SS-reklamer fra gamle dage

Jeg fandt en gammel cd-rom forleden, som jeg havde brændt (og dateret) i 2004. Cd-rommen indeholder det færdige STAY SICK! nr. 4 og ikke mindre interessant alt (tilsyneladende) det redaktionsmateriale, som jeg havde liggende på min computer dengang i 2004. Både emailkorrespondance med folk, der købte bladet, skribenter og andet godtfolk. Og breve til distributører - blandt andet fik jeg nu konstateret, at JO, jeg fik rent faktisk Fyns Antikvariat i Odense til at sælge bladet for mig. Noget som en gammel læser (Ovesen) for nyligt satte spørgsmålstegn ved, da han aldrig havde set SS i butikken. Altid dejligt at få ret! 

En anden sjov ting var at gennemse mappen med de gamle reklamer, som jeg havde lavet til bladet. Nogle af dem blev trykt i andre zines; nogle blev sendt til andre zines som valgte ikke at trykke dem (bl.a. en udførlig en, som jeg lavede til Nørd Nyt, og som jeg fuldstændig havde svedt ud!); nogle blev lavet færdig uden at blive sendt ud; og endelig var der et par som ikke var færdige. 

Den ovenstående er del af en reklame, som jeg mener blev trykt i et af Frank Brahes blade (jeg tror, det var Ultimo Mondo Franko). Jeg griner stadig højlydt af den!

Her ses den i øvrigt for første gang i farver. Udgaven i UMF var i sort-hvid. 

 

Gysertimen anno 1985/86

 Danmarks Radio sendte i 1985/86 seks afsnit af serien Gysertimen. Den danske titel er en såkaldt paraplytitel, idet DR brugte den til at dække over flere forskellige udenlandske antologiserier - både i 70'erne og 80'erne. Jeg er bekendt med, at de brugte den i forbindelse med intet mindre end fire tv-serier, som intet havde med hinanden at gøre. Seere, der var årvågne har givetvis kradset sig i hovedbunden.  

1985/86-udgaven af "Gysertimen" bestod af afsnit fra Hammer-studiets (vel nok) sidste krampetrækninger, før man klaskede kistelåget i: Hammer House of Mystery and Suspense. Der kom i alt 13 afsnit, men Danmarks Radio viste kun de seks - og selv dét holdt hårdt. Ifølge Henrik Larsens bog om 80'er-tv syntes ledelsen på monopolkanalen, at serien var så ringe, at man strøg det sidste afsnit, selvom det var programsat og det hele [check avisartikel gengivet i Obskuriøst nr. 16]. Jeg checkede programmerne i Ekstra Bladet, og så sent som dagen før var episoden stadig listet. Men dagen efter var det afsluttende afsnit smidt i skraldebøtten. Det blev dog vist alligevel, men først mere end et år senere.  Henrik Larsen spekulerer i det nævnte nummer af Obs i, at man fra DR's side nok valgte at bringe det alligevel - for man havde jo betalt for skidtet! Og det er sikkert rigtigt nok. 

Jeg tror dog i øvrigt ikke, at jeg så serien i sin tid. Ja, chok! horror!! Jeg gik på højskole i de måneder i 1985, og så ser man jo ikke tv (!!). Om jeg har set sidste afsnit, som blev bragt i 86, skal jeg ikke kunne sige (og jeg har som nævnt ikke genset det endnu). 

Jeg har med slid og møje fundet de originale visningsdatoer frem via de gamle avisarkiver (første og sidste stod i Henriks bog) inklusiv danske titler:

1. afsnit: 26.01.85 - "En duft af død"

2. afsnit: 02.02.85 - "Alene i et fremmed land"

3. afsnit: 09.02.85 - "Den tomme lejlighed"

4. afsnit: 16.02.85 - "Tennisbanen"

5. afsnit: 23.02.85 - "Videotestamentet" 

6. afsnit: 23.05.86 - "Mordets maleri"

Hele herligheden findes på et (engelskvenligt) tysk dvd-sæt (der er også et britisk, men det er OOP og svært at opdrive). Indtil videre er jeg to afsnit inde. "En duft af død" var okay, men "Alene i et fremmed land" var kanon godt. Koldkrigsstemning/uhygge så man bider neglene til blods og skriger i rædsel (jeg overdriver muligvis en anelse). Og slutningen kunne aldrig have været lavet til amerikansk fjernsyn! Jeg glæder mig til at se resten - selv om ledelsen i DR og Birte Weiss syntes, den var noget skidt. 

