Undskyld frue, er det Deres kødben eller en Morgan Kane-bog?

Jeg var på et stort indendørs marked i dag. Et marked, som jeg i årenes løb har besøgt mange gange. Engang var attraktionen både de gamle videokassetter fra forlængst lukkede udlejnings-butikker og de coole gamle pulp-bøger (knaldromaner, pocketbøger, paperbacks, kald dem hvad du vil), men i det sidste års tid har plasticposerne, som jeg har for vane at slæbe derfra, næsten udelukkende indeholdt pocketbøger og andet ragelse. Desværre er der ikke længere noget udbud af gamle, nikotingule videokassetter. Sørgeligt, men sandt. De gamle videoudlejnings-bikses vigtighed er sådan cirka på højde med forsamlingerne omkring lejrbålet i gamle dage, når de mest fremmelige blandt stenaldermenneskene viderebragte nye opdagelser for deres ligemænd. Men nuvel, er det ene skattekammer tømt for den ene type værdigenstande, så må man jo daffe afsted til den næste udbyder af eftertragtede klenodier.

TRÆD VENLIGST IKKE PÅ HUNDEN. OG SKUB EJ HELLER TIL EJERENS VINFLASKE.

En af de store stande på Haslev Marked er standen med brugt smudslitteratur; Du ved westerns, krimier, kærlighedsromaner, børnebøger, undervisningsbøger fra forlængst lukkede (eller afbrændte) folkeskoler, atlas med forlængst lukkede (eller afbrændte) lande, avistillæg (så gamle at man bestemt bør overveje, om man vil betale prisen at dele sit hjem med støvlus, hvis man køber nævnte tillæg). Osv, osv. Markedet har også andre bogstande, men her er udbuddet et ganske andet, mere pænt (og sjovt nok dyrer) sortiment. Gæt selv, hvor yours truly mest gør sin færden.

Standen med gammel smudslitteratur bestyrers af et ældre fruentimmer, som grangiveligvis ligesom mange af bøgerne har set bedre dage. Jeg husker den første gang, jeg købte bøger på standen. Der var ikke nogen til at varetage salget og jeg måtte støve en sælgerske op fra en af de andre stande, som kunne tage mod pengene. Jeg spurgte naturligvis ind til standens ejer. Den kvindelige ejer var blevet syg og kollegerne på de omliggende stande frygtede det værste; Historien gik, at hun var i en sørgelig forfatning, syg på både krop og sjæl. Engang havde hendes søn (eller var det ægtemand? I forget) hældt benzin over sig og sat en tændstik til, medens hun så på. Som den korpulente kollega kommenterede det: "Den slags sætter nok sine spor". o_O

Ved det næste besøg nogle måneder senere, var hun kommet tilbage og jeg kunne ved selvsyn erfare, at hun nok ikke var i den bedste stand, men oprejst var hun dog. Og det var hende hund også. Og lugten fra denne alkoholiserede, uvaskede kvinde ville uden tvivl være nok til også at oprejse de døde, hvis de skulle komme forbi. Så den ærede læser forstår nok, at i minutterne fra jeg træder gennem markedets indgang og til jeg når frem til bogstanden, så er det altid med en vis uro i sjælen; Er standen der endnu eller har bestyrelsen endelig fået nok og råbt "Såh det herut". Men i dag var frygten altså helt ubegrundet. Bogstandens ukuelige ejer sad på sin barstol og fyldte glasset op, netop som jeg ankom (klokken havde vel også rundet de 10:30). Men der sneg der sig alligevel en vis bekymring ind; En del hylder længere nede (end der hvor knaldromanerne står) var tomme. Og der lå skrammel, halvafgnavede kødben, uhumske tæpper, og affald på gulvet ind til netop de to gange med hylder, hvor undertegnede for det meste hænger ud. Og netop dén afdeling lå hen i halvmørke. Jeg fik det indtryk, at det nok ikke længere blot var hunden, der sov derinde om natten. Efter at have spurgte henkastet, viste det sig heldigvis, at et par af bogrækkerne blot var overtaget af en anden stand og en snarlig lukning lå ikke rundt om hjørnet. Hvem der virkelig sover i affaldet på gulvet, fandt jeg dog aldrig ud af. Men som den eventyrrejsende man trods alt er udi de glemte psykotroniske kulturers land, så lader man naturligvis hånt om slige bagateller og tramper uden tøven over (og rundt i) gamle kødben, mugne tæpper, plasticposer med ukendt indhold, og i halvmørket forsøge at hitte lige dén knaldroman, som man endnu ikke har med titler som "Det forkerte Lig" eller, nå ja, "Døden spiller Grammofon".


Hvem skjulte sig bag det til ukendelighed skamferede ansigt?
(omslagstekst til "Det gådefulde lig")



DAGENS HØST:

En hund efter Mord - Leopardbog nr. 27, Frank Gruber (The Hungry Dog, Winthers Forlag, 1950)

Lokkeduen (med Perry Mason) - en G bog nr. 18, Erle Stanley Gardner (The Silent Partner, Grafisk Forlag, 1961)

Tre mænd søger guld, Joe Millard (The Good The Bad The Ugly, Winther, 1970)

Dobbelt gys! nr. ?: Djævelens robotter, Peter Saxon (Scream and Scream Again) / Blodoffer, W.A. Ballinger (Drums of the Dark Gods) (genoptryk fra "Midnats-gyseren", Winther, 1974) [bogryg ret slidt og nummer utydeligt, men er muligvis nr. 6]

Dyd til leje - Lommeromanen nr. K421, Erle Stanley Gardner (som A.A. Fair) (You Can Die Laughing, Skrifola, intet årstal, pris sat til 6,75 kr.)

Den snigende Trussel - Leopardbog nr. 41, John Flagg (Death and the Naked Lady, Winthers Forlag, 1951)

Colt 45 Serien (Edge) - Dobbeltbind nr. 1 [indeholder genoptryk fra nr. 1 & 2]: Den ensomme ulv (ingen engelsk titel nævnt) og Dødens dollar (ingen engelsk titel), (George G. Gilman, Interpresse, 1973)

Mord på en stjerne - Dollar Serien nr. 103, William Campbell Gault (Vein of Violence, Winthers Forlag, intet årstal, angivet pris: 2,25 incl. oms)

Serenade - Lommeromanen nr. R.62, James M. Cain (Seranade, Forlaget Skrifola, 1958)

Djævledalen - Bob Moran bøgerne [1. okt 1957], Henri Vernes (La Vallee Infernale, Nyt dansk forlag, 1957)

Den sunkne galej - Bob Moran bøgerne [1. nov 1957], Henri Vernes (La Galere Engloute, Nyt dansk forlag, 1957)

Ildkloen - Bob Moran bøgerne [31. dec 1957], Henri Vernes (La Griffe de Feu, Nyt dansk forlag, 1957)

Sørøver-skatten - Bob Moran bøgerne [28. feb 1958], Henri Vernes (L'Heritage du Flibustier, Nyt dansk forlag, 1958)

Ørkenrotterne - Bob Moran bøgerne [30. april 1958], Henri Vernes (Les Faiseurs de Desert, Nyt dansk forlag, 1958)

