DET VAR LIGGOT FA'NS!
Uhh, jeg er begyndt at lytte til... jazzmusik. O_O
Jeg har ikke så meget endnu - rent faktisk kun otte albums, alle samlet i tre 2-disk bokse, så det er i virkeligheden kun tre kunstnere; MILES DAVIS ("Kind of Blue", "Ascenseur pour L'échafaud", "Somethin' Else"), JOHN COLTRANE ("Blue Train", "John Coltrane With the Red Garland Trio" aka "Traneing in", "Dakar"), og CHET BAKER ("Chet Baker Sings" og "Playboys").
Alle otte albums er rigtig gode. Jeg fatter virkelig ikke, at jeg ikke kunne høre det før!
For nogle år siden så jeg filmen "Troldkarlen" om JAN JOHANSSON og dén film var jo rigtig god og det der ene nummer, som blev gentaget flere gange, var jo også rigtig godt, men da jeg så efterfølgende lånte "Jazz på svenska" på biblioteket, hadede jeg musikken lige så meget som før. Jeg prøvede at lytte til den to gange, men måtte aflevere den igen uden at være nået til pladens ende. Det var frygtelig musik (jeg købte dog LP'en, da jeg på et tidspunkt faldt over den på et marked!).
Så på et tidspunkt var jeg ved at rydde op i nogle stakke med gamle videobånd, som jeg i tidens løb havde optaget fra tv og hvoraf det meste var usete optagelser. Jeg fandt et bånd med to dokumentarudsendelser om historien om BLUE NOTE-jazzpladeselskabet. Jeg huskede, at jeg havde optaget dem, fordi, well, selvom jeg hadede jazzmusik, så er jeg så meget åben, at jeg optog dem, simpelthen fordi der her var noget, der kunne være interessant at lære om musikhistorie.
Da jeg genfandt båndet, overførte jeg det til dvd-r og så udsendelserne ud i eet stræk - og genså dem flere gange i ugerne efter (min optagelse er fra DR1. Flere år senere blev de genudsendt på DR K, men desværre fuckede Danmarks Radio bare op ved at fjerne den engelske voiceover, men glemte at optage et dansk fortællerspor i stedet! Og for at gøre fadæsen perfekt, brugte DR K underteksterne fra visningen på DR1, så man kan LÆSE det, som den engelske voiceover oprindeligt sagde - man kan bare ikke høre det!!). Og jeg må sige, at jeg var begejstret! Hele historien, hele Blue Note-historien, alle interviewsene med de gamle musikere, og hele delen om pladeomslagene, var hyber-interessant.
Og ligesom efter Jan Johansson-filmen farede jeg ud og fandt noget af musikken (de omtalte 3 boks-sæt, som kostede 20-25 kr. per stk. i TP) og det gik ligesom med Jan Johansson-pladen: Det var en prøvelse uden lige at lytte til. Jeg kunne simpelt ikke holde det ud. Jeg greb mit hoved med begge hænder og skreg i afmagt over, hvor stor en pine, det var at forsøge at lytte til det infame djævelskab.
Over en periode på nogle måneder prøvede jeg igen 2-3 gange at lytte til pladerne, men det gik bare ikke. Og det irriterede mig faktisk ret meget, for jeg kunne som sagt rigtig godt lide alt det UDEN OM musikken. Det hele var ret cool (men man skal naturligvis ikke lytte til musik, fordi miljøet eller folkene udenom er interessante, hvis ikke musikken er det - men det irriterede mig alligevel). Nå, men jeg gav mere eller mindre op og tænkte, at det altså var en musikform, jeg aldrig ville komme til at nyde, endsige forstå.
Så gik der igen nogle måneder og jeg blev syg med et maveonde i det meste af en uge. Jeg var virkelig syg som en hund. Jeg gik ikke uden for en dør i den uge. Gardinerne var nedrullede og jeg levede af det, jeg havde i køleskabet og dåsemad. En dag, da det gik allerværst med maveondet (efter ikke at have spist i 2-3 dage havde jeg været så letsindig at bestille en pizza og en kæmpe pitasandwich, som jeg forsøgte at spise det meste af. Dumt. Nu fik jeg det bare endnu værre), sad jeg så der midt i min sygdom og tænkte, at jeg måtte høre noget musik.
Af uransagelige grunde fandt jeg en af jazzpladerne frem, jeg husker ikke hvilken, og satte den på. Måske var situationen så surreal og anderledes fra den normale hverdag, at jeg følte, jeg skulle lytte til noget, der passede til den ubehagelige situation. Noget musik, jeg virkelig ikke brød mig om.
