Saturday, 9 July 2016
Mexikanske brydere, gustne zombier, stærk woodoo, dybe slangebid, en morderske med sort magi, og dejlig beatmusik!!!
Hva' zatan ska' man lave, når regnen høvler ned udenfor, man har glemt at købe ind, og det eneste familiemedlem, som man troede kunne være ens redningsmand, i stedet vælger at tage røven på en godt og grundigt??? Tja, man kunne jo gøre som far her, bestille en halvkold pizza, hælde den i skideskuret sammen med slatten lemonade, og smække en stærk film om en mexikansk badutspringer i lange underbukser på, som ind imellem fake brydekampe tager til Haiti for at klare nogle ikke særlig detaljerede paragraffer og ender op med at kæmpe mod zombiemænd (som jo oprindeligt netop kom fra denne gamle, franske djævleø, før en mand ved navn Romero stjal idéen), skønne fruentimmere, der kaster sig i grams blandt den sorte magis kræfter, vederstyggelige hugorme, nederdrægtige klatretyve (med hugorme), stærke woodoo-scener (!!!) og dansescener med negerbasser så beskidte (mest fordi de ligger og vrider sig på jorden det halve af tiden), at man ikke kan blive andet end i godt humør.
SANTO CONTRA LA MAGIA NEGRA (aka Santo vs. Black Magic) er lavet af den tyskfødte instruktør Alfredo B. Crevenna i Mexiko i 1972, og har stor underholdningsværdi! Jeg har glemt, hvor fanden jeg købte min dvd, men der er tale om en mexikansk udgivelse, som heldigvis har engelske undertekster.
Sunday, 3 July 2016
Obskuriøst til overmål
I denne sene nattetime er det på tide at kundgøre for den søvnige læser, at jeg i dag modtog det spritnye nummer af redaktør og udgiver Henrik Larsens popkulturtidsskrift "Obskuriøst" #16, der nu kører på 15. årgang. Og som om det ikke var nok, modtog jeg også det lige så friske Obskuriøst Nyhedsbrev #7 direkte fra trykkepresserne. Og som om DET ikke var nok, var der endvidere et dejligt Obskuriøst billag vedlagt (endda med fotografi af yours truly). Bladet ser herligt ud og Henriks eksperiment med at lave et "old-skool" fanzine (klippe-klistre, håndskrive og stjæle fra aviser og magasiner) er blevet til et vældig fint resultat. Tak til redaktøren. Jeg har iø modtaget en advanced copy i sort/hvid. Jeg er slet ikke så sikker på, at det bliver bedre i farve. Gammeldaws klippe/klistre-zines skal lissom være i s/h.
Sunday, 26 June 2016
Seriemordere og elendige strømere
I dag så jeg to asiatiske thrillere og det var ikke noget, jeg havde planlagt, men de viste sig begge at handle om seriemordere og pansere, der bare var jævnt ringe til at udføre simpelt politiarbejde.
Begge film var fra Asien og begge gav sig vældig god tid, men ens for dem begge var også, at de var kanongode.
Den første var den sydkoreanske MEMORIES OF MURDER fra 2003. Jeg havde set den engang før, nemlig da jeg købte exrental-dvd'en i Blockbuster for 10 år siden. Dengang syntes jeg den var halvkedelig, men jeg har på fornemmelsen, at jeg sgu nok at siddet en sen, sen, sen nattetime og tvunget mig selv til at se filmen (læs: sove mig igennem den) i stedet for at gå i seng. Jeg genså filmen kl. 7 i morges (på grund af mit nye arbejde står jeg op hver dag kl. 5:30 og desværre betyder det også, at mit indre system vækker mig ved den tid, hvad enten det er hverdag eller weekend. Skide irriterende, men selvsagt fedt nok med det nye job). Jeg må indrømme, at jeg var begejstret for MEMORIES OF MURDER og var lige på nippet til at gense den lige med det samme (det gjorde jeg dog ikke).
Den anden film, som jeg smækkede på her i eftermiddags, var den kinesiske BLACK COAL, THIN ICE og når jeg siger kinesisk, mener jeg altså ikke Hongkong-kinesisk, men fra det gamle røde-Kina. Jeg erindrer kun at have set een film fra mainland China før denne. Jeg så filmen på DVD fra Hongkong (fås billigt fra dddhouse) og ligesom MEMORIES OF MURDER var den rigtig god.
Jeg vil undlade at anmelde i dybden her (endsige nogen som helst form for detaljer), men nøjes med at konstatere, at begge film glimrende kan ses flere gange. MEMORIES OF MURDER er iø ude i Nobel Entertainments gamle "Asian Vision"-serie, som for 10+ år siden præsenterede en masse dengang nye spændende film fra Orienten for danskerne. Desværre var danskerne ikke specielt interesserede i filmene; Ofte kunne jeg købe dem "brugt" fra Blockbuster, men altså brugt på den måde, at de var leje-dvd'er, men der var bare aldrig nogen, der havde gidet leje dem. Det er ikke noget, jeg tror, næh det fortalte de mig i forretningen. Sørgeligt, må man sige. Nå, men begge film får fine anbefalinger med herfra.
