Andet afsnit af Kojak på dansk tv i 1975: "Frygtens sammensværgelse"

Jeg modtog den komplette Kojak-box i går og hurra for det! Det sene aftensmåltid blev indtaget sammen med den græske skaldepande med slikkepinden. Den første episode, som Danmarks Radio viste i sin tid, var piloten, "Marcus/Nelson-mordene". Den havde jeg allerede set - på engelsk dvd. Og den KUNNE jeg huske. 14 dage senere dengang i 1975 viste DR episoden "Frygtens sammensværgelse". Monopolkanalen havde det med kun at bringe episodeserier i bidder dengang i 70'erne, og med "Kojak" sprang man simpelthen over de første otte regulære afsnit og frem til episode ni! Men da amerikanske episodeserier i 70'erne for det meste ikke hang sammen, så kunne det gøres uden at seerne anede uråd.

Okay, jeg valgte så at gøre det samme og sprang frem til afsnit 9, som er instrueret af den franske instruktør Jeannot Szwarc. Han har instrueret så store mesterværker som JAWS 2 og SUPERGIRL, og lavet tonsvis af afsnit af serier som Rockford Files, Night Gallery, Columbo osv. osv. Han lever stadigvæk.

Modsat piloten, så genkendte jeg INTET i aftenens afsnit. Så jeg gætter på, at vi har været ude at danse den fredag aften i 1975 - eller noget. Jeg så naturligvis episoden i sort-hvid, som jeg ville have gjort tilbage i de forvirrede 70'ere. Men selvom jeg ikke genkendte afsnittet, så var jeg fint underholdt alligevel.

Jeg tænkte på, at disse amerikanske 70'er-tv-serier stort set er PULP! Der er ikke den store forskel på de film og forfilm, som blev sprøjtet ud i 30'erne og tv-serier fra 70'erne. Underholdning baseret på tynde plots og samme fremgangsmåde igen og igen. Aftens episode kunne nemt have været en film fra 30'erne, hvor man blot havde skiftet en superhelt eller en cowboy med action-hund (eller hest) ud med Kojak. Onde bygherrer vil købe byen og knalder ethvert lovlydigt fjols ned, som står i vejen for dem uden pardon. Men heldigvis er Kojak, som lige så godt kunne være Tonto/Fantomet/Skyggen/Lassie/Den hvide hævner, på lovens side og klarer i sidste øjeblik paragrafferne.

Jeg var underholdt.

DR viste 20 afsnit ud af de 118, som blev produceret til amk fjernsyn.

NB: Boxen indeholder alle fem sæsoner, men æsken informerer, at sæson 3-5 er uden undertekster! Nu behøver jeg dem ikke, men det er da vist lavmålet af billigudgivelse, hva'. Man ofrer ikke engang et par bukkede dalere på undertekster.

Det føles som længere, men DR bragte kun KOJAK i halvandet år. 20 episoder. Så var det slut. 1975-76

 Mere gammelt skrammel fra gamle dage. Eller er det guld? Jeg kan ærlig talt ikke huske serien Kojak. Jeg husker, at vi i min familie så piloten, som kørte i spillefilmslængde, og som var mere rå og hård end resten af serien. Den byggede på en rigtig mordsag, hvor politiet hev en tilfældig ung, sort mand ind og besluttede, at han var morderen.

Jeg husker een scene fra piloten, hvor Kojak står og kigger ned i en vask, hvor den blodtilsølede kniv ligger. Jeg husker det som en vældig blodig scene, men det er selvfølgelige min fantasi, som spiller med her - vi så alting i sort-hvid dengang i de forvirrede 70'ere. Men jeg husker intet fra de ordinære afsnit.

Men det kan jo være, at jeg genkender noget. Jeg har netop (i nat!) bestilt hele serien på dansk dvd. Alle fem sæsoner findes i et bokssæt, som Coolshop sælger lige nu til sølle 324 kr. inklusiv fragt. Man får godt nok ikke piloten eller de syv senere tv-film med, men hva' fa'en. Fem sæsoner (118 afsnit) til 300 spir er en glimrende handel i sig selv (piloten har jeg i forvejen på engelsk dvd).

Danmarks Radio havde for vane kun at sende udvalgte episoder af episode-serier i 70'erne (og til dels 80'erne). Og det samme gjaldt Kojak. Man viste 20 afsnit over halvandet år fra 1975-76, og så var den skid slået. Man skulle jo helst heller ikke sende for meget amerikansk propaganda dengang. Der blev lavet 118 afsnit over fem sæsoner i USA + en pilot i spillefilmslængde og syv tv-film. Så der havde været nok at tage af.

Men! M-e-n!! Een ting, som DR i det mindste gjorde, var at producere en dokumentarudsendelse om Telly Savalas (som spillede rollen som Kojak): Telly Savalas alias Theo Kojak.

