The Jail: The Women's Hell (Italien/Filippinerne, 2006)

Originaltitel: Anime Perse
Dir: Bruno Mattei
Engelsk audio/valgfrie tjekkiske undertekster/letterbox.

Man kan sige meget om Bruno Mattei (og en del italo-snobber rynker bare på næsen, haha), men modsat alle andre italienske genrefilm-instruktører, så blev Mattei stædigt ved med at lave film længe efter, at alle andre var gået hjem. Og hurra for det! Jeg har netop set en af de sidste film, som han nåede at lave før sin død (i 2007), nemlig THE JAIL: THE WOMEN'S HELL fra 2006 og nu må jeg indrømme, at de 2 måneder, som jeg måtte vente på min dvd fra en butik i Tjekkiet, var det hele værd!!

Wauw! 300% underholdning, that's for sure!!! Der er ikke eet eneste kedeligt øjeblik i JAIL, hvor beskueren blir trakteret til tonsvis af meningsløs vold, blod, splatter, nøgne kvinder, cat-fights, onde fængselsvogtere, voldtægter, pisk (den onde fangevogterske er så ond, at hun ikke står tilbage fra at lade et LIG piske i vrede over, at hun vovede at dø i "hullet"!!). Tortur med slanger og kvinder, der blir spiddet på/med pæle både på kryds og tværs + en enkelt hovedafhugning blir det også til. I en særdeles sadistisk scene under et flugtforsøg blir en stakkels kvinde skudt 10-15 gange for DEREFTER at blive voldtaget (midt i blod og åbne kødsår!!) af en flok jægere. En anden kvinde blir bundet til at træ og får skåret tungen ud og brysterne af (en af jægerne begynder at SPISE af det åbne brystsår!!). Jim Gaines og Mike Monty fra de gamle 80'er filippiner-krigssjaskere er også med (Monty stillede også træskoene kort efter).

Jo, så sandelig kanonunderholdning!!! Dem, der stadig tilbeder Dario Argento som en afgud, vil sikkert brokke sig over, at filmen er skudt på video, men helt ærligt, det lægger man altså ikke mærke til, medmindre man VIL have noget at brokke sig over. Anbefales på det kraftigste.

Glemte jeg at nævne, at filmen KUN er udsendt eet eneste sted i verden, nemlig på DVD i Tjekkiet! LOL. Den kan bestilles fra tjekkiske online-butikker (min tog som sagt hele 2 mdr at nå frem, fordi den var udsolgt, men for andre går det forhåbentligt hurtigere). Det er en officiel DVD, men koster kun ca. 14 KRONER!!! (med portoen blir det omkring 80 kr).

Samlede Historier om Bolette Hansen

Wauw! Så sku' da osse!! Du store kineser!!!

Tilbage i '88 købte jeg Paul Arne Krings album Manden på stranden. Kring var dansk undergrunds/amatør-tegner og dengang var der ikke ret mange danske tegnere, som jeg gad at læse (eftersom jeg syntes, de alle sammen var noget pap, hah), men Paul Arne Krings serie om den kvindelige detektiv Bolette Hansen, der i Kjøbenhavn i 1920'erne kommer ud for lidt af hvert, var bestemt en af mine favoritter blandt de danske udgivelser. Senere kom der mere i bladet Gale Striber og i Kilroy (som var et tegneserietillæg, der fulgte med Ekstra Bladet en kort overgang).

Anyway, efter ikke at have været til at opdrive i mange år er hele baduljen nu endelig blevet genudsendt i en samlet udgave, og som på en bedre DVD-udgivelse er der ekstramateriale med i form af et aldrig færdiggjort sidste album. Woo-hoo. Hele herligheden koster 299,- og er udsendt af Forlaget Forlæns. Albummet kom i juni. Hmm, eneste minus er, at forlaget tilbyder gratis fragt, men kun hvis man køber for 1 krone mere! :/

"Samlede Historier om Bolette Hansen"
Forfatter & tegner: Paul Arne Kring
(164 sider, s/h, 299 kr, juni 2010, Forlaget Forlæns)
Forhandlere: bl.a. Forlaget + Fantask

Mere RAGE!

Jeg skrev netop om Thomas Eikrems fanzine (nu i dyrt bogformat) RAGE. Jeg googlede lidt rundt og fandt såmænd en interessant anmeldelse fra Information (1997) af en af Eikrems videoudgivelser fra 90'erne + RAGE nr. 7. Jeg nævnte ikke videoproduktionerne i det første indlæg, da jeg simpelthen havde glemt alt om dem; Jeg fik nemlig aldrig købt nogle af dem, ikke pga. manglende interesse, men grundet (og nu i kor) min også dengang (og altid) skrantende økonomi.

Når jeg bringer artiklen på denne del af bloggen er det naturligvis, fordi den er på dansk.

