Thursday, 30 May 2024

ROGER CORMAN er desværre død

Roger Corman (tv) og Vincent Price formodentligt engang i 60'erne

Roger Corman døde forleden. Ja, det har du sikkert hørt om, hvis du interesserer dig for de lidt mere billige amerikanske genrefilm. Han blev 98. Roger Corman var kongen af B-filmene. Der findes andre nævneværdige personager udi samme felt, men ingen bestrider ham tronen. Han sad der alene, alvidende, alherskende. Og med et bagkatalog (både som instruktør og allermest som producent), som de færreste kan konkurrere med (kan nogen mon?). Og et positivt ry, som de færreste ligeledes kan konkurrere med. Folk på toppen har det med at have lig i lasten. Et eller andet sted viser de sig at være en skidt karl alligevel, når der graves lidt. Ikke så Roger Corman. Så skal han i alt fald have skjult det gevaldigt godt. Jeg har aldrig hørt noget. Og jeg har kendt til Roger Corman i 35 år nu. Det er så længe siden, at jeg næsten bør skrive det med dobbelt-a i stedet for å. 

Det begyndte i London som så meget andet, hvad angår Yours truly. Jeg checkede naturligvis også dengang fjernsynsprogrammerne i avisen. Og på et eller andet tidspunkt i foråret 1990 havde jeg opdaget, at BBC 2 ville vise en række gamle gotiske gyserfilm. Det viste sig at være Roger Cormans såkaldte Poe-serie. Corman lavede i midten af 1960’erne intet mindre end otte film baseret på Edgar Allan Poes historier. Nå ja, en af filmatiseringerne var snyd, det var i virkeligheden en film drejet over en H.P. Lovecraft-novelle! Men Roger skal ikke høre eet ondt ord for det herfra. 

BBC 2 viste hele baduljen – og mere til. Man fabrikerede også en todelt dokumentar til lejligheden med titlen The Curse of Corman. I omkring en halv time snakkede Roger udelukkende om Poe-filmene og tiden under produktionen. Luksus for en horrorfilmentusiast at se og høre – dengang såvel som nu. Så vidt jeg husker, blev de to afsnit bragt lige før de to første film.

Jeg skal forskåne læseren for årstal og endeløse lister over Cormans store produktion. Den slags kan læses andetsteds – ikke mindst nu, hvor Kong Corman, kongen af B-filmene, har stillet sutskoene. Men sjovt nok er der næppe nogen af de mange omtaler, som ignorerer Poe-filmene – and rightfully so. De bør nævnes. De var gode. De er stadig gode. Ser unge horrorfilmfans dem? Jeg ved det ikke, men hvis ikke de gør, bør man træde dem i ansigtet.

Flere år senere, og i en anden verdensdel, købte jeg et eksemplar af Rogers bog "How I made a 100 movies in Hollywood ... and never lost a dime". Jeg husker stadig tydeligt at sidde i sofaen i Sydney og læse den (og læs den endelig, der findes adskillige udgaver med mindst tre forskellige forsidemotiver!). Mange år senere fik jeg også fat på et par dokumentarfilm på hjemmeformat (HOLLYWOOD'S WILD ANGEL, 1978 og CORMAN'S WORLD - EXPLOITS OF A HOLLYWOOD REBEL, 2011), men det er jo min egen historie, ikke Cormans. 

Og Roger Corman døde forleden. Og man kunne sige, at med ham dør B-filmen. Men det ville være dumt. B-filmen lever i bedste velgående. Eller… nå ja… den lever i alt fald. Åbenbart har de unge instruktører (og de ældre) det ikke nemt i disse år, når det gælder finanserne, fordi folk stjæler filmene i samme minut, de er udsendt, og lægger dem op til gratis afbenyttelse på det verdensomspændte internet. Det må være svært at lave lowbudget film under de omstændigheder. Men det er en anden snak til en anden artikel. Problemerne til trods holder nogle af nutidens folk ved alligevel, simpelthen fordi de brænder for det. Det samme gjorde Corman, og det er vi rigtig mange, der bør takke ham for på vores grædende knæ. Tak for filmene, Roger. Wish you were here, snøft.


The Curse of Corman

Jeg optog i sin tid de fleste af de otte film fra BBC 2 (jeg missede et par af dem, og i den forgangne tids tågede tåge husker jeg ikke hvordan eller hvorfor, at det kunne gå så galt) og de to dokumentarudsendelser ligeså. I dag er det filmene på Blu-ray, jeg kan hive frem (alle på nær en enkelt, som jeg endnu ikke har fået fat på – på Blu-ray altså). Men den todelte dokumentar The Curse of Corman findes desværre ikke på officielt hjemmeformat, mig bekendt. Men heldigvis har en venlig sjæl uploadet dem begge til YouTube. Og nej, det er ikke mig. Jeg har stadig mine gamle bånd, men de ligger i en af de mange flyttekasser i det skumle hus på højen, hvor jeg bor. Så tak til den ukendte YouTube-fyr. Jeg lægger dem her nedenfor. Løbetid cirka 30 minutter sammenlagt. Du bør se dem.

The Curse of Corman, part 1 (BBC, 1990):

 

The Curse of Corman, part 2 (BBC, 1990):



Her er iø en glimrende dansk artikel om Corman ifm hans bortgang af en skribent, som jeg på ingen måde kender eller er stødt på før. 


No comments:

Post a Comment