Karate, Kusse, Blonde Katte

Originaltitler:
KARATE, KÜSSE, BLONDE KATZEN (Tyskland)
YANG CHI (Hongkong)
VIRGINS OF THE SEVEN SEAS (Hongkong)
aka THE BOD SQUAD
Regi: Ernst Hofbauer & Kuei Chih-Hung
[Hongkong/Vesttyskland, 1974]

Det er vel de færreste, der stadig tror, at Shaw Brothers kun lavede karatefilm dengang i 70'erne, og hvis der alligevel stadig skulle være nogen, så kan de jo passende få syn for sagen ved at se samme SB-film, som jeg netop har set her til aften: VIRGINS OF THE SEVEN SEAS, eller Karate, kys, blonde katte, som den kom til at hedde i det gamle Vesttyskland.

En håndfuld engelske kvinder kidnappes af fæle kinøjsertyper og tages med til fjernøsten, hvor de skal indgå i en ond (og liderlig) kinamands harem. Hverken han, hans onde iskolde kone, eller hans gemene håndlangere har dog taget højde for, at disse unge sexede kvinder ret hurtigt får lært nyttige ting såsom at kunne slå søm i med hurtige håndkantsslag og dræbe modstandere ved at spytte nødder i panden på dem! På et eller andet tidspunkt skal de vel også forsøge at slippe væk.

VIRGINS OF THE SEVEN SEAS er mere sleazet end de fleste andre Shaw Brothers-film og samtidig er den bestemt mere spændende end de andre halv-erotiske film fra Shaw-studiet, som jeg tidligere har set, SEXY GIRLS OF DENMARK, ADVENTURE IN DENMARK, og MINI-SKIRT GANG, som vel nok er mere obskuriøse, end de er egentligt gode. VIRGINS vil jeg derimod kalde ganske glimrende og den kan bestemt ses flere gange. Grunden til filmens store sleaze-frekvens skal klart findes i, at der er tale om en co-produktion med Tyskland, der netop i de år lavede en masse lumre pornofilm med skolepiger og løse autobahn-kvinder.





Filmen er aldrig tidligere udsendt på DVD eller VCD af hverken Celestial in Hongkong eller andre selskaber nogetsteds i verden, men er heldigvis fornyeligt udkommet fra det lille tyske indie-selskab Camera Obskura. På omslaget ses også Koch Medias logo, men hvor meget de er inde over, aner jeg ikke.

Printet er flot, selvom det ikke er restaureret - heldigvis, fristes man til at sige, når man kender til Celestials måde at restaurere de gamle SB-film på, dvs. fx skære mange frames ud, tilføje ny musik, tilføje nye lyde (såsom skuespillere, der forsøger at sige som heste og så fremdeles), tilføje falsk stereolyd isf. den originale monolyd, og "korrigere" farverne (dvs. skrue fuldstændig unaturligt op for farverne; se blot på BAMBOO HOUSE OF DOLLS, hvor de medvirkende er lyserøde i ansigterne modsat videoudgavernes naturligvis farver!).




Printet er *vist nok* helt uklippet. Den eneste ulempe er, at selskabet kun har kunnet finde det tyske lydspor, så man kan altså ikke slå over og høre det originale mandarin-spor. Det er lidt uheldigt, ikke mindst fordi dubbingen er det, som jeg kalder Triniti-dubbing! (dvs. "sjov" dubbing, eller i alt fald det, som TYSKERNE synes er sjov dubbing, men som et par af os andre bare krummer tæer af!). Selskabet bag udgivelsen har heldigvis godt været klar over, at fans i udlandet ville være interesseret i DVD'en og har derfor inkluderet glimrende engelske undertekster (omend de jo i sagens natur er lige så fjollede, som den fjolle-synkron, de oversætter!). Filmen har to instruktører, en HK-kinesisk og en tysk. HK-instruktøren er såmænd Kuei Chih-Hung, som man bør kende, for det er også ham, der har lavet BAMBOO HOUSE OF DOLL og en række af Shaw Brothers bedste film (i alt fald efter min uvurderlige mening): THE BOXER'S OMEN, THE KILLER SNAKES, CORPSE MANIA, THE CRIMINALS 3 - ARSON og HEX.

Som en cool ekstra-feature er den komplette tyske Super-8-udgave inkluderet på DVD'en. Endvidere får man den tyske trailer og noget billedgalleri-sjov. Man savner et interview med en eller flere af de tyske skuespillerinder, men man kan jo desværre ikke få det hele. Jeg vil absolut anbefale VIRGINS OF THE SEVEN SEAS. Jeg købte DVD'en fra OMG Entertainment i Holland og leveringen var rigtig hurtig. Jeg tror, den blev sendt tre timer efter, jeg bestilte den. Desværre er prisen en smule hamper, men hva' fa'en, det går nok. Ellers må du spise bagte bønner på dåse et par dage.


Credits fra Hongkong Filmarkiv:

Virgins of the seven seas
Language:
Dialogue in Mandarin ;
Phys. Desc:
sd., col.
Period:
Period.
Genre:
Feature films (Genre) -- China -- Hong Kong.
Rel Date:
21. 06. 1974.
Prod. Place:
Hong Kong.
Credits:
(Director), Kuei Chih-hung, Ernst Hofbauer.
(Screenplay), Cheng Yi-hsin ; Producer, Run-me Shaw ; (Line Producer), Wolf C. Hartwig ; (Cameraman), Yu Chi (aka Yau Kei).
Casts:
Yueh Hua, Liu Huiling, Wang Hsieh (aka Wang Xia), Helen Ko (aka Helen Ko Ti-hua), Li Minlang (aka Li Ming-long), Chiang Yang, Sonja Jeanine, Diana Drube, Gillian Bray, Tamara Elliot, Deborah Ralls.
Prod. Co.:
Hong Kong : Shaw Brothers Ltd. Hong Kong (aka Shaw Brothers (Hong Kong) Limited), 1974.
Other Org.:
1974 [Release].
Title:
Virgins of the seven seas
Other Title:
Enter the 7 virgins
Karate, Küsse, blonde Katzen
Pinyin:
Yang ji
Organisation:
Shaw Brothers (Hong Kong) Limited, production.
Trans. Of:
洋妓.
Personality:
Kuei, Chih-hung, 1937/12/20-1999, director.
Hofbauer, Ernst (director), director.
Cheng, Yi-hsin, screenplay.
Shaw, Run-me, 1901-1985/3/2, producer.
Hartwig, Wolf C. (producer), line producer.
Yau, Kei (photography), cameraman.
Yueh Hua, 1942/7/13- cast.
Liu, Huiling, 1951/3/17- cast.
Wang, Xia, cast.
Ko, Ti-hua Helen, cast.
Li, Ming-long, 1930/11/9- cast.
Chiang, Yang, 1941- cast.
Jeanine, Sonja, cast.
Drube, Diana, cast.
Bray, Gillian, cast.
Elliot, Tamara, cast.
Ralls, Deborah, cast.