Smalfilmens genopdagelse på video
Af: Af Lars Movin
3. september 1997

Rage, tidsskrift og videoantologi, er et forum for 90’ernes kunstneriske smalfilm-undergrund

VIDEOZINE
En kvinde skærer sin tunge af og kaster sig ud i et trancesøgende ritual, der involverer citarmusik, røgelse, dryppende blod, en snehvid hund og en hest med et ‘tredje øje’ i panden. En filmmager eksperimenterer med at udsætte sit kamera for alskens former for fald, rystelser og rotationer, og ender med selv at kaste sig ud fra en bro for at få de ultimative kamikazeoptagelser i kassen. Og i en sekvens med overskriften ‘Safe Sex’ ses en nøgen mand, der stryges nænsomt på maveskindet af en kvindehånd.
Det er blot tre eksempler på overrumplende, grænsesprængende eller ironiske billeder fra videoantologien Rage #4, der netop er sendt på gaden. Kassetten rummer i alt nitten produktioner, primært fra Danmark og Norge, og størsteparten er eksempler på dét, man kunne kalde 90’ernes Super 8-revival. En filmisk praksis, der i realiteten involverer både 8mm og 16mm-film samt diverse videoformater.
Scenen med kvinden, der ofrer sin tunge på ekstasens alter, er fra den svensk-danske instruktør Beatrice Eggers’ film Blood Trance, en ritualistisk iscenesættelse, der uden forklaringer gennemspiller et æstetisk smukt, men også anfægtende forløb, fyldt med referencer, fra urgamle hedenske seancer over 60’ernes amerikanske eksperimentalfilm, især Kenneth Anger, til 90’ernes kropsmanipulerende subkulturer.
Genopdagelse
Andet eksempel (manden der kaster sig ud med kameraet) stammer fra den schweiziske instruktør Thomas Islers suggererende filmeksperiment Faster, Movie! Kill! Kill!, en drilsk hilsen til kultinstruktøren Russ Meyers 60’er-klassiker Faster, Pussycat! Kill! Kill!, filmhistoriens ultimative hyldest til storbarmede kvinder.
Endelig er det tredje eksempel fra den norske filmmager Thomas Eikrems blot ét minut lange film Supercool, en række ultrakorte sekvenser, ironiske piktogrammer, der illustrerer fænomener som ‘High Art’, ‘Fashion’ m.m.
Thomas Eikrem, der bor i København, er tillige manden bag Rage, et navn, der dækker over en serie videoantologier (videozines) og et tidsskrift, begge dele helliget 90’ernes filmiske subkulturer, specielt genkomsten af Super 8-formatet, også kaldet smalfilm. Samtidig med den nye videokassette, Rage #4, er udsendt tidsskriftet Rage #7, ligeledes med Eikrem som redaktør.
I miljøet omkring Det Danske Filmværksted, og i forbindelse festivaler og enkeltarrangementer, har man i de senere år kunnet iagttage, at interessen for video er dalet til fordel for en genopdagelse af filmmediet. De yngste filmmagere, og dele af ‘videogenerationen’, har kastet sig over det halvprofessionelle 16mm-format, men overraskende nok oplever især Super 8, forløberen for amatørvideoen, en renæssance.
Avantgarde
Efter at have været et populært redskab for billedkunstnere og eksperimenterende filmfolk i 60’erne og 70’erne virkede det, som om smalfilmen ville udgå, da videomediet for alvor blev lanceret. Men enkelte entusiaster holdt fast i filmen, og fra midten af 80’erne fik den avantgardistiske Super 8-film en genopblomstring i New York, hvor folk som Nick Zedd og Richard Kern - under navnet Cinema of Transgression - pustede nyt liv i amerikansk undergrundsfilm med rå, punkede og tabustormende no budget-film.
Også mere etablerede instruktører som engelske Derek Jarman holdt fast i 8mm-formatet til visse projekter, og i starten af 90’erne begyndte det grovkornede, ridsede og håndholdte ‘Super 8-look’ at snige sig ind i musikvideoer og reklamer som en gimmick. Man var blevet træt af videoens højteknologiske glathed, og det kom så vidt, at der i visse typer videoudstyr blev indbygget en effekt, så man ved et tryk på en knap kunne få superprofessionelle elektroniske optagelser til at ligne slidte smalfilm fundet på bunden af farfars skuffe.
Parallelt med den kommercielle Super 8-trend opstod imidlertid også en mere subkulturelt orienteret smalfilm-undergrund, til dels gengangere fra 80’ernes videokunst, men også nye, unge instruktører, der vendte både videokunsten og den mere etablerede film ryggen og fandt et nogenlunde let tilgængeligt nicheredskab i smalfilmen. Herhjemme har bølgen været båret af navne som Bynke Maibøll, Pernille Fischer-Christensen, Beatrice Eggers og Thomas Eikrem. Instruktører, der alle er repræsenteret på antologien Rage #4.
Stimulerende stunder
De nitten produktioner, der findes på båndet, er primært hentet fra Danmark og Norge, og stilistisk svinger de mellem poetiske, skønhedssøgende billedfortællinger, konceptpræget video- og filmkunst, klassisk eksperimentalfilm à la Jack Smith eller Andy Warhol og mere kryptiske værker med afsæt i 90’ernes optagethed af subkulturelle fænomener. En stor del af værkerne er præget af humor og en behagelig uhøjtidelighed, og selv om kvaliteten naturligvis er svingende, er der bemærkelsesværdigt mange stimulerende øjeblikke undervejs.
Alt i alt dækker Rage-antologien scenen godt, og man får meget spilletid for pengene. Hertil kommer, at præsentationen er enkel og funktionel. Hvert værk indledes med oplysninger om format, længde, nationalitet samt adresse på distributør.
Er man interesseret i denne type film, kan i øvrigt også anbefales Rage #3, udsendt i 1995. Her findes film af Bynke Maibøll, Thomas Flor, Vegar Moen, Thomas Eikrem m.fl.
Parallelt med videokassetten udgives som nævnt tidsskriftet Rage, der er nået til det syvende i rækken. Magasinet blander dansk, norsk og amerikansk, og det skrives primært af de udøvende selv.
Det nye nummer er tilsyneladende udgivet med væsentlig forsinkelse - i kolofonen står 1996 - og indholdet vidner da også om hastværk. Layout’et er særdeles luftigt, og de fleste artikler er meget korte, ofte skitseagtige introduktioner til scenens ikoner eller miniinterviews med folk som Michael Gira fra New York-gruppen The Swans og Wiener-aktivisten Kurt Kren.
Den eneste længere tekst i Rage #7 er en gnistfygende, men noget privat samtale mellem Carsten Sparwath og Knud Vesterskov, begge kendte skikkelser i dansk film- og videoundergrund.
I samtalen siger Knud Vesterskov: “Anmeldere har mange meninger om alt og alle, men deres verdensbillede er begrænset. Små mennesker med universelle meninger er urokkelige. Tænk sig at skulle have meninger om alt! Jeg hader hvad anmelderne står for, det almindelige, det selvfølgelige og det normale.”
Trods denne svada vil jeg alligevel vove at lufte den mening, at er man interesseret i tidsskriftet Rage, bør man hellere investere i det foregående nummer (6). Her er langt mere substans: Et grundigt interview med bøssefænomenet Bruce LaBruce og fyldige introduktioner til folk som Russ Meyer og Veit Harlan, nazismens store melodramatiker.
Er man generelt træt af meningstyranni og normalitet, kan et besøg i Rage-videoernes billedhvirvel absolut virke forfriskende, selv om man skal være opmærksom på faren for at få kaffe og smørkringle galt i halsen.

