En chokkerende indrømmelse!

Menneskemængden var større, end jeg kunne overskue. Ned fra loftet hang en nøgen pære med døde fluer brændt fast i glasset. Den indelukkede luft var begyndt at blive seriøst dårlig; Fyldt med panik, indestængt angst, fatal sindssyge og ubehagelige ansigtstrækninger. En mølædt hund lå på gulvet i en udefinerbar, ildelugtende pøl, og hverken mand eller udyr kunne sige, om den levede eller maddikerne smovsede i dens rådne indvolde. Mine hænder føltes klamme og sveden haglede ned over min pande. Jeg rejste mig langsomt, det var nu eller aldrig; "Øhh, mit navn er Jack J og jeg er alkoh..." - jeg nåede ikke længere, for ud af øjenkrogen kunne jeg se ordføre-kvinden skrækslagent dække sin mund med hånden for at dæmpe et gisp i panisk rædsel. Ikke her, ikke her!! Og nej, dét ville være et andet Anonymt møde. Jeg forstod alvoren af min fejltagelse, rømmede stemmen og begyndte igen: "Jeg er Jack J og jeg har... set en fransk film!"

O_O

Sandheden er, at antallet af de franske film, jeg har set, og som IKKE er nye skrækfilm, kan muligvis tælles på een hånd! Lige nu kan jeg rent faktisk kun komme i tanke om en enkelt film (som jeg ikke kan huske titlen på!). Hmm, nej, jeg så også LE VOYAGE DE BALLON ROUGE (med Juliette Binoche) for et par måneder siden på ARTE TV's filmfestival.

Men altså, i de sidste 100 år har dansk TV jo udelukkende vist film og TV-serier fra USA og resten af den engelsk-sprogede verden, så da TV2 Film for et par år siden begyndte regelmæssigt at vise franske film, begyndte jeg straks at optage dem alle sammen. Rub og stub uden hensyntagen til, om de var gode eller ej (og eftersom jeg endnu ikke har set en eneste af dem, aner jeg altså stadigvæk ikke, om de ER gode eller de repræsenterer det argeste arthouse-eurotrash-lort!).

Og i det sidste vel cirka halvandet år er DR's nye kanal, DR K, jo så også begyndt at vise tonsvis af franske film + en pæn del fra Spanien, og sågar tyske film (gisp!) fra tid til anden. Stakken af de usete euro-film/almindelige film vokser stødt. Men, hey, "almindelig" er måske ikke helt så *almindeligt* endda, det er jo ikke Anna Pihl, vi taler om her!

Jeg forstår naturligvis godt, hvis du er chokkeret, ærede læser. Hvad fanden er der galt med den gamle kloakrotte fra undergrunden!? @_@
Franske film? Fransk nybølgefilm?? Jamen... fransk, for satan!!!

Nå-ja, nu er fransk jo ikke altid så tosset endda (ahm) og hvis der er noget, de mange år som popkultur-nyder har lært mig, så er det, at selv en fanatiker bør ikke have skyklapper på HELE tiden. Skyklapper på i døgnets første treogtyve timer, okay! Men den 24'ende time bør sættes af til at eksperimentere.

Da jeg i går på Cinehound forum i en selvforherligende tråd, hvor medlemmerne kan liste deres DVD-indkøb (ganske unyttig viden for andre mennesker og det må bero på en urgammel trang til at blære sig), blandt de gamle psykotroniske travere også nævnte TV-serien Buffy the Vampire Slayer (den komplette sjette sæson), kom det prompte fra et medlem Mener du nu også det? Ser du dén slags?

Forargelsen var tydelig; Hvordan kan man svælge i det værste videoslam, de blodigste splatterfilm, det billigste Filippiner-sjask, de ukendeste fra Asiens obskure bagland og samtidig se noget så kommercielt og ja... populært (Shock! Horror!), for slet ikke at sige mainstream som Buffy the Vampire Slayer!! Hvordan lader det sig gøre, og kan man være det bekendt? Ja, hvordan kan man i det hele taget leve med sig selv, efter sådan en indrømmelse!?!?!? O_O

Men jo, det kan man udmærket. Måske BØR man ikke. Måske BØR fanatikeren være sort-seende fanatisk... men fuck det! Hvordan skulle man kunne nøjes med at lytte til heavy metal, når Jan Johansson findes i verden? Hvordan skulle man kunne slå sig til tåls med hardcore-punk, når der fines Nancy Sinatra i denne verden? Hvordan skulle man kunne nøjes med at læse Anders And, når der findes Flip-kompa'niet? Det synes... dumt. Dumt at hæge fast i dén der ene form. Den der ene retning. Den der ene, ensrettede, ensporede, sammenbidt fanatiske retning.

Jeg husker Peter Peter blev interviewet i radioen engang for længe siden, da han lige havde dannet sin gruppe Bleeder, og han blev spurgt, om han slet ikke kunne lide noget mainstream, hvortil PP svarede: "Jamen jeg elsker da Elvis". Hvordan kan man elske Elvis og samtidig være punk? Well, det går altså ganske glimrende. Lige som man altså godt kan se de billigste, voldeligste, bizarreste genrefilm og samtidig være stor ynder af Buffy the Vampire Slayer. Og selv om jeg hælder den ene filippinske trash-cocktail i svælget, vil jeg altså nu forsøge at nyde franske film alligevel. Franske tegneserier er jo fantastiske, så måske franske film har et potentiale til at være *okay* også! Men nuvel, der er naturligvis ikke nogen grund til at overdrive. Alting med måde (siger han, kravler ned i hullet, trækker kloakdækslet for igen, og forsvinder ned i mørket ad den rustne stige).