Morgan Kane nr. 41: To desperados, Louis Masterson (To desperados, Winthers, andet oplag, 1983)

Morgan Kane nr. 50: Hævneren fra Tombstone, Louis Masterson (Hevneren fra Tombstone, Winthers, 1977)

Morgan Kane nr. 3: Manden uden ansigt, Louis Masterson (Pistolero, Winthers, andet oplag, 1980)

Morgan Kane nr. 15: Galge-ekspressen, Louis Masterson (Galge-ekspressen, Winthers, andet oplag, 1981)

Colt 45 serien nr. 13: Byens navn var had, George G. Gilman (A Town Called Hate, Interpresse, 1975)

Colt 45 serien nr. 10: Hævnen er sort, George G. Gilman (Vengeance is Black, Interpresse, 1975)

Det gådefulde lig - Dollar serien nr. 174, Earl Ellison (Rosalind Runs Wild, Winthers Forlag, 1967)

Mord for Mona - Dollar serien nr. 50, Lawrence Block (Mona, Winthers Forlag, 1961)

Hun fulgte ham til døren, hvor han vendte sig om og kyssede hende. Jeg undte ham det kys - det ville blive hans sidste.

Han gik ned mod stationen. Langsomt kørte jeg op på siden af ham. Pistolen føltes kold i min hånd, selv om jeg havde gummihandske på. Jeg bremsede op og bøjede mig frem mod ham. Lyden fik ham til at vende sig halvt om - ikke for hurtigt ikke bange, bare for at se, hvad meningen var.

Jeg sigtede på ham go trykkede på aftrækkeren...
- bagsidetekst til "Mord for Mona"









Jeg må indrømme, at jeg er ret begejstret for de gamle pulp-omslag til Dollar Serien! (og hvorfor fanden ser kvinder ikke sådan ud mere!?!? Er kvinder mere sexede i dag? Har du set "De unge mødre"!? Pffft!!). Det skal dog nævnes, at ingen af de her viste er fra dagens indkøb, eller at de er mine egne for den sags skyld. Jeg har lånt dem her, så mange tak til denne ukendte samler.

Opfølger på OBSKURIØST-artiklen "Et gensyn med første klasses supermænd"

Klik på plakat-scannet to gange og se den i mega-størrelse.

To coin a Damon Foster phrase I'm so old dust comes up when I cough. I was a first grader in 1971. Most of you weren't even fucken born in 1971. Hmm, og når man mest skriver på engelsk, så glemmer man nogle gange at slå over i det gamle sprog, selv når man er på den danske side af bloggen. LOL. Nå, men jeg gik altså som sagt i første klasse i 1971 og vi havde fået en eller anden skrivelse fra skolen om en filmklub. Min mor spurgte, om det måske var noget jeg kunne tænke mig, og, tja, du kan jo selv gætte dig til svaret. Det blev så begyndelse til det hele, så når jeg nu skriver om film på diverse skodblogge, så har det på den måde direkte forbindelse til dengang i 1971.

Desværre har jeg ikke gemt filmprogrammet fra klubben, så jeg er ikke 100% sikker på alle filmene, men i alle disse år er der to film, der har stået tydeligt i min erindring; og den ene er altså den film, som startede det hele: Filmklubbens først visning og samtidig den allerførste film, jeg husker at have set i mit liv. Det er meget muligt, at jeg havde set andre film før den, men i så fald husker jeg dem ikke. Og filmen? 3 FANTASTISKE SUPERMÆND, naturligvis! Originaltitlen er I Fantastici 3 Supermen og på engelsk blev den ikke overraskende til The Three Fantastic Supermen. Instruktøren er Gianfranco Parolini og det hele blev flikket sammen i Italien i 1967. Yeps, samme år som Jimi Hendrix udsendt sin første LP. 3 FANTASTISKE SUPERMÆND (ja, for en gangs skyld holder jeg mig til den danske titel, det hører sig næsten til med denne film) var fantastisk! Intet mindre (nå ja, i alt fald dengang i 1971. At jeg så muuligvis så lidt anderledes på det ved gensynet mange år senere, er så en anden side af sagen).

"3 Fantastiske Supermænd" på italiensk DVD

I tiden efter, ja måske endda i årene efter var det min faste overbevisning, at jeg ville starte en karriere som superhelt, når jeg blev voksen. Jeg ville hoppe over høje ting, tæve nedrige skurke, grine højt i godt selskab med mine venner (der også alle bestod af glade superhelte) og de italienske kvinder ville elske os. Nå ja, jeg vidste ikke dengang, at de var italienske, men de havde bestemt noget, som jeg ikke fandt hos de danske kvinder. Dengang som 7-årig.

"3 Fantastiske Supermænd" på græsk VHS. Omslaget er fra en anden film har INTET med filmen på båndet at gøre!

Men som det er med alting, så forsvandt 3 FANTASTISKE SUPERMÆND næsten ud i glemslen. Men også kun næsten. Filmen lå alligevel altid et eller andet sted i den del af hukommelsen, som kommer frem og plager én hver gang, der er gået en håndfuld år. Hvad nutidens moderne menneske stort set har glemt, er, at når man havde været i biografen at se en film dengang, så var det det. Slut. Man kunne ikke gense filmen, når man havde lyst, medmindre man nåede at smutte i biografen en gang til, inden den blev taget af plakaten. Der var ikke noget, der hed "video" (bortset fra når det blev omtalt i science fiction-film eller romaner), og "DVD-rom" var end ikke en idé, som kunne opstå i en ond sovjetisk videoskabsmands sindssyge hjerne. Ingen kunne forudse, at vi en dag ville få mulighed at optage alt, hvad hjertet begærer på sådan en lille, skinnende disk.

De 3 fantastiske supermænd udkom sågår også i tegneserieform i Italien. Man bemærker, at en af dem nu ikke længere er helt så meget superMAND. Hvorvidt de er ude efter at redde eller bekæmpe de tidligere tiders verdensherskere, melder historien ikke noget om.

Der skulle gå ca. 30 år, før jeg fik mulighed for at gense 3 FANTASTISKE SUPERMÆND, og det endda "kun" via en overspillet videokopi, som Henrik Larsen havde lavet til mig. Og Henriks originalbånd var hverken på engelsk eller havde undertekster. Det var en brugt, tysk-synkroniseret video, som Henrik havde købt (sikkert for en formue på eBay). Men det tyske dub gjorde nu ikke så meget, for dengang i '71 havde jeg alligevel ikke kunnet forstå den engelske dialog eller læse de danske undertekster, og mit indtryk ville være det jeg så på lærredet den aften i filmklubben (i den skumle kælder under skolen, hvor der stadigvæk lå døde tyskere i skabene fra krigens tid).

