QUEEN OF THE DAMNED (Michael Rymer, USA/Australien, 2002)

 
Jeg har ejet den britiske dvd-udgave af QUEEN OF THE DAMNED, siden jeg købte den på Amazon UK i 2013. Det er nu næsten 11 år siden, og det er først her i aften, at jeg tager mig sammen og ser filmen ... og så er det ikke engang på min dvd fra Amazon, men en ny (brugt) dvd, som jeg købte forleden i PlusButikken til 4 kroner og 40 øre! (Det underlige beløb skyldes, at den flinke dame slog en del af på prisen, fordi jeg købte 50 dvd'er og syv boxsæt + lidt andet). Nå, men det var QUEEN OF THE DAMNED, vi kom fra. Jeg antog, at den nye (brugte) dvd var en dansk udgave, men nu ser jeg netop, at der er tale om en amerikansk NTSC-dvd! De to omslag er let forskellige, men de er begge snappercase-udgaver og vist nok begge fyldt med samme ekstramateriale. 

Men altså, det tog mig mere end 10 år at se filmen, fordi jeg tænkte, den nok var noget lort. Hahaha. Hvorfor køber man så den slags? Well, jeg fandt lige min gamle faktura fra Amazon frem, og jeg ser, at jeg dengang gav sølle 1 penny (en!) for filmen. Og £1,82 i porto! Åhh, man savner de gamle dage, hvor Storbritannien var et EU-land, og man kunne købe film til ingen penge, og portoen var billigere end en ispind. Dengang kunne man eksperimentere og tage chancer med ukendte film/film som der var god mulighed for var dårlige. 

Nordamerikansk dvd (inkl. dub på Quebec-fransk!)

QUEEN OF THE DAMNED er en fuldstændig urelateret efterfølger til INTERVIEW WITH THE VAMPIRE (aka En vampyrs bekendelser). Begge bygger de på Anne Rices vampyrbøger. Jeg læste nogle af dem tilbage i det gamle århundrede, men jeg holdt kun ud til (vist nok) bog nummer tre. Så blev det for ensformigt. Men den første var god, og jeg læste den flere gange. 

INTERVIEW WITH THE VAMPIRE er jo en velkendt film, og den er ret god. Modsat dén har QUEEN OF THE DAMNED et pænt dårligt ry, og man ser hvorfor. Skuespillerne er unge popsmarte skuespillere, og det hele virker som en plastic-popfilm. Det er ikke stor kunst det her, som man sikkert ville have sagt i et filmprogram (også) tilbage i det gamle århundrede. Men jeg er ikke bange for at gå mod strømmen, og jeg må indrømme, at jeg var fint underholdt af QUEEN. 

Den var underholdende hele vejen igennem, og jeg mistede ikke opmærksomheden eet eneste øjeblik. PLOTTET drejer sig selvsagt om vampyren Lestat fra bøgerne og mødet med den kvindelige über-vampyr, vampyrernes dronning. Lestat danner også et rockband, og der er noget med en ung kvinde, der slet ikke er vampyr. Og ham, der spillede "I"-personen i WITHNAIL & I, er med. Jeg ville ønske, der var mere med ham. Jeg har glemt, hvad han hedder. Slå det selv op. Vampyrdronningen spilles af Aaliyah, som var en sangerinde af den slags, jeg ikke kender noget til. Hun døde desværre som kun 22-årig i et flystyrt, før filmen blev udsendt. 

Der er selvsagt nogle blodige scener, men det er ikke mere blodigt, end at den engelske dvd har fået en 15-årsgrænse. Mere splatter ville havde været dejligt, men det går an. Men nu hvor jeg tænkte over det, så ER filmen ret børnevenlig. Der er heller ingen bare patter, grim tale, eller folk der spytter og kommer med sleske tilråb. Spilletiden er oppe på 101 min. (omslaget til PAL-udgaven siger 97 min.), men det var okay. Som sagt kedede jeg mig ikke. Jeg er sikker på, at tilbedere af gammel italiensk horror, extreme horror og anden "rigtig" horror vil spytte på gulvet over QUEEN OF THE DAMNED, men sådan er der jo så meget. Modsat INTERVIEW WITH THE VAMPIRE fik QUEEN ikke biografpremiere herhjemme. Jeg aner faktisk ikke, om den er ude på dansk dvd eller vhs. 

Bagside af amk dvd

Inderside af amk snappercase-dvd. Den engelske er magen til

Pølsevognen henne på torvet var lukket, så
man må tage til takke med noget andet snask

Forside til den engelske dvd

Engelsk dvd-bagside

Selv tilbage i 2013 havde postvæsenet sjov med at smadre pakkerne!
Som det ses har bagsiden af kassetten fået et tryk 45!   

Jeg blev ærlig talt lettere overrasket over at se denne starut i filmen! 
Det er Rowland S. Howard (t.v.) fra den australske gruppe The Birthday Party
(Nick Caves gamle vilde og voldelige gruppe fra Melbourne, som senere
flyttede til Berlin). Men så på den anden siden, han var kridhvid og
tynd som et skelet, så han passede fint ind. Der er en koncertscene fra filmen,
hvor man ser ham en hel del, men den findes kun som fraklip. Jeg
nåede i øvrigt at opleve ham live som frontfigur af gruppen These Immortal Souls,
da jeg stadig boede i London. Oh happy days. 

Trailer: