Thursday, 1 September 2022

Nyt nummer af AGENT X9 ind ad døren: Herligt at gense agenten, der lagde navn til bladet


Jeg modtog det nye nummer af (svensk) AGENT X9 forleden. De begyndte for nogen tid siden at genoptrykke serien "Agent Corrigan" i originaludgave; ikkeomredigerede striber, kronologisk rækkefølge og ny oversættelse (bl.a. bemærker man, at folk siger "du" til hinanden, selv når de ikke er på venskabelig plan. Danske oversættere oversætter stadig i De-form ("Ni" på svensk), når personer tiltaler hinanden med Mr. og Mrs. i engelsksprogede film og litteratur, og heldigvis for det da). Gengivelsen ser også fin ud; man husker gamle gengivelser i bladet førhen, hvor serierne så ud som kopieret fra allerede kopierede kopier, hvor detaljerne forsvandt.

Det er i øvrigt mange år siden, jeg sidst læste "Agent Corrigan" (førhen kørte den både i de danske udgaver af SERIEMAGASINET og AGENT X9). Serien hedder egentligt "Agent X9", men engang i 60'erne besluttede man at ændre dens navn til "Agent Corrigan", eftersom den havde ændret sig ret meget fra den oprindelige serie. Det vil med andre ord sige, at sideløbende med hinanden har bladet i mange år trykt begge udgaver af serien, blot under forskellige titler. Hovedpersonen hedder dog stadigvæk Phil Corrigan i begge udgaver. En spøjs detaljer, som jeg hæfter mig ved, er, at et par dele af afsnittet "A Jewel for Blackmail" (svensk titel: "Utpressning")" fra 1967/68 ikke ville blive modtaget vel hos den unge, politisk korrekte læser i dag; Skurken i afsnittet er en totalt stereotyp chinaman, som vi husker dem fra gamle dage: En fæl overvægtig kinamand med Fu Manchu-skæg og filede negle, der er sylespidse. Hahaha. Personligt synes jeg jo, at det er herligt. En stereotyp skurk hører naturligvis til i en tegneserie.
Alle de indbudte gæster ved en amerikansk forsvarskongres er i øvrigt også mænd - på nær sekretæren. Og agent Phil Corrigan har en smøg i kæften gennem det meste af afsnittet på nær under slagsmål. Ikke så snart er skurken smidt i vandet til slut, førend Corrigan tænder en ny. Ahh, the good old days.

No comments:

Post a Comment