review: JACK J
Du ved godt, hvem Christina Ricci er, ikke? (Stay Sick! er nok ikke lige stedet, hvor du indrømmer, du har set hende i »Ally«) Hun startede sin karriere med horrorfilm (i den lette ende godt nok) med THE ADDAMS FAMILY og IT STAYS IN THE ADDAMS FAMILY, og her i THE GATHERING er hun altså så tilbage i genren igen.
THE GATHERING er dog milevidt fra de to ADDAMS-film, for det første er den helt uden humor og for det andet er det en meget engelsk film. Og hvad enten man bryder sig om filmen eller ej, må man indrømme, at personkarakteriseringerne er gode - som det jo så ofte er tilfældet med britisk film, modsat så mange andre gyserfilm fra den anden side af det store vand - og her mener jeg ikke Sverige... selvom jeg ved den sødeste grød end ikke kan komme på een eneste svensk horrorfilm, bortset fra THE RESURRECTION OF MICHAEL MEYERS (som jeg i.ø. anmeldte tilbage i BD).
Et sted i landlige omgivelser i England finder man en kirke, der har ligget nedgravet under en høj i mange århundreder. Der er en statue af Jesus og på væggen ser man et billede af en skare mennesker, der ser på under korsfæstelsen. Men statuen vender omvendt - så det er i stedet Jesu ryg og ansigterne på menneskemængden, man ser.
Et sted på en øde landevej bliver en amerikansk backpacker kørt ned, ikke overraskende spilles hun af Christina Ricci. Hun overlever, men får hukommelsestab. Hvad har det med hoben af mennesker, der iagttog korsfæstelsen uden at gribe ind, at gøre? Well, det er svært at løfte sløret for mere uden at sige for meget.
THE GATHERING er en spændende film og man behøver ikke have bizarre religiøse køer ligesom Frank Brahe for at kunne nyde filmen, den er ret creepy alligevel. Brian Gilbert, der har instrueret, kender jeg ikke noget til, sikkert fordi det er hans første gyserfilm, men den er ganske og aldeles nydebar never the less. Hvis du tænker: »Christina Ricci, uff, kendt skuespillerinde, øv!«, så tag alligevel og giv hende og filmen en chance. Hun er god i rollen (man distraheres dog af en konstant undren over, hvornår hun får overbalance pga.... well, you know) og alle skuespillerne gør det godt. I ekstramaterialet bemærker en af de medvirkende, at mange af de engelske skuespillere er teaterskuespillere, hvilket jo gerne border for kvalitet (som baggrund for en britisk skuespillers talent, ikke at teater har min interesse overhovedet!!!).
Filmen er creepy, men ikke specielt blodig (selvom instruktøren syntes, den var vældig blodig ift. hans tidligere film!) og tempoet er ikke oppe på 200 km/t., men det er en god lille film, som jeg absolut vil anbefale. Og da jeg så den her anden gang ifm. anmeldelsen, syntes jeg faktisk, den var bedre.
Ekstramaterialet består af interviews og trailer for selve filmen + to mere, hvor af den ene for THE EYE (også anmeldt i dette nr.).
Sunday, 23 January 2011
An American Werewolf in Paris
DK-titel: En Amerikansk Varulv i Paris
Dir: Anthony Waller (USA, 1997)
Info: video, letterbox
Distro: Nordisk Film (DK)
Cast: Julie Delpy, Tom Everett Schtt, Vince Vieluf, Phil Buckman, Julie Bowen, Pierre Cosso, Tom Novembre, Therry Lhermite.
review: Jack J
Først var der klassikeren An American Werewolf in London, derefter kunne man se A French Vampire in America (men kun hvis man boede i Australien, det var nemlig aussiernes nye titel til Innocent Blood) og senest altså så An American Werewolf in Paris. Den første var rigtig god. Den næste var... nå ja, ikke dårlig. Den indtil videre sidste i rækken er en SKRALDEFILM af værste skuffe!! Men lad mig være fair og gi' den en chance, med andre ord: her er (et forsøg på) et review!
Med mindre man er helt grøn, når det gælder horrorfilm, så ved man lissom godt, hvor det bærer hen, når der på videoomslaget reklameres med: "tilsat et par grovkornede grin...". Og man har helt ret, det lugter ikke godt.
Tre teenagere, amerikanske og af hankøn, er i Paris for at gøre det, som amk. teenagere af hankøn gør i alle disse film, der er lige dele horror og komedie; to look for pussy and to party! Hovedpersonen møder en fransk pige, som han logisk nok forelsker sig i, men det går ikke stille af, for hun viser sig nemlig at være... (åndeløs spænding)... en varulv! [At genrefilm som varulve- og vampyrfilm er fyldt med klichéer, synes jeg ikke gør så meget. Det er svært at lave noget komplet nyt, når man forsøger sig i så velprøvede og udforskede genrer, men måden, hvorpå disse klichéer blandes, er det altafgørende!] På et tidspunkt blir han ikke overraskende selv bidt af en varulv og så ... sker der en hel masse.