Jeg satte pladen på og satte mig tilbage i lænestolen. Så gik der et øjeblik og jeg opdagede pludselig noget mærkeligt. "Hva' fanden er det her", tænkte jeg. Jeg kan ikke forklare det, men pludselig lød den musik, som jeg før havde hadet som pesten, som noget virkelig flot og, ja, tør jeg næsten sige smukt. Jeg slog det hen med, at det måtte være feberen, der talte. "Lad os nu bare se, om du stadig ka' li' det, når du blir rask, hah!" tænkte jeg.
Men da jeg genhørte pladen, efter jeg var blevet rask, var musikken stadig lige god. Den skurede ikke længere mod min ellers veltunede fornemmelse af, hvad der er god musik og dårlig musik. Dén selvsamme musikfornemmelse, der ellers i rigtig mange år havde klasket et rødt stempel på alt jazzmusik med teksten: "Bør kasseres! Ubrugelig!"
Så satte jeg de andre plader på og her skete det samme; Jeg nød det virkelig. Jeg var virkelig overrasket. Og jeg forstod det virkelig ikke. Jeg overvejede muligheden, at jeg måske var blevet sindssyg og havde udviklet en ny, usympatisk personlighed, der hellere ville høre jazzmusik end garagerock. Dagene i forvejen havde jeg godt nok eksperimenteret med at blande grønne syrebaserede substanser i mit laboratorie i soveværelset med henblik på at skabe en race af atom-supermænd for endelig at kunne regere verden, sådan som jeg altid har vidst, at jeg en dag ville komme til. Men det gør jeg nu så tit og ser ikke nogen forbindelse mellem dette og min nyfundne glæde ved jazzmusikken.
Efter at have ligget mangen en søvnløs nat og kastet mig frem og tilbage uden at kunne finde hverken rist eller ro, er jeg nu kommet frem til denne mulige teori: Jazzmusik er så anderledes en musikform, at hvis man ikke vokser op med den, er den svær at komme ind på livet af. Modsat popmusik kræver den en vis tilvænning fra lytteren (og i mit tilfælde var det trods alt et langt livs intenst had, der skulle bearbejdes). Og måske er det disse gentagne forsøg på at give musikken en chance, der efter et par år nu har tilvænnet mine ører til de bizarre toner. o_O
Som førstegangslytter køber man jo heller ikke en plade med et hardcorepunkband og tænker "Hvor smukt" eller "Hvor har du været hele mit liv, oh du interessante musik". Ingen hører næppe DEAD KENNEDYS' "Nazi punks fuck off" og bliver draget af det med det samme. Det kræver en vis tilvænning. Megen musik skal man lære at lytte til, før man kan tage det til sig og "blot" nyde. Nogle ville sikket hævde, at hvis ikke man kan elske noget uden at skulle lære HVORDAN eller endda HVORFOR, så er det ikke ægte.
Men sådan er det jo med mange ting i livet, man forelsker sig jo heller ikke nødvendigvis i en kvinde, første gange man møder hende. Måske skal der gå tre års kendskab på arbejdspladsen først. Men hvorom alting er, så er det min erfaring, at det, som ofte tager en rum tid at nå ind til, meget vel kan være det, som holder længst. Det er her, at der virkelig er noget at hente.
Anyway, I'm rambling, men hvorom alting er, så kan jeg nu ikke få nok af de otte albums og har lyttet til dem alle om og om igen. Ud over glæden ved musikken, er det også cool at kunne finde musik, der så gammel og alligevel er så fantastisk. Ja, faktisk er jeg overbevist om (ganske og aldeles urimeligt, da jeg ikke har noget at have det i), at jazzmusikken i dag på ingen måde er nær så god og interessant, som de plader, der udkom på Blue Note Records i 50'erne og 60'erne.
Og så modtog jeg i dag en t-shirt med posten, som jeg havde bestilt fra UK. Den er med SONIC YOUTH og har logoet og teksten fra omslaget til "Goo"-albummet på forsiden, så det er altså ikke som om, at jeg skal til at smide alt væk, som jeg tidligere har lyttet til, blot fordi jeg nu har opdaget jazzens verden. Det gjorde jeg, da jeg opdagede heavy metal-musikken i '84, og dén fejl laver jeg ikke én gang til! Man kan godt rumme det hele. Jazzmusik, garagerock, heavy metal, nyrock, og punk, kan sagtens nydes til fulde uden at noget behøver være på bekostning af noget andet.
PS: Fik jeg forresten nævnt, at jeg for nyligt også har opdaget NO WAVE-musikken fra New York fra slut-70'erne og ivrigt indkøber plader med folk som JAMES CHANCE & THE CONTORTIONS og TEENAGE JESUS AND THE JERKS. xD
