BURNING AMBITION (Frankie Chan, Hongkong 1989)

Jeg elsker de gamle heroic bloodshed-film fra Hongkong, som blev lavet i 80'erne. Jeg har netop set BURNING AMBITION, og selvom den ikke er en rigtig heroic bloodshed-film, skal den alligevel lige have et par varme ord med på vejen. Der er her tale om en Hongkong-gangsterfilm (eller rettere "triad-film", eftersom vi er i HK), hvor volden er i højsædet, men der bliver også tid til emotionelle scener mellem familiemedlemmer, der bagefter forråder hinanden. Der er ikke nogen rigtig helt, alle er nederdrægtige mod andre, og hvis man vinder er det blot, fordi man er mere styg end de andre. Kan varmt anbefales.

Gangster, der forsøger at få liv i sin gangstersøns døde lig

Quarry BOG versus TV

Jeg fik endelig set tv-serie-filmatiseringen (eller hvad det hedder, når det er en tv-serie) af Max Allan Collins' coole kriminalbøger om lejemorderen Quarry. Første sæson er på 8 afsnit og er ganske glimrende. Settingen i 70'erne er udført fint, tøjet, bilerne, musikken, man føler sig helt hjemme. Og den er underholdende nok, men desværre er jeg ikke begejstret for ændringerne i tv-udgaven.

I bøgerne smider han konen ud, lige så snart han kommer hjem fra Vietnam, mens folkene bag serien på meget amerikansk Hollywood-facon naturligvis skulle lade dem blive samme, så der kunne køres et romance-subplot. I bøgerne har hovedpersonen heller ikke de store problemer med at ondulere et offer, hvilket han har på tv. Man fornemmer næsten, at Max Allan Collins må have læst Luckner i de gamle GRU-blade (hvilket han så ikke har, da Collins ikke er dansker). Okay god serien, men læs hellere bøgerne.

BREAKING NEWS: En af de 11 køber gammel nyrock

Åh, for satan da!!! Jeg hører netop min nyindkøbte CD-genudgivelse med SS-SAY, som jeg aldrig fik købt, dengang den udkom i 1985. Martin Hall, da han stadig var en nyrock-gud på den danske undergrundsscene. Jeg var lige ved at sige, at jeg savner 80'erne, men så på den anden side ... vi var sikkert kun 11 mennesker, der lyttede til det her uden for Valby bakke. Danmark i 80'erne var pastelfarver, Sanne Salomonsen, Nanna, og fem mio mennesker, der lyttede til funkrock. Nej, det var sgu ikke nemt at være blandt de 11.

Legenden BILAL på Arte TV i aftes

ARTE TV er en fransk-tysk TV-station, der er skabt til at forbedre forholdet mellem Frankrig og Tyskland, og udbrede landenes kultur mellem hinanden. Det betyder, at alle programmer samsendes både med fransk og tysk synkronisering/tale/voiceover/undertekster. Et fast program er debatprogrammet "28 minutter", der laves af den franske afdeling og sendes hver aften i ugens løb. Lynhurtigt oversætter man, så samme udgave kan sendes samme aften på den tyske udgave af kanalen (programmet kommer ret sent, typisk mellem kl. 3-4 om natten). Okay, pyh! Det var så 10-sekunders introen til Arte; her er årsagen:

Første gæst i programmet her i nat var den legendariske franske tegneserietegner Enki Bilal! Han har sikkert været på fransk TV før, men for os, der ikke fatter en bjælde af det franske sprog, er dette cool netop pga. de tyske undertekster (nå ja, i alt fald for os, der nogenlunde har styr på de tyske gloser. lol).

Aftenens udgave kan ses her (og bliver liggende frem til 21. februar). Bilal-delen begynder umiddelbart efter programmets start og varer omkring 10 minutter.

28 år med mint condition abesex

Jeg købte denne engelske samling af Love and Rockets-blade, da jeg boede i London i slut-80'erne, og har haft den liggende i mint condition lige siden. Men nu er det slut. Slut med 45-graders læsevinkel og de hvide handsker, når det læses tegneserier; Siderne er nu brækket om, og jeg har genlæst alle 130 sider for første gang i mange år. Dengang anså jeg den for at være tegneserie-nyrock, og det er den stadigvæk. Jeg opdager netop, at forfatter-tegneren har fortsat serien lige siden. Woah! Der er noget at indhente.

OBSKURIØST - ikke længere ren pop

Så er det nye nummer af OBSKURIØST udkommet, og mange tak til redaktør Henrik Larsen for det tilsendte eksemplar.

Denne gang er film- og popkulturartikler næsten fuldstændigt erstattet af Henriks farvetegninger og digte. Hr. Larsen er blevet kunstner og hurra for det. At filmfans muligvis stirrer med åben mund på denne ... obskurditet, rager redaktøren en høstblomst. Og hurra (igen) for det. Ultra-smal udgivelse i rekordlille oplag (25 ex). Næsten udsolgt.

Sammen med OBS nr. 19 følger også en for Henrik debuterende debut; nemlig COLLAGEDAGE, et zine i rigtigt fanzineformat i A5 og på 32 sider. Og så næsten udelukkende med Henriks dårlige (eget udsagn) digte. Der er også et flot fotografi af undertegnede! 

Filmfans, der hæger ved gamle dage, bør ikke ignorere udgivelsen, da den også indeholder et fint indeks med omtaler af gyserfilm vist på svensk TV over tre sommerferier, 1972-74. Svensk TV var meget bedre til den slags, end DR var herhjemme. 1973-74 bød på gysere fra ABC's "Movie of the Week"-serie. Mange af disse er vældig interessante, men desværre er de fleste aldrig udkommet på vhs eller dvd. Henrik har vist stadig et par ex af bladene tilbage.