Coveret til den ene af de tre Super-8-udgivelser (filmen er udsendt som 3-delt serie!!)

SERIEJOURNALEN solgt for tårnhøjt, hemmeligt beløb til griske bagmænd!

Nyhederne flyver jo så at sige om ørerne på os her på bloggen! Opdateringerne vil ingen ende tage og redaktøren gør sit bedste for at være på den yderste, knivskarpe forkant med begivenhederne, mens de sker! Og således kan LEJEMORDEREN som de første bringe nyheden fra 9. april, at SERIEJOURNALEN er blevet opkøbt af noget et-eller-andet fortagende, der kalde sig blækfabrikken! Hva'behar!? o_O
Ja, den er sgu go' nok! Danmarks absolut bedste website for tegneseriefans, nemlig omtalte Seriejournal, er blevet solgt. Websiden har siden 1995 været drevet af FRANK MADSEN (ham med Frikadellemanden), men nu er det altså slut. Og det er ikke et øjeblik for tidligt! De seneste par år har det ærlig talt været en gru at forsøge at finde rundt på sitet. Der har simpelthen været alt for meget rod og skrammel på forsiden, og hvor fa'en er linksene til butikkerne blevet af!! >_<
Personligt tar yours truly imod de nye ejermænd med kyshånd. :D


Kundgørelsen fra sitet:

Seriejournalen skifter ejer: Blækfabrikken tager over!

Fra og med 9. april har Blækfabrikken ApS under ledelse af Dan R. Knudsen og Ole Damgaard overtaget Seriejournalen og ansvaret for den videre udvikling og drift af Danmarks største tegneserieportal. Siden 1995 har sitet været drevet af serieskaberen Frank Madsen, men i de senere år har det knebet med tiden, så "det var naturligt at lede efter kompetente kræfter i tegneseriemiljøet, der kunne overtage sitet og drive Seriejournalen videre mod nye mål. Valget faldt på Dan R. Knudsen og Ole Damgaard fra det nye, danske tegneseriepowerhouse Blækfabrikken, der både har indsigten, viljen og den grafiske og tekniske ekspertise, der kræves for at drive et så omfattende site som Seriejournalen," udtaler Frank Madsen. "Derfor var det glædeligt, at de to herrer fra Århus sagde ja tak efter, at have sundet sig over den første overraskelse over tilbuddet, der faldt i begyndelsen af 2011."

PS: overskriften er rent gas, men jeg syntes sgu SERIEJOURNALENs egen ditto var lidt flad. xD

Et alternativ til det i forvejen obskuriøst obskure o_O

Bedst som man tror, man har styr på det hele, så dukker der noget nyt op. Dette alternative omslag til nr. 2 (2002) af Henrik Larsens film & popkultur-blad OBSKURIØST har jeg f.eks. aldrig før set! Wauw!

I følge noterne på Henriks gamle hjemmeside genfandt han den alternative forside et par år efter det pågældende nummers udgivelse, efter fuldstændigt at have glemt den! Jeg må indrømme, jeg synes, at forsiden er mega-cool og rent faktisk er bedre, end den Henrik endte med at bruge. Men sådan kan man jo altid sige bagefter. Det er Vincent Price, der kigger skummelt ud af vinduet. Originalforsiden ses her.

Fandens til pis! .\_/.

I går fik jeg fat på Klaus Johansens helt igennem fantastiske og komplette indeks "Forlagslister: Winthers Forlag 1 - Leopardbøgerne, Pyramidebøgerne, Dollar Serien, Pop-Bøgerne, Meteor-serien, Forfatter- & titel-index" over bl.a. de gigantisk lange pulp-serier ("knaldromaner") "Leopardbøgerne" og "Dollar Serien", der begge kørte i mange år.

Klaus Johansen lavede disse indeks engang i 1990'erne og hold da kæft for et arbejde, det må have været! (og han lavede mange flere indeks end de to, men det er dem, jeg var mest ude efter). Jeg er ham dybt taknemlig!!! For dermed kan jeg nemlig godt glemme alt om selv at bruge de næste mange år på at lavet sådanne indekser (jo, jeg havde skam overvejet at gå i gang. Argh!!).

Men hvorfor så den lidet flatterende overskrift? Jo, desværre, med opdagelsen af disse brugbare indeks kommer også den erfaring, at næsten alle bøger i "Dollar Serien" er forkortede udgaver!!! Dét havde jeg ikke lige forudset! Jeg vidste godt, at det var Winthers forlag, der stod bag, og jeg vidste også godt, at de f.eks. klippede mange sider ud af "Sam Spade"-bøgerne i 80'erne, men jeg var af den overbeviste overbevisning, at denne uting var noget, man havde tillagt sig i 80'erne. Suk. Trist, må man sige. I Johansens indeks skriver han blandet andet:

"Serien [Dollar Serien] er ret problematisk, for selv om den faktisk rummer en del interessante forfattere - bl.a. David Goodis og John D. MacDonald - så er deres bøger (og formentlig de fleste andre bind i serien) forkortet i en sådan grad, at man tror det er løgn. Når 50-70% skæres ud af en bog, burde resten egentlig kunne refereres på bagsiden af omslaget... Samtlige bind er på 128 sider, men satsstørrelsen varierer voldsomt og man kan finde enkelte uforkortede kortromaner i ligdyngerne."

50-70%! Du godeste!!

Hvor mange af bøgerne, der reelt set er forkortede og hvor meget, er dog uvist, og jeg tvivler stærkt på, at alle er beskåret i så stærk grad (jeg ville givetvis have opdaget det), men noget tyrebæ er det under alle omstændigheder. Den tidligere Leopard-serie skulle derimod være forskånet for dette nonsens, i alt fald når det gælder seriens første 150 bind (jvf. Johansens indeks).

