Når Jan Johansson kalder på dig i dine drømme

Scan af mit eget eksemplar. Nej, det er ikke i just mint condition

For et øjeblik siden blev jeg færdig med at læse en artikel af Anders Hjort-Jørgensen om Frank Miller (tegneren) i et gammelt dansk Dæmonen-blad, rejste mig og skulle lige til at sætte en plade med Jan Johansson på, da det slog mig, at jeg såmænd havde haft en drøm om selvsamme Jan Johansson-grammofonplade engang i nat!!! 

Pladen er "Jazz på svenska" fra 1964. I drømmen havde jeg befundet mig i en campingvogn langt ude i en tætbevokset jungle sammen med en dame. Jeg havde en gammel og simpel pladespiller. Jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte koble den til min fars gamle transistorradio, så den kunne spille lidt højere. Jeg satte derefter radioen hen til den åbne dør. Meningen var, at så kunne junglens folk derude høre musikken. De høje, grønne træer kom helt op til døren, så man kunne ikke se andet end selvsamme gevækster. 

Så satte jeg min Jan Johansson-plade på og tændte. Men det lød ikke rigtigt. Jeg kunne ikke rigtig sætte en finder på det. Jeg spillede den en gang mere. Samme resultat. Og tredje gang. Igen det samme. "Det var da underligt", tænkte jeg og kiggede på pladeomslaget. Det var jo det rigtige. Så tog jeg pladen ud (hvordan det kunne lade sig gøre, eftersom pladen også lå på grammofonen, er den slags, som lader sig gøre i drømme). Nu opdagede jeg miséren: I hylstret lå en forkert plade. Inde i Jan Johansson-omslaget lå en plade med den australske gruppe The Triffids. Jeg havde i drømmen forventet at høre "Jazz på svenska" så meget, at jeg slet ikke havde kunnet genkende The Triffids, som jeg ellers har hørt mange gange (både på plade og en enkelt gang i levende live). "Nå, men så må jeg jo hellere sætte den rigtige plade på", tænkte jeg - og vågnede. 

Jeg fik aldrig hørt den Jan Johansson-plade. Well, ikke i drømmen i alt fald. Lige nu ligger den på grammofonen. Mit eksemplar er købt på et marked til 10 kroner for 10-15 år siden og er ikke uden knas og skrat, men det er helt okay. 

Jan Johansson døde for længe siden i en bilulykke. Danske Anders Østergaard lavede i 1999 en cool dokumentarfilm om ham. Den eneste anden musiker på pladen, Georg Riedel, døde i øvrigt for et par måneder siden. Riedel skrev musikken til en masse af de børnefilm og tv-serier, vi også så i Danmark i 70'erne, Emil, Pippi, Bulderby, osv. Johansson skrev den skæve kendingsmelodi til Pippi Langstrømpe. 

Begge LP-scans er i 300 dpi, så det går nemt an at læse teksten.
Klik et par gange, you know the drill.

PS: Jeg checkede netop mit eget tag ("Drømme") og ser, at det er meeget længe siden, jeg sidst har skrevet om drømme - over 12 år. Man kan læse dem ved at klikke tagget forneden. 

PS.PS: Ja, overskriften er en slet skjult reference til Nils Markvardsens filmtidsskrift eXtase. Nils arbejder på et nyt nummer, men som næsten alle danske filmfanzines trækker det ud. Men det skal nok blive godt - når det en dag kommer.