*Rage #7 (tidsskrift), Rage #4 (video) samt Rage special editions. Distribution: Total Filmproduktion / Rage DK, Østerbrogade 54A, 2.th., 2100 København K. Rage kan i København købes i Filmhusets boghandel.

Obskuriøst nr. 11 (anmeldelse)

OBSKURIØST nr. 11 (2009),
16 sider, 50 kr. (Himmelskibet nr. 20 er inkl. i prisen)

Mellem ca. 1998 og 2005 udkom en masse danske fanzines om obskure film. Både før og efter er der naturligvis også udkommet fazines, men specielt i dé år var det godt at være dansk fan af psykotroniske film. Blade som Bloody Darlings, Absurd, Scatter, Mondo Franko, Obskuriøst, Uncut Special, eXtase, mit eget Stay Sick!, og så videre, leverede en dækning af nye, gamle, glemte og obskure (nogle gange mindre obskure) film. En dækning, som bestemt var mere spændende og ofte mere vidende end den film-"kritik", som man finder i dagspressen. Faktisk kan det ofte undre, hvor lidt dagspressens "eksperter" i det hele taget ved om de genrefilm, der ikke er blandt de allermest kendte. Jeg husker engang, hvor Henrik List, en af de mest kendte og respekterede anmeldere (i alt fald af pressen selv), brillerede ved at skrive en lang artikel, hvor han flæbende beskrev, hvorledes der i Danmark ikke fandtes en underskov af fanblade – og det på trods af, at der på det tidspunkt netop rent faktisk fandtes et stort antal spændende fanzines. Så når der en sjælden gang alligevel udkommer et nyt fanzine, så er der grund til jubel.

Desværre, netop fordi der ikke udkommer andre zines i disse år, så er der selvklart heller ikke andre til at anmelde dem. Og af underlige grunde lader det til, at internetfilmsitene/-bloggene kollektivt har valgt at ignorere nyheden om et nyt blad. I sandhed trist. Men om ikke andet, er her undertegnedes anmeldelse af det nye nummer af Henrik Larsens Obskuriøst nr. 11, som udkom efter en pause på tre år. Nå ja, alting er jo relativt og når jeg kalder bladet "nyt", så skal det forstås således, at det er "nyt" i forhold til de andre blade, der udkom for 5-6 år siden. Rent faktisk udkom Obskuriøst nr. 11 sidste år, haha.

