Dansk 2-film-på-1-disk-udgivelse fra Scanbox (Scan: 300 dpi) |
Engang i 90'erne så jeg en episode af TV2-filmprogrammet "Filmkanylen", hvor Mette Damgård & Co. anmeldte MULHOLLAND FALLS, som på dansk fik titlen Mulholland Falls - Farlig Viden. Jeg har fuldstændig glemt, hvad de sagde om filmen, men jeg optog programmet, og når jeg i årenes løb med flere års mellemrum har genset programmet, har jeg altid tænkt, at den film måtte jeg bare se på et eller andet tidspunkt. Well, jump to 30 år senere, og jeg har nu endelig set skidtet!!
Jeg var forbi en Kirkens Korshær forleden og fandt tre dvd'er fra Scanboxes "2 Massive Movies"-serie, som (og ja, det kan man jo næsten regne ud) alle sammen indeholder to film. De tre dvd'er stod som nye, selv om det er længe siden, de udkom. Jeg gætter på, at de er blevet set een gang og derefter lagt i en skuffe (der var absolut ingen støv på!). Det coole ved disse udgivelser er selvsagt, at man får to film for ens pris, men omvendt indeholder de så absolut intet ekstramateriale.
Scenerne fra Filmkanylen så fede ud og gav indtryk om en James Ellroy-agtig film i stil med L.A. CONFIDENTIAL (som er feeeed - også selv om Ellroy i dag bruger hvert et vågent øjeblik på at spytte på den. Jeg mistænker dog, at der er tale om hans velkendte overdrevne hard ass jive). Og nu hvor jeg endelig har set den, er jeg glad for at, ja, at der er tale om en hårdkogt kriminalfilm fra 50'ernes Los Angeles, som vi kender dem fra Ellroys bøger - om end jeg vil indrømme, at MULHOLLAND FALLS er lidt (meget) mere overfladisk end L.A. CONFIDENTIAL - selv filmversionen (bogen er iø ude på dansk både som "De faldne engles by" og "L.A. Confidential").
Nick Nolte spiller en kriminalbetjent i LA, som er hård i filten, som de var dengang, og som bøjer loven, ganske som det passer ham (som det osse var dengang, LAPD var som bekendt ikke ubekendt med strissere, der gik egne veje, i.e. var korrupte). Kriminalbetjenten og hans slæng af undersøgelsesbetjente falder over en smalfilm med optagelser af et vældig flot fruentimmer (spillet af Jennifer Connelly, som enhver horrorfan selvsagt kender fra Argentos CREEPERS) i gymnastisk udfoldelse med en kendt atomforsker. Lagen-gymnastik, that is. Og så dukker hun pludselig op i levende live - eller rettere, ikke så levende live efter at have været under en bulldozer - eller noget der ligner. Og så dukker der pludselig endnu en smalfilm op ... med kriminalbetjenten på! Hvad skal det ikke ende med!?
MULHOLLAND FALLS holdt hele vejen igennem. Ikke et øjeblik mistede jeg opmærksomheden. Nå ja, på nær der hvor min tyske øl væltede ud over gulvtæppet. Som jeg nævnte lige før, så er filmen ikke heeelt så tætpakket med detaljer som LA CONFIDENTIAL, men det går an alligevel. Men når det så er sagt, skal det også tilføjes, at det kan ærgre, at det fine cast ikke bliver brugt mere, end det gør. Filmen er nemlig spækket med velkendte navne (bl.a. Melanie Griffith, Michael Madsen, Chris Penn, Treat Williams, John Malkovich, Chazz Palminteri), og man skulle bestemt ikke have hørt nogen beklagelser fra denne anmelder, hvis filmen havde strukket sig til en helaftensfilm. Men som sagt, jeg var fint underholdt. Lad dog være med at læse anmeldelsen i The Time Out Film Guide, før efter du har set filmen. De var sgu ikke glade for den.
Filmen er iø instrueret af Lee Tamahori (som dvd-kassetten vil have os til at tro hedder "Led" Tamahori), og det er hans første film efter den knaldhårde newzealandske drama-debut ONCE WERE WARRIORS to år tidligere. Så vidt jeg kan se på hans filmografi, har hans karriere i Hollywood betydet, at han stort set kun har lavet storbudgetterede actionfilm. Well, godt for ham. Jeg ville hellere have set flere film som ONCE.
Billedkvaliteten på den danske dvd var okay til mit 32" fjernsyn (det store tv brændte sgu sammen!), men jeg frygter, at den nok ikke holder til en storskærm. Billedformatet var dog heldigvis korrekt. Så vidt jeg kan google mig frem til, findes der kun en enkelt Blu-ray-udgave: Fra Kino Lorber i USA, som kan skaffes via imusic og wowhd til et par hundrede dask eller tre.
You can't do this - this is America!
This isn't America - this is LA.
TRAILER:
No comments:
Post a Comment