Den franske pige spilles af Julie Delpy, som osse var med i Killing Zoe. Hun har godt nok gevaldigt små bryster, men det blir bestemt opvejet af hendes charme (men... øh... det har som sådan ikke noget med filmen at gøre). Det er faktisk lidt trist, at hun har spildt sin tid på denne kalkun, når hun kunne have lavet noget mere interessant. Specielt en scene på en kafé, lige efter hun har mødt hovedpersonen, er så grotesk pinlig, at jeg nok gad se de tæer, der ikke får et krampeanfald!
Da Frank Brahe omtalte filmen i sin varulveartikel i #1, skrev han, at det nærmest var en genindspilning af Werewolf in London - bare 100 gange dårligere, og dét kan jeg kun gi' ham ret i!
Hvor varulvene i originalen var lavet med FX, er de i sequel'en lavet med computereffekter, og ærlig talt, de virker ikke særlig overbevisende. Det ligner faktisk noget var et 3. rangs computerspil! Næh, må jeg så bede om latex og ulvemasker af gummi.
Men okay, jeg er faktisk lidt ked af denne negative anmeldelse, for jeg ville sådan set rigtig gerne kunne lide Werewolf in Paris, videokassetten ser godt ud, det fulde letterbox-print er flot og Julie Delpy er med. Men desværre er det hele spildt; filmen er et makværk af værste karat! Der er lidt blodige scener hist og pist, men den ulidelige humor gør kigningen... well... ulidelig!
"Spild" hellere tiden med et par episoder af Buffy - the Vampire Slayer på TV2 Zulu. Der er der godt nok ingen gore, men humoren er i det mindste til at holde ud!
Dir: Anthony Waller (USA, 1997)
Info: video, letterbox
Distro: Nordisk Film (DK)
Cast: Julie Delpy, Tom Everett Schtt, Vince Vieluf, Phil Buckman, Julie Bowen, Pierre Cosso, Tom Novembre, Therry Lhermite.
review: Jack J
Først var der klassikeren An American Werewolf in London, derefter kunne man se A French Vampire in America (men kun hvis man boede i Australien, det var nemlig aussiernes nye titel til Innocent Blood) og senest altså så An American Werewolf in Paris. Den første var rigtig god. Den næste var... nå ja, ikke dårlig. Den indtil videre sidste i rækken er en SKRALDEFILM af værste skuffe!! Men lad mig være fair og gi' den en chance, med andre ord: her er (et forsøg på) et review!
Med mindre man er helt grøn, når det gælder horrorfilm, så ved man lissom godt, hvor det bærer hen, når der på videoomslaget reklameres med: "tilsat et par grovkornede grin...". Og man har helt ret, det lugter ikke godt.
Tre teenagere, amerikanske og af hankøn, er i Paris for at gøre det, som amk. teenagere af hankøn gør i alle disse film, der er lige dele horror og komedie; to look for pussy and to party! Hovedpersonen møder en fransk pige, som han logisk nok forelsker sig i, men det går ikke stille af, for hun viser sig nemlig at være... (åndeløs spænding)... en varulv! [At genrefilm som varulve- og vampyrfilm er fyldt med klichéer, synes jeg ikke gør så meget. Det er svært at lave noget komplet nyt, når man forsøger sig i så velprøvede og udforskede genrer, men måden, hvorpå disse klichéer blandes, er det altafgørende!] På et tidspunkt blir han ikke overraskende selv bidt af en varulv og så ... sker der en hel masse.
Den franske pige spilles af Julie Delpy, som osse var med i Killing Zoe. Hun har godt nok gevaldigt små bryster, men det blir bestemt opvejet af hendes charme (men... øh... det har som sådan ikke noget med filmen at gøre). Det er faktisk lidt trist, at hun har spildt sin tid på denne kalkun, når hun kunne have lavet noget mere interessant. Specielt en scene på en kafé, lige efter hun har mødt hovedpersonen, er så grotesk pinlig, at jeg nok gad se de tæer, der ikke får et krampeanfald!
Da Frank Brahe omtalte filmen i sin varulveartikel i #1, skrev han, at det nærmest var en genindspilning af Werewolf in London - bare 100 gange dårligere, og dét kan jeg kun gi' ham ret i!
Hvor varulvene i originalen var lavet med FX, er de i sequel'en lavet med computereffekter, og ærlig talt, de virker ikke særlig overbevisende. Det ligner faktisk noget var et 3. rangs computerspil! Næh, må jeg så bede om latex og ulvemasker af gummi.