Det første, man bemærker, er forsiden med en kælling, der taler i telefon! Hun har selvsagt ikke noget med indholdet at gøre. Det næste, man opdager, er, at en del af forsideteksten er mangelfuld og at ingen af de annoncerede artikler rent faktisk findes i bladet. Forsiden er med andre ord en joke. En joke, der i sig selv er tynd, og når man dertil erindrer, at Henrik Larsen tidligere har brugt en skitseforside som rigtig forside (dvs. en skitse til en forside, der er skrevet med tush og uden billeder), så bliver den mere eller mindre gentagne joke simpelthen for tynd! Hvis Obskuriøst udkom 3-4 gange om året, så kunne det (næsten) gå an, men at spilde en forside på et blad, der kun udkommer hvert 3. år, på at lave en skitseforside med forkert indholdsfortegnelse er direkte plat! Helt ærligt! Men nuvel, en forside er som bekendt kun en forside. Lad os se på indholdet.

Traditionen tro får vi på side 2 en leder fra redaktøren, som denne gang åbner med et for Henrik Larsen uvant "Hej med dig". Det lyder næsten som børne-TV fra 70'erne, så på dén måde er det måske alligevel ikke helt så langt fra Henriks verden. Men udover det, så er det bedste ord, der kan beskrive lederen denne gang, hyggelig. Henrik taler løst og fast om tiden, der er gået siden forrige nummer; kvalerne og de lykkelige stunder. Men derudover bruges ca. halvdelen af lederen på det, som Henrik engang i en samtale med undertegnede til en filmaften for længe siden kaldte FORSVARSTALEN! Og det, der skal forsvares, er det valg, som Henrik har truffet mht. et af bladets indlæg; Nemlig et indlæg, som han grangiveligt godt har vidst, at han ville få på puklen for: En lang og dybdeborende artikel af Henriks bror, Joachim Larsen, om deres fælles helt fra barndommen: Rasmus Klump. Ja, du læste rigtigt: Rasmus fucking Klump!!!

Men forsvarstalen virker skam godt nok; Selv stønnede jeg først: "Åhh nej", men tænk engang, Joachims artikel (med afsluttende bemærkninger af Henrik selv) er både velskreven og interessant! Og det siger jeg endda, selvom jeg ikke har læst Rasmus Klump, siden jeg gik i første eller anden klasse. Og selv dengang fandt jeg den for barnlig! Men Henriks forsvarstale holder distancen og da han og Joachim begynder at kradse i overfladen, bliver det alligevel interessant (og var det ikke obskuriøst i forvejen bliver det det bestemt, da både Joachim og Henrik begynder at skrive om Rasmus Klump-hæfter, som de har læst i drømme, men som ikke findes i virkeligheden @_@). Også selvom jeg stadigvæk ikke har tænkt mig at læse Klumpens eventyr. Men at forstå en nørdisk samlers begrundelser, dét kan jeg.

På side 8 finder vi Philip Høghs anmeldelser af henholdsvis TV-serien Een gang strømer og filmen BRING ME THE HEAD OF ALFREDO GARCIA. Begge indlæg er skrevne på stift skoleengelsk og jeg har svært ved at forstå Høghs valg at skrive på engelsk. Hvorfor skrive to anmeldelser på engelsk til et dansksproget blad, som Henrik ikke har planer om at distribuere i udlandet? Begge anmeldelser er alenlange og kedeligt detaljerige (Godzilla tog et skridt frem. Så endnu et. Så endnu et. Derefter endnu et. Rodan kigge på ham. Så tog Godzilla endnu et skridt. Rodan kiggede igen på ham. Så begyndte de at slås. You get the point). Fik jeg nævnt, at der heller ikke udvises noget egentligt personligt touch. Hvis ikke de var så lange, kunne man foranlediges til at tro, at de var skrevet som plotbeskrivelser til et filmopslagsværk.

Et par sider senere finder vi Thomas Winthers artikel "Skræk-krimi – roman for stærke nerver". Jeg har for 7-8 år siden bragt indlæg af Thomas Winther i mit blad Stay Sick! Og for at sige det, som det er, så skriver Thomas nogle gange som en brækket arm. Ingen af os er perfekte, men ofte lider Thomas' skriverier desværre af unødige stavefejl, underlige pointløse sætninger, og diverse modsigelser. Jeg ville ønske, Thomas ville læse lidt mere korrektur på sine artikler!

Og i artiklen i Obs #11 går det desværre galt lige fra starten; Når man skriver en artikel om noget, lige meget hvad, så er det kutyme, at man beskriver det emne, som man har valgt at skrive om. Det siger ligesom sig selv! Emnet for artiklen er som sagt "Skræk-krimi", men der går tre kolonner, før Skræk-krimi overhovedet bliver nævnt! Thomas for fanden!!!

Som redaktør burde Henrik i.ø. også have grebet ind overfor det nonsens, Thomas får kastet sig ud i, da han skriver, at grundet et tysk forlags egendistribution af dets tyske hæfter, så er disse ikke blevet pligtafleveret til Det Kongelige Bibliotek! Henrik Larsen burde have korregeret dette vrøvl! Naturligvis har et tysk forlag ikke pligt til at aflevere sine tyske publikationer til Det Kongelige Bibliotek i Danmark!! Thomas for fanden!!!

Men hvorom alting er, så er der een ting, man hverken kan tage fra Thomas eller klandre ham for; og det er hans entusiasme! Thomas Winther er en ildsjæl, hvis der nogensinde har været en sådan!! Hvor andre fans bliver trætte af samleriet, eller slet og ret ikke kan tage sig sammen, så er Winther altid klar til endnu et projekt. Og dét skal han bestemt have ros for. Udover det, er han også fandens flink. Jeg har i.ø. et fotografi af ham, hvor han holder en pølse. Hvordan skulle man ikke kunne holde af sådan en mand.

På side 11 finder vi bladets absolut bedste indlæg. Højdepunktet, intet mindre!! Lars Vinther-Madsens "På sporet af den tabte tid" om antikvariater i København. Den artikel alene er de 50 kr. værd, som bladet koster. Artiklen er interessant, velskreven, morsom. Fik jeg sagt, den er velskreven! Vinther-Madsens artikel er af den type, hvor man ikke blot får lyst til at genlæse den en enkelt gang, men at komme tilbage til den igen og igen! Jeg ville ønske, Lars skrev meget mere.

Uddrag af Lars Vinther-Madsens artikel:

Jeg har kun besøgt antikvariatet én gang i Nørballes tid. Det forløb således: Kommer ind og hilser på Nørballe, der står nær døren. Han hilser ikke, men spørger blot hvad jeg søger. Oplyser at jeg bare vil se mig omkring, hvorefter Nørballe gentager sit spørgsmål. Jeg gentager mit svar. Nørballe bliver hysterisk og råber, at man skal vide, hvad man søger. Han går hen og griber fat i min arm og vil nærmest korporligt smide mig ud. Det skal nævnes, at jeg er ca. et hoved højere end Nørballe, ca. 40 år yngre, ydermere kan Nørballe dårligt stå fuldt oprejst pga. alderdom.

Til sidst i bladet finder vi filmanmeldelses-sektionen "Mondo Frankos hjørne" af Frank Brahe. Frank Brahe begyndte sin karriere som anmelder i Bloody Darlings og har senere både udgivet egne fanzines og medvirket i adskillige numre af Obskuriøst og mit eget blad Stay Sick! for 7-8 år siden. Gængs for alle Franks skriverier er den platte tone. Jeg husker, at allerede tilbage i Bloody Darlings i 90'erne var der læsere, der skrev til redaktør Lars von Hegnet og brokkede sig over, at nu var bunden nået med Frank Brahes platte anmeldelser. Kort sagt kan Brahes skriverier betegnes, som at han har forsøgt at kopiere Lars von Hegnets skrivestil, bare uden Hegnets talent for sprogets finurligheder, og med en plathedsgrad, der er sat ca. 300% i vejret.

Frank Brahes anmeldelser går stort set alle sammen ud på at nævne udtrykkene kusse, fisse, dildo, pik, kneppe, patter, så meget som muligt, uanset om det er relevant eller ej. Hvis man ikke har fulgt Franks Brahes skriverier, kan det sikkert lyde morsomt, og det var det da også i Brahes første 50 anmeldelser, men på et eller andet tidspunkt bliver det bare sørgelig læsning.

Frank er som ham fyren, der gentager den samme vits, hver gang man møder ham. Og når man så fortæller ham, at nu er det altså ikke sjovt længere, så bliver han stædigt ved med at gentage vitsen, blot for gentagelsens egen skyld. Han ved godt, at man ikke synes, det er sjovt. Han synes heller ikke selv, det er sjovt. Men han bliver ved alligevel. Hellere plat end ikke plat. Jeg ved ikke, om Frank Brahe selv synes, det er sjovt, men helt ærligt; det er det ikke! Jeg er bedøvende ligeglad med, hvem der måtte blive fornærmet (og på den danske scene er der en tendens til at blive fornærmet, hver gang jeg siger noget om selvsamme scene, så det er jeg såmænd så vant til), men de tre sider med "Mondo Frankos hjørne" er så ubrugelige, at jeg hellere vil læse en surrealistisk Babelfish-oversættelse af en ENW-tekst fra finsk, end at genlæse dem.

Bladets bagside har Henrik brugt på at genoptrykke en obskur reklame med O.J. Simpson fra et tegneserieblad og jeg indrømmer, at det er god psykotronik, men i et blad på blot 16 sider er det ærlig talt spild af en side, som burde have været brugt på fx nogle af redaktørens egne skriverier.

Den overordnede konklusion; Obskuriøst nr. 11 er glimrende og jeg er vældig glad for, at Thomas Winther fik sparket Henrik i gang med at udgive det. Jeg ville dog ønske, der var mere og at Henrik selv havde skrevet noget udover lederen og halvdelen af Rasmus Klump-artiklen. Og så håber jeg i øvrigt bestemt, at der kommer flere numre!

Obskuriøst er som bekendt normalt et selvstændigt blad, men nr. 11 er udsendt som del af bladet Himmelskibet nr. 20, og skal ikke bestilles fra Henrik, men foreningen Fantastik. Check her.