Endnu en tegneserieforside

Henrik spurgte, om jeg ville skrive en artikel om filmen til hans blad Obskuriøst og det ville jeg naturligvis gerne. Du finder den i Obskuriøst #3. Og dermed når vi endelig frem til i nutiden, hvor jeg langt om længe endelig er ved at komme i besiddelse af en engelsksproget udgave af 3 FANTASTISKE SUPERMÆND! Jeg ved det ikke med sikkerhed, men jeg er overbevist om, at den kopi, som blev vist i Danmark dengang, sikkert også var synkroniseret til engelsk. Det var gyserfilm og spaghettiwesterns fra støvlelandet gerne dengang, så det går jeg også ud fra, at 3 FANTASTISKE SUPERMÆND var det. Når jeg i øvrigt siger, at jeg er ved at komme i besiddelse af en engelsksproget udgave, så er det, fordi jeg rent faktisk endnu ikke har fået den inden for dørene! Den ligger stadig et sted i udkanten af det gamle danske rige (Malmø), men snart...

Det skal iø også blive spændende at se, om den tyske version er komplet. Der findes en italiensk trailer på YouTube, og den indeholder scener, som jeg ikke husker fra det tyske bånd, men, nuvel, det er også længe siden, jeg sidst har set båndet.

Og lige endnu et blad!

Filmen er iø rimelig nem at skaffe nutildags, den findes nemlig på en cool italiensk DVD (se cover-scan), men den er desværre kun på italiensk og uden hverken alternativt engelsk dub eller undertekster. Fanden tage de italienere! Den engelske udgave, som jeg får, er et yderst sjældent videobånd fra Grækenland. Grækenland er et dejligt land, hvad angår videoudgivelser! (men det ved du jo, hvis du ellers også læser min engelske udgave af denne blog).

Rigtig mange film, der ikke er udsendt andre steder i verden, findes på VHS i Grækenland. Og mange alternative udgaver er udsendt i Grækenland som eneste sted. For eksempel er Grækenland det eneste sted i verden (inklusiv DVD-udgivelser!!), hvor den uklippede udgave af DEATH WISH 2 (En mand ser rødt 2) er udsendt. Den originale udgave af EVIL DEAD, med titlen BOOK OF THE DEAD, findes også på græsk video.

Cover-scan til en af de sequels, der kom: her "3 Supermen in Santa Domingo" på VHS fra Taiwan

Men tilbage til de fantastiske supermænd. Efter den første film i '67 kom der en håndfuld efterfølgere, hvor supermænderne bl.a. rejste rundt til eksotiske steder. Og der kom endda italienske tegneserieblade med de 3 supermænd. Jeg ejer godt nok ikke nogen af dem, men som man kan se på forsiden af det ene nummer er et af medlemmerne nu endda en signorina.

Den mest omtalte af de film, der fulgte i kølvandet er sikkert THREE SUPERMEN AGAINST THE ORIENT (usch, den har også en dansk titel, som jeg desværre har glemt), hvor ingen ringere end Lo Lieh er med (han var som bekendt en af superstjernerne fra 100-vis af Shaw Brothers' film i HK). Den amerikanske udgave af Mondo Macabro-bogen har Lo Liehs stygge fjæs på forsiden fra netop dèn film! (Lieh havde det bedste "bad guy"-ansigt af nogen som helst skuespiller nogensinde. Og han fik da også oftest rollen som skurk. Han stjæler for det meste filmen selv fra hovedrolleskuespillerne). Som det eneste sted i verden findes THREE SUPERMEN AGAINST THE ORIENT også på græsk video.

Nu er AGAINST THE ORIENT godt nok også kommet på italiensk DVD, men igen uden engelsk dub (og de pirat-DVD'er, som friske fans har påklistret det engelske dub, er ikke noget værd efter min mening, da printet, som er brugt til den italienske DVD, er nedklippet af censuren! Den græske video er naturligvis uklippet). Men jeg ævler. Læs hellere min gamle artikel fra Henriks blad! Henrik har været så flink at lægge de numre, som er udsolgt, ud til fri download og nr. 3 med artiklen finder du her.


Den italienske trailer:

Søndagens indkøbstur til Mars i den flyvende bil

Tja, desværre er tiden nu så dårlig for den ivrige exrental-video-samler, at man kan tage på store loppemarkeder og ikke finde een eneste af de eftertragtede nikotingule kulturskatte. Ikke engang en stak gamle pornobånd fra 90'erne med suspekte klatter falder man over længere (ikke at man ville tage dem, forstås). Men så er det jo heldigt, når man også samler på støvede gamle knaldromaner fra de glade dage i slut-60'erne, 70'erne og fra verdens bedste mørke tiår; 80'erne.


Dagens høst:

Rædselskabinettet nr. 7: "Bloddynastiet" (G.C. Clewett, Interpresse (IP), 1975)

Midnats-Gyseren nr. 2: "Dødens mørke veje" (Peter Saxon, IP, 1974)

Midnats-Gyseren nr. 4: "Blodoffer" (W.A. Ballinger, IP, 1974)

Hitchcock håndpluk nr. 1: "Blodigt kunsthåndværk" (v.a., SV Press AS, 1974)

Hitchcock håndpluk nr. 3: "Dødens dagbog" (v.a., SV Press AS, 1974)

Hitchcock håndpluk nr. 5: "Mine yndlingsmord" (v.a., SV Press AS, 1974)

"Vagabondernes planet" (Niels E. Nielsen, Steen Hasselbalchs forlag, 1970)

"Verdener uden grænse" (Bertil Mårtensson, Steen Hasselbalchs Forlag, 1968)

"Den sidste Seance" - en SV gyser (v.a., Stig Vendelkærs Forlag, 1968)

Tim Ryan nr. 8: "I atomernes tempel" (James Morris, Illustra A/S, intet årstal)

Tim Ryan nr. 11: "I gudernes by" (James Morris, Illustra A/S, intet årstal) [2 ex]


Disse titler er virkelig sjældne og jeg kommer desværre nok endnu en gang til at måtte spise pasta med hakket tomat fra en dåse de næste 3 uger, men så er de fandeme også mine!! Okay, okay, who am I kidding, jeg gav 18 kr. for hele stakken (inklusiv de tre, som sælgeren forærede mig, fordi han ikke mente, de kunne sælges), haha.

Men det betyder altså ikke, at de ikke er sjældne for det er de bestemt. De der Midnats-Gyseren og Rædselskabinettet er bestemt ikke titler, man støder på hver dag. Desværre kan en del af årsagen til, at de nu er så sjældne (udover at de udkom helt tilbage i 70'erne) findes iom, at forlaget Interpresse, der mest stod for tegneserier, desværre ikke tog hensyn til den ihærdige knaldroman-samler i dén verden omkring og efter år 2000, hvor man sikkert regnede med, at vi ville have flyvende biler og gøre vores indkøb i indkøbscentre på Mars. Man forestille sig muligvis ikke, at folk stadig ville sluge kiosklitteratur med malende titler som "Bloddynastiet" og "Dødens mørke veje". Eller måske var det, fordi man tænkte, at vi nok ikke ville læse bøger mere, men i stedet sluge underholdende bog-tabletter. Man kan kun gisne om det, men faktum er, at man dengang på Interpresse ikke limede bøgerne til at kunne holde i vores androide fremtidsverden 35 år senere. Limen er nemlig nu desværre tørret så godt og grundigt ud i ryggen på IP's poketbøger, at siderne simpelthen falder ud for et godt ord, næsten lige meget hvor nænsomt, man så end behandler dem. Men læses, dét ska' de fa'me! Så må man bare passe på, hvis man skal sidde i haven! De fleste har jo også en tjener-robot, der kan samle de løse sider op igen. Nå, men zipzzz! (eller "det var alt for i dag", som de sagde i den gamle verden).