Elinor Infred fra VILLA VENNELY - artikel

Elinor Infred var med i Poul Nyrups VILLA VENNELY (DK, 1964). Nils Markvardsen interviewede hende i den forbindelse til et nummer af sit filmblad eXtase for omkring 20 år siden. Her er en artikel fra tidligere i år. Behøver jeg nævne, at copyright tilhører bladet, og siderne bringes her af oplysningsmæssig årsag og ikke for at tjene penge derpå (hvilket også ville være svært på en gratis amatørblog med syv-otte læsere). 

SÆLSOMME HISTORIER - fransk gyserserie på DR i sommeren 1982

Her lige en afstikker fra skriverierne om turen til 70'erne: Dansk tv i 80'erne! 

I december sidste år modtog jeg et lille julehæfte fra Obskuriøst-redaktør Henrik Larsen. Noget af indholdet var omtaler af musikudgivelser, men scoopet var en artikel om en tv-serie, som blev lavet til fransk-mexikansk fjernsyn i 1980/81. Serien hedder Histoires extraordinaires, og herhjemme viste Danmarks Radio den i sommeren 1982 under titlen Sælsomme historier. 

Den var nu ikke så lang, blot seks afsnit, men det til trods har franskmændene alligevel formået at forlægge den på et hemmeligt (eller glemt) sted. Den er nemlig aldrig udkommet på video eller dvd, og den lader heller ikke til at være genudsendt ... bortset fra i Rusland! For et par år siden udkom den dog alligevel fra vore venner i det tyske. Desværre drejer det sig om en dvd med kun halvdelen af serien (dvs. tre afsnit), og desværre er de kun med tysk dub. Hvorfor vi kun får tre afsnit, og hvorfor man ikke inkluderer det originale lydspor (nu hvor rigtig mange tyske udgivelser ellers netop gør det), må guderne vide. Men en skrabet udgivelse er bedre end ingen udgivelse. Serien er en antologiserie, som mere eller mindre er baseret på historier af Edgar Allan Poe. Jeg har netop her i eftermiddags siddet og set første afsnit, og det var ganske glimrende. Det skal dog tilføjes, at jeg modsat Henrik Larsen IKKE husker serien fra 1982. Jeg tror, vi var i sommerhus i juni-august, og så er det jo nemt at misse en masse tv. 

Ifølge Henriks lille hæfter er de to andre afsnit på dvd'en også glimrende. Man må så sige, at det er ret ærgerligt, når ting som tv-serier allerede nu er så svære at opdrive - jeg mener, det er jo ikke, som om 1980 er længe siden eller noget. Alle seks afsnit har været vist på en russisk tv-station et eller andet sted, og med lidt tålmodighed kan man finde dem på nettet (det hjælper at søge på russiske titler frem for franske!). Desværre er heller ikke disse udgaver perfekte: Frem for at dubbe har man lagt russisk voiceover hen over afsnittene! Dette vil uvægerligt få de fleste til at gå uden om - men er man fan af det obskure eller er man ikke. Det ville være rigtig cool, hvis en eller flere danske fans, som optog den fra DR i 1982, ville dukke op og tilbyde kopier. Man kan jo håbe. Folk havde jo videomaskiner i 1982. Den tyske dvd er tilgængelig fra tysk Amazon til en rimelig penge. Den er udgået fra producenten, så køb den hellere før end senere.   