Og check i.ø. også Henriks blog. Ofte er der langt mellem indlæg, men på det seneste er der kommet en lille håndfuld om musik, ikke mindst heavy metal. Her og her. Søg selv videre på bloggen.

Fra EVIL MAIL til 2000 SKRÆK OG RÆDSEL-indlæg

I fredags bragte Søren Jacobsen sit blogindlæg nr. 2000 på det, som uden tilnærmelig konkurrence er blevet Danmarks bedste kanal for info om nye horrorfilm: bloggen Skræk og rædsel.

Skræk og rædsel har til sommer eksisteret i fire år, men der er sikkert en del af Sørens nye læsere, der ikke aner, hvor længe Søren egentlig har været med; Det drejer sig jo ikke "kun" om fire år. Så her er lige lidt fanzine-historieundervisning. 

I 1988 udkom første nummer af gyser- og genrefilm-fanzines Two-Zone. Bladet blev udgivet af Peder "Pedro" Pedersen (der senere lavede Aquas kendte musikvideoer). Og kort efter fulgte andre filmfans med deres egne fanzines om gyser-, skræk-, kult,- weirdo,- sci-fi- og ikke mindst splatterfilm.

En af disse unge fans var Søren Jacobsen, som udsendte det første nummer af sit nyhedsbrev Evil Mail i starten af 1989 og senere på året begyndte at udgive fanzinet Phenomena. Det er altså mere end 20 år siden!

Disse zines omkring 1988/89 skulle i øvrigt blive starten på en "scene" med en 20-30 mennesker, der alle mere eller mindre kendte hinanden eller i alt fald kendte hinandens adresser, når de skulle bytte videokopier af de sjældne splatterfilm, som dengang næsten var umulige at opdrive på originale videobånd (dette var næsten et tiår, før dvd'en kom på det danske marked).

Evil Mail udkom med 10 numre og Phenomena udkom med 6 numre fra 1989 og frem til 1990. Og senere udsendte Søren også bladene Aenigma og Lydsporet. Jeg udsendte iø selv det første nummer af fanzinet Banned in Britain i '94, men det er så en helt anden historie. xD.

Udover bladene blev det også til en del små amatørfilm, som diverse fans lavede hjemme i baghaven. Førnævnte Two-Zone skiftede i 1989 navn til Inferno, og en del af disse små film udkom på et videobånd, som Inferno-redaktionen udsendte. Som en sjov detalje skal det da også lige nævnes, at man rent faktisk kan se Søren med et nummer af Fangoria i en dokumentarfilm om blodige horrorfilm fra 1991, som dengang blev lavet og bragt på tv med titlen SPLATTERDRENGE. Filmen blev instrueret af Steen Schapiro, og værten i filmen er Peter Johansen, en anden af de "kendte" filmfans fra dengang. Dokumentarfilmen kan ses her. 

I dag, hvor internettet for en stor dels vedkommende har overtaget den rolle, som det trykte medie havde i gamle dage, er næsten alle de små fanzines lukkede. Det eneste, der er udkommet for nyligt, er Henrik Larsens Obskuriøst, hvoraf nr. 11 udkom sidste sommer.

Du kan checke titlerne på de gamle zines ud på Wiki her. Og endvidere har Thomas Winter lavet et udmærket indeks med omtaler af de danske filmfanzines på Fantastiks hjemmeside. Du finder det her.

Det skal naturligvis også tilføjes, at Uncut.dk også er en del af den gamle scene, selvom de ikke er på tryk (bortset fra et enkelt specialnummer) og også har været med rigtig længe.
[EDIT (2026): Desværre er Uncut.dk nu for længst lukket og fjernet fra nettet]

Ovenstående: Fra Sørens leder til Phenomena nr. 1

Jeg må indrømme, at jeg synes, det er kanonfedt, at Søren stadig er så entusiastisk en skrækfilmfan, som han er, selvom han er blevet "voksen". Desværre er der mange, der føler, at lige så snart de får hus og hjem, så skal de pludselig forlade de fede film og udelukkende se mainstream-stads. Hurra for folk som Søren, der er med til at gøre, at jeg ikke behøver føle mig helt alene som horrorfilmfan her i voksenlivet! Og endnu en gang tillykke til Søren med de 2000 indlæg. Vi ser frem til mange flere!

Her er Søren med KANNIBALMASSAKRENs blodtørstige
instruktør, Ruggero Deodato (marts, 2010). Foto: Nicolas Barbano

NB: Hvis man skulle have lyst til at læse Sørens gamle fanzines, så behøver man altså ikke rende (forgæves) rundt i gamle antikvariater. Alle numre af Phenomena og Evil Mail kan nemlig downloades frit og kvit (og med Sørens tilladelse) fra Uncut.dk's bibliotek her (som de stadig kalder "artikler", selvom den gode hr. redaktør Caspar Vang fra tid til anden forsikrer, at NU skal de nok ændre til det mere logiske "Bibliotek", haha). Der er også et par numre af Aenigma (oneshot) og Lydsporet (#2). Jeg er faktisk ikke klar over, hvorfor Lydsporet nr. 1 eller de efterfølgende numre ikke er lagt op til download. Søren nævner nedenfor i kommentarfeltet, at han vist nok udgav hele 21 numre af bladet!

