Saturday, 21 July 2018

Roger Corman tonser ud ad landevejen igen


Jeg fik set MOVING VIOLATION i går aftes. På dansk lejevideo blev den til Politimorderne. Så vidt jeg kan se af DFI's hjemmeside, fik den ikke bio-premiere herhjemme, men TV2 viste filmen den 15. februar 1991 [EDIT: rent faktisk så fik filmen biografpremiere i Danmark! Nemlig 8.6.1977. TAk til Kent Vinkler for info]. Roger Corman producerede adskillige "kørefilm", hvor en eller flere hovedpersoner skal køre mangt og meget for at slippe bort fra noget, komme hen til noget, eller bare sådan fordi. Og MOVING VIOLATION fra 1976 er endnu en i rækken.

To unge mennesker (Stephen McHattie og Kay Lenz) ser en strisser, der knalder en anden strisser ned. Strisseren ser også dem og forsøger (med held) at gnide mordet af på dem. Så går den vilde jagt gennem staten, hvor korrupte, skydegale betjente fra to amter forsøger at få ram på de to unge. Filmen var fin underholdning, omend man bliver idiot af den konstante og enerverende banjo-klimperen gennem filmen.

Instruktør Charles S. Dubin kunne heller ikke beslutte, om filmen skulle være lystig eller ond i sulet, og den kom til at sidde mellem de to berømte stole. Han burde have besluttet sig. Jeg håber, han besluttede sig med de andre ting, han lavede; Ifølge IMDb blev det til tonsvis af afsnit til TV-serier og TV-film. Så vidt jeg kan se, lavede han dog kun denne ene biograffilm, så måske tænkte Roger Corman: "Den klovn kan sgu ikke beslutte sig, så ud med ham". Hvem ved.

Den danske lejevideo har et fint, klart billede, omend det er i 4:3 fullscreen. Der er tre trailere, hvoraf den ene er for Jedi-rideren vender tilbage. Corman-stamskuespiller Dick Miller er osse med i en lille rolle. Der er en Scream Factory-dvd ude med Corman-kommentarspor og i lbx, hvis du har 100 kr., der brænder i lommen.

No comments:

Post a Comment