Den blev vist før det sidste afsnit i 1976, og er aldrig blevet genudsendt. Jeg kunne vældig godt tænke mig at se den (gense den? Jeg husker ikke, om jeg så den i 76). Desværre var der jo ikke nogen, der havde videomaskiner i 76, så det er umuligt at finde en privat optagelse.

Det er jo den slags, som DR's online-arkiv Bonanza skulle bruges til, men på den gamle monopolstation orker man åbenbart ikke at gøre noget ved arkivet. Jeg hørte fra en DR-ansat for et par år siden, at man endda havde overvejet at lukke det. De skulle ærlig talt tage og bede norsk stats-tv om at oplære dem i, hvordan den slags gøres. Det norske arkiv er fedt!

NB: DR's journalist, Annett Wolf, som lavede programmet, drog senere til Hollywood og lavede tv i mange år der - samme slags interviewprogrammer. Hun lever stadigvæk (if. Wiki). Måske skulle jeg skrive til hende og høre om hun kan skaffe en kopi, lolz!

(DR-program 09.12.76)

AGAINST THE DARK (Richard Crudo, USA/Rumænien, 2009)

Jeg citerede Bill Landis fra hans gamle newsletter Sleazoid Express (fra 1980) i går, og nu vil jeg gøre det igen:

"Ever stare at a movie in grotesque fascination, wondering how something as bad as it was made, let along released?"

Jeg har netop set "vampyrfilmen" AGAINST THE DARK, og jeg antager, at du straks gætter, hvor denne anmeldelse vil gå hen ad (med ovenstående citat, ikke mindst). Og du har ganske og aldeles ret. AGAINST THE DARK er ikke ... god. Men om ikke andet er den interessant. Om ikke andet (igen) så for undertegnede; Hovedrollen (i alt fald hvis man kigger på omslaget) er nemlig Steven Seagal, og tro det eller ej, men dette er den første Steven Seagal-film, jeg nogensinde har set! Og dét, om intet andet (for tredje gang), gør den interessant. Og hvordan - i en verden af actionfilm - kan dette virkelig være den første Seagal-film, som manden, der engang var redaktør af et fanzine om trash- og horrorfilm, sætter sig og ser? Well, netop af samme årsag. Jeg er ikke den store actionfilm-fan. Jeg har ikke noget imod dem, men i en verden af, well, trash- og horrorfilm, hvem har så tid til actionfilm med bøvede helte!? Og derfor er der selvsagt ikke noget mærkeligt i, at netop AGAINST THE DARK bliver min første Steven Seagal-film; Her slår han sig nemlig på horrorgenren. Eller i alt fald action-horror-genren. I denne film er Seagal nemlig oppe mod nattens tørstige yngel, og her mener jeg ikke denne verdens Charles Bukowski'er, men flokke af vampyrer.

Action-horror er en genre, som sprang up for nogle få år siden, og som er mere action end egentlig horror. Det lader til, at adskillige af de gamle actionfilm-stjerner har skullet forsøge sig med genren på deres halvgamle dage, velsagten for at krydre op på de gamle action-plots, som er blevet gentaget i een uendelighed. Steven Seagal, Vin Dielsel og Dolph Lundgren har i alt fald alle kastet sig over action-horror. Jeg har Vin Diesels THE LAST WITCH HUNTER liggende på stadig uset dvd. Og Dolphs DON'T KILL IT så jeg på Blodig Weekend og syntes den var god nok til også at købe blu-rayen fra Njuta for nogle år siden. Jeg ved som sagt endnu ikke med Vin Diesels film, men Dolph Lundgrens film var udmærket uden at være noget mesterværk. Men om ikke andet var den hoved og skuldre bedre end Seagals film!

PLOTTET: En virus er brudt ud, ikke Corona, men en virus, som gør folk til zombier. Zombier, der opfører sig og ser ud som moderne zombier af løbetypen. Men, hov, sagde jeg ikke lige "vampyrer"? Godt spottet, og jo, det gjorde jeg. Men ifølge IMDb bryder Steven Seagal sig ikke om zombier, og så var filmens bagmænd nødt til at ændre betegnelsen til vampyrer frem for zombier. I filmen nævnes, at de slet ikke er vampyrer, men ... mutanter.

Nå, men som det gerne er i denne type film, hele vejen fra NIGHT OF THE LIVING DEAD og frem til i dag, så skal en gruppe tilfældigt sammensatte mennesker forsøge at overleve gennem natten, og til de kan finde a safe haven. I AGAINST THE DARK er gruppen fanget i de lange - meget lange - gange på (og under) et stort hospital. Det meste af filmen foregår i disse gange (sådan er det med lowbudget-film). De går frem og tilbage. Frem og tilbage. Freeem og tilbaaage. You get the drift. 