Også fra lederen til Phenomena nr. 1

NB: Klik på de to scans for at se dem i mere læsebar størrelse]

Søren Jacobsen i 1991 på en bænk med et nummer af FANGORIA
i dokumentarfilmen SPLATTERDRENGE - Er det en bænk på en
kirkegård? Check selv efter. Og som synsprøve kan du jo checke,
om du rent faktisk kan se, hvilket nummer det, der er tale om
(hvis ikke, så afslører Søren det i kommentarfeltet til dette indlæg).
Link til hele filmen oppe i artiklen. 

EDIT (2026): Uncut.dk er som nævnt fjernet fra cyberspace, og linket til download-siden med Sørens fanzines er dermed væk. Heldigvis kan disse dog stadig downloades via Wayback Machine. Jeg har rettet linket foroven, men ellers kan du også bare klikke her.  

Gee, hvem skal jeg tro på: en entusiastisk psykotronisk filmfan eller den vingummibamse de har sat til at anmelde samme film på OnFilm.dk???

Jeg fandt den danske DVD-udgave af ROSENS BRODERSKAB (Brotherhood of the Rose) (på On-air Video) i Fakta i dag til kun 50 kr., men ville lige checke et par omtaler af serien, før jeg købte den. Sagen er nemlig den, at spion-thrillere ikke egentlig er min kop te per se, men hvis det er godt så er det godt, og så checker jeg det naturligvis ud. No problem.

Jeg kunne huske at have læst en anmeldelse på Fred Andersons gamle blog, Mother! Oh God, mother! Blog! Blog!, og at han var vældig glad for serien. Og ganske rigtigt; Freds anmeldelse gir nøjagtigt den entusiastiske omtale af serien, som man er vant til fra filmentusiaster, der ikke nødvendigvis skal forsøge at være påtaget negativt kritiske, blot fordi sådan er man, hvis man er "rigtig" anmelder.

Det er ærlig talt en misforstået holdning og den irriterer mig grænseløst! Desværre er der mange "anmeldere" (og jeg bruger udtrykket løst) på diverse danske plat-anmeldersites, som har indløst billet til netop den måde at anmelde på. Og ganske rigtigt, da jeg tilfældigt faldt over OnFilms anmeldelse var den netop skrevet af en "anmelder", hvis færdigheder som anmelder næsten er på højde med en pose ostepops. Faktisk nu jeg tænker over det, så tror jeg næsten hellere, jeg ville have læst en anmeldelse skrevet af en pose ostepops.

Jeg bringer her de to anmeldelser. Jeg har udeladt plot-beskrivelserne og kun medtaget anmeldernes betragtninger af selve serien som sådan.


OnFilm-anmelder, OnFilm:

Rosens Broderskab

En 20 år gammel TV-miniserie overført til DVD er tre timers ørkenvandring, medmindre du er til TV-serier, som de så ud i 80'erne i en halvdårlig produktion med halvdårlige skuespilpræstationer og en historie, der knap kan holde spændingen.

Filmen Rosens Broderskab (Brotherhood Of The Rose) er oprindeligt produceret til TV tilbage i 1989 og nu udgivet på DVD. Filmen er baseret på en roman skrevet af David Morrell, som i øvrigt også skrev First Blood - den første filmatisering om Vietnam-veteranen John Rambo.

På listen over skuespillere finder vi så prominente og kendte navne som Robert Mitchum, Peter Strauss, M. Emmet Walsh (i en meget lille rolle) samt en meget ung David Morse. Rimelig kendte skuespillere, der dog sikkert ikke ønsker at blive husket for denne film.

[...]

En dårlig TV-produktion
Det er tydeligt at se, at selve produktionen af filmen er lavet til TV. Der er noget B-film over den. Musikken er til tider irriterende og virker flere steder malplaceret. Lyden er typisk for den tids TV-film - specielt pistolskuddene, der lyder som to grydelåg der klaskes sammen, og dæk der altid hviner på biler, uanset hvor langsomt de kører

Skuespillet er ikke for godt, heller ikke fra de trods alt rimelig kendte navne, og endelig kan historien knap holde spændingen i de tre timer som filmen, der er delt over 2 discs, varer.

Hele den anden disc følger de tre agenters kamp for at overleve, samtidig med at de skal have fundet frem til sandheden om Eliots forræderi. Det er desværre gabende kedeligt og en ørkenvandring uden lige. En enkelt scene med en bil/helikopterjagt svinger sig op til det jævne, men det fjerner ikke indtrykket fra en jævnt kedelig film.

Jeg vil give filmen en enkelt stjerne - det er hvad der er tilbage, når jeg fratrækker stjerner for dårlig produktion, dårlig lyd/musik, dårlige skuespilpræstationer, filmens længde og endelig filmens totale mangel på spænding.

