Friday, 29 March 2024

THE LEGACY / De fordømte (Richard Marquand, UK, 1978)

 


Jeg fik set THE LEGACY i går aftes. Glimrede gyserfilm fra 78 instrueret af waliseren Richard Marquand. Dette er hans debutfilm ud af blot syv film (og noget tv-stads). Så vidt jeg kan se af Wiki er det også hans eneste i horrorgenren. Men mon ikke han er mest kendt for at have lavet den tredje og sidste af de rigtige STAR WARS-film, RETURN OF THE JEDI i 1983. Han gik desværre bort som blot 49-årig i 1987. 

THE LEGACY handler om et amerikansk arkitekt-ægtepar (Sam Elliott og Katharine Ross, som senere fandt sammen in real life), som inviteres til England for at arbejde. De slår straks til, da tilbuddet kommer og rejser til "det gamle land", hvor deres forfædre kom fra. Nogle gange burde man måske bare blive hjemme. 

I England lejer de en motorcykel for at rejse lidt rundt, før de skal arbejde. Uheldigvis vælter de på djælvemaskinen og lander i en skovbund. Heldigvis får de hjælp af en yderst venlig engelsk gentleman, som ejer en masse land og et kæmpe landsted. "I kan bare bo hos mig til motorcyklen er repareret", tilbyder han. Den slags går sjældent godt. På landstedet ankommer også andre gæster, sære typer, og pludselig sker der ting og sager. Djævleskab, et mord med spejlglas så Dario Argento ville knibe en tåre, og anden død og lemlæstelse. Man skal helst se det selv, så jeg siger ikke mere. 

THE LEGACY blev svinet gevaldigt til i den store "The Encyclopedia of Horror Movies" af Phil Hardy, og selv hovedrollens Sam Elliott pissede på den i et interview (ifølge Wiki). Well, personligt synes jeg, at den var glimrende. Forvirrende og all over the place? Ja, og hvad så. Horrorfilm skal ikke nødvendigvis være lineære og logiske som en bedre dokumentarfilm. Denne amatøranmelder synes i alt fald, at den leverede fin underholdning og holdt min interesse hele vejen igennem. 

Jeg så THE LEGACY på dansk dvd fra On-Air Video. Kopien er tydeligvis hentet fra en halvslidt master, og i fullscreen. Men den så fin ud alligevel og med et detaljeret billede. Der er absolut ingen ekstramateriale på skiven. Filmen kørte i Saga i en uges tid i 1979 (17. - 26.8.79) under titlen De fordømte

Trailer:


2 comments:

  1. Jóannes á Stykki29 March 2024 at 16:13

    Helt enig med dig i at horrorfilm ikke behøves at være logiske og lineære. Jeg har ikke set filmen, men er der mere stemning end evt. gore i den? Eller måske begge dele? Lyder i hvert fald som en film der skal ses.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Den er ikke særlig blodig. Den er faktisk lavet som en 70'er-film af typen om djævletilbedelse og underlige ting, der sker.

      Delete