Men okay, jeg er faktisk lidt ked af denne negative anmeldelse, for jeg ville sådan set rigtig gerne kunne lide Werewolf in Paris, videokassetten ser godt ud, det fulde letterbox-print er flot og Julie Delpy er med. Men desværre er det hele spildt; filmen er et makværk af værste karat! Der er lidt blodige scener hist og pist, men den ulidelige humor gør kigningen... well... ulidelig!
"Spild" hellere tiden med et par episoder af Buffy - the Vampire Slayer på TV2 Zulu. Der er der godt nok ingen gore, men humoren er i det mindste til at holde ud!
The Unholy
Dk-titel: The Unholy
Dir: Camilo Vila
Længde: 98 min.
Distro: Vestron Video / Metronome (DK)
Info: video, fullscreen
Cast: Ben Cross, Ned Beatty, William Russ, Hal Holbrook, Trevor Howard.
anmeldt af Jack J
To præster i en kirke i New Orleans er blevet myrdet på bestialsk vis med et års mellemrum. Ingen ved hvorfor eller af hvem, så menighedsoverhovederne beslutter at lukke kirken. Tre år senere. En præst, fader Michael, blir hidkaldt af panserne, da en selvmorder står ude på gesimsen oppe på 117. etage på et hotel. Fader Michael prøver at overtale manden til at komme indenfor, men da han vil række ham hånden, smider manden - hvis krop huser en dæmon - præsten ud ad vinduet, så han falder hele vejen ned på fortorvet. Plask.
Lidt senere. Fader Michael vågner op uden en skramme på sygehuset. Yeps, et sandt mirakel, det synes menigheden også, så de ansætter straks Michael til at genåbne den lukkede kirke.
Da fader Michael så har fået genåbnet kirken, får han gennem en panserbasse at vide, at den forrige præst havde en aftale med en pige på en natklub. Well, to make a long story short: Fader Michael tar hen og møder hende, underlige ting begynder at ske, døde hunde, negerkvinder der ser ting, mombo-jumbo og hele molevitten. En dæmon, der kan forvandle sig til en bedårende, halvnøgen kvinde er ikke overraskende på spil! Det hele ender med en konfrontation. I'm not gonna tell ya who wins, men overraskelsen er sgu nok ikke så stor!
På den danske kassette står der: "En mester-gyser, mere kontroversiel end 'Exorcisten', mere skræmmende end 'Tegnet'"!!! Tja, enten havde Metronome aldrig set nogen af de to film, eller osse vidste de godt, at det ikke passede, men skrev det alligevel for at "sælge" The Unholy. Det var sgu nok det sidste! Igennem det meste af filmen er den ret god. Jo, der sker sære og uhyggelige hændelser - nå ja: så pseudo-uhyggelige hændelser i alt fald, for uhyggelig blir The Unholy aldrig rigtigt. Men ok, det kan jeg leve med, hvis en film så i det mindste har en interessant og velspillet historie, og det har Unholy langt hen ad vejen. Skuespillerne, der har fået præsterollerne er gode. En natklubejer og et fucked up pigebarn kunne dog have været casted bedre, men bevares, det er jo ikke Sjækspire det her. Uheldigvis går det dog galt til sidst: Kampen mellem dæmonen, der materialisere sig og kæmper mod præsten, er så grinagtig, at yours truly skraldgrinede - og det var vel ikke dét, der var meningen med scenen! Kalorius er simpelthen så knalddårligt lavet, at det er... well... knalddårligt! Dæmonen er fuldstændig livløs i betrækket og enhver dukke fra Muppet Show ville korse sig i forargelse. Det er VIRKELIG ringe! Og jeg mener, hvis filmen havde været fra 1958, ku' man ha' forstået det, men den er kraftstejleme fra 1988!
I Weldons Psychotronic Video Guide skriver han, at slutscenen er den eneste mindeværdige i filmen. Michael Weldon er tydeligvis på stærk medicin, for denne scene er altså virkelig så over-kikset, at det overgår enhver beskrivelse! Dette skal dog ikke få mig til ikke at anbefale dig at købe filmen, hvis du finder den billigt; det meste er nemlig... ehh... ikke dårligt (men altså heller ikke supergodt). Måske var Weldons problem, at han sov sig igennem filmen!? Han skriver bl.a., at dæmonen deler sig til to monster-dværge hen mod slutningen. Denne udtalelse bestyrker mistanken om stærk medicin eller hårde stoffer i Weldons blod! Det sker nemlig overhovedet ikke!! Der er en dæmon og to monster-dværge (som osse er hylemorsomme), men der er altså ikke nogen, der deler sig.
En ting, der dog helt klart hæver filmen, er nogle splatterscener, bl.a. en mand, der brækker tonsvis af blod op, og nogen folk, der i gory detail får skåret halsen over, hvilket jo altid er en go' ting.