"Indhold i Sentura # 11"

På min hvileløse rejse gennem de fjerneste afkroge af Cyberspace faldt jeg netop over denne side, hvor man kan bestille gamle numre af medietidsskriftet Sentura. På den pågældende side finder man omtale af Sentura nr. 11, hvori man havde bragt en 2-siders anmeldelse af mit blad Stay Sick! #2. Det var i 2001! Jeg må ærlig talt indrømme, at jeg synes, tiden kører liige lovlig stærkt for tiden! Jeg synes sgu ikke, det er ret længe siden, jeg udgav de zines. Kan nogen venligst sætte tidens hastighed lidt ned, det er sgu ikke sjov det her!! :-/

Djævleøens sygeste filmblad hedder "Stay Sick!". Måske hele verdens bedste psykotroniske filmblad og så enestestående, at selv Dronning Margrethe – vistnok – har udtrykt behovet for lige netop sådan et fanzine. Grundig omtale/anmeldelse.

- men deres omtale var jo ik' dårlig. Big grins all way round! xD

Nyarlathotep #1 - anmeldelse

Det er jo desværre yderst sjældent, at vi ser nye (rigtige, trykte) fanzines i disse net-tider. Og det siger sig selv, at anmeldelser af de gamle zines heller ikke er hyppige, så derfor vil jeg lige gøre opmærksom på, at Jette fra Gyseren.dk netop har anmeldt første nummer af Thomas Winthers Nyarlathotep fra 2003. Absolut herligt! Go here.

Jette (og andre) burde også gå i gang med at opsøge de andre gamle zines fra starten af århundredet. De byder på masser af spændende læsestof. Redaktør Kenneth Eriksen har f.eks. stadig 3 numre til salg af hans blad Absurd og det er absolut anbefalelsesværdig læsning! Kenneth står som bekendt bag AWE og Absurd-online.dk-butikken i dag (han sælger zines fra butikken). Henrik Larsen har også en håndfuld Obskuriøst liggende, så vidt jeg ved.

Og så fandt jeg iø Gasolin's "What a Lemon" LP på et stort indendørs marked i Næstved i dag. Pladen er mega-sjælden, jeg tror vist aldrig, jeg har set et originaleksemplar før! Man kan selvfølgelig købe den på CD, ligesom man også kan bruge en avis, når man er toilettet. Normalt med disse markedssælgere så aner de ikke, hvad tingene er værd og man får typisk smidt LP-plader i nakken for 5-10 kroner, men uheldigvis vidste ham gutten her godt, hvad han skulle ha' for den: 400 kroner! Yeps. :/
Heldigvis var jeg der med min moster (den søde af dem. Hendes søster kalder jeg "Satan") og mens jeg var i gang med at pløje mig gennem kassevis af skiver, så plaprede hun løs og fik ham til at gå ned til 300 spir, og så smed hun ovenikøbet en hund oveni. Ikke nogen dårlig eftermiddag overhovedet.

Sælgeren fortalte i øvrigt, at pladen kom fra et dødsbo. Ejeren, som altså nu havde stillet sutskoene, havde haft en uvane med at sætte en mærkat med nummer på hver pladecover. Imbecilt uden lige. På Gas-pladen stod der fx G 8 (!!!). Jeg fatter slet ikke den slags; Kunne tumpen ikke bare have stillet dem i alfabetisk orden alligevel! Pladen var i næsten perfekt stand, selvom den er fra 1974, og alligevel kunne han ikke tænke så langt som til, at sådan et skide klistermærke forringer dens værdi betydeligt. Æv! Nå, men grunden til, at jeg overhovedet nævner klistermærket er nu ikke for at svine en død fyr til, men fordi jeg også købte et par andre LP'er på en af de andre stande, The Pretenders og, ahm, Barbie Benton o_O hvis du absolut ska' vide det. :/ , og udover at de var i mint stand, så havde de samme label på forsiden. Hva' gir du! De var altså fra samme dødsbo og de to kræmmere havde tydeligvis delt pladerne mellem sig; Den ene vidste bare, hvad de var værd, og den anden var en gammel gubbe, der ikke vidste noget om det (da jeg nævnte for ham, at den anden skulle have mere for sine plader, sagde han: "Jamen jeg har osse nogle dyre nogen, fx den her Abba-plade til 40 kroner", haha). Mit "held" (i.e. U-HELD!) var, at det var ham den anden, der scorede Gasolin'-pladen. :-(
Han fiskede iø også "Killing Time" frem med ordene: "Det er Gas 5 på Engelsk. Yderst sjælden!". Joh tak, 300 kr. Dén købte jeg heldigvis i 1980 og mit ex er i perfekt stand! xD.

The Jail: The Women's Hell (Italien/Filippinerne, 2006)

Originaltitel: Anime Perse
Dir: Bruno Mattei
Engelsk audio/valgfrie tjekkiske undertekster/letterbox.

Man kan sige meget om Bruno Mattei (og en del italo-snobber rynker bare på næsen, haha), men modsat alle andre italienske genrefilm-instruktører, så blev Mattei stædigt ved med at lave film længe efter, at alle andre var gået hjem. Og hurra for det! Jeg har netop set en af de sidste film, som han nåede at lave før sin død (i 2007), nemlig THE JAIL: THE WOMEN'S HELL fra 2006 og nu må jeg indrømme, at de 2 måneder, som jeg måtte vente på min dvd fra en butik i Tjekkiet, var det hele værd!!

Wauw! 300% underholdning, that's for sure!!! Der er ikke eet eneste kedeligt øjeblik i JAIL, hvor beskueren blir trakteret til tonsvis af meningsløs vold, blod, splatter, nøgne kvinder, cat-fights, onde fængselsvogtere, voldtægter, pisk (den onde fangevogterske er så ond, at hun ikke står tilbage fra at lade et LIG piske i vrede over, at hun vovede at dø i "hullet"!!). Tortur med slanger og kvinder, der blir spiddet på/med pæle både på kryds og tværs + en enkelt hovedafhugning blir det også til. I en særdeles sadistisk scene under et flugtforsøg blir en stakkels kvinde skudt 10-15 gange for DEREFTER at blive voldtaget (midt i blod og åbne kødsår!!) af en flok jægere. En anden kvinde blir bundet til at træ og får skåret tungen ud og brysterne af (en af jægerne begynder at SPISE af det åbne brystsår!!). Jim Gaines og Mike Monty fra de gamle 80'er filippiner-krigssjaskere er også med (Monty stillede også træskoene kort efter).

Jo, så sandelig kanonunderholdning!!! Dem, der stadig tilbeder Dario Argento som en afgud, vil sikkert brokke sig over, at filmen er skudt på video, men helt ærligt, det lægger man altså ikke mærke til, medmindre man VIL have noget at brokke sig over. Anbefales på det kraftigste.

Glemte jeg at nævne, at filmen KUN er udsendt eet eneste sted i verden, nemlig på DVD i Tjekkiet! LOL. Den kan bestilles fra tjekkiske online-butikker (min tog som sagt hele 2 mdr at nå frem, fordi den var udsolgt, men for andre går det forhåbentligt hurtigere). Det er en officiel DVD, men koster kun ca. 14 KRONER!!! (med portoen blir det omkring 80 kr).