Og hospitalet er fyldt med disse zombie-vampyrer. Heldigvis for gruppen af ikke-virusramte unge mennesker, så har en gruppe vampyrjægere også fundet vej til sygehuset. Man får ikke nogen medalje for at gætte, at disse jægere ledes af Steven Seagal. Han har et sværd, som han hakker og nakker vampyrer med. Og han har også en mandlig medhjælper og to kvindelige vampyrdræbere. Alle går de i lange sorte læderjakker som et bedre EMO-band. Og kvinderne har flotte kavalergange, som man forestiller sig ville være mere praktiske på et diskotek end i kamp mod en blodsuger.  

Seagal bevæger sig ikke så meget. Han ser faktisk lidt ... stor, bred og ubevægelig ud. Allerede i 2009 var han vel efterhånden blevet en ældre herre, og modsat en Jackie Chan, så holdt han sig vist ikke helt så godt i form. Det meste af filmen går han bare rundt, gi'r et par one-liners og hakker et par zombier ned uden egentligt at bevæge sig. Dette er som bekendt min første Steven Seagal-film, og jeg håber da, at han var mere adræt i sine film i gamle dage (det håber jeg, ikke mindst fordi jeg købte 11 af hans gamle film på dvd i PlusButikken forleden. En eller anden havde åbenbart afleveret hele sin Steven Seagal-samling på en genbrugsstation!). I øvrigt er Seagal slet ikke med ret meget i filmen. Han er som tidligere nævnt hovedpersonen, men i virkelighedens verden er det gruppen af unge flygtende mennesker, som er hovedpersonerne. En eller anden på IMDb skrev, at Seagal er med i 23 (af filmens 90) minutter - og i en del af de scener er det hans stuntdouble, som man ser. "Stuntdouble"? Hvis Jackie Chan læser min blog, griner han sikkert sin røv i laser lige nu.

Nå, men gruppen vader frem og tilbage. Seagal og jægerne vader frem og tilbage. Nogle soldater i et telt uden for området vader frem og tilbage, medens de ihærdigt diskuterer, om de skal bombe eller ej. Det fedeste ved filmen er henholdsvis zombierne og gore-scenerne, som er helt okay.

Jeg vil naturligvis ikke spolere slutningen. Overlever gruppen? Overlever jægerne? Overlever soldaterne i teltet? Slipper zombie-vampyrerne ud i verden? Kommer soldaterne til enighed? Kommer der en sequel? Så mange spørgsmål. Så stor ligegyldighed om svarerne fra undertegnedes side. 

Jeg vil slutte med (passende) at citere Bill Landis igen. Han skrev om en anden film, men det passer også godt på min holdning til AGAINST THE DARK: 

"I despise this film. I'm shocked at the audacity of the people involved with it to (unsuccessfully) turn it into a midnight cult movie. My advise to them is to destroy all the prints of their abortion of a movie and then relocate to the ruins of Jonestown."

Denne danske dvd indeholder også en 10 minutters "Making of" og en håndfuld trailere til andre film. Billedkvaliteten er glimrende for dvd. Købt i PlusButikken til 5 kroner. Jeg er glad for, at jeg ikke gav 10 kroner for den. Dét havde været for meget!

Pippi Langstrømpe på dansk tv

"Aktuelt" 20. december 1969

Jeg har ikke noget egentligt forhold til Pippi Langstrømpe-serien fra dansk fjernsyn. Jeg så den, da den kørte på DR i starten af 70'erne, ligesom jeg fulgte med i Emil fra Lønneberg. Men jeg har ikke noget nostalgisk forhold til disse serier. Faktisk har jeg det lidt stramt med konceptet "nostalgi". Når jeg går tilbage og genbesøger de gamle ting, så er det for at udforske, hvordan de rent faktisk er. Snyder indtrykkene fra mine barneøjne mig? Hvordan ser tingene ud set fra voksenhøjde? Det er ikke, fordi jeg tænker: "Åhh, hvor var det dejligt dengang".

Men nu hvor jeg sidder og udforsker 70'erne, faldt jeg forleden over "nyheden" om, at det svenske statsfjernsyn, Sveriges Televistion (SVT), nu har restaureret Pippi Langstrømpe. Jeg har sådan set aldrig bidt mærke i, hvor meget ægte serie, at serien reelt set var; Jeg antog, at der var tale om spillefilm, som var redigeret om til tv-afsnit, ligesom man ofte gjorde i Danmark og Sverige dengang. Men det er faktisk omvendt for en gangs skyld: Tv-serien er senere redigeret om til to film.

Senere kom der også to rigtige film, som (i alt fald for den enes vedkommende - måske begge, jeg har ikke undersøgt det nærmere) blev klippet om til tv-serie (der er også andre filmudgaver, men dette er ikke ment som nogen komplet gennemgang). Men den originale serie er på 13 afsnit. Og i 2014 fandt SVT de gamle bånd frem og restaurerede dem. Jeg opdagede det hele, fordi jeg faldt over en svensk bluray-udgave af serien på cdon.