Well, anyway, 'nuff said. Den danske kassette er i fullscreen og efterhånden svær at støve op, men som sagt; snup den, hvis du falder over den og den er billig. Hvis det her var et rev til det gamle Bloody Darlings og jeg derfor skulle give karakterer, så ville jeg sikkert gi' den et 7-tal for helhed. Der kom heldigvis ikke nogen sequels.
Dir: Camilo Vila
Længde: 98 min.
Distro: Vestron Video / Metronome (DK)
Info: video, fullscreen
Cast: Ben Cross, Ned Beatty, William Russ, Hal Holbrook, Trevor Howard.
anmeldt af Jack J
To præster i en kirke i New Orleans er blevet myrdet på bestialsk vis med et års mellemrum. Ingen ved hvorfor eller af hvem, så menighedsoverhovederne beslutter at lukke kirken. Tre år senere. En præst, fader Michael, blir hidkaldt af panserne, da en selvmorder står ude på gesimsen oppe på 117. etage på et hotel. Fader Michael prøver at overtale manden til at komme indenfor, men da han vil række ham hånden, smider manden - hvis krop huser en dæmon - præsten ud ad vinduet, så han falder hele vejen ned på fortorvet. Plask.
Lidt senere. Fader Michael vågner op uden en skramme på sygehuset. Yeps, et sandt mirakel, det synes menigheden også, så de ansætter straks Michael til at genåbne den lukkede kirke.
Da fader Michael så har fået genåbnet kirken, får han gennem en panserbasse at vide, at den forrige præst havde en aftale med en pige på en natklub. Well, to make a long story short: Fader Michael tar hen og møder hende, underlige ting begynder at ske, døde hunde, negerkvinder der ser ting, mombo-jumbo og hele molevitten. En dæmon, der kan forvandle sig til en bedårende, halvnøgen kvinde er ikke overraskende på spil! Det hele ender med en konfrontation. I'm not gonna tell ya who wins, men overraskelsen er sgu nok ikke så stor!
På den danske kassette står der: "En mester-gyser, mere kontroversiel end 'Exorcisten', mere skræmmende end 'Tegnet'"!!! Tja, enten havde Metronome aldrig set nogen af de to film, eller osse vidste de godt, at det ikke passede, men skrev det alligevel for at "sælge" The Unholy. Det var sgu nok det sidste! Igennem det meste af filmen er den ret god. Jo, der sker sære og uhyggelige hændelser - nå ja: så pseudo-uhyggelige hændelser i alt fald, for uhyggelig blir The Unholy aldrig rigtigt. Men ok, det kan jeg leve med, hvis en film så i det mindste har en interessant og velspillet historie, og det har Unholy langt hen ad vejen. Skuespillerne, der har fået præsterollerne er gode. En natklubejer og et fucked up pigebarn kunne dog have været casted bedre, men bevares, det er jo ikke Sjækspire det her. Uheldigvis går det dog galt til sidst: Kampen mellem dæmonen, der materialisere sig og kæmper mod præsten, er så grinagtig, at yours truly skraldgrinede - og det var vel ikke dét, der var meningen med scenen! Kalorius er simpelthen så knalddårligt lavet, at det er... well... knalddårligt! Dæmonen er fuldstændig livløs i betrækket og enhver dukke fra Muppet Show ville korse sig i forargelse. Det er VIRKELIG ringe! Og jeg mener, hvis filmen havde været fra 1958, ku' man ha' forstået det, men den er kraftstejleme fra 1988!
I Weldons Psychotronic Video Guide skriver han, at slutscenen er den eneste mindeværdige i filmen. Michael Weldon er tydeligvis på stærk medicin, for denne scene er altså virkelig så over-kikset, at det overgår enhver beskrivelse! Dette skal dog ikke få mig til ikke at anbefale dig at købe filmen, hvis du finder den billigt; det meste er nemlig... ehh... ikke dårligt (men altså heller ikke supergodt). Måske var Weldons problem, at han sov sig igennem filmen!? Han skriver bl.a., at dæmonen deler sig til to monster-dværge hen mod slutningen. Denne udtalelse bestyrker mistanken om stærk medicin eller hårde stoffer i Weldons blod! Det sker nemlig overhovedet ikke!! Der er en dæmon og to monster-dværge (som osse er hylemorsomme), men der er altså ikke nogen, der deler sig.
En ting, der dog helt klart hæver filmen, er nogle splatterscener, bl.a. en mand, der brækker tonsvis af blod op, og nogen folk, der i gory detail får skåret halsen over, hvilket jo altid er en go' ting.