Jeg vil dog alligevel forsætte med at samle på bøgerne, da rigtig mange af pulp-omslagene er kodylt fede. Og, nå ja, man er vel samler for fa'en. xD

Christina Lindberg i Cinemateket

Nils Markvardsen & Christina Lindberg

Sidste fredag (8/4/2011) var Christina Lindberg i Cinemateket, hvor PSYCH-OUT præsenterede to af hendes film, EKSPONERET (1971) og ANITA - EN UNG NYMFOMANS DAGBOG (1973). For en voldsfilm-ynder som undertegnede er det klart nok hendes "kvinde ta'r hævn"-film THRILLER: A CRUEL PICTURE (aka They Call Her One-Eye, som gik på dansk VHS som Kampen mod Mafiaen), som jeg er mest begejstret for, så når jeg overhovedet poster om det her, er det mest for at vise billedet af eXtase-redaktør Nils Markvardsen sammen med frk. Lindberg. xD. Jeg hører, at Mads Jensen og Pondo Sinatra også var til stede - og utvivlsomt Uncuts gamle medredaktør Thure Munkholm (som delvis stod for arrangementet). Folk, der ikke kender Nils personligt, kan nok regne ud, at han lytter til stonerrock. xD


DFI's omtale:

Mød den svenske kultstjerne og 'screen queen' Christina Lindberg i egen høje person, når hun selv introducerer to af sine bedste film til denne måneds Psych-Out! Lindberg gjorde svensk film fræk og farlig på det store lærred verden over i 70'erne, og hendes uskyldige ydre og veldrejede former gjorde hende til en international superstar inden for (s)exploitation-genren.

I 'Eksponeret' ('Exponerad', 1971) spiller den bare 21-årige Lindberg en nymfoman, der er splittet mellem sin søde kæreste og en galning ved navn Helge. Filmen veksler imellem drøm, erindring og virkelighed i en saftig blanding af socialrealisme og blød erotik.

'Anita – en ung nymfomans dagbog' (1973) holder, hvad titlen lover – og mere til. Anita er en 16-årig rebel, der efter en række lurvede affærer møder en langhåret boheme-psykolog (spillet af en ung Stellan Skarsgård), som kan kurere hendes ustyrlige sex drive; hun skal bare flytte med ham i kunstnerkollektiv! Det går selvfølgelig helt galt, og filmen kulminerer på det psyko-seksuelle overdrev med en afvisning af enhver borgerlig moral – så er De advaret.

NB: 'Eksponeret' vises på 35mm med let forståelig svensk tale uden undertekster (kopien er lidt slidt). 'Anita' vises på 35mm med engelske tekster.

Mellem de to film snurrer rejsegrammofonen i Asta Bar, hvor der vil være mulighed for at købe signerede dvd’er med Lindbergs film og kolde øller. Arrangeret i samarbejde med Station 16, filmklubben Loco Ono og CPH PIX.

Jack Stevenson, kultfilm-forfatter og ekspert i skandinavisk sexploitation-film, svarer på spørgsmål i.f.m. visningerne. Jack Stevenson inviterer desuden til reception for Christina Lindberg ved visningen af 'Maid in Sweden' i Husets Biograf, fredag den 8. april fra kl. 18.00.

Mads Mikkelsen / Station 16, Thure Munkholm / CPH PIX og Morten Tang / Cinemateket

Filmjournalistikkens skyggeside ("Ordet", 2007)

Det danske udbud af medier, der beskæftiger sig med film, er de senere år blevet større og større. De mest aktive filmelskere opdateres herved i stadig tiltagende grad med de nyeste udviklinger inden for celluloidens forunderlige verden. Det er dog ikke alment kendt blandt filmentusiaster, at der også findes en stor underskov af amatørudgivelser på området.

Skrevet af Philip Seidler, stud.mag. Medievidenskab

I den danske undergrund blomstrer
en utrolig mangfoldig masse af såkaldte
fanzines, dvs. filmblade skrevet
af filmfans til...ja, øh? Til hvem egentlig?
De glade amatører, som udgør de danske
filmskribenters undergrund, skriver
nemlig ikke til markedet af passionerede
biografgængere og blockbusterfanatikere.
Generelt kan man næppe sige, at
disse mennesker overhovedet orienterer
sig efter noget, der på nogen måde kan
relateres til mainstream.
Skribenterne i filmkritikens underverden
er totalt uafhængige. Det vil Kim
Skotte, Morten Piil, Søren Høy og de andre
muligvis også mene, at de er. Sandt
er, at de store mediers filmjournalister
er uafhængige af filmproducenternes
og -distributørernes indflydelse, men
de er aldeles afhængige af deres egen
platform. Mediet bestemmer, hvad man
kan skrive, og hvordan man kan skrive
det. Mediet dikterer, hvordan filmanmelderen
skal præsentere sin vurdering af
filmen.
Skribenterne på landets fanzines er
kun til for sig selv. Et fanzine er som
regel én mands værk. Denne typisk
autodidakte filmekspert skriver ikke for
at tjene penge eller for at underholde
andre. Typisk er det at udgive et fanzine
et egoprojekt og en hjertesag, hvor
skribenten investerer blod og sved i et
blad, der i bedste fald læses af et par
hundrede mennesker. De skriver til sig
selv og alle dem, som finder deres holdninger
interessante. Alle andre kan rende
og hoppe.
Det at skrive og udgive et filmblad kan
således kun lade sig gøre, fordi der sidder
mennesker derude, hvis største frygt
er at brænde inde med alle de guldkorn,
de har indsamlet via deres ufattelige
overforbrug af deres yndlingsfilm, hvilket
ofte gør skriblerierne til særdeles
personlige tekster.
Fanzines giver fingeren til alt det,
som de mere gængse filmmedier beskæftiger
sig med. I stedet fordyber
hver fanzineskribent sig i lige netop de
film, som han synes er de bedste i verden
– og han gør det på egne præmisser.
Hvert blad adskiller sig således fra de
andre, fordi hvert blad afspejler skribentens
personlige filmsmag (læs: personlighed).
sCatter er således bladet for de, der
er hooked på asiatiske undergrundsfilm,
mens Mondo Franko (Nu Franks Hermetiske
Garage) er stedet, hvis man vil læse
om monsterfilm og FX-horror.
Ud over genreinteresser er der vældig
stor forskel på de enkelte udgiveres
sprog, temperament og layout. Undergrundens
arrige køter er således bladet
Stay Sick, der beskæftiger sig med trash,
sleaze, splatter og horror. Stay Sick er en
tekstproppet, sort/hvid-kopieret pamflet-
agtig sag, der emmer af gør-det-selv.
Det noget mere akademiske, velovervejede
og flot layoutede eXtase ligger i den
anden ende af spektret. Det er stadig
selvgjort, men stilen og udformningen
udstråler, at en helt andeledes type står
bag dette blad.
Undergrundens filmskribenter opererer
således udelukkende på egne vilkår,
for sig selv, uden hensyn til andres smag,
holdninger og interesser. Oplevelsen
ved at læse et par forskellige fanzines
er således meget spraglet og personlig i
modsætning til det ofte noget distancerede
forhold, de store mediers filmjournalister
har til film.