Jeg checkede dvdcompare, som fortæller, at serien er uklippet, men det gælder kun de gamle dvd-udgaver, og desværre har man ikke nævnt denne nyere bluray. Ifølge Wiki er der mindst to censurklip! Begge skyldes den nye politiske korrekthed, som vi lider af i disse år. Man må ikke sige "negerkonge", og man må ikke strække sine øjne ud, så man ligner en kinøjser (dét udtryk bruger de nok heller ikke). Jeg fik forleden at vide på facebook, at jeg skal tage mine "anti-woke"-briller af. Nej, det ser jeg ingen grund til. Jeg synes derimod, at andre skulle tage dem på. Censur er censur. "Cut is cut", som Videohunter havde for vane at sige i gamle dage på Cinehound Forum. Fint nok, at man vil beskytte børn fra "problematiske" sager fra gamle dage, men man bør give voksne muligheden for selv at kunne vælge. Man kunne nemt have inkluderet begge udgaver, som det f.eks. ses med nogle dvd-udgaver af Kannibalmassakren, hvor man kan vælge mellem den uklippede udgave og en udgave uden drab på dyr.

De to klip blev omtalt i adskillige danske medier i 2014 - sikkert da nyheden blev omtalt i Sverige (check bl.a. denne omtale i Kristeligt Dagblad, og find selv flere via Google). Mens dette skrives, ser jeg nu, at serien rent faktisk ses på DR.DK i sin helhed, alle 13 afsnit. Og det er endda med dansk voiceover - ikke noget med dansk dub.

Sjovt nok kom der INGEN pressedækning, da DR først bragte denne nyrestaurerede og censurerede udgave. De danske medier har ofte for vane kun at springer på en historie, når den er ny, og der er læsere, der kan tiltrækkes. Men at gentage denne type nyhed, fordi der er en nyhedsværdi i at gentage den, er man ofte ikke interesseret i. Det kunne det have været interessant, hvis den danske presse havde dækket nyheden om, at Danmarks Radio nu fulgte trop med svenskerne og begynde at vise censureret børnefjernsyn. Men det er åbenbart kun interessant, når man kan pege fingre ad svenskernes fjollerier, når de vel at mærke foregår i Sverige - men at dansk stats-tv gentager dem, ignorerer man totalt. Jeg har i alt fald ikke kunnet finde nogen omtale.

Det er Gunvor Bjerre, som har indtalt den nye version af selve serien. Men jeg er i tvivl her: Er hendes indtaling ny, eller er det den, som DR brugte i 70'erne? Jeg kan ærlig talt ikke huske lyden af 70'ernes visning. Og jeg kan ikke lige umiddelbart finde oplysninger herom.

Jeg fandt Aktuelts omtale af første visning af første afsnit i avisarkivet (AK 20.12.1969 - se ovenfor), og interessant nok står der, at serien dengang ville blive vist med den svenske dialog og med danske undertekster. Så i starten har den altså ikke fået voiceover.

DR har også den ene af de to film fra 70'erne liggende i online-arkivet for tiden, PIPPI LÅNGSTRUMP PÅ DE SJU HAVEN (Pippi på de syv have, Sverige/Vesttyskland, 1970), men desværre er der her tale om dansk synkronisering. Det lyder frygteligt efter min mening. Så hellere undertekster.

NB: Dansk fanzine-dækning: Henrik Larsen skrev kort om serien i Obskuriøst nr. 13.2 ("Genbrug er det bedste guld") i artiklen om 70'er-børne-tv.

Actionmanden fra UGENS RAPPORT i det nye nummer af UD & SE!!!

Jeg hang ud nede i den lokale DSB-kiosk i går aftes. Jeg skulle afsted mod nye ukendte rejsemål (okay, det var Fuglebjerg). Der var en halv time at slå ihjel, så jeg bestilte kaffe og noget kernesund ædelse (eller hvordan det nu var). Og just som jeg fordriver tiden med dovent at bladre gennem det seneste nummer af DSB-bladet Ud & Se - i øvrigt ikke et af denne verdens mest interessante tidsskrifter (og er der aldrig nogen, der har fortalt dem, at grammatikken i titlen er forkert!?) - så er jeg ved at kløjes i den franske hotdog. For dér - lige dér - er der fanderme en stor artikel om Freddy Wulff! 

Dén Freddy Wulff, som i 70'erne var kendt som den vilde actionman i mandebladet Ugens Rapport!!! Dén Freddy Wulff, som, dengang Kurt Thyboe sad i redaktørstolen, farede rundt til alverdens kendte og (specielt) mindre kendte lande (nogle gange u-kendte lande) langt borte fra Danmark for at opstøve alverdens kannibaler, mordere, dræberdyr og alt muligt andet spændende. Dén Freddy Wulff, som stort set var den eventyrer, som jeg i min vilde fantasi som barn troede, at jeg selv ville blive, når jeg engang blev voksen. Artiklen er fed, og jeg husker ikke nogensinde at have læst noget mere interessant i DSB's futtogsblad. 