Well, anyway, 'nuff said. Den danske kassette er i fullscreen og efterhånden svær at støve op, men som sagt; snup den, hvis du falder over den og den er billig. Hvis det her var et rev til det gamle Bloody Darlings og jeg derfor skulle give karakterer, så ville jeg sikkert gi' den et 7-tal for helhed. Der kom heldigvis ikke nogen sequels.
Saturday, 22 January 2011
Thursday, 20 January 2011
Video-stakke af rod, lorte-imdb-info-rod, døgnrytme-rod... og hvor fanden er kaffen! .\_/.
Er det helt normalt at sidde oppe hele natten for at få nogenlunde styr på de mange gamle videobånd fra 90'erne med tonsvis af gamle Filmkanylen og Bogart-programmer? Og hvorfor fa'en skrev jeg ikke nummer på de skide bånd i sin tid, så det var til at se, hvad rækkefølgen er! Fandens!! Og hva' satan er det for en heltids-abekat, der har oprettet opslaget for Filmkanylen på IMDb og Wiki!? Der er næsten ingen info udover værternes navne og hvor længe de præsenterede programmet, men alligevel præsterer han at fucke det halve op! Nej, Flemming Kaspersen var ikke vært på programmet fra 1994-1997, og nej, programmet bestod ikke kun af to værter. Hva' fanden kan man bruge IMDb og Wiki til, når der raskt væk bringes så åbenlys lortedårlig information! Og hvor satan i helvede stillede jeg min kaffe!? .\_/.
Og som om det ikke var nok, så kan jeg (efter at have genset både Filmkanylens og Bogarts anmeldelse af filmen) ikke finde båndet med TO MAND I EN SOFA, som jeg aldrig har set, men som jeg ved, jeg har liggende et eller andet sted optaget fra TV (den findes ikke på VHS eller DVD). Jeg tror, det var Eddie og Richies nabo Mr. Rottweiler i Bottom, der sagde det bedst: "ARRRRGGH!!!"
Og som om det ikke var nok, så kan jeg (efter at have genset både Filmkanylens og Bogarts anmeldelse af filmen) ikke finde båndet med TO MAND I EN SOFA, som jeg aldrig har set, men som jeg ved, jeg har liggende et eller andet sted optaget fra TV (den findes ikke på VHS eller DVD). Jeg tror, det var Eddie og Richies nabo Mr. Rottweiler i Bottom, der sagde det bedst: "ARRRRGGH!!!"
Monday, 27 December 2010
Den sidste Edderkop
eller: "Trist dag for en dansk Marvel-læser"
En gammel fan, der har været med siden starten i 1984, snøfter et sidste farvel.
Jeg husker det, som var det i går. Men rent faktisk var det i 1984. Jeg var kommet ind i Brugsen og stilede som altid først mod hylderne med tegneserier. Det kunne man gøre dengang, for der VAR nemlig hylder med tegneserier. Og fra tid til anden kom der sågar nye blade.
Og netop denne dag var der kommet et nyt blad, jeg ikke havde set før; "Edderkoppen". Ja, det vil sige, jeg kendte jo Edderkoppen ganske udmærket; jeg var begyndt at købe Winthers Marvel-blade allerede i 1979, som ironisk nok var netop i dén periode, hvor Winthers Forlag holdt et års pause i deres Marvel-udgivelser, men hos den lokale købmand fik bladene lov at stå indtil de blev solgt eller der kom nye numre. Også selvom det kunne tage flere år!
Så da jeg så et nyt blad med Edderkoppen den pågældende dag i '84 husker jeg, at jeg tænkte: "Nå, endnu et forlag, der skal til at udgive Marvel i Danmark". Sådan kom det naturligvis ikke til at gå, forlaget bag det nye blad var Danmarks bedste tegneserieforlag, Interpresse (eller blandt kendere bare "IP") og det skulle ikke blive "endnu" et Edderkoppen-blad i DK, for IP havde helt overtaget Marvel i DK og alle Winthers udgivelser lukkede dermed.
I årene derefter skulle IP komme til at udgive tonsvis af gode Marvel-blade. Ikke mindst "Edderkoppen", "De Fantastiske Fire", "Projekt X", og en masse klassisk materiale. Desværre lukkede IP for snart længe siden og hade-forlaget blandt tegneseriefans dengang, Gutenberghus, overtog bladene. De skiftede også navn på forlaget, sikkert så de gamle fans, der stadig var sure over Gutenberghus' dumme maskintekstning, ikke skulle opdage, at det var dem, der nu stod bag bladene.
Og nu cementerer ledelsen hos Gutenberghus (aka Egmont aka Serieforlaget) endnu engang, at det er kolde kontanter, der tæller for tegneserieudgivelser, ikke nødvendigvis kærligheden til bladene; De har allerede lukket de andre superhelteblade og nu er turen desværre også kommet til det sidste. Med nr. 408 (udkom 8. december) lukkes og slukkes for "Edderkoppen" (eller Spider-Man, som yngre læsere har det med at kalde ham).