-------------------------------------------

Første gang bragt i "Ordet" nr. 15 (forår, 2007). Originaludgaven kan læses og downloades her og jeg vil bestemt opfordre til at man checker netop dét nummer ud, da det indeholder en hel række artikler om genrefilm.

Jeg kopierede teksten fra pdf-udgaven af bladet, men af uransaglige grunde kunne jeg ikke få has på formateringen, selvom jeg kørte den gennem diverse dokumentformater, som lovede (advarede mod), at det ville ske. Og jeg gad ikke gøre det manuelt. Tak til Thure Munkholm, som i sin tid gjorde mig opmærksom på det pågældende nummer, og for at skaffe mig et eksemplar (af printudgaven, forstås).

Skal jeg komme med en kort bemærkning til den glimrende artikel, så må det være, at den næsten kom for sent. Da "Ordet" nr. 15 udkom i 2007 var løbet mere eller mindre kørt for den underskov af spændende blade, som artiklen omtalte. De var på daværende tidspunkt stort set alle forsvundet. Så vidt jeg husker var Henrik Larsens "Obskuriøst" det eneste, der blev ved at plaske opgivende i vandoverfladen lidt længere. Sidste år fortalte Henrik mig, at nu var det også slut for hans vedkommende. Og for dem, der ikke lige ved det, så var det undertegnede, der stod bag Stay Sick ("undergrundens arrige køter", hvis jeg nogensinde laver endnu et nummer, så vil jeg sgu bruge dét som reklame, hah!).
/Jack

Da Birte Tove var kult

[artikel fra Berlingske Tidende, 2005]

70er look: Birte Tove var smuk på den uskyldige, ærke-danske blomstrende eng og naboens datterfacon. Aldrig med et vampet »kom og tag mig sømand« i blikket. Foto: Britt Lindemann


Birte Tove var i 70erne hende, man ringede efter, når en film skulle have en velskabt krop og et yndigt ansigt som blikfang. Det tjente den nu 60-årige eks-model og skuespiller mange penge på. I dag går hun i genbrugstøj og er leder af et loppemarked. Og hun forstår stadig ikke alt det postyr over at være nøgen.

Af J.R.

10. juli 2005, 03:30 – opdateret 16. juli 2005, 18:50

Hun bladrer let igennem filmtidsskriftet eXtase. Hen over billederne af sig selv fra »Tandlæge på sengekanten« (1971), »Piger i Trøjen« (1975) og stills fra sine feterede Hong Kong-dage med filmtitler som »Sexy Girls of Denmark«, »Kvindefængslet i bambushelvedet« og »The Mini-skirt Gang«.

Bladet har sat fokus på Birte Toves deltagelse i en lille håndfuld B- og C-film fra Østen.

Du er blevet kult?

»Det synes jeg er så morsomt, og lidt overraskende. Jeg er egentlig lidt beæret. Men jeg ser ikke på det som om, jeg som person er blevet kult. Det er mere den tid. 70erne. Den dér glade ballon.«

Om hun har ret, eller om det netop er hende selv, der har gjort det umuligt at opdrive denne udgave af bladet, kan man kun gætte på.

Birte Tove er i dag 60 år, og mere nede på jorden og længere fra undergrundstidsskriftets nørdethed kan man dårligt komme end at besøge hende i det idylliske kolonihavehus i Vedbæk. Her bor hun om sommeren ti minutter væk fra den treværelses i Holte. Altid med det røde planlægningsringbind ved sin side. Hun er såkaldt standforstanderinde for Søllerød Loppemarked, som hun startede for otte år siden, da hendes ryg ikke kunne klare jobbet som sygeplejerske længere.

Med friske jordbær i skålen, hjemmebagte boller, ost og en knaldtår kaffe på termoen er det hverken til at se eller høre, at man sidder overfor en engang berømt (nøgen-)model, skuespiller, sangerinde og kvindelig skønhed. Selv øjnene har stadig den venlige pålidelighed over sig. Og den beroligende imødekommenhed er også intakt fra dengang. Med et: »Åh, den er sød« skriver hun med letrystende hånd sin autograf på videoudgaven af 1971-filmen »Tandlæge på sengekanten«.

70er-frisind
Hun blev opdaget i 1967 som model i Ekstra Bladet. Men belært af sin svære barndom ville hun have sin sygeplejerskeuddannelse som sikkerhed, før hun kastede sig ud i en uforudsigelig modelkarriere.

Birte Tove er enebarn født af en enlig mor i befrielsesåret. Penge var der ikke mange af, og da moderen ofte var syg, måtte hun lade sin datter passe af onkler og tanter. »Vandrepokal« kaldte Birte Tove sig selv som barn. Som niårig kom hun på kostskole betalt af børneværnet. I dag siger hun, at hun er blevet stærk af sin barndom.

»Med stærk mener jeg, at når jeg møder modgang, så går jeg ikke i panik. Men siger: Nå, og smadrer eventuelt en kop ...«

Birte Tove var smuk på den uskyldige, ærkedanske blomstrende eng- og naboens datterfacon. Aldrig med et vampet »kom og tag mig sømand« i blikket. Hun hang på væggene i karlekamre og fængselsceller, og hendes ynder kunne bruges i reklamer for alt, bare det ikke var lummert. Dengang var hendes attributter og blonde smil hele Danmarks ejendom og et kødeligt symbol på 60ernes og 70ernes frisind. For de politisk korrekte rødstrømper var uskyldige Birte Tove mandschauvinismens værste lakaj. Truslen var så stor, at de kæmpende kvinder udgav »Birte Tove-rapporten« om kønsrollernes forfald.

»Jeg kunne ikke forstå, at man ikke både kunne være venstreorienteret og optræde nøgen. Det var mavesurt, syntes jeg. Men de måtte tænke, hvad de ville. Jeg havde alt for travlt til at tænke over det.«

Hvordan er det at have været centrum for alverdens mænds saftige fantasier?

»Det er da sødt. Men det må de selv ligge og rode med ... Jeg var jo operationssygeplejerske og vant til at se folk nøgne. Jeg var helt forbløffet over, at folk var så optaget af, at nogen var nøgne. Jeg havde ikke tænkt på det. Da jeg så opdagede, at det hang sådan sammen, kunne jeg jo have trukket følehornene til mig. Men jeg tænkte: Det skal de sgu ikke bestemme. Jeg bestemmer selv, om jeg vil have tøj på eller ej.«

Miskendt i sit hjemland
Som fotomodel med mod på både skuespil, sang og at smide tøjet havde Birte Tove altid tilbud om engagementer. I 1973 tjente hun 400.000 kr. på et år, husker hun, og 6.000 kr. på en dag var ikke ualmindeligt. Efter datidens målestok en ordentlig slat. I dag kan man hyre hende og den lige så blonde datter, Anne Katrine på 29, til at synge og optræde med privatfester for 10.000 kr.