En journalistsnude er krediteret for teksten, men jeg antager, han ikke har lavet meget andet end at transskribere Wulffs beretninger, fremproklameret uden pause. Hele artiklen er i alt fald skrevet i første person ental (jeg-form). Bladets trykte udgave ligger der, hvor man nu engang finder Ud & Se, men man kan også læse/downloade en PDF-version lige her. 

DR's todelte dokumentar Ugens Rapport - lige på og hårdt (hvor Wulff også får pænt megen taletid) kan ses på YouTube: Del 1 / Del 2. 

En forfærdelig dag i 1972

Sådan som jeg husker det, så bragte Danmarks Radio cirka en (een!) cowboyfilm om året tilbage i min barndom i 70'erne. Een! (det var i alt fald mit indtryk dengang. Måske tog jeg fejl, men jeg har endnu ikke undersøgt det nærmere). Hvis det nu havde været rapportager fra bordtennisturneringer eller socialrealistiske tv-stykker, som der kun blev bragt en gang om året, så skulle ingen nogensinde have hørt eet ondt ord om det fra min side. Men nu er det westerns, vi taler om. Western-film. Eller cowboyfilm, som vi kaldet dem dengang. 

Den ene gang om året, når monopolkanalen lukkede op for præriestøv og revolverrøg, så sad denne lille purk klinet til den 24 tommers sort-hvide skærm - hver gang! Dét kan du bide dig selv i næsen på. Desværre blev visningen af årets cowboyfilm i 1972 lidt af en fiasko. Jeg vil faktisk gå så langt som til at beskrive det som et af barndommens traumer. Sagen er den, at af fuldstændigt uforståelige grunde havde DR valgt at bringe årets ene cowboyfilm som skole-tv. SKOLE-TV!!! Jeg tager ikke pis på læseren. Dette er den rene og skinbarlige sande sandhed. Nogle tosser i programafdelingen hos Danmarks Radio mente åbenbart, at det ville være en god idé at vise en western i skoletiden. Regnede man virkelig med, at skolerne rundt om i Danmark ville aflyse undervisningen, så ungerne kunne gå op i fjernsyns-lokalet for at se en cowboyfilm!?!?!? For yours truly i barnehøjde lød det åndssvagt, og for yours truly i voksenhøjde lyder det ikke mindre åndssvagt. Hvis der var nogen skole, som lod poderne hygge sig om en film om revolvermænd og indianerhyl, så kender jeg i alt fald ikke til denne skole. Det var i alt fald ikke 2. klasse på Tårnborg skole. 

Det var frygteligt. Jeg må have kigget i tv-programmet i Sjællands Tidende, som min far købte. Eller måske var det blevet annonceret på tv, at der ville komme en cowboyfilm. Men i alt fald så tiggede jeg de gamle om at få lov at blive hjemme og se filmen. Desværre havde mine forældre hjerter af sten. De var onde og hårde og forstod ikke vigtigheden af dette. Jeg husker tydeligt, hvorledes jeg sad i klasselokalet om formiddagen, mens filmen kørte på tv, og hulkede. Jeg overdriver ikke - jeg hulkede! 

Nu her i dag sidder jeg så og kigger (endnu en gang) i Politikens Dansk TV i 70'erne, og hvad falder jeg over? Opslaget over cowboyfilmen fra skole-tv i 1972 intet mindre! Om jeg havde bidt mærke i filmens titel i 72, har jeg glemt. Og selv hvis jeg havde, så glemte jeg den hurtigt igen. Men hvorom alting er, så er der tale om John Fords Diligencen aka STAGECOACH fra 1939. Præcis visningsdato: 18. september 1972. Jeg poster her filmen fra YouTube, om end jeg selvsagt endnu ikke selv har set den. Uploadet er endda i højopløsning (1080p). 

Rejsen tilbage

Blogforfatter med moder
(ingen tidsangivelse på foto, men givetvis 1971)
EDIT (16.5.24): Der *er* en tidsangivelse, men man ser den
jo selvsagt ikke, hvis man ikke kigger efter. D'oh!!
Fra far og mors første bryllupsdag, 1971

Jeg har tænkt mig at rejse tilbage. Jeg har faktisk tænkt på det i adskillige år. Rejse tilbage til der, hvor jeg tilbragte barn- og ungdommen + det tidlige voksenliv. Er det Svenstrup, London eller Australien, jeg mener? Nej, ingenlunde. Jeg taler om det land, der hedder 1970'erne!   

Jeg har faktisk haft lyst til sådan en rejse længe. Læsere af denne blog har kunnet læse mine små indlæg med labels såsom "Jack J's 70'ere" og "Jack J's 80'ere" lige siden 2009 (check første indlæg her). Men det har været små spadestik med en lille håndspade af den type, man bruger til blomsterkummen. Nu skal der graves ordentligt. Graves i fortidens muld og mørke. 