Forsiden af Henrik Larsens julehæfte 2021

Jack J's 70'ere: Lademann på øverste hylde - dengang og nu

Blogskribenten i en yngre
udgave i barndomshjemmet.
På næstøverste hylde ses
fire bind af leksikonet

Nedenstående artikel er skrevet som et længere indlæg på facebook for flere år siden. Nu hvor jeg mentalt er i gang med en rejse tilbage til 70'erne, passer den fint ind her.
-----
Henrik Larsen skrev tidligere i dag om leksikon på CD-rom, og i den anledning vil jeg lige bringe et billede af mit nye (gamle) leksikon, som jeg for nyligt fik op på reolen efter mange års viden om, at det engang skulle op på nævnte reol. Og det har været længe - længe - undervejs. Historien er den, at i 1970 flyttede mine forældre og jeg i parcelhus på Vinkelvej, og økonomien blev en anelse bedre. Min mor begyndte at abonnere på bøger fra Unions Bogklub, og da Lademann begyndte at udgive deres leksikon, var mor med lige fra starten.

 
Leksikonet udkom løbende ganske som Anders And-bøgerne med komplette årgange, som jeg abonnerede på mange år senere (uden ellers anden sammenligning). Bøgerne var dyre og meget værdifulde. "Nu har du vel tørret fingrene af - du ved nok, vi vil IKKE have fedtfingre på bøgerne. De har været dyre!" Jeg kan det i søvne. Lademanns leksikon var værdifulde bøger, og lige fra starten var der en mening med bøgerne. "Engang så bliver de DINE bøger". Ja, sådan var det forudbestemt. Man får lyst til at citere Metallica: "So it was written, so it was done" (som citerer andetsteds fra, men det er nok at gøre det lige den tang for højttravende). Så hele vejen op gennem 70'erne abonnerede mor på leksikonet, og engang i starten af 80'erne udkom det sidste bind (nr. 20). Derefter kom to suppleringsbind, men så var det også slut.

Da mor gik bort i 2009 stod alle 22 bind, som den dag de kom fra forlaget. De blev købt, fordi vi nu havde RÅD til at købe dem, men mor har aldrig nogensinde slået op i nogen af dem. Efter hun var gået bort, fik far den obskure idé, at han skulle giftes igen. En dag, jeg kom på besøg, så jeg en kasse i garagen og spurgte til indholdet. Gamle bøger til genbrugen, lød svaret. Jeg checkede selvsagt efter og opdagede mors - og dermed mit - komplette leksikon. "Hør hov, hvad er meningen, det her er mine bøger. Mit leksikon, som mor har købt til mig!" Den slags gik hen over hovedet på far. Hans nye kone havde et leksikon, og så kunne husets gamle jo bare ryge ud. At det var mit, og at mor havde sagt det igen og igen i 70'erne, havde han præsteret ikke at bide mærke i. 

Nå, men heldigvis lå de fine bøger i klare affaldssække i kasserne, og snart kom de op til mig. Eller rettere: ned i min kælder. Med mine mange hundrede videobånd, bøger, dvd'er, osv, osv, var der simpelthen ikke plads. Well, ikke før nu. Mors gamle (stort set flunk og nye) (og nej, det hedder ikke "flunk og ny". Efter mange års brug, er det endelige gået op for mig, at mor brugte det udtryk forkert, det hedder "flunkende ny", ikke "flunk og ny", haha) leksikon fra Lademanns bogklub kan endelig komme til hæder og ære igen. Ulæst på øverste hylde, hvor det har stået siden 70'erne, men altså med 6-7 års pause. Jeg slog netop op under L. Mon Herschell Gordon Lewis stod der? Jeg gættede på nej og fik ret. Men Charles Laughton står der. Og så løb batteriet i kameraet ud. Men jeg tændte igen, og der var lige strøm nok til at tage eet mere foto. Lesbisk kærlighed! 

Mor ønskede, at jeg fik denne dyrebare og værdifulde (to adjektiver, der stort set betyder det samme, men overdrivelse fremmer forståelsen, som jeg plejer at sige) skat, når hun og far ikke længere var her. At de mange sider - trykt på flot, glitret papir - så i dag indeholder for længst forældede informationer, er så noget helt andet. Man kan velsagtens ikke slå ret meget op uden at tænke: "Er der mon kommet ny viden til? Har de fundet ud af mere?" Men siderne er blanke, og der er flotte billeder. Teksten er let gammeldags, og det kan jeg i og for sig godt lide (læseren må gerne forestille sig, at skribenten tiltaler ham eller hende i De-form). Og om ikke andet er bøgerne så fandens tunge, og reolen så tilpas nær hoveddøren, at de kan bruges som forsvarsvåben mod en eventuel indbrudstyv.

