Originaltitel: Brotherhood of the Rose (2 x ca. 90 minutter)
Jeg købte "Rosens broderskab" for en del år siden (EDIT: jeg ser nu, at det er hele SEKS år siden! Læs mit oprindelige indlæg her), og den har fået lov at stå på hylden lige siden. Ja, dvs. lige indtil i dag, hvor jeg skulle se et eller andet her til formiddag, og en let hovedpine gjorde, at jeg besluttede at vælge noget, der ikke skulle være gustent gys eller alt for indviklet, og valget faldt altså på "Rosens broderskab".
Den todelte tv-film bør velsagtens klassificeres under genremærkatet "spion-thriller", en genre jeg ellers ikke har vist nogen synderlig opmærksomhed i mange år. Mini-serien løber cirka 3 timer og var ganske underholdende. Peter Strauss og David Morse er glimrende tv-skuespillere, og Robert Mitchum er jo Robert Mitchum. Serien er ikke på højde med 80'ernes spion-thrillere fra britisk tv, dertil er den simpelthen for amerikansk; Detaljer skæres ud i pap, hovedpersonen (Strauss) er så super-uovervindelig-fantastisk som spion, at det nærmer sig samlebåndstegneserier, og den obligatorisk, klichéfyldte romance slipper vi heller ikke for. Der var engang en, der brugte udtrykket "a burger to a meal" og sådan vil jeg nok beskrive "Rosens broderskab", den underholder, men forvent ikke stor tv-spionserie-kunst".
Instruktør Marvin J. Chomsky siger mig ikke rigtig noget, han har vist mest lavet tv fodder, men en enkelt titel står ud, "The Deliberate Stranger" mini-serien om Ted Bundy. Jeg ejer den på en bootleg-dvd, men har endnu ikke fået den set (og siden jeg købte dvd'en er den iø kommet på officiel dvd i USA).
Den danske dvd-box er ude fra On-air Video og har absolut intet ekstramateriale. Jeg købte den i Fakta til nogle få kroner, men den er sikkert helt udgået nu. Hvorfor man har delt de to episoder på to dvd'er, må guderne vide. Alle tre omslag, box + dvd 1 & 2, er fuldstændig ens.
No comments:
Post a Comment