"Paranoia, mareri eller virkelighed?" Som så ofte før går det her galt for On-Airs covertekst |
Jeremy Irons spiller den true life døgenigt Franz Kafka, som i Prag i starten af det gamle århundrede skrev sære historier om kakerlakker og bedårede kvinder, samtidig med at han helst bare ville være alene, og væltede til sidst om, takket være tuberkulosen. Men filmen er en pastiche over Kafkas liv og levned. Han oplever sære ting, og endnu mere sære ting foregår oppe på "slottet". Der løber sindssyge spassere rundt og angriber folk. Og døde lig fra Kafkas kedelige arbejdsplads dukker op i floden. Dejlige Theresa Russell er med, og det samme er Jeroen Krabbé, Ian Holm, Armin Mueller-Stahl, Alec Guinness og adskillige flere. Om de også er dejlige, skal jeg ikke udtale mig om; det hold er jeg ikke på - omend en fuld kvinde for mange år siden ringede og hævdede, at jeg var bøsse. Jeg tænkte, at så var dét løb kørt og lagde på. Jeroen Krabbé spillede iø bøsse i Paul Verhoevens DE VIERDE MAN (DK: Den fjerde mand) og gjorde det glimrende. Fremragende film. Dén film ville sikkert være på en Top 100, hvis jeg gad at lave sådan en.
Jeg læste iø netop, at Steven Soderbergh har lavet en fuldstændig omklippet ny udgave af KAFKA, og den skulle (ifølge ham selv) udkomme i et boxsæt (bluray antager jeg) senere på året her i 2021. Skiven kommer til at indeholde begge udgaver (igen ifølge Soderbergh selv). Og det lyder jo herligt. Jeg vil i alt fald glæde mig til en ordentlig bluray-udgave. Den danske dvd fra On-Air Video står sådan set fint og er i det korrekte billedformat, men desværre er den ikke i anamorfisk widescreen, og der er NADA ekstramateriale på disken.
Jeg er i øvrigt uenig med DFI's brug af udtrykket "måneskinsforfatter" (som ikke er et rigtigt udtryk, sammensætningen står ikke i ordbogen - jeg *har* skam checket efter). "Måneskinsarbejde" betyder jo at arbejde uden at oplyse indtægten til Skattevæsenet (som man jo som bekendt skal). Men DFI's omtale hævder, at hovedpersonen er "måneskinsforfatter", fordi han skriver om natten. Nej, jeg vil mene, at en "måneskinsforfatter" må antages at være en forfatter, som snyder og undlader at betale skat - ikke en forfatter, som skriver i månens skin. Nemlig.
Steven Soderberghs film blev en bragende fiasko i USA, men det skal du skide på. KAFKA er totalt weirdo og syret. Se den endelig.
Soderbergh er i øvrigt tredjegenerationsindvandrer fra Sverige.
Trailer (og den virker altså, selvom avataren er helt sort)
No comments:
Post a Comment