Jeg har stædigt købe alle de danske Marvel-blade, siden dengang i 1984 og frem til i dag (selv i de år, hvor jeg boede i England og Australien), og selvom jeg ikke skal forsøge at bilde nogen ind, at Marvel-bladene i dag er lige så gode som i "de gode gamle dage" (det er de nemlig ikke), så er det alligevel sur røv, at det hele slutter nu. Jeg tror, det var Arntsen, som sagde det bedst i filmen SYG OG MUNTER: "Satan og helvede!"
En gammel fan, der har været med siden starten i 1984, snøfter et sidste farvel.
Jeg husker det, som var det i går. Men rent faktisk var det i 1984. Jeg var kommet ind i Brugsen og stilede som altid først mod hylderne med tegneserier. Det kunne man gøre dengang, for der VAR nemlig hylder med tegneserier. Og fra tid til anden kom der sågar nye blade. Og netop denne dag var der kommet et nyt blad, jeg ikke havde set før; "Edderkoppen". Ja, det vil sige, jeg kendte jo Edderkoppen ganske udmærket; jeg var begyndt at købe Winthers Marvel-blade allerede i 1979, som ironisk nok var netop i dén periode, hvor Winthers Forlag holdt et års pause i deres Marvel-udgivelser, men hos den lokale købmand fik bladene lov at stå indtil de blev solgt eller der kom nye numre. Også selvom det kunne tage flere år!
Så da jeg så et nyt blad med Edderkoppen den pågældende dag i '84 husker jeg, at jeg tænkte: "Nå, endnu et forlag, der skal til at udgive Marvel i Danmark". Sådan kom det naturligvis ikke til at gå, forlaget bag det nye blad var Danmarks bedste tegneserieforlag, Interpresse (eller blandt kendere bare "IP") og det skulle ikke blive "endnu" et Edderkoppen-blad i DK, for IP havde helt overtaget Marvel i DK og alle Winthers udgivelser lukkede dermed.
I årene derefter skulle IP komme til at udgive tonsvis af gode Marvel-blade. Ikke mindst "Edderkoppen", "De Fantastiske Fire", "Projekt X", og en masse klassisk materiale. Desværre lukkede IP for snart længe siden og hade-forlaget blandt tegneseriefans dengang, Gutenberghus, overtog bladene. De skiftede også navn på forlaget, sikkert så de gamle fans, der stadig var sure over Gutenberghus' dumme maskintekstning, ikke skulle opdage, at det var dem, der nu stod bag bladene.
Og nu cementerer ledelsen hos Gutenberghus (aka Egmont aka Serieforlaget) endnu engang, at det er kolde kontanter, der tæller for tegneserieudgivelser, ikke nødvendigvis kærligheden til bladene; De har allerede lukket de andre superhelteblade og nu er turen desværre også kommet til det sidste. Med nr. 408 (udkom 8. december) lukkes og slukkes for "Edderkoppen" (eller Spider-Man, som yngre læsere har det med at kalde ham).
Jeg har stædigt købe alle de danske Marvel-blade, siden dengang i 1984 og frem til i dag (selv i de år, hvor jeg boede i England og Australien), og selvom jeg ikke skal forsøge at bilde nogen ind, at Marvel-bladene i dag er lige så gode som i "de gode gamle dage" (det er de nemlig ikke), så er det alligevel sur røv, at det hele slutter nu. Jeg tror, det var Arntsen, som sagde det bedst i filmen SYG OG MUNTER: "Satan og helvede!"
Sunday, 26 December 2010
Lost in (Cyber)space
Antallet af gode, danske horror-blogge er hurtigt overset, så når der er en, der forsvinder, bemærkes det hurtigt og for nogle dage siden opdagede jeg, at Gyseren.dk desværre ikke lader til at eksistere længere. Jeg skrev et indlæg i en tråd på Sørens blog, Skræk & Rædsel, hvori Jette, der står bag Gyseren.dk, også havde et indlæg (og dermed velsagtens får besked), men har ikke fået nogen respons. Er der nogen derude, der ved noget? Har hun blot glemt at betale abonnementsgebyr eller er det med vilje at bloggen er væk? Jettes blog er bestemt anderledes i både tone og indhold end Lejemorderen (hvilket sikkert er til Jettes fordel, LOL), men hvis det er med vilje, at hun har slettet bloggen, så er det jævnt trist. Gyseren.dk var bestemt velskreven og interessant. Det irriterer også, at bloggen helt er væk. Blog-forfattere burde pinedød tvinges til at lade deres skriverier blive hængende derude, selv efter de beslutter ikke at fortsætte længere. Hvorfor slette de mange timers arbejde? Men nuvel, måske har hun bare glemt at forny abonnementet.