Det lader sig desværre ikke gøre sådan rent fysisk. Tidsmaskinen er uheldigvis endnu ikke opfundet i andet end SF-historier. Man skulle jo ellers have troet, at vi både ville have haft flyvende byer og tidsmaskiner, da vi nåede det mytiske år 2000. For slet ikke at tale om indkøbsture til Mars. Men sådan er det overraskende nok ikke gået. 

Da jeg var 10 år gammel, tog mine forældre og jeg (og vedhæng) på den eneste rigtige sommerferie i min barndom. Til Vesterhavet i 14 dage. Jeg havde min båndoptager med, og jeg husker, at jeg havde et kassettebånd med i alt fald eet nummer med rockbandet Nazareth med. Hvad mere var der på det bånd? Jeg ville gerne kunne tage tilbage og checke efter. Og at stå i udkanten af billedet og smugkigge ind på sit eget 10-årige "jeg" ville sikkert være herligt. Og så måske alligevel ikke. "You can't go back", som James Ellroy sagde engang. Og måske er det bedst sådan. Det ville sikkert føre til, at mange bøller fra skolegården ville blive opsøgt af deres nu voksne ofre udstyret med en hammer eller et haglgevær. Men "Minderne har vi da lov at ha'" som Liva Weel sang for længe siden. Og nu hvor tidsmaskinen  som nævnt ikke er opfundet, så vil jeg i stedet forsøge at grave i de minder og hjælpe dem på vej, så godt jeg kan med hjælpemidler. 

Hjælpemidler såsom henholdsvis familiens gamle fotoalbums. Desværre var mine forældre kun i perioder opmærksomme på at dokumentere deres/vores færden og samtid. 70'erne blev dækket mest, men jeg kunne ønske mig, at der var flere fotos fra 80'erne. Men man må tage, hvad man kan få - for nu lige frit at citere min ven Larsen igen. Og jeg har samlet en fandens høj bunke dvd'er fulde af film og tv-serier, som jeg så dengang på tv og i biografen (igen: Læsere af denne blog har tidligere kunnet læse lidt om nogle af disse. Check links i bundet af dette indlæg). Størstedelen af dem har jeg ikke genset, måske på nær spredte, tilfældige tv-afsnit og film. Og så er der aviserne fra den tids samtid. Heldigvis og takket være forskellige kilder, både personlige og offentlige (og Corona!!! Fordi det betød, at det Kgl. Bibliotek lukkede arkiverne op under nedlukningen), så råder jeg over et pænt stort avisarkiv fra 70'erne og 80'erne. Det er fedt at kunne fornemme en tid via de mennesker, som var der og som beskrev den i øjeblikket - modsat artikler, som er skrevet senere hen af en given journalist, som trækker på egen hukommelse og dennes mulige hullede hullethed - eller skrevne af folk, som end ikke var født i den tid. Jeg vil også trække på DR's dokumentarserier; De har lavet mindst to, som dækker lige netop denne periode år for år (den ene på 30 min., den anden på 60 min.). Den ene (den af en times varighed per episode) endda udsendt i et stort dvd-boxsæt, som jeg var heldig at finde til foræringspris i PlusButikken. Hele baduljen har naturligvis også kunnet ses på DR.DK. Men tv-dokumentarer er ofte ret overfladiske. Jeg har allerede anskaffet en liste over rigtige bøger (af den type uden hverken tegneserier eller bare damer), så der kan gås lidt mere i dybden. Vi taler ikke akademisk nonsenslitteratur i anale detaljer her, men blot lidt mere info-rigt end DR's 30 minutters dokumentarprogrammer. 

Når alt det så er sagt, kunne jeg forestille mig, at nogle måske ville stille spørgsmål om, hvorfor overhovedet gå tilbage; Kan du ikke huske din barndom? Normalt gør man da ikke så meget ud af at minde sig selv om sin fortid! Og, tja, det er måske sandt nok. Men der er flere ting i det her. Flere grunde. Til dels irriterer det mig, at der er så mange film og tv-serier fra barn- og ungdommen, som jeg kun har et svagt minde om. De huskes gennem et tåget slør. Hvordan var de egentligt? Jeg er nødt til at gå tilbage og undersøge dem, udforske dem, for derved at finde ud af det ved selvsyn. En anden faktor er, at jeg stort set ikke gad følge med dengang, hverken i skolen eller i det samfund, der foregik rundt om mig. Jeg levede i en samtid, som jeg på mange måder ikke kendte. Nu var jeg et barn i 1972, så det er sikkert forståeligt nok, at jeg ikke hang ved skærmen, da Jens  Otto Krag proklamerede: "Regeringen fortsætter. Men det er ikke nødvendigt, at statsministeren også fortsætter". Jeg anede ikke, at der havde været en afstemning til EF dagen efter min fødselsdag - eller hvad fanden EF overhovedet var for noget for den sags skyld. Og det er bare eet eksempel. Sådan var det hele vejen igennem. Mine forældre fulgte heller ikke med, når vi ser bort fra, at min far så "TV-avisen" hver aften. Han hang selv så meget i gamle dage, at han refererede til "TV-avisen" under den gamle titel "Aktuelt-kvarter" - som jeg først for nyligt opdagede slet ikke var "TV-avisens" gamle navn, sådan som jeg havde gået rundt og troet i mange år pga. min far, men derimod "Radioavisen"s gamle navn! Talk about being stuck in the past!

