmm. I gamle dage ville selvsamme 1980'er undergrunds-udgave af Sort Sol havde trukket på smilebåndet og mumlet noget om røvslikkeri. Hahaha.
Jeg husker det, som var det i går. Men rent faktisk var det i 1984. Jeg var kommet ind i Brugsen og stilede som altid først mod hylderne med tegneserier. Det kunne man gøre dengang, for der VAR nemlig hylder med tegneserier. Og fra tid til anden kom der sågar nye blade. 
