Jeg husker udmærket Sverre H. Kristensen (SHK) fra 80'erne. Jeg havde opdaget heavy metal- og punk-fanzines via Metallic Beast i 86, og takket være de små annoncer i bladet fik jeg adresser til også at bestille fra andre redaktører og deres zines. Et af dem var Skummende epileptikkere (sic), som SHK stod for .
Bladet var lige dele punk og tegneserier. Om det var for at være "punk", at bladets titel var stavet forkert, skal jeg ikke kunne sige. Det skal tilføjes, at Sverre var lige dele dansk og norsk, og det samme var bladet - artikler, indlæg og tegneserier i en skøn blanding af dansk og norsk. Jeg husker, da jeg modtog bladet fra Sverre, var jeg lidt skuffet over, at der ikke fulgte et personligt brev med, men blot bladet i en kuvert. Det var næsten blevet standard, at redaktørerne skrev et personligt brev til læserne, som bestilte et nummer af deres zines. Dette blev min eneste egentlige kontakt med SHK. Senere i 90'erne købte jeg hans zine Sewer Cunt, og jeg boede lange perioder i Melbourne i Australien dengang. Og på et tidspunkt blev en boghandel i byen stormet af panserne, som beslaglagde ulovlige bøger og blade (ganske som UK har Australien en lang og stolt tradition med censur af ulødige ting, som forråer samfundet!). Et af de beslaglagte blade var Sverres Sewer Cunt, som efter hvad jeg hørte blev right out banned! De australske pansere er ret tuffe (siger han og tænker tilbage på adskillige encounters med svinene).
Men det var SHK, vi kom fra. Sverre er desværre død for mange år siden. Jeg husker, at jeg læste om det første gang i et nummer af Bloody Darlings. Det er mere end 20 år siden. Jeg udgav ikke engang STAY SICK! dengang. Nu vi taler om SS; Da Peder Pedersen besluttede at lukke Inferno, gav han mig alt det resterende utrykte materiale - og deriblandt SHK's artikel om seriemorder-film. Sagen er den, at det næste nummer af Inferno skulle have været et Serial killer-specialnummer. Men det kom som bekendt ikke. Well, det gjorde det jo så alligevel, men der gik langt over 20 år. Hvorfor Peder Pedersen ikke valgte at trykke Sverres gamle artikel, kan jeg kun gisne på. Måske syntes han, at det var nok, at jeg havde trykt den i SS. Måske syntes han, den var forældet. Måske havde han glemt den. Måske havde han glemt alt det gamle materiale, som endte med at blive trykt i STAY SICK! over to numre i 2000 og 2001 (der blev i alt fald ikke refereret til Inferno-materialet i det nummer, som endte med at udkomme i 2016).
Men tilbage til SHK! Martin Christnasein (som måske og måske ikke hedder Christiansen til efternavn i virkeligheden) er i gang med at skive et efter sigende digert værk om Sverre. Et værk, som skal udkommen i en boks med to bøger, hvor den anden bog vil indeholde alle SHK's tegneserier!). Jeg glæder mig bestemt. Og ved den kommende tegneseriemesse i Kbh, Copenhagen Comics (28-29 maj) vil der blive en udstilling af Sverres ting. Ifølge reklamen (foroven her i indlægget) vil den blive afskærmet, så børn ikke kommer ind. Forståeligt nok. Sverre H. Krisensens tegneserier er ikke af den type, hvorom man kan sige "Nøj, deeet for børn".
Fra Skummende epileptikkere nr. 3 (1987) |
No comments:
Post a Comment