Og så er der lige det faktum at barndommens samtid nødvendigvis og naturligvis blev set fra børnehøjde - og med barneøjne. At se nævnte TV-avis i 70'erne var stort set det kedeligste, jeg kendte til. På højde med at se Udvandrerne og Fiskerne. Jeg så McCloud, men forstod ikke seriens (få) erotiske referencer. Jeg hørte rockmusik, men forstod ikke teksterne. Jeg læste tegneserier, men holdt mig fra GRU-bladene, fordi de var "forbudt for børn" osv osv osv. Men nu skal det være. Jeg vil tage tilbage og finde ud af, hvad fanden det egentligt var, der foregik. Iagttage mit barndommens årti, men denne gang fra voksenhøjde.  

Hvor længe turen vil tage, har jeg ingen anelse om. Hvor længe er man om at genleve et årti? Ti år? Forhåbentligt ikke, men nu får vi se. Og, nå ja, jeg forestillede mig lige før, hvad nogle personager måske kunne kommentere. Der skal sikkert også være dem, der ville mene, at man ikke bør leve i fortiden; Derved forspilder man sin samtid. Men helt ærligt, hvad fedt er der lige ved denne nutids samtid? Jeg ville faktisk ønske, at jeg ikke følte trang til at følge med i nutidens nyheder og den mildest talt uheldige verden, som det nye århundrede har udviklet sig til. Mere gusten, mere gemen og mere blakket, end nogen SF-forfatter kunne have forestillet sig den i forgangne årtiers bøger og blade. Hvis UFO'erne en dag kommer forbi, vil jeg tigge dem om at tage mig med. Deres verden kan umuligt være værre end Jorden anno 2022. 

Jeg regner med løbende at holde denne blogs syv til ni læsere opdateret om turen - ikke lange afhandlinger, men korte indlæg. Man skal være velkommen til at kommentere, komme med tips om glemte tv-ting, eller endda dele ud af egne oplevelser fra tiden, der gik. Jeg håber på et tidspunkt at kunne lave en eller anden form for tekstmæssig dækning af projektet. Men lige hvordan det kommer til at tage sig ud, aner jeg ikke (en lang artikel, der strækker sig over tre numre af Henrik Larsens Obskuriøst måske?). Nu får vi se. Der bliver i alt fald ikke tale om en universitetsafhandling! (ikke mindst da jeg ikke går på universitetet). 

PS: Fotoet for oven i dette indlæg: Yours truly og min mor med tidstypiske briller fra et forgangent årti (50'erne? 60'erne?). Der er lagkage på bordet, så jeg gætter på, at det er min fødselsdag. Og andre faktorer gør, at jeg gætter på, at det må være 1971. 

----------------------------------------

Her er links til mine samlede indlæg om 70'erne og 80'erne. Der er to af hver, da jeg har postet om emnerne på både den danske og engelske udgave af denne blog:

Jack J's 70'ere

Jack J's 80'ere

Jack J's 70s

Jack J's 80s 

Nyt "dansk" horrorfilmfanzine på vej!

Jeps, der er et nyt dansk-agtigt fanzine på vej om horror- og splatterfilm. Det er jo ellers ikke, fordi Danmark flyder med horrorfilmfanzines i disse år. De sidste blade var svjh Peder Pedersens Inferno nr. 12, som vist efterhånden har fem år på bagen, og det andet var Sick in the Head nr. 1, som Peter Ryberg udsendte for ti år siden.

Men nu er der nyt på vej: GorePit Zine! Well, der er i alt fald ovenstående YouTube-video fra den begejstrede redaktør, og jeg er sikker på, det nok skal blive til noget. "Dansk" er måske så meget sagt; adressen er i Århus, men Vanessa Hexe har som det høres amerikanske aner. Jeg glæder mig i alt fald. I videoen omtales planer om indhold osv. Check it out!

DEN TREDIE MAND på spritny dvd

 

Jeg fandt den danske dvd-udgivelse af THE THIRD MAN (Carol Reed, UK, 1949) forleden. Med Joseph Cotton, Alida Valli og Orson Welles. Jeg fandt den godt nok i Kirkens Korshærs genbrugsbutik (ja, jeg finder en masse godbidder der), men den var end ikke pakket ud af sin oprindelige cellofan! Så en helt ny dvd til 5 kroner - så vrænger man ikke på næsen ad prisen! 