Samlede Historier om Bolette Hansen

Wauw! Så sku' da osse!! Du store kineser!!!

Tilbage i '88 købte jeg Paul Arne Krings album Manden på stranden. Kring var dansk undergrunds/amatør-tegner og dengang var der ikke ret mange danske tegnere, som jeg gad at læse (eftersom jeg syntes, de alle sammen var noget pap, hah), men Paul Arne Krings serie om den kvindelige detektiv Bolette Hansen, der i Kjøbenhavn i 1920'erne kommer ud for lidt af hvert, var bestemt en af mine favoritter blandt de danske udgivelser. Senere kom der mere i bladet Gale Striber og i Kilroy (som var et tegneserietillæg, der fulgte med Ekstra Bladet en kort overgang).

Anyway, efter ikke at have været til at opdrive i mange år er hele baduljen nu endelig blevet genudsendt i en samlet udgave, og som på en bedre DVD-udgivelse er der ekstramateriale med i form af et aldrig færdiggjort sidste album. Woo-hoo. Hele herligheden koster 299,- og er udsendt af Forlaget Forlæns. Albummet kom i juni. Hmm, eneste minus er, at forlaget tilbyder gratis fragt, men kun hvis man køber for 1 krone mere! :/

"Samlede Historier om Bolette Hansen"
Forfatter & tegner: Paul Arne Kring
(164 sider, s/h, 299 kr, juni 2010, Forlaget Forlæns)
Forhandlere: bl.a. Forlaget + Fantask

Mere RAGE!

Jeg skrev netop om Thomas Eikrems fanzine (nu i dyrt bogformat) RAGE. Jeg googlede lidt rundt og fandt såmænd en interessant anmeldelse fra Information (1997) af en af Eikrems videoudgivelser fra 90'erne + RAGE nr. 7. Jeg nævnte ikke videoproduktionerne i det første indlæg, da jeg simpelthen havde glemt alt om dem; Jeg fik nemlig aldrig købt nogle af dem, ikke pga. manglende interesse, men grundet (og nu i kor) min også dengang (og altid) skrantende økonomi.

Når jeg bringer artiklen på denne del af bloggen er det naturligvis, fordi den er på dansk.

Smalfilmens genopdagelse på video
Af: Af Lars Movin
3. september 1997

Rage, tidsskrift og videoantologi, er et forum for 90’ernes kunstneriske smalfilm-undergrund

VIDEOZINE
En kvinde skærer sin tunge af og kaster sig ud i et trancesøgende ritual, der involverer citarmusik, røgelse, dryppende blod, en snehvid hund og en hest med et ‘tredje øje’ i panden. En filmmager eksperimenterer med at udsætte sit kamera for alskens former for fald, rystelser og rotationer, og ender med selv at kaste sig ud fra en bro for at få de ultimative kamikazeoptagelser i kassen. Og i en sekvens med overskriften ‘Safe Sex’ ses en nøgen mand, der stryges nænsomt på maveskindet af en kvindehånd.
Det er blot tre eksempler på overrumplende, grænsesprængende eller ironiske billeder fra videoantologien Rage #4, der netop er sendt på gaden. Kassetten rummer i alt nitten produktioner, primært fra Danmark og Norge, og størsteparten er eksempler på dét, man kunne kalde 90’ernes Super 8-revival. En filmisk praksis, der i realiteten involverer både 8mm og 16mm-film samt diverse videoformater.
Scenen med kvinden, der ofrer sin tunge på ekstasens alter, er fra den svensk-danske instruktør Beatrice Eggers’ film Blood Trance, en ritualistisk iscenesættelse, der uden forklaringer gennemspiller et æstetisk smukt, men også anfægtende forløb, fyldt med referencer, fra urgamle hedenske seancer over 60’ernes amerikanske eksperimentalfilm, især Kenneth Anger, til 90’ernes kropsmanipulerende subkulturer.
Genopdagelse
Andet eksempel (manden der kaster sig ud med kameraet) stammer fra den schweiziske instruktør Thomas Islers suggererende filmeksperiment Faster, Movie! Kill! Kill!, en drilsk hilsen til kultinstruktøren Russ Meyers 60’er-klassiker Faster, Pussycat! Kill! Kill!, filmhistoriens ultimative hyldest til storbarmede kvinder.
Endelig er det tredje eksempel fra den norske filmmager Thomas Eikrems blot ét minut lange film Supercool, en række ultrakorte sekvenser, ironiske piktogrammer, der illustrerer fænomener som ‘High Art’, ‘Fashion’ m.m.
Thomas Eikrem, der bor i København, er tillige manden bag Rage, et navn, der dækker over en serie videoantologier (videozines) og et tidsskrift, begge dele helliget 90’ernes filmiske subkulturer, specielt genkomsten af Super 8-formatet, også kaldet smalfilm. Samtidig med den nye videokassette, Rage #4, er udsendt tidsskriftet Rage #7, ligeledes med Eikrem som redaktør.
I miljøet omkring Det Danske Filmværksted, og i forbindelse festivaler og enkeltarrangementer, har man i de senere år kunnet iagttage, at interessen for video er dalet til fordel for en genopdagelse af filmmediet. De yngste filmmagere, og dele af ‘videogenerationen’, har kastet sig over det halvprofessionelle 16mm-format, men overraskende nok oplever især Super 8, forløberen for amatørvideoen, en renæssance.
Avantgarde
Efter at have været et populært redskab for billedkunstnere og eksperimenterende filmfolk i 60’erne og 70’erne virkede det, som om smalfilmen ville udgå, da videomediet for alvor blev lanceret. Men enkelte entusiaster holdt fast i filmen, og fra midten af 80’erne fik den avantgardistiske Super 8-film en genopblomstring i New York, hvor folk som Nick Zedd og Richard Kern - under navnet Cinema of Transgression - pustede nyt liv i amerikansk undergrundsfilm med rå, punkede og tabustormende no budget-film.
Også mere etablerede instruktører som engelske Derek Jarman holdt fast i 8mm-formatet til visse projekter, og i starten af 90’erne begyndte det grovkornede, ridsede og håndholdte ‘Super 8-look’ at snige sig ind i musikvideoer og reklamer som en gimmick. Man var blevet træt af videoens højteknologiske glathed, og det kom så vidt, at der i visse typer videoudstyr blev indbygget en effekt, så man ved et tryk på en knap kunne få superprofessionelle elektroniske optagelser til at ligne slidte smalfilm fundet på bunden af farfars skuffe.
Parallelt med den kommercielle Super 8-trend opstod imidlertid også en mere subkulturelt orienteret smalfilm-undergrund, til dels gengangere fra 80’ernes videokunst, men også nye, unge instruktører, der vendte både videokunsten og den mere etablerede film ryggen og fandt et nogenlunde let tilgængeligt nicheredskab i smalfilmen. Herhjemme har bølgen været båret af navne som Bynke Maibøll, Pernille Fischer-Christensen, Beatrice Eggers og Thomas Eikrem. Instruktører, der alle er repræsenteret på antologien Rage #4.
Stimulerende stunder
De nitten produktioner, der findes på båndet, er primært hentet fra Danmark og Norge, og stilistisk svinger de mellem poetiske, skønhedssøgende billedfortællinger, konceptpræget video- og filmkunst, klassisk eksperimentalfilm à la Jack Smith eller Andy Warhol og mere kryptiske værker med afsæt i 90’ernes optagethed af subkulturelle fænomener. En stor del af værkerne er præget af humor og en behagelig uhøjtidelighed, og selv om kvaliteten naturligvis er svingende, er der bemærkelsesværdigt mange stimulerende øjeblikke undervejs.
Alt i alt dækker Rage-antologien scenen godt, og man får meget spilletid for pengene. Hertil kommer, at præsentationen er enkel og funktionel. Hvert værk indledes med oplysninger om format, længde, nationalitet samt adresse på distributør.
Er man interesseret i denne type film, kan i øvrigt også anbefales Rage #3, udsendt i 1995. Her findes film af Bynke Maibøll, Thomas Flor, Vegar Moen, Thomas Eikrem m.fl.
Parallelt med videokassetten udgives som nævnt tidsskriftet Rage, der er nået til det syvende i rækken. Magasinet blander dansk, norsk og amerikansk, og det skrives primært af de udøvende selv.
Det nye nummer er tilsyneladende udgivet med væsentlig forsinkelse - i kolofonen står 1996 - og indholdet vidner da også om hastværk. Layout’et er særdeles luftigt, og de fleste artikler er meget korte, ofte skitseagtige introduktioner til scenens ikoner eller miniinterviews med folk som Michael Gira fra New York-gruppen The Swans og Wiener-aktivisten Kurt Kren.
Den eneste længere tekst i Rage #7 er en gnistfygende, men noget privat samtale mellem Carsten Sparwath og Knud Vesterskov, begge kendte skikkelser i dansk film- og videoundergrund.
I samtalen siger Knud Vesterskov: “Anmeldere har mange meninger om alt og alle, men deres verdensbillede er begrænset. Små mennesker med universelle meninger er urokkelige. Tænk sig at skulle have meninger om alt! Jeg hader hvad anmelderne står for, det almindelige, det selvfølgelige og det normale.”
Trods denne svada vil jeg alligevel vove at lufte den mening, at er man interesseret i tidsskriftet Rage, bør man hellere investere i det foregående nummer (6). Her er langt mere substans: Et grundigt interview med bøssefænomenet Bruce LaBruce og fyldige introduktioner til folk som Russ Meyer og Veit Harlan, nazismens store melodramatiker.
Er man generelt træt af meningstyranni og normalitet, kan et besøg i Rage-videoernes billedhvirvel absolut virke forfriskende, selv om man skal være opmærksom på faren for at få kaffe og smørkringle galt i halsen.