De fem sengekantsfilm blev forudsigeligt rakket ned i Danmark, men blev millionsuccesser verden over. De var Danmarks hidtil største filmsucces. Som en svensk filmudlejer analyserede dengang, var folk blevet trætte af den hårde porno. Nu ville folk have porno, de kunne grine af. Derfor blev »Mazurka på sengekanten« og de følgende fire pjattede lystspil gigantsuccesser. Filmene havde et vist yngleelement, men lå langt fra porno.

Og selvfølgelig spurgte folkene bag de mere pornografiske stjernetegnsfilm, om Danmarks yndige Birte var med på at deltage i løjerne på lagnerne. Men dér gik en pæn piges grænse. Hun nøjedes med at speake sex-skuespillernes replikker. Om hun også lagde støn til lydsiden, kan hun ikke huske.

Man hørte kun om, hvor smuk og dejlig du var. Aldrig om dine skuespilpræstationer?

»Jeg var rasende over det. Folk vil kun have din ungdom og din skønhed. Men så må man bare sige: Det er det, de vil have, og det er det, de betaler for. Det irriterede mig, fordi jeg syntes, jeg var rigtig udmærket.«

Hun blev prøvefilmet til et par store filmroller omkring 1975, men fik dem ikke. Filmselskabet turde ikke vælge hende, fordi hun havde været med i sengekantfilm.

»Dér blev jeg ked af det. Jeg kan huske, at jeg gik hjem med støvler og pels på og direkte ind under min dyne og lagde mig i fosterstilling og tudbrølede.«

Hvilke film det var, vil hun ikke fortælle.

»For så vil de skuespillerinder, der fik rollerne, tænke, at de kom med på afbud - og det gjorde de jo også. Men, jeg har set filmene, og jeg var faktisk også bedre.«

Birte Tove griner, så det runger i træet i det lille kolonihavehus.

På et tidspunkt var det næsten for oplagt, hvorfor producenter ville have den smukke sygeplejerskeuddannede blondine med i deres film. Birte Tove efterligner højrøstet:

»Ja, det er jo ikke, fordi du er overkøn, Birte Tove. Men du er sygeplejerske, og vi vil jo gerne have én med med Røde Kors-taske.«

Bik Dai Do Foo
I Østen og andre dele af verdenen havde sengekantfilmene gjort hende til superstjerne. Som 28-årig flyttede hun til Hong Kong og levede i et år som feteret skuespillerinde og model. Hendes man, Ole Schächter, fløj på besøg med jævne mellemrum.

Til stor venskabelig misundelse fra vennen og kollegaen Ole Søltoft var det altid Birte Tove, der kom med på sengekantsfilmenes promotionture. For tredje gang denne formiddag efterligner hun Ole Søltofts affekterede stemme:

»Ole, nu må du se det i øjnene. Mine bryster er jo meget pænere end dine.«

I Hong Kong var hun et større navn end i Danmark. Hun blev som det naturligste inviteret til fester, hvor legender som Bruce Lee og Jimi Hendrix - og Elizabeth Taylor - også kom.

»Da Elizabeth Taylor kom til Hong Kong, var det mig, der fik hele forsiden af Hong Kong Times,« husker Birte Tove. »Hun fik et lille billede på bagsiden. Hun har så rasende, at hun ringede til filmselskabet og forlod Hong Kong i vrede. Ærgerligt, for jeg ville godt have mødt hende.«

Da der var gået et år i Hong Kong, blev savnet efter manden og den skrantende mor, »hun havde jo kun mig«, for stort, og hun vendte hjem. Hun fik tilbud fra amerikanske TV-selskaber og Playboy, men takkede nej. I dag får hun stadig fanmails fra Østen, hvor Birte Tove i de hårdtslående film går under navnet Bik Dai Do Foo.

»Så mailer jeg tilbage, at jeg faktisk kunne være deres mormor.«

Rigdommen forsvandt
I dag er de mange penge brugt. De er gået til børnene og en skilsmisse for ti år siden fra manden gennem 25 år, Ole Schächter. Et brud som kom totalt bag på hende. Borte var det store hus og den trygge fremtid. Tilbage stod den tidligere model med to børn. Perioden rangerer som »det værste« hun har oplevet.

»På et tidspunkt var jeg lidt bitter over det. Jeg tænkte, at nu havde jeg knoklet hele mit liv, og nu har jeg ingenting. Men jeg har mit kolonihavehus og min bil. Jeg rejser og har mit loppemarked. Jeg mangler sgu ingenting. Jeg går i genbrugstøj og bor dejligt i min treværelses i Holte. Jeg savner ikke at være 20 år og have strutbryster og fast rumpet. Det var dén tid. Nu er vi i en anden tid, der er lige så god. Bare på en anden måde. Jeg bekymrer mig ikke om i morgen. Får jeg en fed rolle, så ville det være skønt, for nu ved jeg præcis, hvordan tingene skal skæres.«

Den sidste rose
Hun konkluderer selv om sit liv:

»Jeg er blevet rigtig rigtig voksen.«

Hvad vil det sige?

»Realistisk. Har fod på livet. Det kører. Stille og roligt. Altså, jeg har taget min skæbne totalt på mig. Før havde jeg måske en lille flig af, at der måske sker et eller andet fantastisk om fem minutter. Det har jeg ikke mere.«

Hun smiler ad sin »skæbne« på samme måde, som da hun så billederne af sig selv som smækker skønhed bag pigtråd i bambushelvedet. Hun har accepteret det. Lagt det bag sig.

Hvordan har du det med din krop i dag?

»Jeg har da fået rynker og sådan noget, og det har jeg det så udmærket med. Da jeg var ung, var alle optaget af mit ydre, mens jeg var optaget af mit indre. Hvordan man var et ordentlig menneske. Det er jeg stadigvæk... Man bliver jo sommerens sidste rose. Også i tyngden.«

Birte Tove peger ud på de falmende lyserøde roser i haven.

»Du kan se, hvordan roserne bliver tunge i det og ligesom lægger sig ned på bladene.«

Er det sådan du har det?

»Ja. Det er skønt. Jeg kan lægge mig ned på bladene.