Saturday, 28 May 2016
Obskuriøst igen igen igen
Tro det eller lad være, men jeg arbejder nu seriøst på at genoplive STAY SICK! og jeg vil derfor ikke "spilde" en anmeldelse af Biblo Obs på bloggen her, men gemme den til bladet. Det skal dog nævnes, at Biblo Obs er glimrende og vældig interessant. Jeg kan kun anbefale gamle Obs-læsere at bestille et ex fra redaktøren, hvis ellers man i sagens natur har en interesse i obskur litteratur.
Tuesday, 10 May 2016
Horrorsiden.dk - futtet af på det evige bål, der oplyser mørket i Cyberspace
Jeps, det er desværre sandt. HORRORSIDEN.DK, et af de længst eksisterende horrorwebsites herhjemme, er lukket. Ikke alene er det lukket, det er fuldstændig makuleret. Benytter man sig af gamle links, omdirigeres man til en anden hjemmeside for børnelitteratur - som i øvrigt også er død (!). Jeg må indrømme, at jeg synes, det er ærgerligt, at kræfterne bag websitet har valgt at slette alle de gode artikler, anmeldelser og indlæg, som de mange skribenter har lagt på i årenes løb. Man kan selvsagt grave gamle udgaver af siden frem via Waybackmachine - men alligevel. Jeg er klar over, at diverse onde spambots havde lugtet sig frem til kommentarfelterne, men kommentarfelter ... kan jo slås fra.
Jeg husker Horrorsiden, som en meget livligt platform for horrorfans i sin tid. Og jeg mindes ikke mindst visse lange (laaange) ophedede debatter (læs: diskussioner), ikke mindst med misforståede forfattere (eller var det misforståede læsere?) og misforståede anmeldere (eller var det misforsåede læsere?). Okay, trafikken dalede, samtidig med at gud og hvermand rejste til facebookland, men minderne har vi da lov at ha', som en dansk popsanger (Liva Weel) sang for mange år siden.
Jeg vil anbefale andre blog- og website-ejere at give deres udgydelser fri, når de engang ikke længere gider dem mere, fri til at flyde som gamle, forladte russiske Mir-rumstationer i Cyberspace. Så de fra tid til anden kan blive fundet af tilfældige fans i google-rumskibe på jagt efter lige netop dén obskure artikel i Cyberspace, som en engang entusiastisk blog/website-redaktør skriblede om, fordi han syntes, det var det fedeste (eller dummeste) i verden lige den dag.
UPDATE 15.07.2021: Bloggen er for længst lagt op på nettet igen. Den fungerer dog nu blot som museumsblog.
Wilmann, Kaos, og den danske horrorlitteratur-selvudgiverscene
EDIT (26.5.2025): Mange år senere og jeg kan nu tilføje en lettere finurlig anekdote til min ovenstående omtale af den gode Wilmann; Jeg skrev jo ovenfor om forfatterens hvasse pen i anmeldelsessammenhæng (specielt hvad angår den danske forfatterscene). For 1-1½ år siden kommenterede jeg på et af Jonas Wilmanns indlæg på facebook. Jeg kan desværre ikke citere ordret, da jeg ikke længere kan se indlægget, men Wilmann skrev noget i retning af, at han nu også skrev om det patriarkalske, som jo betyder noget med mandsherredømme. Jeg kommenterede kort om, hvorvidt han nu ville blive kendt som en woke forfatter (eller i den dur - jeg kan i sagens natur heller ikke se min egen kommentar - som i øvrigt sikkert er slettet). Det var naturligvis en harmløs vits fra min side, og jeg var ikke et øjeblik i tvivl om, at den hårdkogte forfatter med den hvasse pen ville kunne tage det. Well, det kunne han så åbenbart ikke. Jeg blev straks blokeret! Jeg har en ekstra profil på facebook, som udelukkende er dedikeret til brug til indlæg stilet til familie og bekendte (fra det virkelige liv). Via denne profil sendte jeg Jonas Wilmann en pm og forklarede, at kommentaren netop var ganske harmløs. Jeg checkede fra tid til anden, men efter et års tid havde han stadig ikke læst min pm (eller også har han sådan en app-dims, som gør, at afsenderen ikke kan se, at en pm er levet læst af modtageren). Nuvel, tænkte jeg, ikke alene var det en harmløs joke, og jeg har endda sendt en forklarende forklaring på, at det var en harmløs joke, men at blive ignoreret på den måde gider jeg ikke. Og så slettede jeg min pm og blokerede ham på familieprofilen. En anmelder, der er hård i filten, men som ikke kan tage en skide vits, selv når den bliver forklaret (om end ikke undskyldt!) ... det er lidt ærgerligt, men så'n er livet nogle gange.
Solen skinnede fra en skyfri himmel. Blogforfatteren flækkede en tand. Og postbudet kom med dejlige film. Årets første indlæg.
Maj måned, så det er vel efterhånden på tide med et indlæg i 2016!!!