*Rage #7 (tidsskrift), Rage #4 (video) samt Rage special editions. Distribution: Total Filmproduktion / Rage DK, Østerbrogade 54A, 2.th., 2100 København K. Rage kan i København købes i Filmhusets boghandel.

Obskuriøst nr. 11 (anmeldelse)

OBSKURIØST nr. 11 (2009),
16 sider, 50 kr. (Himmelskibet nr. 20 er inkl. i prisen)

Mellem ca. 1998 og 2005 udkom en masse danske fanzines om obskure film. Både før og efter er der naturligvis også udkommet fazines, men specielt i dé år var det godt at være dansk fan af psykotroniske film. Blade som Bloody Darlings, Absurd, Scatter, Mondo Franko, Obskuriøst, Uncut Special, eXtase, mit eget Stay Sick!, og så videre, leverede en dækning af nye, gamle, glemte og obskure (nogle gange mindre obskure) film. En dækning, som bestemt var mere spændende og ofte mere vidende end den film-"kritik", som man finder i dagspressen. Faktisk kan det ofte undre, hvor lidt dagspressens "eksperter" i det hele taget ved om de genrefilm, der ikke er blandt de allermest kendte. Jeg husker engang, hvor Henrik List, en af de mest kendte og respekterede anmeldere (i alt fald af pressen selv), brillerede ved at skrive en lang artikel, hvor han flæbende beskrev, hvorledes der i Danmark ikke fandtes en underskov af fanblade – og det på trods af, at der på det tidspunkt netop rent faktisk fandtes et stort antal spændende fanzines. Så når der en sjælden gang alligevel udkommer et nyt fanzine, så er der grund til jubel.

Desværre, netop fordi der ikke udkommer andre zines i disse år, så er der selvklart heller ikke andre til at anmelde dem. Og af underlige grunde lader det til, at internetfilmsitene/-bloggene kollektivt har valgt at ignorere nyheden om et nyt blad. I sandhed trist. Men om ikke andet, er her undertegnedes anmeldelse af det nye nummer af Henrik Larsens Obskuriøst nr. 11, som udkom efter en pause på tre år. Nå ja, alting er jo relativt og når jeg kalder bladet "nyt", så skal det forstås således, at det er "nyt" i forhold til de andre blade, der udkom for 5-6 år siden. Rent faktisk udkom Obskuriøst nr. 11 sidste år, haha.

Det første, man bemærker, er forsiden med en kælling, der taler i telefon! Hun har selvsagt ikke noget med indholdet at gøre. Det næste, man opdager, er, at en del af forsideteksten er mangelfuld og at ingen af de annoncerede artikler rent faktisk findes i bladet. Forsiden er med andre ord en joke. En joke, der i sig selv er tynd, og når man dertil erindrer, at Henrik Larsen tidligere har brugt en skitseforside som rigtig forside (dvs. en skitse til en forside, der er skrevet med tush og uden billeder), så bliver den mere eller mindre gentagne joke simpelthen for tynd! Hvis Obskuriøst udkom 3-4 gange om året, så kunne det (næsten) gå an, men at spilde en forside på et blad, der kun udkommer hvert 3. år, på at lave en skitseforside med forkert indholdsfortegnelse er direkte plat! Helt ærligt! Men nuvel, en forside er som bekendt kun en forside. Lad os se på indholdet.

Traditionen tro får vi på side 2 en leder fra redaktøren, som denne gang åbner med et for Henrik Larsen uvant "Hej med dig". Det lyder næsten som børne-TV fra 70'erne, så på dén måde er det måske alligevel ikke helt så langt fra Henriks verden. Men udover det, så er det bedste ord, der kan beskrive lederen denne gang, hyggelig. Henrik taler løst og fast om tiden, der er gået siden forrige nummer; kvalerne og de lykkelige stunder. Men derudover bruges ca. halvdelen af lederen på det, som Henrik engang i en samtale med undertegnede til en filmaften for længe siden kaldte FORSVARSTALEN! Og det, der skal forsvares, er det valg, som Henrik har truffet mht. et af bladets indlæg; Nemlig et indlæg, som han grangiveligt godt har vidst, at han ville få på puklen for: En lang og dybdeborende artikel af Henriks bror, Joachim Larsen, om deres fælles helt fra barndommen: Rasmus Klump. Ja, du læste rigtigt: Rasmus fucking Klump!!!

