Tuesday, 31 March 2020
"Omkring en Sort Sol - et portræt af Sods" (1984) - Mega-sjælden Sort Sol/Sods-dokumentarfilm fra 1984 nu på YouTube!!!
Tilbage i 1983 købte jeg min første Sods-plade; "Dagger & Guitar". Jeg hadede al mainstream og havde for længst opdaget den danske nyrock. Det var dog svært at få fat på pladerne, da pladebutikkerne i mit provinshul (laaangt fra København) kun solgte mainstream. Så da Danmarks Radios enlige TV-kanal i oktober 1984 havde programsat en 30 minutters dokumentarfilm om Sort Sol/Sods (mange fans, inkl. mig, kaldte dem stadig Sods på det her tidspunkt – de snakker også om det i filmen), så sad jeg selvsagt klar derhjemme med fingeren på optagerknappen til videomaskinen (en Betamax!).
Og filmen var kanon! Det syntes jeg dengang, og det synes jeg stadigvæk nu her 36 år senere. Jeg så mit gamle Betamax-bånd igen og igen, og når man ser mit upload på YouTube, er det tydeligt. Optagelsen er næsten ved at falde fra hinanden! Men på en eller anden måde er det næsten mere cool.
Hvis der er nogen af jer, der har set den video, som ligger på YouTube, med Sort Sol og Lydia Lunch ("Boy/Girl"-nummeret), så er den fra mit bånd. Jeg kopierede den engang til en fyr i Spanien, som lagde den op, og nu er den kopieret igen og igen. På YouTube ligger også den bid fra filmen, hvor Knud Odde snakker om Lydia Lunch – med mine undertekster.
Men her er hele filmen altså. Jeg håber, den får lov at ligge på YouTube, men ... er det ikke Sony, der ejer rettighederne til de første plader? De plejer at være ret krakilske. Måske går der 30 minutter, så får jeg et strike eller musikken bliver "muted" fra filmen. Så lægger jeg den op på min blog i stedet, men nu ser vi ad.
Henrik Larsen har listet filmen i sit opslagsbog over danske TV i 80'erne, og nu får han endda mulighed for at se den. Henrik præciserer i øvrigt, at filmen helt nøjagtigt blev vist onsdag den 24. oktober kl. 21:50. Tilrettelæggelse: Lars Stærbo!
Filmen ligger *ikke* på DR's Bonanza. Den blev genudsendt en enkelt gang i 90'erne, men takket være DR's sløstethed de sidste mange år, var intro-teksterne forkerte; Lydia Lunch var nævnt på listen over medlemmer i bandet. Og den anden halvdel af filmens titel ("Et portræt af Sods") var strøget. Men her, venner, får I altså den originale udgave – direkte fra Betamax'en i 1984.
Subscribe to:
Post Comments (Atom)
No comments:
Post a Comment