Ekstramateriale
DVD'en indeholder ikke ekstramateriale.


Fred Anderson, Mother! Oh God, mother! Blog! Blog!

Rosens Bröderskap är på sätt och vis en typisk miniserie. Den håller en jämn nivå rakt igenom de tre timmarna och har överlag väldigt bra skådespelare, givetvis med trion Mitchum, Strauss och Morse i ledningen. Även James Hong och alltid lysande M. Emmet Walsh gör avancerade gästroller. Morse är en udda skådis, och hans länga gestalt (hur lång är karln egentligen?) tillsammans tidsenliga pull-overs kan sticka ut en aning, men en bra skådis överlever allt - så även Morse.

På grund av längden, och det vilda resandet till jordens alla hörn så fokuseras det kanske mer på thriller och drama än renodlad action, även om det blir ett antal schysta pang pang-scener också. Det är nästan serien styrka då den är såpass välskriven att man faktiskt tycker att det är spännande nästan hela tiden. Den enda gången det blir lite svagare är under filmens andra fjärdedel, där det tuggas lite tröttsamt med dialog och intriger, men sedan drar det ifrån och sista halvan blir betydligt, betydligt bättre. Förutom en del skottlossning och explosioner så blir det en del fin och klassisk fighting, där den bästa scenen absolut är Remus mot en MI6-snubbe på en blåsig strand. Coolt.

Studio S har släppt den på DVD i Sverige och bilden är väldigt bra, skarp och skön åttiotalsstämning i fotot. Tyvärr inget extramaterial att snacka om, men det kan man överleva.

Satans yngel - den der slap væk...

Ja, desværre er Satans yngel en af dem, der slap væk fra mine klosakse i min evige søgen efter lige dén der horrorfilm på dansk exrental, som jeg ikke har. Snøft. Jeg fandt (og købte) den plakat, som Video International i sin tid udsendte i forbindelse med udsendelsen af lejevideoen (motivet er videoens forside, men altså bare blæst op til plakatstørrelse). Jeg fandt den på filmmessen i 2003, men desværre er det endnu ikke blevet til selve kassetten. På originalsproget hedder filmen iø THE REDEEMER - SON OF SATAN (Constantine S. Gochis, USA, 1978) og findes godt nok på en billig DVD, men jeg har læst, at der skulle være tale om et fælt censureret TV-print, så den behøver jeg ikke lige i samlingen. Puhha, som Amalie fra Paradise Hotel ville sige.

Her er le trailer:

BASF videobåndsreklame fra 80'erne

Dværgen aka The Sinful Dwarf - trailere

Oprindelig trailer:



Ny trailer:



Hvordan sku' man ikke ku' elske den dansk-amerikanske film Dværgen? xD. Absolut een af de bedste danske film. Jeg indrømmer, at første gang jeg så den (hos Nils Markvardsen, på japansk DVD), brød jeg mig ikke specielt om den, den var da okay, men så heller ikke mere. Men ANDEN gang, jeg så den, woah!! Så virkede den! Det her er perfekt psykotronisk trash!! Kan kun anbefales for lidt!!!

Så hellere en negerbolle

I dag spiste jeg en tomat. Tomaten var dejligt rød og lugtede lifligt. Det viste sig dog, at den smagte af sæbe. Nå, men jeg tænkte, at det nok blev bedre (det var en stor tomat) og forsatte. Smagen af sæbe blev ved, men som jeg nåede gennem tomaten vænnede jeg mig til den, ja jeg tror faktisk aldrig mere, jeg vil ønske at spise en tomat, der ikke smager af sæbe. Men vent, der er mere! Halvvejs inde kiggede jeg ind i den resterende halvdel og så til min store overraskelse en fed larve. Men jeg var sulten og tænkte, at det fyldte alt sammen i min tomme mave, så jeg ignorerede larven og skulle lige til at tage en bid mere, da jeg i det samme hørte en svag stemme, der bad: "Åhh, skån mig, gode herre". Jeg blev jo mildt sagt noget overrasket og vendt mig om, idet jeg troede, at det var min broder, der lavede fjas med mig, men erindrede så, at jeg slet ikke har nogen broder. "Ih du forbarmede" udbrød jeg og kiggede igen på larven og kunne nu se, at larven havde et lille ansigt; Hvis ikke jeg havde vidst bedre, ville jeg have troet, der var tale om en larve-mand! Nå, men larven begav sig snart ind på en lang og trættende beretning om, hvorledes han havde måttet gå grueligt mange genstridigheder igennem og udholde alskens kvaler og alligevel var endt op i en rådden tomat, der smagte af sæbe. Og endvidere... blah blah blah... jeg kunne ikke holde det ud og åd tomaten og tomat-manden. Nogle dage er det hele bare for meget! :/



NB: Scannet er et billede af et fjernsynsapparat, der viser dokumentarfilmen DET VITA RUMMET. Det har selvklart ikke noget med dette indlæg at gøre.