Hvis jeg engang imellem overvejer, om jeg skulle skrotte denne blog, så ender det gerne med, at det slår mig, at hvis ikke der er ret mange andre (eller andre), som kommer her, så kan den i alt fald bruges som link-liste til mig selv. Og som reminder til mig selv om alt muligt. Og nu har jeg endda tilføjet en lille kasse ude til højre (i alt fald hvis du læser det her på en computer) med links til nogle nyttige og brugbare arkiver. Meget apropos hedder kassen "Arkiver".
Fra bladet "Filmen" nr. 1/1915 |
Det f'ørste link i kassen er til søgebasen "Alle tiders programoversigter" på DR. Man kan søge i alle DR's gamle radio- og tv-programmer fra dengang, de blev bragt - der er med andre ord ikke tale om nye lister, men de originale programlister inklusiv korte omtaler. Dog går den kun til og med 1983. Jeg bruger selv søgemaskinen, men det skal alligevel tilføjes, at jeg ikke nødvendigvis synes, den ligefrem er fantastisk; Man får ofte mange svar, som "minder om" det søgte, men uden at være det rigtige.
Herefter er der et link til det gamle danske filmtidsskrift Filmen, som udkom med hele 24 årlige numre mellem 1912 og 1919. Bladet fortsatte efter 1919 under titlen Kinobladet frem til 1926. Her skiftede det igen navn til Biografbladet og kørte helt frem til 1973. Jeg må indrømme, at jeg aldrig har fundet eet eneste eksemplar af hverken Kinobladet eller Biografbladet. Jeg fandt dog sjovt nok et ex af den første udgave i en Røde Kors genbrugsbutik for nogle år siden.
Linket går som sagt til bladet Filmen, som det Danske Filminstitut har fået digitaliseret som del af noget EU-projekt for nogle år siden. Desværre er man ikke fortsat med at scanne ind bladet fra 1919-1973. Det ville ellers have været ret fedt. Jeg kom med en kritik af dette på siden for Danske Horrorfans-gruppen på facebook for nyligt, og en ansat fra filminstituttet kaldte min kommentar for en "absurd provokerende nedladende kommentar". De er så følsomme på filminstituttet. Well, nogle af dem. Men jeg håber da, at DFI genoptager digitaliseringen af bladene på et tidspunkt. Desværre er det otte år siden, at man afsluttede med Filmen, så jeg vil nok mene, at det ikke er fordi man ligefrem iler med at komme i gang med at scanne de efterfølgende udgaver af bladet ind.
Et andet filmblad, som DFI *har* scannet ind og lagt ud til fri afbenyttelse (og pdf-download) er Kosmorama. Jeg har altid anset dette tidsskrift for at være stærkt akademisk og støvet og anti-genrefilm-agtigt, men jeg har, når sandheden skal siges - og det skal den jo - faktisk aldrig gidet læse Kosmorama, så det er muligt, at min opfattelse er stærkt unfair. Men om ikke andet kan man (og jeg) nu læse alle de gamle numre på hjemmesiden. Da bladet lukkede den trykte udgave i 2011, fortsatte DFI heldigvis med at udgive det på hjemmesiden - endda med løbende nummerering frem for blot at lægge artikler op. Link til de gamle numre her.
Endnu et gammel og dødt dansk filmblad, som DFI har lagt ud til gratis download i pdf-format, er Film, som kørte fra omkring år 2000 og frem til 2012 (dog 2015 når man tæller de specielle engelsksprogede udgaver med, som blev udsendt som filmfestivalspecials. Den regulære danske nummerering sluttede i 2012). Når jeg skriver "omkring" er det, fordi nr. 10 udkom i 2000, men de første 9 numre er underligt nok ikke digitaliseret (man kunne iø ønske sig, at der var blevet læst lidt bedre korrektur på sidens tekst. Der angives fx, at det er de første 10 numre, der ikke kan læses, men eftersom nr. 10 jo rent faktisk kan downloades, så er det jo i sagens natur kun de første 9 numre, som ikke kan læses. Og titlen på bladet Film skal ikke skrives med flertals-S på engelsk - heller ikke selvom der er flere numre af bladet ("FILMS#1-10"). Barbano ville sikkert have kaldt dem "idioter" for den slags sløseri - det gør han fra tid til anden - men det får åbenbart ikke nogen fra DFI til at kalde ham "absurd provokerende nedladende". Men, nuvel, han har jo også skrevet for Ekstra Bladet og diverse andre rigtige blade/udgivere, og så kan man sikkert slippe afsted med den slags, uden at forsmåede ansatte bliver mopsede). Hvorfor de første ni numre ikke er lagt op i pdf, aner jeg ikke. Der oplyses, at man kan læse dem på filminstituttets bibliotek. Og jo tak for det. Betaler DFI også togturen fra provinsen? For mig personligt er det en billet til lige under 200 kroner. Men nu er jeg sikkert stærkt absurd provokerende og nedladende igen. Men i alt fald tak til filminstituttet for at scanne alle disse andre numre ind og lægge dem ud til fri afbenyttelse. Link til Film her.
Hvis det er nogen trøst, så har jeg i alt fald aldrig opfattet dig som provokerende eller nedladende. Den ansatte på filminstituttet må have haft en absurd dårlig dag.
ReplyDeleteTak, Henrik. Man får jo lidt på fornemmelsen, at det er det ene faktum, at jeg tillader mig at kritisere filminstituttet for noget, som jeg mener burde være bedre. Der bør være plads til saglig kritik.
DeleteJeg er efterhånden meget forsigtig med at blande mig i debatter på Facebook. Tonen kan hurtigt blive ubehagelig.
DeleteSjovt du skulle sige det; Jeg er på det seneste også begyndt at holde mig for mig selv på fb. Jeg poster på min egen væg og lidt i Sørensen-gruppen, men på steder som Danske Horrorfans og Filmnørder holder jeg igen med posteringer og overvejer nøje mine kommentarer til andres posteringer. Der ligger politisk korrekte mennesker på lur alle vegne, klar til at sende én skingre verbale lussinger. De dominerende brugere på de sociale medier lader til at være af Will Smith-sekten, som deler lussinger ud til højre og venstre, når nogen mener noget andet end dem selv. Og folk af Woke-overbevisning og alle andre nymodens overbevisninger. Fremgang er godt, men skingre bedrevidende tosser kan jeg godt undvære. Jeg kommenterer også kun meget sjældent på offentlige mediesider som EB eller BT. Man kan jo ikke diskutere normalt med folk mere. Men ud over det, så er det jo ligesom om at rigtig debat og snak er blevet en saga blot. Attituden fra de gamle fora er helt væk. Folk er ikke interesserede i informationer eller dialog - de er blot interesserede i at se deres egne hurtigt afsendte telefonbeskeder på de sociale medier.
DeleteJa, jeg er helt enig, og kommer hellere på filmblogs, hvis ellers jeg kan finde nogle. Ku' for resten se ud som om Will Smiths karriere er en saga blot. Hollywood lever af vold, men tåler ikke en enkelt ægte lussing i et ellers røvkedeligt show.
ReplyDeleteMåske skulle vi prøve at bruge Uncut forum lidt mere igen. Jeg har lige posted et par indlæg, men det er liiidt dødt derovre. Nogle gange er det vist kun Gramm, der holder det i live.
DeleteJa, jeg prøver da at lægge lidt op en gang i mellem, men jeg er desværre også gået lidt død, hvad angår film. Forhåbentligt kun midlertidigt.
DeleteNå ja, sådan går det jo engang imellem.
Delete