Jeg mener, det var Frank Brahe, der i et nummer af Mondo Franko 
engang skrev noget á la: "teenagere, dem vil vi jo helst slå ihjel". 
I toget på vej hjem fra arbejde i dag. Jeg står på på Hovedbanegården. I kupéen sætter jeg mig ved bordet
 til venstre. Ved bordet til højre sidder fire teenagepiger på 15-16
 år. De taler om, hvor vilde STAR WARS-filmene er, og hvor meget de 
gerne ville læse bøgerne - hvis der altså var bøger. De taler - som 
teenagepiger i flok har for vane - meget højt. Men det er okay, det er 
ikke en stillekupé og teens will be teens. Jeg hiver min kriminalroman 
frem og begynder at læse. Så på Valby station stiger en yngre mand ind. 
Han er vel i 30'erne. Han sætter sig også ved mit bord. Han finder også 
en bog frem. Jeg er målløs. To mænd med rigtige bøger i ét tog. Bøger af
 dødt træ. Ikke Kindle eller lignende. Nå, det varer dog ikke længe, før
 jeg bemærker, at han kigger op. Mod højre. På pigerne. Jeg fornemmer en
 uvilje hos manden mod pigernes lydniveau. Han vender tilbage til bogen,
 men det varer ikke længe, så kigger han op igen. Sukker dybt. Læser 
lidt igen. Kigger på pigerne igen. Stirrer på pigerne - ja, stirrer. Men
 hvis man tror, man kan *hinte* noget over for teenagepiger i samtale 
med hinanden ved hjælp af sukken, stirren eller sågar himlen med øjnene,
 så vil jeg nok mene, at det er tegn på, man tilhører et pod-people-folk
 fra det ydre rum - eller ikke er særlig begavet. Haha. Det kan man 
naturligvis ikke. Pigerne opfanger ikke hans kiggen, sukken eller 
stirren på noget tidspunkt - overhovedet. Under turen stønner han igen 
og igen som en forurettet kontordame af den gamle skole. Så i Ringsted 
gør de indtryk af at skulle af, og jeg fornemmer en lettelse hos manden.
 Men ak, kun de to skal af. De to sidste kører med hele vejen til Sorø, 
hvor han også skal af. Gennem vinduet ser jeg, hvordan han skuler vredt 
efter dem på perronen. Hahaha. Tag en tudekiks. Hvis man ikke gider 
højrøstede pigebørn (som min salige moder ville kalde dem) i et tog, så 
må man flytte til et andet sæde eller sætte sig i stillekupéen. 
Personligt åd jeg mine pomfritter og læste min Frits Remar-kriminalroman
 med stort velbehag under den spøjse situation. Yay togture! 

 
No comments:
Post a Comment