Saturday 15 June 2024

David Carradine i Psychotronic Video


 Jeg skrev forleden om, at jeg netop havde købt den gamle amk tv-serie Kung Fu med David Carradine i hovedrollen. Det slog mig, at redaktør Michael Weldon og Psychotronic Video da vist nok for længe siden havde lavet et mega-grundigt interview med ham. Jeg fik gennemkigget en bunke støvede blade og ganske rigtigt: Stort interview i nr. 4 og med David på forsiden af det pågældende nummer og endda netop fra Kung Fu. Og endda med så meget materiale, at man måtte tage næste nummer i brug også! Jeg har ikke læst interviewet endnu (eller rettere GENlæst - for naturligvis læste jeg det, da jeg i sin tid købte bladet, men for fanden, året var 1990! Tilbage i det gamle århundrede. Længe siden!). 

Her er et par bidder om og med David Carradine fra bladet. Man behøv's i øvrigt ikke betale oppustede summer for et brugt eksemplar af bladet på eBay, hvis man vil læse det hele. Fans har scannet alle numre (41) ind og lagt dem ud på Archive.org. Jeg har dog ikke undersøgt, hvor god kvaliteten er af de enkelte numre. Nogle gange er det hit or miss, hvad angår scannings-kvaliteten på Archive. 

Jeg er iø begyndt på mit nye boxsæt, men er grundet sygdom (læs: fandens migræne) ikke nået så langt endnu. Det er blevet til piloten og første regulære episode. Begge var gode. En lettere bizar ting er scener, hvor der pludselig popper tyske undertekster op. Jeg ser selvsagt serien med det originale engelske lydspor, men boxsettet er jo tysk, og det siger sig selv, at det tyske dub fra vesttysk tv i 70'erne er medtaget. 

Dengang klippede man visse scener ud (eller bidder af scener), og da man velsagtens klippede i serien, før man synkroniserede den, er disse scener aldrig blevet dubbet til tysk. Og det giver nu et problem, eftersom videoselskabet selvsagt ønsker at udsende serien i ucensureret form: De gamle fraklippede scener præsenteres her på engelsk med tyske undertekster. Der skiftes med andre ord fra tysk til engelsk og tilbage til tysk fra tid til anden - hvs man altså ser serien på tysk. 

Teksterne er heldigvis ikke fastbrændte, men jeg lader dem sidde alligevel af ren nysgerrighed for at se, hvad man klippede ud dengang på det gamle vesttyske statsfjernsyn (det var ZDF, som viste serien). Det sjove er, at det rent faktisk ikke er karatevold, man klipper ud, men derimod dialogscener! Scener, når dialogen blev lige lovlig filosofisk til det tyske publikum (!!!). 

Nu hvor jeg tænker over det, så er det lidt vildt endelig at få fat på Kung Fu-serien, mere end 30 år efter jeg købte det pågældende nummer af Psychotronic Video med David Carradine på forsiden af bladet  og med et still fra Kung Fu, og hvor han taler om serien. Wauw! 

John Saxon er iø med i første regulære afsnit som hyret revolvermand!




Fra Michael Weldons leder, hvor David Carradine omtales






2 comments:

  1. Mange kendte ansigter, man kan glæde sig over, dukker op i serien udover Saxon. Har din dvd for resten engelske undertekster?

    ReplyDelete
    Replies
    1. Der er et par korte dokumentarprogrammer på første disk, og jeg ser, at bl.a. en meget ung Jodie Foster er med.
      Nej, ingen undertekster. De tyske dækker kun de ikke-synkroniserede scener.

      Delete