Ad-mat fra dansk repremiere i 1981 - bragt i EB

Omslaget reklamerer i øvrigt med: "Historiens bedste britiske film!" Jeg kan ikke huske, om jeg har set den før, men NU har jeg i alt fald her i aften, og jo, jo, der er ingen tvivl om, at her er tale om en usædvanligt god film. Jeg skal dog indrømme, at den der enerverende pling-plong-musik skurede mod mine nerver! Men ellers har jeg ikke noget at udsætte på filmen eller udgivelsen. Ja, det skulle da lige være, at bonusmaterialet er begrænset til lidt biografi-læsemateriale. Men til 5 kr. skulle man være et skarn for at brokke sig. 

Bemærk, at On-Air har ændret filmens danske titel til Den tredje mand. Den originale danske biograftitel er Den tredie mand - altså stavet på gammeldags maner med i fremfor j. Det er ellers en uting, at videoselskaber ændrer officielle biograftitler, hvis du spør' mig. Men, nuvel, det er så desværre også de færreste videoselskaber, der spørger mig til råds. 

BUNDY og HENRY i seriemorderfilmen THE BONE COLLECTOR

Jeg fandt den amerikanske THE BONE COLLECTOR på dvd til 5 kroner i Kirkens Korshærs genbrugsbiks forleden. Jeg har set dvd'en før, men ladet den ligge. Den så en tand for mainstream ud. Og jeg husker den fra gamle dage. Well, det vil sige, fra dengang den kom ud tilbage i 1999 (mon ikke den blev omtalt i "Filmkanylen" på TV2?). Dét er jo efterhånden gamle dage. Jeg har faktisk set lidt af den på ex-rental-video for en del år siden, men så vidt jeg husker, holdt jeg kun til et kvarter/tyve minutter, før jeg skvattede i søvn og fik aldrig set resten. Ikke før i aftes i alt fald. 

Lige så snart intro-credits gik i gang, tænkte jeg "Seven!" Selv dvd-omslaget giver mindelser af David Finchers SE7EN (1995). Og det blev da ikke meget bedre gennem resten af filmen. Jeg var underholdt, men nu bagefter har jeg en smag af tomme kalorier i munden. Jeg har aldrig været den helt store fan af SEVEN, men den var pænt bedre end THE BONE COLLECTOR. Men man skal jo aldrig afskrive ting for hurtigt, og jeg kan se under filmens trailer på YouTube, at der er tonsvis af folk, som bare æælsker THE BONE COLLECTOR. Så måske skulle jeg give den en chance mere. Jeg synes bare, det hele virkede for ligegyldigt og ... dumt. Den kvindelige hovedperson hopper i havnen for at redde to mennesker, men lige så snart hun er oppe igen, er hun knastør! Som ung kvindelig betjent bliver hun sendt ned i dunkle gange under jorden, hvor der højst sandsynligt gemmer sig en seriemorder! Blot det faktum at hun alene efterforsker en hændelse, mens hendes makker bliver ved pølsevognen og guffer hotdogs i sig! Enhver ved, at amerikanske betjente aldrig går nogen steder alene, når de er i tjeneste. Fjolle-elementerne ligger i stakkevis gennem filmen. Men måske er bogen af Jeffery Deaver bedre. Skuespillerne var sådan set gode nok, og ud over Angelina Jolie og Denzel Washington i hovedrollerne møder vi også to favorit-seriemordernavne, nemlig Bundy og Henry; dog ikke Ted Bundy, men Al Bundy (fra gude-serien Married... with Children aka Vore værste år) og Michael Rooker fra HENRY - PORTRAIT OF A SERIAL KILLER. Men som sagt, filmen var ikke helt ueffen, og kan man se gennem fingre med tosseelementerne, så er THE BONE COLLECTOR såmænd underholdende nok. 

Jeg har iø netop opdaget, at der i 2019/20 også er kommet en tv-serie, der bygger på bogen. Om dén er noget værd, skal jeg lade være usagt. Den lukkede ned efter en enkelt sæson (men også her var der mange fans på YouTube, som skrev, at den var fed - så who knows). Instruktøren af filmen er Phillip Noyce fra Australien. Af film, der lugter af gyserfilm, har han også lavet SLIVER (med Sharon Stone), DEAD CALM (den med Nicole Kidman, Sam Neill og Billy Zane), fem episoder af  tv-serien The Hitchhiker og BLIND RAGE, som slet ikke er horror, men som har Rutger Hauer med (som var med i filmen THE HITCHER, som var meget bedre end The Hitchhiker!). De sidste mange år er det vist mest blevet til tv-serier og tv-film fra hans side.