 |
| Nej, det er ikke en spasserarm, men jeg havde simpelthen besvær med at tage et foto, så man både kunne se skjorten og LP-pladen! ROTFL |
Hmm, man burde vel skrive noget, i og med det er her på falderebet af 19... 2025. Nej, det er ikke for at være krukket, men jeg *kommer* rent faktisk stadig nogle gange til at begynde et årstal med "19". Åhh, det gamle århundrede (jeg vil hjem!).
Men 1900-tallet er nu lige om lidt **mere** end et kvart århundrede borte. Det er lidt (vel meget) mærkeligt at tænke på. Jeg lever på ingen måde i fortiden - om end min kæreste ofte driller mig med, at jeg osse snart må se at nå frem til 80'erne!!! (Fordi jeg i årevis har været i gang med et laaangsomt personligt projekt med at genbesøge barndommen i de forvirrede 70'ere via popkultur, dokumentarer og læsestof).
Det er faktisk lidt mærkeligt, men jeg har aldrig følt, at hverken 70'erne eller 80'erne var særlig langt borte. Jeg husker dem tydeligt. Men så når jeg så sidder med gamle fotos (hvilket jeg har gjort en del de sidste par år, eftersom jeg har scannet en masse af de gamle familiealbums), så kan jeg sgu alligevel godt se, at 10-årige og 15-årige "mig" ikke helt er mig anno her adskillige årtier senere. Og nogle gange opdager man forskellene mere bastant: Og i min verden har det ofte med popkultur at gøre. I 70'erne havde jeg intet andet end afsky og spot til overs for tv-serier som "Udvandrerne" og "Fiskerne". I dag elsker jeg dem.
Men barndommen betød også drømme om alt muligt, som af en eller anden grund aldrig blev til noget - og nu er det for sent. Jeg blev aldrig strisser i New York. Eller rejste gennem junglen med en machete som eneste følgesvend. En overgang drømte jeg om at blive hårdkogt forfatter af kriminallitteratur - med eneste værdige kollega i form af James Ellroy. Oh well. Om ikke andet skriver jeg stadig blogindlæg på "Lejemorderen". Hej-hej til mine 7-10 læsere derude!
Den eneste følgesvend siden starten på det hele er jo den dæmon, der hedder migrænen. Han har fulgt mig så længe, jeg kan huske. Altid på lur, og altid parat til at springe ind under hjerneskallen. Men selv ikke han er mere den samme. I år, efter mange år med anfaldsmedicin og forebyggende medicin, og besøg hos specialister og neurologer, er jeg endelig endt på det lokale sygehus' migræneafdeling, hvor de har givet mig eksperimentalmedicin - som rent faktisk virker. Det er liiidt vildt for eksempel at have haft en hel jul uden migræne. Der findes ingen perfekt 100 % skudsikker kur, men en halvering er virkelig fænomenal!
Jeg er i øvrigt stadigvæk arbejdsløs ("arbejdsløs, eventuelt arbejdssky", som Poul Borum engang sagde - om end ikke til mig), og med for mange skavanker til at nogen har gidet ansætte mig, så jeg lever stadig de røvfattiges tilværelse. Men som jeg sagde til Henrik Larsen forleden: "Man ku' jo bo under en bro med fluer i ansigtet" - og dét gør jeg i det mindste ikke.
I år fik jeg også talt med min biologiske moder, om at hun er, well, min biologiske moder. Det kom der nu ikke det store ud af. Kvinden, man vokser op hos, er ens mor. At der er en direkte biologisk forbindelse til en anden forælder ændrer ikke på, at der er en **hel barndom**, der mangler. Det var okay at kunne spørge om nogle ting og kigge på nogle fotos sammen, men det man ofte hører fra (voksne) børn, som endelig taler med deres biologiske ophav og pludseligt oplever kærligheden til dem, kunne jeg nu ikke lige nikke genkendende til. Oh well, that's life I guess.
And finally, her ovenfor er et foto fra LIGE NU. Skjorten vidner om Hawaii, men pladen lugter af nyrock og post-punk i Københavns 80'ere. Jeg var ingen af stederne, men så kan man jo være i cyberspace for en stund i stedet.
Happy new year!
-----------------------------------
PS: Og tack/kiitos til Kurt for endnu et dejligt hjemmelavet oversize julekort og en ordentlig stak film. Yay!
Og igen tak til Thomas, som sendte en pc ud af det blå!
