Monday 13 April 2020

Chokgyser - THE MEPHISTO WALTZ (Paul Wendkos, USA 1971)


CHOKGYSER OM SATANKULTENS TERROR I AMERIKA

Sådan! Så er stemningen lissom sat. En flink mand (Jens Jacob, som gamle læsere vil huske som "Mallrat") sendte for længe siden – måske omkring tre år siden – to DVD'er til mig frit og kvit. Begge er de fra MGM's "Midnite Movies" DVD-serie, og begge indeholder de to film hver. Det tager jo sin tid at få gjort noget ved tingene, så de to – fine – DVD'er har ligget på selvsamme hylde, som jeg lagde dem på for tre år siden. Well, indtil i dag. For et par timer siden smækkede jeg THE MEPHISTO WALTZ på, og hurra for det!

Dansk premiere 21. januar 1972
En musikjournalist – og falleret pianist – skal interviewe en verdensstjerne-pianist på den klassiske musikscene. Men næppe har journalisten trykket på optagerknappen, førend den aldrende og sygdomssvækkede pianist fatter interesse for journalistens klaverfingre. Det mindede mig faktisk om en gammel tegneserie, jeg har læst i GRU engang for længe siden.

Senere sker der en hel masse, og filmens hovedperson er i virkeligheden journalistens labre kone, som spilles af Jacqueline Bisset; En dejlig kvinder, der er til fransk – ja, altså sproget. Hun er en stærkt usædvanlig brite, idet hun er fantastisk til at tale fransk. Selv i Frankrig er de begejstret for hende, og hun har været med i mange franske film, bl.a. gyserfilmen Ceremonien, som jeg er svært begejstret for. Nå, men musikjournalistens kone må gå så grueligt meget igennem i denne djævle-film, før det hele ender – og hvordan ender det lige? Ja, jeg siger ikke noget. Havde du regnet med det!?

THE MEPHISTO WALTZ gik faktisk i biograferne herhjemme. Åhh, danskerne i starten af 70'erne var sgu et heldigt folkefærd – ja, hvis de ellers var gamle nok til at gå i biografen, forstås. Og vel at mærke ikke boede i et lortehul af en provinsby ligesom... Nå, det kan være lige meget, det er jo så længe siden nu. Danske titler var ofte langt vildere end originaltitlerne og dét må siges at gælde i dette tilfælde: I Satans kløer! Filmen skal i øvrigt ikke forveksles med THE DEVIL'S RAIN, som på dansk udlejningsvideo hed I Satans klør (uden e i "kløer"). Det Danske Filminstitut har i øvrigt listet MEPHISTO WALTZ som "I Satans klør", men det må bero på skødesløshed fra DFI's side. På både filmens danske plakat og avisreklamen ses det tydelig, at titlen skrives "kløer".


Instruktør Paul Wendkos nåede at lave tonsvis af film og TV-ting i sin lange karriere, og meget af det var psykotroniske ting, men jeg kunne nu ikke få øje på ret mange horrorfilm på hans filmografi på IMDb ud over THE MEPHISTO WALTZ. I 1985 lavede han en remake af THE BAD SEED (Ondskabens sæd) fra 1957 med Patty McCormack. David Carradine er med i remaken. Han lavede også en TV-gyser i '73 med Dennis "McCloud" Weaver, der hed TERROR AT THE BEACH.

Udgaven på "Midnite Movies"-DVD'en står ganske glimrende. Korrekt billedformat og fin kvalitet. DVD'ens resolution kunne dog være højere, uden at det gjorde noget. Det er sjovt med gamle DVD'er; på nogle af dem kan man godt se, at selskaberne har gjort deres bedste for at presse så meget info på skiven som muligt for at få god high resolution, mens andre DVD'er tydeligvis er udgivet uden nogen skelen til, at om kort tid ville rigtigt mange mennesker få store TV-skærme, som behøver hi-res-kvalitet.

Ekstramaterialet består af en trailer og en masse stillbilleder. Der er engelske undertekster.

2 comments:

  1. Der er nemlig noget helt særligt over Midnite Movies-udgivelserne, og THE MEPHISTO WALTZ er 70'er-gys i topklasse. Nu spiller musik en særlig rolle i filmen, og her er Jerry Goldsmiths score også ret unikt. Har cd'en. Jeg har siden købt den engelske Blu-ray fra Signal One Entertainment, og den står rigtig flot.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Helt enig med de MM-udgivelser. Jeg ville ønske, at de også var kommet på blu-ray. Den blu-ray, som du nævner, fandt jeg også på dvdcompare i går og vil overveje den.

      Delete