Jeg må dog sige, at Lademann ikke havde tænkt særligt langt frem. Selvom bøgerne næsten er uberørte af menneskehånd, så går omslagene desværre itu for et godt ord. Materialet har simpelthen ikke kunnet tåle tidens tand og revner desværre alt for nemt. Senere blev hele baduljen genoptrykt i et 30-bindsværk med grimme omslag, og nu til dags findes det hele online, og ikke en djævel ville tænke på at genoptrykke det igen.

Lademann blev som alle gode danske forlag fortæret af kannibalen Egmont og findes end ikke som "in name only"-forlag.
Men her i huset huskes forlaget.
Øverste hylde.
22 bind.

Andet afsnit af Kojak på dansk tv i 1975: "Frygtens sammensværgelse"

Jeg modtog den komplette Kojak-box i går og hurra for det! Det sene aftensmåltid blev indtaget sammen med den græske skaldepande med slikkepinden. Den første episode, som Danmarks Radio viste i sin tid, var piloten, "Marcus/Nelson-mordene". Den havde jeg allerede set - på engelsk dvd. Og den KUNNE jeg huske. 14 dage senere dengang i 1975 viste DR episoden "Frygtens sammensværgelse". Monopolkanalen havde det med kun at bringe episodeserier i bidder dengang i 70'erne, og med "Kojak" sprang man simpelthen over de første otte regulære afsnit og frem til episode ni! Men da amerikanske episodeserier i 70'erne for det meste ikke hang sammen, så kunne det gøres uden at seerne anede uråd.

Okay, jeg valgte så at gøre det samme og sprang frem til afsnit 9, som er instrueret af den franske instruktør Jeannot Szwarc. Han har instrueret så store mesterværker som JAWS 2 og SUPERGIRL, og lavet tonsvis af afsnit af serier som Rockford Files, Night Gallery, Columbo osv. osv. Han lever stadigvæk.

Modsat piloten, så genkendte jeg INTET i aftenens afsnit. Så jeg gætter på, at vi har været ude at danse den fredag aften i 1975 - eller noget. Jeg så naturligvis episoden i sort-hvid, som jeg ville have gjort tilbage i de forvirrede 70'ere. Men selvom jeg ikke genkendte afsnittet, så var jeg fint underholdt alligevel.

Jeg tænkte på, at disse amerikanske 70'er-tv-serier stort set er PULP! Der er ikke den store forskel på de film og forfilm, som blev sprøjtet ud i 30'erne og tv-serier fra 70'erne. Underholdning baseret på tynde plots og samme fremgangsmåde igen og igen. Aftens episode kunne nemt have været en film fra 30'erne, hvor man blot havde skiftet en superhelt eller en cowboy med action-hund (eller hest) ud med Kojak. Onde bygherrer vil købe byen og knalder ethvert lovlydigt fjols ned, som står i vejen for dem uden pardon. Men heldigvis er Kojak, som lige så godt kunne være Tonto/Fantomet/Skyggen/Lassie/Den hvide hævner, på lovens side og klarer i sidste øjeblik paragrafferne.

Jeg var underholdt.

DR viste 20 afsnit ud af de 118, som blev produceret til amk fjernsyn.

NB: Boxen indeholder alle fem sæsoner, men æsken informerer, at sæson 3-5 er uden undertekster! Nu behøver jeg dem ikke, men det er da vist lavmålet af billigudgivelse, hva'. Man ofrer ikke engang et par bukkede dalere på undertekster.

Det føles som længere, men DR bragte kun KOJAK i halvandet år. 20 episoder. Så var det slut. 1975-76

 Mere gammelt skrammel fra gamle dage. Eller er det guld? Jeg kan ærlig talt ikke huske serien Kojak. Jeg husker, at vi i min familie så piloten, som kørte i spillefilmslængde, og som var mere rå og hård end resten af serien. Den byggede på en rigtig mordsag, hvor politiet hev en tilfældig ung, sort mand ind og besluttede, at han var morderen.

