Monday 13 May 2024

THE KEEP aka Satans borg (Michael Mann, USA, 1983)

 
Den lokale grindhouse-biograf (min sofa) havde tre film på programmet i går. Tre film, der alle skulle vise sig at byde på forskellige niveauer af underholdning og forskellige genrer. Den første var THE KEEP (Michael Mann, USA, 1983), som de fleste har hørt om, men mange ikke har set. Problemet med den - igen: som de fleste horrorfans ved - er, at den i mange år har ligget i et eller andet copyright-ingenmandsland, som åbenbart gør, at den ikke kan udsendes på hjemmeformat. Eller rettere genudsendes på hjemmeformat: for den findes allerede på vhs og laserdisc (Wiki nævner en australsk dvd, men jeg har hørt fra en australsk filmfan, at der åbenbart er tale om en bootleg. Den har også været vist på en streaming-kanal, men jeg har ladet mig fortælle, at der var tale om en fæl kopi, som lignede en videoudgave)

I Danmark udkom den på lejevideo som Satans borg, og jeg er også bekendt med en svensk og engelsk videoudgave. Jeg er sikker på, der er flere udgivelser. For nyligt faldt jeg over en version, som var blevet uploadet til dette store dejlige internet: En udgave hentet direkte fra et 35mm print - et ret slidt 35mm print vel at mærke (alting dukker jo efterhånden op på YouTube og andre åbne kanaler som Vimeo og Dailymotion). At den så slidt ud, har jeg ikke noget problem med, men desværre var lyden også fælt ustabil; Den kørte fra højt, normalt niveau til irriterende lavt og næsten uhørligt. Man kan selvfølgelig skrue op for volumen, men øjeblikket efter bliver man dernæst næsten blæst bagover, når lyden igen ryger op og buldrer derudaf. 

Ach was, dies ist viel besser als auf einem stinkenden U-Boot zu sein, gell.

Med hensyn til selve filmen; Historien bygger jo på en gammel skrækroman af F. Paul Wilson, som jeg rent faktisk har læst, men det er omkring 35 år siden. Og jeg husker ikke en skid, ud over hvordan forsiden så ud. Jeg er sikker på, at jeg stadig har bogen (en britisk udgave) i en flyttekasse et sted (dem er der mange af rundt omkring i herskabsvillaen her. Eller måske er den i kælderen for at blive ædt op af boglus - eller måske endda bogorm). Så om filmen følger bogen i andet end grove træk, kunne jeg ikke rigtig afgøre, men det gør den sgu nok ikke. I filmen ankommer en gruppe nazister i krigens tidlige dage til et stort, skummelt slot i de Karpatiske bjerge. Tyskerne (i filmen ledet an af kaptajnen fra DAS BOOT, Jürgen Prochnow) indretter sig i slottet, selvom de får at vide, at de i stedet bør holde sig væk på grund af "noget" udefinerbart. Det gamle, gustne slot er selvsagt hærget af noget vældig ondt, som har gemt sig i skyggerne i flere århundreder. Herrefolket opdager, at de klart nok ikke er herre i eget hus, og man sender bud efter en professor (Ian McKellen), som heldigvis er til at få fat i, da han alligevel er sendt på ferieophold i en KZ-lejr. Han ankommer ledsaget af sin unge datter (Alberta Watson). Senere ankommer endnu en nazi-kommandant (Gabriel Byrne med en fed fritz - fik du den, en fritz, ROTFL), som er mere ond i sulet end den første, og så dukker en mand uden navn op. En mand med et vældig handy laserstrålesyn. Og på et eller andet tidspunkt må de vel konfronteres med det onde i bygningen. 

Her ses noget af det slidte slid på printet. Det kunne være værre

Her ses en mand, der netop har opdaget,
at hans makker har fået hovedet flået af

THE KEEP var en ret spændende bog - så meget husker jeg da. Jeg læste den i en periode i London, hvor jeg var arbejdsløs og derfor kørte med undergrundsbanen fra den ene mulige arbejdsplads til den næste, og i den tid fik jeg læst rigtig meget i bogen. Faktisk husker jeg, at jeg valgte arbejdspladser, som lå rigtig langt ude og dermed gav mig masser af tid i toget til at læse bogen i de dage!