Fakta

* Christa (1969)

Mazurka på sengekanten (1970)

Med kærlig hilsen (1971)

Hjemme hos William (TV-spil af Leif Panduro) 1971

Tandlæge på sengekanten (1971)

Motorvej på sengekanten (1972)

Rektor på sengekanten (1972)

Zero Population Growth (1972)

Romantik på sengekanten (1973)

Sexy Girls of Denmark (1973)

Kvindefænglset i bambushelvedet (1974)

Piger i trøjen (1975)

Mini Skirt Gang (1975)

Riget I (1994)

Riget II (1997)


Kilder: Bl.a. filmtidsskiftet eXtase)
* Født 16. januar 1945.

Har optrådt som sangerinde i Palmehaven, Damhuskroen og Valencia. Hun var i begyndelsen af 90erne underholdningschef hos DFDS.

Med sin eksmand, Ole Schächter, har hun den læreruddannede datter Anne Katrine (29) og Adam (26), der er stuntman.

Birte Tove debuterede i 1969 i »Christa« om en frisindet stewardesse på jagt efter kærligheden. Hun har medvirket i flere revyer og har selv produceret, skrevet tekster og komponeret til revyer i Nordsjælland.

De seneste otte år har Birte Tove været stand-forstanderinde på Søllerød Loppemarked, hvor datter og søn hjælper til hver søndag.

Mission Inferno (Hongkong, 19??)

Oprindeligt trykt i STAY SICK! #4 i 2003



MISSION INFERNO
DK-titel: Mission Inferno
Hongkong, 19??
DIR: Raymond Kim
LæNGDE: 87 min.
DISTRO: Westcon Home Video (DK) [video]
INFO: fullscreen, eng. dub.
TRAILER: Mission Inferno
CAST: Master Lee, Harris Kim, Jack Li, Steve Miller, David Johnson, James Pang, Sally Kim, Samuel Wong

rev af Jack J
En sen eftermiddag i januar havde Heine Sørensen og jeg været ude at støve gamle beskidte ex-rentals op i suspekte sidegadebutikker. Heine havde fundet en metusalemgammel film, der efter coveret at dømme, var en indonesisk krigsfilm med titlen Daredevil Commandos aka Commander i Helvede! Heine ville ikke have den (den kostede jo også hele tyve kroner), selv om den var indonesisk og selv om indonesiske film ofte har vildt meget gang i den, så yours truly snuppede den naturligvis med det samme. Krigsfilm er ellers ikke noget, der rager mig en døjt, men udover at være en indo-film havde den sgu også Barry Prima i hovedrollen! Go'e gamle Barry Prima!! (Hvad? Du kender ikke Barry Prima! Gisp!!). Nå, da jeg så endelig kom hjem, gik det hverken fra eller til, end at det viste sig, at selvom båndet i kassetten var fra samme selskab, nemlig Westcon Home Video, så var det et forkert bånd! Sådan noget lort! Det var godt nok en krigsfilm, og den var også fra Asien, men uheldigvis ikke fra Indonesien og havde heller ikke Barry Prima med, suk! Næh, filmrullen var fra Hongkong og dét lovede jo ikke godt, i HK kan de lave heroic bloodshed, men sgu ikke krigsfilm! Og for at det ikke skal være løgn, så knækkede båndet naturligvis, da jeg spolede tilbage efter at havde checket det. Fåååkkkk!!!
Nå, men et par aftner senere, da jeg var et i sært masochistisk humør, og efter at have klistret skidtet sammen igen, smækkede jeg altså Mission Inferno på, jeg mener, what the hell, den kunne jo i teorien være god... der kunne endda være tale om et totalt overset splatter-krigsfilmmesterværk - yeah, en rar tanke... i teorien altså! Uheldigvis viste Mission Inferno sig at være den værste møgbunke, jeg har set siden Get Carter-genindspilningen!!! Og det siger sgu ikke så lidt. Nå, men jeg må vel hellere til det... argh... ralle ralle...
Vi befinder os i 1950-51. Koreakrigen raser og de første ti minutter går med at se folk, vi ikke kender, skyde og bombe efter andre folk, vi heller ikke kender, vi ved ikke engang, hvem der er på hvilken side. Så er der noget med nogle frihedskæmpere, der kører i tog, og så blir der skudt og bombet mod og fra toget, nogle af dem dør og andre bliver smidt i kachotten. En af dem er en fyr med det gode, typisk koreanske navn Elliot. Jeg blev aldrig klar over, hvem Elliot og hans bande af frihedskæmpere var frihedskæmper for eller imod, var de med nord eller syd? Men helt ærligt så betyder det sgu heller ikke en skid for filmen, personerne er dumme, kedelige, uinteressante og tomme skaller, som vi aldrig lærer at kende. Filmen giver sig som sagt ud for at være en krigsfilm, men det meste af tiden sidder Elliot Fjot og hans venner i spjældet, men for at vi ikke skal glemme, at der trods alt er tale om en krigsert, afbrydes fængselsscenerne engang imellem af navnløse, uinteressante soldater, der slåsser med hinanden. På et tidspunkt døsede jeg hen en fem minutters tid, og da jeg kom tilbage til filmen igen, var Elliot & Co. flygtet, men blev så fanget igen, og da jeg vågnede efter at have snorket endnu fem minutter lidt senere, var frihedskæmper-kanutten ved at bliver gift, men røg så ind bag tremmer igen, altid sammen med sine venner, og så endelig kom de i krig og hurra for det - ja ikke fordi de kom i krig, men fordi dette ubeskrivelige lortemakværk sluttede kort efter, derfor!!
Handlingen er så forvirrende og røvkedelig, at selv om jeg faldt i søvn, gjorde det ikke den store forskel. Når nu der ikke var nogen interessant historie, så kunne man måske have forestillet sig, at der ville være nogle blodige scener hist og her til at live lidt op, men nej heller ikke her var der noget at komme efter. Intet! Zilch!! Nada!!! Jeg har edderbankme aldrig tænkt mig at se denne stinkedynge igen. Så hellere drikke kaffe med kattepis i, spise døde fluer eller læse et nummer af Trauma... no wait... jeg tager det sidste i mig igen... ha ha!!
Anyway, lige meget hvad du gør, så tag og undgå Mission Inferno (hvilket i øvrigt heller ikke er særlig svært, da båndet er skide hamrende sjældent - og godt det samme!!).
Først på båndet er der en trailer til filmen, som er fyldt med krigsscener og en fortællestemme, der begejstret proklamerer: "An unforgettable tale of the heartbreak, tragedy and heroism of war". Han skulle hellere have sagt: "A forgettable piece of shit ready to ruin your day and give you a fucken headache!"


EDIT: og så her jeg forresten fornyligt fundet endnu et ex af filmen, endelig... efter 8 år... med det rigtige cover!!

