Den svenske tegneseriesamler Pidde Andersson skrev for nyligt et par indlæg på fb om "Afdelingen for sådan noget ingen samler på". De handlede om den svenske albumserie "Örn". Og i samme dur vil jeg nu skrive lidt om en dansk albumserie, som virkelig ikke har den store bevågenhed blandt danske tegneseriesamlere: "Albumklubben Trumf".
"Albumklubben Trumf" var en abonnementsklub, som Interpresse kørte op gennem 80'erne. Medlemmerne modtog hver måned et album med en ny serie. Nogle serier kom godt nok flere gange i årenes løb, men det var aldrig lige i træk. Det med "klub" betød mest bare, at der var tale om en abonnementsordning og - vel nok - for at abonnenterne skulle føle en eller anden form for tilhørsforhold.
Der kom også et medlemsblad, men det var nu en sørgelig og svag omgang, hvis man spørger om min mening; Se eksemplet her i indlægget, Medlemsblad nr. 60 fra januar 1988. Det pågældende blad har et interview med IP-redaktør Jens Trasborg, men det må siges at være det korteste interview, jeg mindes at have set. Man kunne have lavet et fedt blad, om de serier man udgav, men i stedet fik man en ret ligegyldig reklamebrochure - stort set. Jeg husker ikke ret meget om de andre numre af medlemsbladet, men jeg er ret sikker på, at de ikke var meget anderledes end nr. 60. En side med klubtekst. To sider med en konkurrence. Og en side med reklame for årsalbum.
Selve månedsalbummerne var nøjagtigt magen til de almindelige album, bortset fra forsiderne. ComicWiki skriver fejlagtigt, at forsiderne var forskellige fra de almindelige udgaver, men det var de ikke. De var stort set identiske med de almindelige udgaver bortset fra logo og en "ramme" rundt om forsiden. Det skal dog siges, at halvårsalbummerne havde alternative forsider, men der kom kun ganske få årsalbums. Og de indgik ikke i abonnementsordningen, men skulle købes med rabatkuponer, som man skulle samle.
"Trumf" var sådan set cool nok, men det kunne bare have været bedre. Jeg antager, at det var et rent kommercielt tiltag. Jeg husker ikke, hvor længe jeg var medlem af klubben/abonnementsordningen, men det stoppede i alt fald i sensommeren 1988, da jeg flyttede til London. Klubben kørte fra 1983 og frem til 1991. 106 albums blev det til i alt og 18 halvårsalbum. Halvårsalbummerne havde ud over alternative forsider også hardcoverindbinding. De var faktisk ret cool. Jeg tror ikke, at jeg var med fra starten. Eller måske var jeg - who knows. Det er længe siden. Jeg tror jeg købte de første numre som back-issues. Har jeg gemt resten af klubbladene? Jeg antager, at jeg har, men jeg ved ikke, hvor de gemmer sig i rod... eh, samlingen.
Som sagt, "Trumf" var en albumserie, som ingen samlere samler på i dag. De har ingen værdi, og dem som kunne tænke sig at købe gamle "Trumf"-albums må siges at være folk, som bare vil læse disse tegneserier. Tegneserielæsere frem for tegneseriesamlere. Personligt synes jeg nu, at de er cool nok (jeg postede om et af disse album her på bloggen for nyligt: Bernard Prince). Og det bør tilføjes, at halvårsudgaverne rent faktisk er interessante for samlere, da de netop har alternative forsidemotiver.
NB. "Albumklubben Trumf" skal ikke forveksles med albumserien "Trumf-serien", som udkom på Interpresse 1971-75. Ligesom "Albumklubben Trumf" indeholdt "Trumf-serien" en ny serie i hvert nummer. Læs mere her.
Læs mere om de individuelle album ovre på dansk ComicWiki.
No comments:
Post a Comment