Her er tre udklip om et filmprogram på Danmarks Radios fjernsyn, som går forud for min tid. De stammer vist alle fra 1973 (jeg fik ikke lige skrevet datoerne ned, men aviserne er nu gemt i det private arkiv). Ja, det vil sige, jeg kan rent faktisk godt huske at sidde og se Filmredaktionen med min far i de tidlige 70'ere.
Jeg husker, at både GODFATHER og DJANGO blev præsenteret. Jeg husker også, at man viste den scene fra DJANGO, hvor en hel hær af "skurke" kom gående ned ad gaden mod Django, og at han lagde sig bag noget (jeg huskede det som en træstamme), åbnede sin kiste, trak et maskingevær frem, og plaffede alle skurkene ned. Og så husker jeg, at Filmredaktionen viste scenen fra GODFATHER med en mand, der vågner i sin seng, kigger ned og ser blodet på dynen, trækker den væk og ser et afskåret hestehoved. Dét gjorde stort indtryk dengang i lille barnehøjde.
Og så har jeg i dag skrevet til DR og spurgt, om ikke de vil være så venlige at lægge samtlige udgaver af filmprogrammerne Bogart, Filmorientering og Filmredaktionen ud på Bonanza. Jeg forventer ikke, at de gør det, men hvis man ikke spørger, så får man jo aldrig besked, som mor plejede at sige.
Mon DR overhovedet har gemt de gamle Filmorientering / Filmredaktionen-programmer? Jeg mindes aldrig at have set klip fra dem.
PS: Og så lukker Det Kgl. Bibliotek for avisarkivet på Mediestream via hjemmesofaen på torsdag, så det er med at finde de sidste ting, før det er slut.
No comments:
Post a Comment