PS: Billedet, som på ingen måde er relateret til artiklen, er mig og Teddy fra sidste sommer. Kort efter billedet blev taget spiste den ene af os rottegift.
Friday, 17 December 2010
Kommende Njuta-bokse med AWE-splatterfilm
Jeg må indrømme, at jeg rigtig godt ka' li' AWE's bokse, hvor de samlede en stak af deres film med samme tema, bl.a. zombie- og kannibal-boksene. Desværre er "boks-kulturen" ikke særlig god i Danmark, og derfor blir vi (mest troligen) nok snydt for de to bokse med splatterfilm, som Njuta Films netop har udsend i Sverige under fællestitlen Splatterama.
Filmene i boksene er alle udsendt af AWE, men if. AWE sælger bokse ikke særlig godt i Danmark modsat Sverige. Årsagen skulle være et sammenfald af to ting: For det første; Danskerne køber flere af deres film over nettet, hvorimod der i Sverige stadig er flest mennesker, som gør deres DVD-indkøb i rigtige butikker. Og for det andet; og det her er syret nok til at være sandt: Svenskerne køber flere bokse, fordi BOKSENE STÅR FREMME I BUTIKKERNE! I Danmark står bokse generelt ikke fremme, så folk kan rage på dem, men blir i stedet sat om bag disken, hvilket betyder, at folk ikke spørger efter dem/ikke ser dem/ikke opdager at de findes!! Dette betyder naturligvis ikke, at der ikke er nogen overhovedet, som køber bokse i Danmark, men det er altså ikke nok til at være rentabelt. Det er altså stort set pga jer andre døgenigte, at jeg ikke kan få danske udgaver af de to fede splatter-bokse. I skulle ærlig talt skamme jer! Øv!!!
De svenske bokse kan bestilles fra CDON.se og SubDVD. De nye bokse er #3 og 4. Priserne er lidt pebrede og hvorvidt de blir billigere med tiden, ligesom AWE's gør i Danmark, har jeg virkelig ingen anelse om. .>_<.
Splatterama Japan (6-disc box)
SPLATTERAMA JAPAN En ny våg av japansk splatterfilm sveper just nu över världen. Morbid humor, imponerande koreografi, massvis med blod och inte minst robotmutanter utgör några av standardingredienserna. Denna filmtrend har fått varje skräckfilmsälskare att jubla. Nu presenterar Njutafilms stolt en unik samlingsbox med sex av de mest framstående verken inom genren. Så fäll upp paraplyet, det kommer fullkomligen regna blod!
Tokyo Gore Police (Japan, 2008)
Blade Runner möter Tetsuo och Ichi the Killer! Specialeffektmästaren Yoshihiro Nishimuras regidebut! I en dystopisk framtid har Tokyos poliskår privatiserats. Det nya gardet styr miljonstaden med järnhand, och tur är väl det – den undre världen har plötsligt börjat krylla av kriminella mutanter. Men Tokyo Police Corporation har ett eget vapen: Ruka, världens dödligaste mutantjägare!
Machine Girl (Japan, 2008)
Takashi Miike möter Robert Rodriguez! ”Japanernas besatthet av skuttande ninjor och attraktiva unga hämnerskor i korta kjolar når något slags klimax med Machine Girl” skrev New York Times om detta kladdiga stycke. Machine Girl är en splatterfest av sällan skådat slag, där Japans just nu störste specialeffektsmakare Yoshihiro Nishimura står för effekterna.
Grotesque (Japan, 2009)
TOTALFÖRBJUDEN I STORBRITANNIEN! Ett ungt par vaknar upp i en smutsig källarlokal – fastkedjade. De har kidnappats av en man som sätter igång en session av sexuell förnedring, tortyr och så småningom något ännu värre! Regissören Koji Shiraishi riktar en stadig blick bakåt och låter sig inspireras av de japanska ultragore-filmernas gyllene dagar, och får Hostel att framstå som rena semestern.
Samurai Princess (Japan, 2009)
Sinnessjuk splatterfest av männen bakom Tokyo Gore Police. Elva skolflickor blir brutalt sexmördade, men får chansen att hämnas tack vare en galen vetenskapsman. Med resterna av deras lemlästade kroppar skapar han Samurai Princess – en livsfarlig och hämndlysten mördarmaskin spelad av nakenmodellen Aino Kishi!
RoboGeisha (Japan, 2009)
Splatter, fascister och sexiga robot-geishor! Just när man trodde att teamet bakom Machine Girl och Tokyo Gore Police hade klämt ur de sista dropparna av störda idéer kommer de tillbaka med deras sjukaste film hittills – Robo Geisha! Eller vad sägs om skjutande rumpor, kulsprutebröst och blödande byggnader? Välkommen till robotgeishornas kamp av stål!
