Collector's Collective nr. 1
A5, 40 sider, farve (de første 50 ex, derefter sort-hvid), engelsk tekst
Pris: €5 + porto €4,65 uden for NL / €2,88 i NL
Bestil fra WOOF! på facebook
Hans Minkers, som stod bag det coole hollandske fanzine WOOF!, har nu smækket nr. 1 af et nyt zine sammen, Collector's Collective. WOOF! var stærkt inspireret af Robin Bougies canadiske fanzine Cinema Sewer, som udkom i rigtig mange år (men som lukkede sidste år, se mit indlæg om Robins nye zine ovre på den engelske del af denne blog), i og med at det handlede om genrefilm, men for en stor dels vedkommende var lavet som et tegneserieblad med (af redaktøren) tegnede indlæg.
Hans Minkers er en af de gamle VHS-samlere på den europæiske scene, som orbiterede rundt om Cinehound forum i gamle dage. Man kender jo sine lus på lugten, eller hvad det nu hedder. Nå, men Minkers har som sagt nu klasket et nyt fanzine sammen, og denne gang er det udelukkende en hyldest til den gamle euro-video-scene og dens samlere. En af de interviewede i det første nummer er denne glade unge mand (læs: mavesure gamle støder) foroven her i indlægget! Fra den gamle danske samlerscene finder vi ud over undertegnede også Diabolik aka Hans-Jørn Reimer. Der er også interview med Dan Kinem, som instruerede den vældig coole dokumentarfilm ADJUST YOUR TRACKING og mange andre navnkundige filmsamlere. Nummmer 2 er på vej.
Bladet er ikke alt for dyrt, men med det høje portogebyr i tillæg (ja, det hollandske postvæsen er ganske ligesom danske [læs: svenske] PostNord nogle griske ågerkarle) bliver prisen lige over 70 kroner. Men hva' fa'en, du har jo alligevel ikke andet og bruge pengene til. Der er, så vidt jeg ved, stadig farveeksemplarer tilbage.
No comments:
Post a Comment