NB: Og så refereres der endda til en af mine betragtninger her på En Lejemorder Ser Tilbage i forbindelse med Henriks runde fødselsdag for nyligt. Så blev man udødeliggjort i digtform!
 

"Lille Miss Nobody" (2008)

Jeg fandt Lille Miss Nobody i Sudan genbrug til den sindssvage pris af 10 kroner. Og nej, albummet lå ikke i laser, havde fedtfingre fra 17 skidne børn på, gemte på hele og halve stykker chokolade mellem siderne, eller manglede hjørner. Rent faktisk stod hardcover-albummet næsten som mint, bortset fra genbrugsbutikkens med blyant påskrevne pris på side 3. Den er til at viske ud! Hos Sudan genbrug har man enhedspris på tegneserier; blade og nussede album: 5 kr. Resten: 10 kr.

 

Albummet er i øvrigt slet ikke et album, men en bog i typisk graphic novel-format. Jeg må indrømme, at jeg ikke er meget for betegnelsen; en grafisk roman er en tegneserie! Anyhoo, Lille Miss Nobody er dansk og lavet af Oskar K og Rasmus Bregnhøi i 2008. Jeg spurtede gennem historien og var færdig på ingen tid.

Skygge og dusør i D-mark, klar reference
til Fritz Langs seriemorder-film M
- læs eminent anmeldelse i det nye INFERNO

Heldigvis er der endnu to numre i serien. Desværre lå de ikke i Sudan genbrug til 10 dask stykket. Jeg vil ikke anmelde den her (klokken er 7:38 og jeg skal lige nå at sove et par timer eller fire, før klokken bliver 12. Morgenmad bør ikke indtages efter 12), så jeg vil i stedet linke til to andre anmeldere, der hver især har givet deres mening om bogen; Den ene (link lige her) syntes, den var jævnt dårlig, og den anden var vældig begejstret og gav topkarakter.
Ingen af dem fangede Fritz Lang-referencen

Popcorn, ben på bordet, og blodfarmernes invasion kan begynde

Jeg fik set INVASION OF THE BLOOD FARMERS (dir: Ed Adlum). Lowbudget horror/exploitation fra 1972. Fint letterbox-print fra Cheezy Flicks. Den er også ude fra Code Red, som ifølge dvdcompare er the version to get, da den er i anamorfisk lbx og med kommentarspor af instruktøren. Trashfilm, men jeg var fint underholdt, og det er det vigtigste.

Dramatisk scene fra en af filmens klassisk trænede karakterskuespillere.

William Fruets gustne home invasion-film udkommer endelig på digitalt format

Dødens Weekend på græsk udlejningsvideo

William Fruets onde home invasion-film DEATH WEEKEND (aka House by the Lake) er netop udkommet fra Studio S Entertainment i Sverige. Første gang nogensinde på digitalt format (næsten! Omend svenskerne kalder det den første dvd-udgave nogensinde, så findes der altså også en sjælden japansk dvd-udgave). Desværre er den nye udgivelse kun på dvd, ikke bluray. Og der er kun svenske undertekster, så jeg antager ikke, at AWE udsender den i Danmark. Tak til Søren, som gjorde opmærksom på det på Skræk Og Rædsel (og faktisk gjorde obs på en hel stak nye, fine Studio S-udgivelser. Læs mere her). 

DEATH WEEKEND kørte i de danske biografer i 1976 med titlen Dødens weekend. Den blev nu ikke nogen videre succes, under 8000 mennesker var inde at se den (og det er synd, for det er en topfilm i home invasion-subgenren). Jeg har iø selv set den i biografen, men dog ikke i '76, men da Faces in the Dark-festivalen viste den på 35mm i 2016. Jeg checkede iø lige min egen blog, og jeg kan se, at første gang, jeg så DEATH WEEKEND, var en fredag den 13. i 2008!

Direktelink til Studio S' egen omtale.
 
Amerikansk trailer:




Japansk DVD-trailer:

VERBOTENE FILME - Das Erbe des Nazi-Kinos (Felix Moeller, Tyskland 2014)

Fransk titel: Les Films interdits du 3éme Reich

På den fransk-tyske TV-kanal ARTE TV er de rigtig gode til at vise fine dokumentarfilm, og i går aftes genudsendte de VERBOTENE FILME - Das Erbe des Nazi-Kinos [Forbudte film - Arven efter Nazi-filmene]. Mellem 1933 og 1945 producerede man 1200 film i Tyskland. 300 af disse blev efter krigen forbudt af de allierede. 40 af disse film er stadig forbudte i Tyskland.

Den cirka 53 minutter lange dokumentarfilm ser nærmere på disse film, deres betydning under krigen, og den spørger, hvorfor de stadig er forbudte. Og spørger, om de stadigvæk bør være forbudt. Adskillige af de forbudte film ligger på YouTube, idet fans (muligvis uden for Tyskland) har fundet prints og gjort dem tilgængelige. Jeg så og optog filmen fra TV, men den ligger også på ARTE's hjemmeside frem til den 11. december. Desværre er visningen kun officielt tilgængelig for seere i det tysktalende område (Tyskland, Østrig, Svejts) og Frankrig. Filteret er dog ikke bedre, end at man alligevel som dansker kan se filmen ved at downloade den. Filmens originalsprog er selvsagt tysk, men kan også ses med fransk voiceover. Efter doku-filmen viste ARTE en af de Nazi-film, der ikke er på den forbudte liste; Veit Harlans KOLBERG, lavet i 1945 i krigens sidste dage (jeg så den ikke). Jeg kender intet til disse propagandafilm og har ikke set een eneste af dem, men doku'en var bestemt god.