Wednesday, 19 July 2017

Og med eet hug blev man lige den glade ejer af en (næsten) komplet samling FART OG TEMPO!!!


Tilbage i 80'erne plejede jeg at komme i en byttebiks i Korsør. Jeg kom der fra 1979 og frem til '88, hvor jeg flyttede til London. De ni års kommen i den biks lagde stort set grundlaget for min tegneseriesamling. Jeg købte næsten alt det, jeg kunne få øje på. Ja, det vil sige bortset fra:

1) Lommebladene (jeg blev sgu aldrig den store fan af Commando-bladene og deslige)
2) Anders And
3) Fart og Tempo!!!

Jeg købte ikke lommebladene, fordi jeg fandt dem rent ud sagt kedelige. Anders And fandt jeg for barnlig. Og Fart og Tempo købte jeg ikke alene af den grud, at de gode serier, som bladet bragte, ville jeg hellere købe i album-form, serier som f.eks. Blueberry, Bruno Brazil, Bernard Prince, osv.

En anden grund var også, at jeg gad ikke købe alle disse blade med fortsatte historier, hvor jeg godt vidste, at der ville gå lang tid, før jeg fik historierne komplet, og jeg gad simpelthen ikke skulle læse halve historier, hvor f.eks. begyndelsen eller slutningen manglede. Jeg havde nu ellers rig mulighed for at købe løs af bladet; Byttebiksen rent ud sagt bugnede af Fart og Tempo-blade og efterfølgeren Tempo. Jeg tror, de kostede 50 øre stykket. Men jeg lod dem altså ligge.

Og i de senere år har det ærgret mig noget så grusomt, at jeg lod dem ligge. For nu koster nogle af dem ene herregård at anskaffe antikvarisk. Og at finde dem i byttebikse er jo a lost cause. Byttebiksene er væk, og de få, der alligevel stadig ligger der, ligger ikke, hvor jeg er.

Så da en sælger i en tegneseriesalgsgruppe på facebook forleden afholdt auktion over en (næsten) komplet samling af Fart og Tempo-blade, måtte jeg bare slå til! Alle årgange fra bladets start i 1966 og frem til 1976. Fra 1967-75 udkom bladet som ugeblad, så det er næsten 500 blade (der mangler omkring 15 numre i at være en komplet samling)!

Jeg vandt samlingen til cirka 2 kroner per blad, hvilket er et meeeget fordelagtig vinderbud, hvis du spørger mig. Specielt første årgang fra '66 koster kassen, hvis man skal have dem fra f.eks. Pegasus; Nr. 1 ligger lige nu på 200 kr. [direktelink] i "almindelig brugt stand" og det dobbelte i "særlig pæn, brugt stand". Sammenlagt ville første årgang (13 numre) koste cirka det samme, som jeg har givet for hele samlingen, så jeg klager bestemt ikke! (og det er vel at mærke i "almindelig brugt stand". I "særlig pæn, brugt stand" ville det blive næsten det dobbelte, men jeg sammenligner med "almindelig brugt stand", da den samling, jeg har vundet, også må siges at være i cirka samme stand).

Jeg modtog bladene forleden. Jeg bor på 3. sal og GLS-manden så ikke glad ud! Sælger sagde, at de tre kasser vejede omkring 40 kilo. Nå, men hvorom alting er, glæder jeg mig i alt fald til at komme i gang. Hvis jeg læser et blad om dagen, er jeg gennem stakken om halvandet år!


No comments:

Post a Comment