Bruce Lee i Ny Guinea (Hongkong, 1978)

Jeg genoptrykkede (eller hvad det nu hedder, når det er på en blog!) i går en gammel anmeldele fra STAY SICK! #4 og nu jeg alligevel har bladet fremme, kan jeg jo lige så godt genoptrykke et par mere.





BRUCE LEE IN NEW GUINEA
DK-titel: Bruce Lee i Ny Guinea (på coveret), Bruce Lee på Ny Guinea (på filmen)
Hongkong, 1978
DIR: C.Y. Yang
LæNGDE: 84 min.
DISTRO: (DK) [video]
INFO: fullscreen, eng. dub.
CAST: Bruce Li, Bolo Yeung + nogen andre.

review: Jack Lee
Hvis der er nogen, der tror, at en film med titlen Bruce Lee in New Guinea er en film med the one and only Bruce Lee, så kender de ikke ret meget til hverken karate- eller exploitationfilm! Sagen er naturligvis den, at der ikke er én "one and only Bruce Lee", men rent faktisk en hel bunke! Nå ja, misforstå mig ikke, der er (var) naturligvis kun een rigtig Bruce Lee, men altså også en hel bunke falske Bruce Lee'er. Ikke at de var direkte kopier, men de hed noget lignende for at cashe ind på Bruce Lees navn; Bruce Li, Bruce Lau, Jimbo Li (som også hed Bruce Li en overgang), Bruce Le, Dragon Lee aka Bruce Lei, Bruce Liang aka Bruce Leung, Bronson Lee, Conaan Lee, Jaguar Lee, Bruce Ly, og der var sikkert flere! Efter sigende var den bedste "Bruce" (og den der mest lignede originalen) Bruce Li, som også hedder Li Shao Lung og i virkeligheden Ho Chung Tao eller/og Ho Tsung-Tao, og det er altså ham, der er "Bruce Lee" i denne film!
I slutningen af 70'erne var man i Hongkong ved at løbe tør for idéer til karatefilm-plots, det velkendte "Master, they insulted our school"-tema var blevet genbrugt i een uendelighed (vel nok mest velkendt i Fist of Fury, som sjovt nok var... en Bruce Lee-film!!) og der var begyndt at komme en masse hybridfilm, hvor man blandede kung-fu-genren med andre fantasifulde genrer. Som Nils "the Sleazy Cowboy" Markvardsen nævner det i eXtase #1, kom der en hel række karate-westerns fra Hongkong, som var co-produceret med Italien (Nils anmelder The Fighting Fist of Shangai Joe i sit blad) og selv om Nils kalder hovedparten af disse film "bundskrabere", så synes jeg nu nok, at Stranger and the Gunfighter (aka Blood Money) med Lo Lieh (som desværre døde for nyligt) og Lee Van Cleef er ganske udemærket. En anden mere velkendt blandingsgenre er miksningen mellem karate- og horrorfilm, her bidrog selv Hammer-studiet med den velkendte Legend of the 7 Golden Vampires (aka The Seven Brothers Meet Dracula) co-produceret med Shaw Bros og med Peter Cushing, David Chiang, Shih Szu [som sammen med Lo Lieh også var med i Three Supermen Against the Orient, som var en af de bastard-sequals, der kom efter Three Fantastic Supermen, som jeg anmeldte i Obskuriøst #3, og hvis der er nogen, der har dén, må de eddermame gerne kontakte undertegnede!!!] og norske Julie Ege (som der var et interview med i et rimelig nyt nummer af Psychotronic Video) i hovedrollerne, og endvidere lavede de også den mindre kendte Shatter aka Call Him Mr. Shatterr (anmeldt i Obs #5/6) - også med Peter Cushing. Men der var naturligvis også andre, een af dem var Bruce Lee in New Guinea - en karate-horrorfilm med erotik smidt oven i!!
Bruce Li er ude at løbe en tur. Så blir han stoppet af en bande, der vil rulle ham, men han banker hele flokken. Så i det samme kommer en af Bruces venner kørende i bil. Da han ser de uheldige overfaldsmænd, der ligger på gaden, spørger han logisk nok om, hvad der er sket. Nåh, ikke noget, siger Bruce og som om det bare er det mest naturlige i verden, at der ligger nogle mere eller mindre bevidstløse fyre midt på gaden, siger vennen bare: Nå, jamen så kom med mig, jeg har noget, vi skal snakke om! ha ha! Nå, men vennen overbeviser Bruce om, at han skal tage med ham til en mystisk ø, hvor der bor et mystisk slangegudetilbedende folk, der gemmer på en eller anden stor slangegude-perle.
Da de kommer til øen sammen med to hjælpere, løber de naturligvis ind i den primitive stamme, der ledes af en sexet prinsesse, som - fordi de er så primitive - går rundt i leopardskinddragt, højhælede støvler og guldbælte, ha ha. Men stammens onde troldmand (hvad skulle han ellers være) pudser sine folk på den lille gruppe og selv om stammen er primitiv, har de dog alle lært kung-fu. Troldmandens hovedundersåt spilles såmænd af Bolo Yeung (den stakkels mand har vist opgivet alt håb om nogensinde at få tildelt andet end skurkeroller). Under nogen kampe kommer den lille gruppe væk fra hinanden og da Bruce Li ikke er kommet tilbage efter nogle dage, tager vennen og hjælperne hjem til Hongkong. Pludselig dukker Bruce dog alligevel op og forældrene tager ud og henter ham i lufthavnen... men Bruce er ikke længere den samme!!! Han opfører sig mærkeligt og ser helt anderledes ud... nå ja, dvs. han har fået skæg og ligner nu til forveksling Bruce Lee i Game of Death i de scener, hvor der blev brugt en dobbeltgænger (fordi Bruce var død), ha ha.
Først kan han ikke huske noget som helst, men hver gang hans kusine, som er lun på ham, kommer lidt for tæt på, ser hun en slange i stedet for Bruce og besvimer! Lidet aner de, at slangefolkets prinsesse har kastet en magisk formel over ham, for at holde andre kvinder væk!! Langsomt begynder den uheldige Bruce Lee-klon dog at huske det hele, som vi får at se i flashbacks: På øen kæmpede han mod den onde troldmand (med slangedødningehoved-maske og det hele!) og denne havde stukket en ring med gift ind i ham, men Bruce havde nået at spæne i sikkerhed, før han gik i brædderne (åhh, nogen af de scener er så hysterisk tåbelige, at det blir morsommere end enhver Gøg og Gokke-film). Nå, men heldigvis finder nogle af slangeprinsessens tjenerinder den forgiftede Bruce Li og bringer ham til hende. Et kort øjeblik vågner vores helt op og mumler "Jeg fryser". Åh nej, hvad skal de gøre??? Prinsessen ser ingen anden udvej, end at tage al sit tøj af, lægge sig oven på den sovende Li og rulle sin nøgne krop med sine rede-til-plukning fersken-agtige små bryster mod hans ligeledes nøgne krop!!!
Jeg skal ikke gå ind i flere detaljer af historien her. Selv om filmen går for at være delvis horrorfilm, så ville det dog være synd at sige, der er noget som helst gyseligt over den, nå ja, hvis man ser bort fra et par scener, hvor nogle uheldige kanaljer bliver smidt ned i en grube med rigtigt levende slanger, fuuuck!! Men Bruce Lee in New Guinea er altså alligevel ret herlig, det er noget trash, men så absolut noget underholdende trash, som bl.a. byder på nudety, fæle stammefolk, der alle er iført nittearmbånd og nittebælter som et andet tysk heavy metal-band fra 80'erne (og jeg mener også, der var dødningehoveder på bælterne), for slet ikke at tale om prinsessens bodyguard, som er en mand i en mølædt gorilladragt fra en tredjerangs legetøjsforretning i Taiwan!!! Der er kun tre hvide mennesker med og som de hvide djævle vi er, er de naturligvis onde. Der er også en neger og han er også ond. Troldmanden mæsker sig i villige piger og hans favorit-kung-fu-stil er ikke overraskende slangestilen!
Som jeg nævnte før, er der også noget nudety med [at bruge det danske "nøgenhed" lyder lidt plat, når man referere til en ingrediens i en film, så derfor "nudety"]. Det er godt nok ikke ret meget, men det er dog alligevel mere, end man tidligere havde været vandt til i karatefilm fra Hongkong. Som nævnt i begyndelsen af rev'et, blandede man en del genre i slut-70'erne og et af de områder, man åbnede op for, var at inkludere soft-porn. I nogle film, som i Bruce Lee in New Guinea, var erotikken blot et krydderi på filmen, andre gange var filmen mest en undskyldning for at vise bare damer, som fx Sex and Zen, som er blevet uhyre populær (ikke mindst pga. Any Yips medvirken, og man forstår hvorfor!!). Personligt synes jeg dog, at Sex and Zen er en ret kedelig omgang! Jeg har kun set den en enkelt gang i Chinatown Cinema i Melbourne i midt-90'erne og interessen for at gense denne gudsjammerligt søvndyssende tørvetriller, har ikke rigtig været til stede! Soft-porn-film, der er lavet udelukkende for at lave soft-porn, er oftest røvkedelige, da plottet som sagt blot er en undskyldning for at lave en pornofilm, der - fordi den netop er "soft", altså blød - mangler den vigtigste ingrediensdel i en pulefilm; nemlig folk, der gør det rigtigt! I Bruce Lee in New Guinea derimod, virker det fint, da filmen er en underholdende bad taste-film i sig selv. Læg i øvrigt mærke til, at det er sjældent, man ser Hongkongesiske kvinder afklædte i film. Ikke dermed sagt, at det er usædvanligt med nudety i Hongkongfilm, det er det ikke, men skuespillerinderne er så bare ikke Hongkongesere, men fra andre asiatiske lande. Hongkong-kinesiske skuespillerinder bryder sig ikke om at optræde nøgne, da de derved hurtigt får et dårligt ryg i HK.
Det var i øvrigt ikke alle sex-hybrid-filmene, der var soft-porn, Ghoul Sex Squad var fx en Mr. Vampire-agtig hardcorepornofilm! Ok, måske var settingen lige så meget en undskyldning for scener med "the ol' in and out", men modsat Sex and Zen, får seeren da i det mindste rigtig sex for pengene (nå ja, så "rigtig" det nu kan blive, når det er i en film). [check i øvrigt mit rev af filmen i BD #8].
Men tilbage til Bruce Lee in New Guinea: Musikken er hapset fra en af Sergio Leones pasta-westerns (kan ikke huske hvilken) og hver gang en eller anden indtager en typisk kung-fu-forsvarsstilling, siger det "wham-wham"!! Åh, hold kæft, man ligger bare flad af grin!! Og som om alt dette ikke var nok, leverer underteksterne en ekstra dimension til trash-niveauet. Oversætteren har virkelig gjort sit yderste for at gøre "undersættelserne" så elendige som muligt. Her et par eksempler: "You must fight them all and beat the great wizard" = "Du må nedkæmpe dem allesammen og blive den store troldmand"!! Eller hvad med denne: "I spared you once" = "Jeg fortryllede dig én gang...". Førstepræmien bør dog helt klart gå til en scene, hvor en af troldmandens håndlangere tiltaler ham med "Great wizard", som i underteksten bliver til "Store firben"!!!
Billedekvaliteten er desværre som rigtig mange af disse gamle karatefilm-ex-rentals, nemlig i fullscreen og med engelsk dub, men helt ærligt, så gør det sgu ikke så meget i en film som den her. Den danske kassette er virkelig en sjældenhed og mit eksemplar, som jeg fandt inde i Video Netto på Vesterbrogade i København og som stammer fra en udlejning, der var lukket, er det eneste, der kendes til blandt samlere af danske ex-rentals. Hvis du finder et ex, bør du bestemt købe det.
Det er ikke nødvendigt, at jeg siger det igen, vel? Bruce Lee in New Guinea er bad taste, men altså totalt nydebar bad taste!!