Jeg fik lige et par film ind ad døren i dag på UK dvd; WOLFCOP og THE REVENANT. Jeg har netop set sidstnævnte og er begejstret! Filmen er en zomb... øh, vampyrfilm... eller zombievampyrfilm. Whatever. Den varede næsten to timer, men tiden fløj bare afsted. Jeg havde mine tvivl om filmen, da jeg havde læst, at det er en komedie, men traileren så god nok ud til, at den skulle bestilles (second-hand til meget små penge fra Amazon) og det er med glæde, at denne reporter kan melde tilbage, at der er tale om en sorthumoristisk film og ikke en "sjov" komedie. THE REVENANT holdt hele vejen igennem og soundtracket var sgu også ret fedt.
Ja, og solen skinnede som en atombombe i en bedre italiensk dommedagsfilm og yours truly flækkede en tand (er jeg ret sikker på, den gør i alt fald ondt ad helvede til, når jeg pirker til den), så det var både godt og skidt. Det hjalp lidt at modtage lidt film-guf fra UK.
Thursday, 3 December 2015
Tonight at Cinema J
Aftenen bød på slatten pizza, lunken tysk dåseøl, og denne lille sag fra AWE, som jeg af uforklarlige (overnaturlige velsagtens) grunde aldrig før har set. Tobe Hoopers opfølger til "saven" viste sig at være vældig underholdende! Lidt ærgerligt, at der ikke var en booklet med, men så'n er der jo så meget.
Wednesday, 25 November 2015
Når man graver i bunkerne af gamle blade, aviser, og andet ragelse...
Når man tilnærmelsesvis er hoarder, så skal man fra tid til anden rydde op (og rydde ud) i bunkerne (ikke mindst for ikke at blive en rigtig hoarder). Og se lige hvad der dukkede op, Obskuriøst nr. 4 fra 2002!
Jeg husker godt tiden, da Henrik Lavede det nummer. Hold da op, det er 13 år siden!
Forsiden er fra en for længst glemt MAD MAX 2-klon og man skal nødvendigvis have fat i et blad som Obskuriøst for at læse om den slags på en ordentlig måde.
Obskuriøst nr. 1 udkom i 2001 og allerede året efter havde Henrik præsteret at udgive fire numre. Han var (og er) noget mere ferm til at sprøjte sine udgivelser ud, end så mange andre (læs: undertegnede).
Henrik har altid yndet nostalgien og gjort en dyd ud af at hive fortiden ind i nutiden, hvilket også fremgik at dette nummers leder og artiklerne i bladet. Og hurra for det.
Allerede et år efter første nummer skrev redaktøren om tiden med bladet. Det har han altid gjort - og det gør han stadigvæk. Rart med skribenter og redaktører, der er sig selv bevidst.
Vi var et par stykker, der længe, længe, længe telefonisk måtte lægge øre til Henriks beskrivelser af sin søgen efter den komplette TV-serie "The Mysterious Island of Captain Nemo". Jeg har mistet overblikket over, hvor lang tid, der gik, men efterhånden fik den ihærdige video-arkæolog gravet den komplette serie, og ikke mindst de forskellige variant-udgaver af serien, op af fortidens videomuld. Over tre sider i nr. 4 kunne man læse hele beretningen.
Og sørme om jeg ikke også selv havde et indlæg med i bladet. En sidelang anmeldelse af Kenneth Eriksens fanzine ABSURD nr. 6 (ja, selvsamme Kenneth Eriksen, der senere startede Another World Entertainment). At der nogle gange var tendens til at skamrose vennernes udgivelser i diverse fanzines, skal ikke være en hemmelighed, men når jeg genlæser min 13 år gamle anmeldelse af Absurd, så er det tydeligt, at det ikke er i denne anmeldelse, skamrosen skal findes. Hah! Og når en anmeldelse slutter med: "Men alt dette til trods, synes jeg, at Absurd er ganske glimrende, og hvis Kenneth Eriksen trækker op i bukserne, smører knofedt i næverne, og arbejder hårdt på sagen, så kan bladet vel i løbet af nogle få år blive næsten lige så godt som Stay Sick!", så er vi ovre i den rene megalomani. Og den slags savner jeg ærlig talt i nutidens fankultur.
Og hvis nævnte megalomani ikke var sprunget ud i fuldt flor i forvejen, så blev der bestemt hældt benzin på bålet, da redaktøren besluttede at afslutte bladet med et stort interview med yours truly på bagsiden, hahaha.
Jeg ville ønske, der var flere blade som Obskuriøst.
Friday, 23 October 2015
Kommer posten nu med langbåd?
Undskyld. Jeg indrømmer, at den overskrift er unfair. Unfair over for vore stolte forfædre; de skånselsløse, fordrukne og blodtørstige vikinger. Selv de ville kunne komme hurtigere til England, end det har taget det engelske postvæsen at levere disse tre DVD'er. Ja, jeg siger det bare. >_<
Men nu er de her, og det' jeg skisme glad for! xD


