Saturday, 21 January 2017

Første OBSKURIØSE udgivelse i 2017


Den første obskuriøse udgivelse fra Danmarks pt. flittigste fanzineredaktør, Henrik Larsen, er netop dumpet ind ad brevsprækken; Obskuriøst Nyhedsbrev nr. 11! Godt nok kun på to sider, men det er to sider mere end der kommer fra alle de andre fanzines, som nu ligger i graven, og når man tænker på det sande bombardement af udgivelser, Henrik kom med sidste år - han sprøjtede dem jo praktisk talt ud som skidt fra en kanin - så kan man ikke gøre andet end sende en venlig tanke til redaktionslokalerne i Jyderup.

I 2016 udsendt Henrik ikke mindre end tre numre af Obskuriøst og jeg har ikke styr på, hvor mange numre af Obs Nyt, der kom. Endvidere kom første nummer af det nye søsterblad, Bibliotek Obskuriøst så sent i slutningen af december 2015, at det nææsten kan regnes for en 2016-udgivelse.

Og samtidig sidder undertegnede stadig og fedter med de indledende skriblerier til det længe ventede næste nummer af Stay Sick! Det går skam fremad, men hvor Obskuriøst nu kører ude i den hurtige bane, så synes SS! som værende trukket ud i nødsporet med indtil flere punkterede dæk og en tank, der næsten er tom og med sukker i. Men det gååår fremad! Nu er det også "kun" 14 år siden sidste rigtige nummer udkom.

Obskuriøst kan bestilles via Henriks blog lige her.


No comments:

Post a Comment