Men forsvarstalen virker skam godt nok; Selv stønnede jeg først: "Åhh nej", men tænk engang, Joachims artikel (med afsluttende bemærkninger af Henrik selv) er både velskreven og interessant! Og det siger jeg endda, selvom jeg ikke har læst Rasmus Klump, siden jeg gik i første eller anden klasse. Og selv dengang fandt jeg den for barnlig! Men Henriks forsvarstale holder distancen og da han og Joachim begynder at kradse i overfladen, bliver det alligevel interessant (og var det ikke obskuriøst i forvejen bliver det det bestemt, da både Joachim og Henrik begynder at skrive om Rasmus Klump-hæfter, som de har læst i drømme, men som ikke findes i virkeligheden @_@). Også selvom jeg stadigvæk ikke har tænkt mig at læse Klumpens eventyr. Men at forstå en nørdisk samlers begrundelser, dét kan jeg.

På side 8 finder vi Philip Høghs anmeldelser af henholdsvis TV-serien Een gang strømer og filmen BRING ME THE HEAD OF ALFREDO GARCIA. Begge indlæg er skrevne på stift skoleengelsk og jeg har svært ved at forstå Høghs valg at skrive på engelsk. Hvorfor skrive to anmeldelser på engelsk til et dansksproget blad, som Henrik ikke har planer om at distribuere i udlandet? Begge anmeldelser er alenlange og kedeligt detaljerige (Godzilla tog et skridt frem. Så endnu et. Så endnu et. Derefter endnu et. Rodan kigge på ham. Så tog Godzilla endnu et skridt. Rodan kiggede igen på ham. Så begyndte de at slås. You get the point). Fik jeg nævnt, at der heller ikke udvises noget egentligt personligt touch. Hvis ikke de var så lange, kunne man foranlediges til at tro, at de var skrevet som plotbeskrivelser til et filmopslagsværk.

Et par sider senere finder vi Thomas Winthers artikel "Skræk-krimi – roman for stærke nerver". Jeg har for 7-8 år siden bragt indlæg af Thomas Winther i mit blad Stay Sick! Og for at sige det, som det er, så skriver Thomas nogle gange som en brækket arm. Ingen af os er perfekte, men ofte lider Thomas' skriverier desværre af unødige stavefejl, underlige pointløse sætninger, og diverse modsigelser. Jeg ville ønske, Thomas ville læse lidt mere korrektur på sine artikler!

Og i artiklen i Obs #11 går det desværre galt lige fra starten; Når man skriver en artikel om noget, lige meget hvad, så er det kutyme, at man beskriver det emne, som man har valgt at skrive om. Det siger ligesom sig selv! Emnet for artiklen er som sagt "Skræk-krimi", men der går tre kolonner, før Skræk-krimi overhovedet bliver nævnt! Thomas for fanden!!!

Som redaktør burde Henrik i.ø. også have grebet ind overfor det nonsens, Thomas får kastet sig ud i, da han skriver, at grundet et tysk forlags egendistribution af dets tyske hæfter, så er disse ikke blevet pligtafleveret til Det Kongelige Bibliotek! Henrik Larsen burde have korregeret dette vrøvl! Naturligvis har et tysk forlag ikke pligt til at aflevere sine tyske publikationer til Det Kongelige Bibliotek i Danmark!! Thomas for fanden!!!

Men hvorom alting er, så er der een ting, man hverken kan tage fra Thomas eller klandre ham for; og det er hans entusiasme! Thomas Winther er en ildsjæl, hvis der nogensinde har været en sådan!! Hvor andre fans bliver trætte af samleriet, eller slet og ret ikke kan tage sig sammen, så er Winther altid klar til endnu et projekt. Og dét skal han bestemt have ros for. Udover det, er han også fandens flink. Jeg har i.ø. et fotografi af ham, hvor han holder en pølse. Hvordan skulle man ikke kunne holde af sådan en mand.

På side 11 finder vi bladets absolut bedste indlæg. Højdepunktet, intet mindre!! Lars Vinther-Madsens "På sporet af den tabte tid" om antikvariater i København. Den artikel alene er de 50 kr. værd, som bladet koster. Artiklen er interessant, velskreven, morsom. Fik jeg sagt, den er velskreven! Vinther-Madsens artikel er af den type, hvor man ikke blot får lyst til at genlæse den en enkelt gang, men at komme tilbage til den igen og igen! Jeg ville ønske, Lars skrev meget mere.

Uddrag af Lars Vinther-Madsens artikel:

Jeg har kun besøgt antikvariatet én gang i Nørballes tid. Det forløb således: Kommer ind og hilser på Nørballe, der står nær døren. Han hilser ikke, men spørger blot hvad jeg søger. Oplyser at jeg bare vil se mig omkring, hvorefter Nørballe gentager sit spørgsmål. Jeg gentager mit svar. Nørballe bliver hysterisk og råber, at man skal vide, hvad man søger. Han går hen og griber fat i min arm og vil nærmest korporligt smide mig ud. Det skal nævnes, at jeg er ca. et hoved højere end Nørballe, ca. 40 år yngre, ydermere kan Nørballe dårligt stå fuldt oprejst pga. alderdom.

Til sidst i bladet finder vi filmanmeldelses-sektionen "Mondo Frankos hjørne" af Frank Brahe. Frank Brahe begyndte sin karriere som anmelder i Bloody Darlings og har senere både udgivet egne fanzines og medvirket i adskillige numre af Obskuriøst og mit eget blad Stay Sick! for 7-8 år siden. Gængs for alle Franks skriverier er den platte tone. Jeg husker, at allerede tilbage i Bloody Darlings i 90'erne var der læsere, der skrev til redaktør Lars von Hegnet og brokkede sig over, at nu var bunden nået med Frank Brahes platte anmeldelser. Kort sagt kan Brahes skriverier betegnes, som at han har forsøgt at kopiere Lars von Hegnets skrivestil, bare uden Hegnets talent for sprogets finurligheder, og med en plathedsgrad, der er sat ca. 300% i vejret.

Frank Brahes anmeldelser går stort set alle sammen ud på at nævne udtrykkene kusse, fisse, dildo, pik, kneppe, patter, så meget som muligt, uanset om det er relevant eller ej. Hvis man ikke har fulgt Franks Brahes skriverier, kan det sikkert lyde morsomt, og det var det da også i Brahes første 50 anmeldelser, men på et eller andet tidspunkt bliver det bare sørgelig læsning.

Frank er som ham fyren, der gentager den samme vits, hver gang man møder ham. Og når man så fortæller ham, at nu er det altså ikke sjovt længere, så bliver han stædigt ved med at gentage vitsen, blot for gentagelsens egen skyld. Han ved godt, at man ikke synes, det er sjovt. Han synes heller ikke selv, det er sjovt. Men han bliver ved alligevel. Hellere plat end ikke plat. Jeg ved ikke, om Frank Brahe selv synes, det er sjovt, men helt ærligt; det er det ikke! Jeg er bedøvende ligeglad med, hvem der måtte blive fornærmet (og på den danske scene er der en tendens til at blive fornærmet, hver gang jeg siger noget om selvsamme scene, så det er jeg såmænd så vant til), men de tre sider med "Mondo Frankos hjørne" er så ubrugelige, at jeg hellere vil læse en surrealistisk Babelfish-oversættelse af en ENW-tekst fra finsk, end at genlæse dem.