GRU nr. 1-omslag på spansk giallo!

Check lige det her ud! Det er omslaget til den spanske videoudgave af CERCO DE TERROR og det ser jo unægteligt ud som nedenstående omslag...




...fra GRU nr. 1!!! Jeg har aldrig set CERCO DE TERROR og var end ikke bekendt med den indtil eXtase-redaktør Nils Markvardsens gamle ven Jesus Manuel i Spanien gjorde mig opmærksom på den, da jeg postede GRU-omslaget på Facebook fornyligt! Filmen er fra 1972 altså lavet næsten samtidig med GRU nr. 1's udgivele (fra '71). Jeg har altid forstillet mig, at dødningehovedet i billedet er Fætter Maddike ("The Crypt Keeper" på engelsk), men kunne der simpelthen være tale om, at Interpresse (som udgav bladet) har brugt plakaten fra denne spansk/mexikanske film? Jesus Manuel siger i øvrigt, at filmen er en giallo og nu er jeg naturligvis nysgerrig - men jeg har ikke kunnet finde så meget som een eneste aka-titel på engelsk, endsige noget andet sprog, eller nogen andre VHS eller DVD-udgivelser end den spanske video. Er der tale om en obskur sjælden ting her? Nogen af jer, der har set eller ved nogen om filmen?