Jeg optog for et par aftener siden en episode af den tyske  kriminal-tv-serie "Tatort", eller "Gerningsstedet", som den hed, da den  kørte på Danmarks Radio i 70'erne; "Kressin stoppt den Nordexpress"  (episode nr. 7).  
Jeg har ikke set serien siden den stoppede på  dansk tv i start-80'erne, men er begyndt så småt at se den igen. Og jeg  følger sågar med i "Der Alte" ("Den gamle" på DR), der nu genudsendes på  en af ZDF's (eller "Tyskland 2", som vi sagde i gamle dage)  søsterkanaler. "Tatort" startede i 1970 og produceres stadig af  forskellige TV-stationer i Tyskland. Man passerede for nyligt episode  nr. 1000! De nye episoder er fine nok, men der er sgu noget fedt ved de  gamle fra 70'erne og 80'erne, som de nye ikke ikke kan. 
Nå, men  aftenens episode begynder i et fængsel i Sverige, hvor nogle tyske  slyngler skal transporteres til banegården for, i følgeskab med tyske  betjente, at sendes med toget hjem til Vesttyskland. Så skifter scenen  til Danmark, og på klingende danske får vi nu en scene med Gitte  Hænning, der laver reklame for madlavning (dengang blev den slags unoder  ikke vist på fjernsyn, så det var foran et indbudt publikum). Hun har  truffet en tysk filejs, som både er ansat i det vesttyske kriminalpoliti  og er en rigtig kvindebedårer, med andre ord, episodens hovedperson.  Senere er de en tur i en pornobutik (en rigtig butik, måske der er nogen  af jer, der kan genkende den???). I pornobiksen møder vi Yvonne Ingdal,  som jeg ikke kender, men som IMDb fortæller, har været med i adskillige  danske film og tv-stykker. Hun spiller en porno-smuglerske (dengang  smuglede man porno fra Danmark til Vesttyskland!!!). Og lidt senere  møder vi sågar Lotte Tarp. Der er flere danskere med, men dem genkendte  jeg ikke. Nå ja, og hovedrollen spilles iø af Sieghardt Rupp, som  spillede med i A FISTFUL OF DOLLARS.
Det meste af episoden foregår i et tog, og den er  ganske glimrende. Min TV-optagelse har tyske undertekster, men den kan  også ses i sin helhed på YouTube (dog uden undertekster). 
Jeg har uploadet scenen fra pornobutikken (rippet fra YouTube-udgaven, derfor ingen u/t).
 
No comments:
Post a Comment