Bladets bagside har Henrik brugt på at genoptrykke en obskur reklame med O.J. Simpson fra et tegneserieblad og jeg indrømmer, at det er god psykotronik, men i et blad på blot 16 sider er det ærlig talt spild af en side, som burde have været brugt på fx nogle af redaktørens egne skriverier.

Den overordnede konklusion; Obskuriøst nr. 11 er glimrende og jeg er vældig glad for, at Thomas Winther fik sparket Henrik i gang med at udgive det. Jeg ville dog ønske, der var mere og at Henrik selv havde skrevet noget udover lederen og halvdelen af Rasmus Klump-artiklen. Og så håber jeg i øvrigt bestemt, at der kommer flere numre!

Obskuriøst er som bekendt normalt et selvstændigt blad, men nr. 11 er udsendt som del af bladet Himmelskibet nr. 20, og skal ikke bestilles fra Henrik, men foreningen Fantastik. Check her.

Og check i.ø. også Henriks blog. Ofte er der langt mellem indlæg, men på det seneste er der kommet en lille håndfuld om musik, ikke mindst heavy metal. Her og her. Søg selv videre på bloggen.

Fra EVIL MAIL til 2000 SKRÆK OG RÆDSEL-indlæg

I fredags bragte Søren Jacobsen sit blogindlæg nr. 2000 på det, som uden tilnærmelig konkurrence er blevet Danmarks bedste kanal for info om nye horrorfilm: bloggen Skræk og rædsel.

Skræk og rædsel har til sommer eksisteret i fire år, men der er sikkert en del af Sørens nye læsere, der ikke aner, hvor længe Søren egentlig har været med; Det drejer sig jo ikke "kun" om fire år. Så her er lige lidt fanzine-historieundervisning. 

I 1988 udkom første nummer af gyser- og genrefilm-fanzines Two-Zone. Bladet blev udgivet af Peder "Pedro" Pedersen (der senere lavede Aquas kendte musikvideoer). Og kort efter fulgte andre filmfans med deres egne fanzines om gyser-, skræk-, kult,- weirdo,- sci-fi- og ikke mindst splatterfilm.

En af disse unge fans var Søren Jacobsen, som udsendte det første nummer af sit nyhedsbrev Evil Mail i starten af 1989 og senere på året begyndte at udgive fanzinet Phenomena. Det er altså mere end 20 år siden!

Disse zines omkring 1988/89 skulle i øvrigt blive starten på en "scene" med en 20-30 mennesker, der alle mere eller mindre kendte hinanden eller i alt fald kendte hinandens adresser, når de skulle bytte videokopier af de sjældne splatterfilm, som dengang næsten var umulige at opdrive på originale videobånd (dette var næsten et tiår, før dvd'en kom på det danske marked).

Evil Mail udkom med 10 numre og Phenomena udkom med 6 numre fra 1989 og frem til 1990. Og senere udsendte Søren også bladene Aenigma og Lydsporet. Jeg udsendte iø selv det første nummer af fanzinet Banned in Britain i '94, men det er så en helt anden historie. xD.

Udover bladene blev det også til en del små amatørfilm, som diverse fans lavede hjemme i baghaven. Førnævnte Two-Zone skiftede i 1989 navn til Inferno, og en del af disse små film udkom på et videobånd, som Inferno-redaktionen udsendte. Som en sjov detalje skal det da også lige nævnes, at man rent faktisk kan se Søren med et nummer af Fangoria i en dokumentarfilm om blodige horrorfilm fra 1991, som dengang blev lavet og bragt på tv med titlen SPLATTERDRENGE. Filmen blev instrueret af Steen Schapiro, og værten i filmen er Peter Johansen, en anden af de "kendte" filmfans fra dengang. Dokumentarfilmen kan ses her. 

I dag, hvor internettet for en stor dels vedkommende har overtaget den rolle, som det trykte medie havde i gamle dage, er næsten alle de små fanzines lukkede. Det eneste, der er udkommet for nyligt, er Henrik Larsens Obskuriøst, hvoraf nr. 11 udkom sidste sommer.

Du kan checke titlerne på de gamle zines ud på Wiki her. Og endvidere har Thomas Winter lavet et udmærket indeks med omtaler af de danske filmfanzines på Fantastiks hjemmeside. Du finder det her.

Det skal naturligvis også tilføjes, at Uncut.dk også er en del af den gamle scene, selvom de ikke er på tryk (bortset fra et enkelt specialnummer) og også har været med rigtig længe.
[EDIT (2026): Desværre er Uncut.dk nu for længst lukket og fjernet fra nettet]

Ovenstående: Fra Sørens leder til Phenomena nr. 1

Jeg må indrømme, at jeg synes, det er kanonfedt, at Søren stadig er så entusiastisk en skrækfilmfan, som han er, selvom han er blevet "voksen". Desværre er der mange, der føler, at lige så snart de får hus og hjem, så skal de pludselig forlade de fede film og udelukkende se mainstream-stads. Hurra for folk som Søren, der er med til at gøre, at jeg ikke behøver føle mig helt alene som horrorfilmfan her i voksenlivet! Og endnu en gang tillykke til Søren med de 2000 indlæg. Vi ser frem til mange flere!

Her er Søren med KANNIBALMASSAKRENs blodtørstige
instruktør, Ruggero Deodato (marts, 2010). Foto: Nicolas Barbano

NB: Hvis man skulle have lyst til at læse Sørens gamle fanzines, så behøver man altså ikke rende (forgæves) rundt i gamle antikvariater. Alle numre af Phenomena og Evil Mail kan nemlig downloades frit og kvit (og med Sørens tilladelse) fra Uncut.dk's bibliotek her (som de stadig kalder "artikler", selvom den gode hr. redaktør Caspar Vang fra tid til anden forsikrer, at NU skal de nok ændre til det mere logiske "Bibliotek", haha). Der er også et par numre af Aenigma (oneshot) og Lydsporet (#2). Jeg er faktisk ikke klar over, hvorfor Lydsporet nr. 1 eller de efterfølgende numre ikke er lagt op til download. Søren nævner nedenfor i kommentarfeltet, at han vist nok udgav hele 21 numre af bladet!

Også fra lederen til Phenomena nr. 1

NB: Klik på de to scans for at se dem i mere læsebar størrelse]

Søren Jacobsen i 1991 på en bænk med et nummer af FANGORIA
i dokumentarfilmen SPLATTERDRENGE - Er det en bænk på en
kirkegård? Check selv efter. Og som synsprøve kan du jo checke,
om du rent faktisk kan se, hvilket nummer det, der er tale om
(hvis ikke, så afslører Søren det i kommentarfeltet til dette indlæg).
Link til hele filmen oppe i artiklen. 

EDIT (2026): Uncut.dk er som nævnt fjernet fra cyberspace, og linket til download-siden med Sørens fanzines er dermed væk. Heldigvis kan disse dog stadig downloades via Wayback Machine. Jeg har rettet linket foroven, men ellers kan du også bare klikke her.