Wednesday 15 May 2024

POETEN OG LILLEMOR-tegnefilm gravet frem

 


Jeg er endelig gået i gang med ordentligt at læse de 9 (10) Poeten og Lillemor-bøger, som forlaget Bogfabrikken udgav for næsten 20 år siden. Når jeg siger "endelig", er det nu ikke, fordi jeg ikke har været i gang før, men at læse 18 komplette årgange af en avisstribeserie er sin sag. Og med så meget materiale på hylden har jeg det desværre med at køre sur i den slags. Eller rettere ... sådan havde jeg det, men nu har jeg sgu fundet et system!! Læs en måneds materiale eller to om dagen - så går det bedre. Og det er altså dét, jeg er i gang med nu. 

En måned dækker selvsagt kun cirka 30 striber. Enhver kan køre sur i for meget af det samme, og med den slags lange serier må jeg nok indrømme, at jeg har det med at starte fra en ende af og bare køre derudaf, indtil jeg... well... kører træt i det. Og hvem gider det, så nu har jeg altså et system. Fuck, hvorfor har jeg ikke fundet på det noget før! Haha. 

De 9 (10) bind udkom mellem 2005 og 2008. Det var Jens Peder Aggers mangeårige idé at udgive serien ordentligt, og i 2005 kastede han sig ud i dette store projekt. Jens Peder Agger gik i øvrigt bort i går efter længere tids sygdom, hvilket naturligvis er trist. Jeg kendte ham ikke personligt, men han var bestemt et af de navne, man som mangeårig tegneserielæser genkendte. 

Desværre fik JPA og Bogfabrikken aldrig fuldført projektet. Poeten og Lillemor er skabt af Jørgen Mogensen, og det var Mogensen selv, som stod bag serien fra start til slut; 1950-2003 (om end med flere hjælpere til idéer). I bog nr. 1 fortæller Jens Peder Agger, at han tidligere har udgivet serien, og at det dengang ikke gik specielt godt. Køberne udeblev simpelthen. Muligvis fordi publikummet var mindre egentlige tegneseriefans, men derimod avislæsere, som nød serien, når de kunne læse den gratis i avisen, men som velsagtens ikke gad betale for dissiderede selvstændige tegneserieudgivelser. 

Og som de tidligere forsøg kuldsejlede også bøgerne. Det nævnes på bagsiden af bøgerne, at den komplette avisserie var planlagt til cirka 25 bind, men efter blot 9 af slagsen gik serien ind. Et 10'ende bind indeholder specielle farvestriber, som blev lavet til ugebladet Hjemmet. Dette bind er ikke egentlig del af genoptryksserien, og selvom det udkom samtidig med bøgerne (mellem bogbind nr. 7 og 8), var det ikke JPA, der stod for redigeringen. Og bogen bringer (desværre) også kun udpluk fra de cirka 1800 striber, som Jørgen Mogensen tegnede til Hjemmet. Ærgerligt - ikke mindst fordi disse striber aldrig er udsendt andetsteds, og hvor får man lige fat på alle disse gamle ugeblade. De kan vel ikke engang lånes på biblioteket eller findes i mikrofilm-udgave. Med en hurtig sammentælling tror jeg, at bogen indeholder omkring 300 striber. Vi mangler altså 1500 striber fra Hjemmet-udgaven. 



Men man skal ikke være et skarn og skabe sig som en åndssvag, idet man ignorerer det, som vi rent faktisk HAR fået, før det hele lukkede ned. Vi FIK nemlig det komplette run fra 1961 og til og med 1979! Serien begyndte godt nok i 1950, men de første 11 år kørte den uden talebobler (teksten stod under striberne). Hvor meget der er udsendt af serien (i blad- og album-form) af det senere materiale, har jeg slet ikke undersøgt. 

Endvidere  indeholder hver bog også fine artikler af Anders Hjort-Jørgensen og flere andre skribenter om selve serien, Jørgen Mogensen og dennes andre serier. Alle 9 genoptryksbøger er bestemt fine udgivelser - og det samme gælder bogen med farveudgaver fra Hjemmet. Eneste minus er, at hardcover-omslagene er i ret dårlig kvalitet. Når man har læst en tredjedel af en bog, begynder det dårlige pap at se slidt ud. Den sorte farve går simpelthen af (her er Hjemmet-bogens omslag langt bedre - den er også i større format). 

Anyhoo, nu fik jeg skrevet langt mere om bøgerne, end det egentligt var meningen. Meningen med dette opslag var nemlig at omtale Anders Hjort-Jørgensens artikel i bog nr. 9 (se billede øverst oppe), hvor han skriver om, hvorledes Poeten og Lillemor-serien blev brugt i reklameøjemed. 

Specielt nævnes nogle reklamefilm for energispare-vinduer. Selskabet bag producerede flere små tegnefilm fra serien. Ret lamme film, hvis man spørger om min mening, men klart nok at de skulle nævnes for komplethedens skyld. I artiklen vises billeder fra en af filmene (man havde svært ved at indlejre en video i bogen, høhø), og heldigvis nævntes internetadressen. Jeg fandt hjemmesiden, som heldigvis stadig eksisterer, men, ak, filmene er for længst væk. Heldigvis (igen) har vi jo i dag Waybackmachine, og jeg fik gravet hjemmesiden frem anno cirka 2006. Og det var endda muligt at se og downloade de gamle tegnefilm. Desværre er kvaliteten af opløsningen ikke særlig god. Hi-res'en er ikke særlig high - for nu at sige det. Men igen, man skal ikke kimse ad en mindre god kvalitet, når der ikke er noget valg. Om ikke andet kan vi (igen) se disse film. Jeg fandt seks film og lægger dem alle ud her nedenfor. 



Filmtitel: "Dyreværn"
Dette er filmen, som er afbilledet i bogen



Filmtitel: "Vinter"
Dette er en alternativ udgave af den øverste film. Denne er længere,
det sner nu på fuglene, og dialogen er anderledes, let erotisk (!)



Filmtitel: "Opmåling"



Filmtitel: "Opmåling Short"



Filmtitel: ...
Ingen titel, men dette er en endnu kortere udgave af "Opmåling"



Filmtitel: "Arnold"


Kilde: Filmene er hentet fra en cirka 20 år gammel version af hjemmesiden "Energivinduer" via Waybackmachine (check selv siden her). Om der kan graves versioner af filmene frem i bedre opløsning fra tidligere eller senere udgaver af hjemmesiden, er muligt, men så må man selv gøre sliddet (jeg gider i alt fald ikke. Så interessante er de film heller ikke). 


3 comments:

  1. Det er genialt at læse tegneserier i "mindre portioner". Er lige kommet igennem en stor Jonah Hex-opsamling på den måde; så snupper man lige en eller to historier, når man har tid. For tiden er det western-serien RED KELLY, jeg har gang i med et enkelt album i ny og næ.

    ReplyDelete
  2. Fulstændig enig. Jeg læser også tegneserier på den måde. Jeg købte et Hulk album som jeg nu er i gang med. En god afveksling, jeg er også i gang med en roman.

    ReplyDelete
  3. Jeg har haft de komplette Anders And- og Poeten og Lillemor-bøger stående i årevis uden at læse dem, fordi de netop blev uoverskueligt, men nu er jeg som sagt gået i gang i mindre portioner. Jeg snupper nu gerne et nummer af AA under aftensmaden, hvis ikke der er andet at lave / nogen andre at tale med. Det er iø meget længe siden, jeg har læst Red Kelly, men den er bestemt glimrende. xD

    ReplyDelete