Filmen derimod er en rodet omgang. Rodet og desværre ikke særlig medrivende, endsige uhyggelig. Nogle af scenerne giver absolut ingen mening. I en scene ser vi bl.a. professorens datter, som netop er kommet fra livet i en kz-lejr, kaste sig ud i lagengymnastisk med en mand, hun aldrig før har mødt (føromtalte navnløse kanalje). Og selvom jeg for det meste er ligeglad med, om specialeffekterne ser dårlige ud, så er det i denne film næsten for meget af det gode. Det onde i filmen kan f.eks. ikke slippe væk fra borgen, førend han får fat på et objekt, som grangiveligt ser ud som en lommelygte. Hen mod slutningen får manden uden navn fat på objektet og skruer det fast på et langt kosteskaft, så han kan bruge det til at bekæmpe det onde gespenst med. "Satan" i denne film kan sgu ikke holde til meget, når man åbenbart kan kaste ham tilbage til den kælder, han kom fra, ved at pege på ham med en lommelygte - på et kosteskaft. 


Her ses Scott Glenn med laserstrålesyn, som er vældig
brugbart, når man skal overtale grænsevagter

THE KEEP (filmen) er desværre ikke særlig god. Der er ingen tilnærmelsesvis uhyggelig stemning, endsige trykkende stemning eller nogen som helst anden atmosfærisk stemning. Skuespillerne siger tossedialog, som ikke betyder noget. Og redigeringen er tydeligvis gået til frokost (hvilket måske skyldes at filmstudiet skar en masse bort. Et director's cut ville gøre underværker - well, måske!). Der skulle også findes forskellige versioner fra vhs, tv, ld, whatever. Det ville være fedt, hvis filmen engang udkom officielt og gerne med et kommentarspor af instruktør Michael Mann. Jeg ville sikkert købe den (på tilbud), om end jeg ikke synes, der er meget at komme efter. Som det er nu kan jeg ikke anbefale filmen på nogen som helst måde - ud over for at kunne krydse den af listen over ikke-sete sjældne film på ens personlige liste. Men læs endelig bogforlægget! 

Her ses det "onde" i form af en støvbold på vej mod en grim scene, hvor
to nazister er ved at voldtage professorens datter. Helt "out of character"
redder det onde gespenst datteren fra den grumme skæbne. Som
den inkarnerede ondskab, han er, ville man ellers formode,
at han ville heppe på i stedet. 

Det onde har slået de to tyskere ihjel og flyver nu datteren hjem
til fangehullet på slottet, hvor hun bor sammen med faderen. 

Helten med sin lommelygte på en stang gi'r
"Satan" et skud for boven - på borgen

"Satan" aka ondskaben på borgen i filmen "Satans borg" - får det glatte lag


7 comments:

  1. Jeg ved godt at det er ligegyldigt hvad IMDb mener om en horrorfilm, men til denne film er ratingen hele 5,7. Hvilket overrasker mig, da horror tit får dårlig rating på IMDb. Og når du giver den negativ kritik, overrasker denne rating også. Men den får dog kun 34 i metascore. Jeg har ikke selv set den. Jeg er spændt på at læse om de to andre film du så.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Måske spiller det med ind, at den længe ikke var nem at se. Folk har måske give karakter ud fra at kunne huske, at de engang havde set den - og mente, at de kunne huske, at den var bedre, end den var i virkeligheden.
      Det er selvfølgelig muligt, at du vil synes den er det bedste siden brød i skiver. Hvis man kigger på YouTube-kommentarer, så er der mange, som heller ikke synes, den er specielt god. Den mangler som nævnt en masse. Jeg mener, dir's cut var på fire timer eller i den dur. Og derefter blev den klippet ned til to timer, og endelig 95 min. Så det er klart, at den virker fragmenteret.
      De to andre: De blev nævnt i starten, fordi jeg havde sat mig for at skrive et indlæg om dem alle tre, men så blev THE KEEP-omtalen så lang, at jeg opgav resten. Men det kan da være, jeg skriver om den.

      Delete
  2. Jeg så THE KEEP til en 35 mm-forestilling i Cinemateket i 2015; det var en ret cool oplevelse. Sad ved siden af to gutter, der havde Tangerine Dream-T-shirts på – de skulle lige høre soundtracket i biffen, og så er man jo virkelig fan.

    ReplyDelete
    Replies
    1. Hah! Bestemt! :D (altså virkelig fan).

      Delete
    2. Og jeg ser, at du har omtalt besøget i Cinemateket - og at jeg selv har kommenteret på indlægget!
      https://gyserblog.blogspot.com/search?q=the+keep

      Delete
    3. Og den dokumentar, du nævnte dengang for 9 år siden, lader endelig til at være færdig (!). Der står i alt fald 2024 i traileren på Youtube:
      https://www.youtube.com/watch?v=X9hDBEINVRY

      Delete