Samurai Avenger (USA, 2009)
”Som om Kurosawa hade förvandlats till Tarantino!” / Cinequesting Ingen heder. Ingen nåd. Hämnden är blind. Ta fram paraplyet – här väntar ett blodbad utan dess like! Samurai Avenger är en första klassens sushi-västern: rå, rolig och riktigt delikat. Regissör Kurando Mitsutake är ett enormt fan av klassiska exploitationfilmer och Samurai Avenger om den hämndlystne svärdskämpen Blind Wolf är lika delar hyllning som parodi på 60- och 70-talets samurajrullar och spagettiwesterns.
Splatterama 3 (6-Disc Unrated Edition)
Njutafilms presenterar ”Splatterama 3”, den tredje i raden av blodiga succéboxar. Ytterligare sex moderna kultskräckisar serveras i en delikat låda som innehåller zombies, vampyrer, skräckinjagande missfoster, gravplundrare, mordiska styvföräldrar, tysk ultragore och Bruce Campbell! Låt det väl smakas!
I Sell the Dead (USA, 2009)
Ron ”Hellboy” Perlman i fartfylld skräckkomedi! Lita aldrig på ett lik! Arthur Blake har åkt fast som gravplundrare efter en strålande karriär, och nu glänser giljotinen utanför hans cell. Under sina sista timmar berättar Blake om sina äventyr i den undre världens smutsigaste bransch – handeln med odöda. Om blodtörstiga vampyrer, zombier och familjen Murphy, hans mest hänsynslösa rivalgäng.
Castle Freak (USA, 1995)
Chockerande rysare av regissören till Re-Animator ! Med Jeffrey Combs (Re-Animator, From Beyond)! Skräckmästaren Stuart Gordons Castle Freak bygger på novellen The Outsider och är en av regissörens absolut mörkaste filmer. Vi får följa med John Reilly och hans familj som har ärvt ett slott i Italien. Vad de inte vet är att ett fruktansvärt missfoster lurar i källarhålorna…
Intruder (USA, 1989)
Blodig kultslasher av producenten till Pulp Fiction! Med Sam Raimi och Bruce Campbell! Det är sen kväll och stängningsdags på snabbköpet. Ägarna har bestämt sig för att sälja affären och den besvikna personalen tillbringar ett sista nattskift tillsammans. Men det tar inte lång tid innan telefonerna har slutat fungera och de anställda börjar dö, en efter en…
Mum & Dad (England, 2008)
Du kommer önska att du aldrig hade fötts… Uttryckssättet ”hem ljuva hem” har aldrig känts så fel. Det är inte utan anledning som Mum & Dad har kallats en av årets bästa skräckfilmer – med sina vridna vardagsscener och knivskarpa blick för familjestrukturer höjer den sig över den senaste vågen av tortyrskräckfilmer.
Garden of Love (Tyskland, 2003)
TYSKLANDS SPLATTERKUNG ÄR TILLBAKA! Förbered er på 2000-talets brutalaste öppningsscen! En idyllisk julafton blir ett helt hippiekollektiv massakrerat. Den enda överlevaren är Rebecca som hamnar i koma och vaknar upp två år senare med traumat djupt begravt i hennes undermedvetna. Ett minne som snart förvandlas från skräckinjagande hallucinationer till verklig mardröm.
Plague Town (USA, 2008)
En bisarr och blodig mardröm! Från producenten till Henry – en massmördare! Förbered er på en resa som får Motorsågsmassakern att verka som rena drömsemestern! Plague Town är David Gregorys spelfilmsdebut om en familj på semester på den irländska landsbygden som missar sista bussen tillbaks till civilisationen. Ett misstag som kan bli deras sista…
Tuesday, 14 December 2010
AWE for fa'en!
Sig mig, har AWE-gutterne allerede lukket ned og taget til julefrokost? På hjemmesiden fortæller forsiden om de kommende nyheder i NOVEMBER (fremtidige læsere af dette indlæg bemærker, at vi nu er midt i december!) og på FB-siden får man ikke svar, når man spørger til kommende udgivelser (som Njuta Films forlængst har annonceret, inkl. med AWE-covers). @_@Jeg ved godt, man kan klikke sig frem til nogen gamle notepad-agtige udgivelsesplaner, men come on! Hvis Njuta Films kan smide nyheder med covers og info ud om de samme co-udgivelser, der kommer om 6 mdr., så kan AWE vel også.
Jan? Kenneth?? Lad høre fra jer!!
Får vi HANDS OF STEEL, SS GIRLS, IRONMASTER, 2019: AFTER THE FALL OF NEW YORK, PORNO HOLOCAUST og BLASTFIGHTER på dansk???
Subscribe to:
Posts (Atom)