Tuesday, 18 December 2012

Redaktør raser: Hvorfor skal svenskerne ha' det bedre end os!

Forleden gjorde Søren Jacobsen via sin nye blog Rygende revolvere opmærksom på AWE's kommende DVD-udgave af DJANGO VESTENS HÆVNER (Django), som udelukkende inkluderer den engelske eftersynkronisering (dub), medens man hos svenske Njuta Film medtager både det engelske og det originale italienske audiospor.

Jeg har tidligere beskrevet, hvorledes kanaljerne hos AWE på omslaget til BURIAL GROUND glemte at nævne, at der også var italiensk originalaudio med (noget af en fadæse, at man ikke i stedet slog det stort op: Den fællesskandinaviske DVD er nemlig den eneste udgave, der inkluderer det italienske lydspor uden for Italien!) og yours truly gættede på, at det nok var samme cover-sløseri fra selskabets side.

Men nej, fra AWE bekræftes det, at man udelukkende bruger det engelske dub. Ja, man må jo himle med øjnene som en djævlebesat lille pige! Hvor meget koster det at inkluderer det originale audiospor? Næppe en banegård.

På RYGENDE REVOLVERE kan man endvidere læse, at: "AWE har dog vurderet, at det trods alt er et lille publikum, der vil være interesseret i at kunne vælge det italienske lydspor". Øh, nå! Skal vi måske ud i tilstande, hvor det er den jævne, gumpetunge supermarkedsforbruger med sin brune sovs og lørdagskylling, der skal sætte standarden for udgivelser i stedet for automatisk at sætte niveauet så højt, at den danske filmentusiast får muligheden at vælge det bedre alternativ?

Jeg er udmærket godt klar over, at langt de fleste af AWE's italienske film er udsendt med engelsk synkronisering, men her ER der jo netop mulighed for at medtage det korrekte originallydspor. Hvorfor så ikke slå til og benytte sig af tilbuddet!


Den svenske DVD fra Njuta vil ifølge omslaget kun medtage svenske og finske undertekster. Undertegnede har for længst købt den amerikanske DVD fra Blue Underground, som både har engelsk og italiensk lydspor, og engelske undertekster. Den danske DVD vil iø ikke medtage svenske og finske undertekster, som omslaget nævner, forlyder det fra AWE.


Titelnummeret på engelsk sunget af Roberto Fia:




Titelnummeret på italiensk også af Roberto Fia:




3 comments:

  1. Det er en sjov ting med at ikke inkludere det originale lydspor... jeg er nok også mest tilfreds med det italienske... og ligesom dig, så har jeg forlængst investeret i den amerikanske Blue Underground-dvd... det er ihvertfald en vinder!

    Men thumbs up til AWE for at udsende den originale "Django", selvom det nok mest er for at cashe ind på "Django: Unchained", så er jeg tilfreds.. men har Django ikke været udsendt fra On/Air eller et andet billigt selskab i Danevang før?? jeg synes at jeg har foræret en kopi af den til min gamle fader...?

    ReplyDelete
  2. Jo, den har været udsendt på DVD fra On-Air og i en håndfuld forskellige VHS-udgaver.

    Og så lige den obskuriøse udgave: Salut Video (I Havnsø!) udsendte en VHS i sin tid med DJANGO. På omslaget stod DJANGO og selve billedet var det velkendte Django-billede af Franco Nero. På bagsiden stod et referat af filmen DJANGO. Problemet var bare, at selve BÅNDET ikke indeholdt DJANGO! Filmen er derimod VIVA DJANGO! Hvis det så endda havde været med Franco Nero, men det er sgu en Terence Hill-film (og ikke af Sergio Corbucci, men af Ferdinando Baldi!).

    Salut Video genudsendte senere udgivelsen på DVD, og jeg har netop checket den på Videonettos hjemmeside; Man har ikke ændret coveret, så det er stadig Franco Nero, som pryder omslaget, men nu står der i det mindste "Terence Hill" med store bogstaver og plotreferatet på bagsiden er ændret, så det passer til filmen. LOL. Sjovt nok bruger Videonetto stadig de forkerte credits på deres hjemmeside.

    Man kan i øvrigt godt snuppe Havnsø-båndet alligevel, hvis man sku' falde over det, for VIVA DJANGO er nemlig fremragende. Og selvom det er Terence Hill, der er med, så er det ikke en fjolle-western. Langt fra.

    ReplyDelete
  3. Ha, det er sgu sjovt. Jeg var et smut hjemme hos de gamle, og der havde de netop den dvd-udgave som du omtaler...?

    Jeg synes mærkelig nok at kunne genkende Franco Nero, men da der stod Terence Hill med store, grimme bogstaver, så kom jeg sgu i tvivl...?? Det er da en besynderlig sag, men det er langt fra den eneste western som det firma har udgivet...jeg mener også at de blandt andet har udgivet Chino med Charles Bronson?? - den har jeg dog ikke set...

    ReplyDelete