Jeg husker een scene fra piloten, hvor Kojak står og kigger ned i en vask, hvor den blodtilsølede kniv ligger. Jeg husker det som en vældig blodig scene, men det er selvfølgelige min fantasi, som spiller med her - vi så alting i sort-hvid dengang i de forvirrede 70'ere. Men jeg husker intet fra de ordinære afsnit.

Men det kan jo være, at jeg genkender noget. Jeg har netop (i nat!) bestilt hele serien på dansk dvd. Alle fem sæsoner findes i et bokssæt, som Coolshop sælger lige nu til sølle 324 kr. inklusiv fragt. Man får godt nok ikke piloten eller de syv senere tv-film med, men hva' fa'en. Fem sæsoner (118 afsnit) til 300 spir er en glimrende handel i sig selv (piloten har jeg i forvejen på engelsk dvd).

Danmarks Radio havde for vane kun at sende udvalgte episoder af episode-serier i 70'erne (og til dels 80'erne). Og det samme gjaldt Kojak. Man viste 20 afsnit over halvandet år fra 1975-76, og så var den skid slået. Man skulle jo helst heller ikke sende for meget amerikansk propaganda dengang. Der blev lavet 118 afsnit over fem sæsoner i USA + en pilot i spillefilmslængde og syv tv-film. Så der havde været nok at tage af.

Men! M-e-n!! Een ting, som DR i det mindste gjorde, var at producere en dokumentarudsendelse om Telly Savalas (som spillede rollen som Kojak): Telly Savalas alias Theo Kojak.

Den blev vist før det sidste afsnit i 1976, og er aldrig blevet genudsendt. Jeg kunne vældig godt tænke mig at se den (gense den? Jeg husker ikke, om jeg så den i 76). Desværre var der jo ikke nogen, der havde videomaskiner i 76, så det er umuligt at finde en privat optagelse.

Det er jo den slags, som DR's online-arkiv Bonanza skulle bruges til, men på den gamle monopolstation orker man åbenbart ikke at gøre noget ved arkivet. Jeg hørte fra en DR-ansat for et par år siden, at man endda havde overvejet at lukke det. De skulle ærlig talt tage og bede norsk stats-tv om at oplære dem i, hvordan den slags gøres. Det norske arkiv er fedt!

NB: DR's journalist, Annett Wolf, som lavede programmet, drog senere til Hollywood og lavede tv i mange år der - samme slags interviewprogrammer. Hun lever stadigvæk (if. Wiki). Måske skulle jeg skrive til hende og høre om hun kan skaffe en kopi, lolz!

(DR-program 09.12.76)

AGAINST THE DARK (Richard Crudo, USA/Rumænien, 2009)

Jeg citerede Bill Landis fra hans gamle newsletter Sleazoid Express (fra 1980) i går, og nu vil jeg gøre det igen:

"Ever stare at a movie in grotesque fascination, wondering how something as bad as it was made, let along released?"

Jeg har netop set "vampyrfilmen" AGAINST THE DARK, og jeg antager, at du straks gætter, hvor denne anmeldelse vil gå hen ad (med ovenstående citat, ikke mindst). Og du har ganske og aldeles ret. AGAINST THE DARK er ikke ... god. Men om ikke andet er den interessant. Om ikke andet (igen) så for undertegnede; Hovedrollen (i alt fald hvis man kigger på omslaget) er nemlig Steven Seagal, og tro det eller ej, men dette er den første Steven Seagal-film, jeg nogensinde har set! Og dét, om intet andet (for tredje gang), gør den interessant. Og hvordan - i en verden af actionfilm - kan dette virkelig være den første Seagal-film, som manden, der engang var redaktør af et fanzine om trash- og horrorfilm, sætter sig og ser? Well, netop af samme årsag. Jeg er ikke den store actionfilm-fan. Jeg har ikke noget imod dem, men i en verden af, well, trash- og horrorfilm, hvem har så tid til actionfilm med bøvede helte!? Og derfor er der selvsagt ikke noget mærkeligt i, at netop AGAINST THE DARK bliver min første Steven Seagal-film; Her slår han sig nemlig på horrorgenren. Eller i alt fald action-horror-genren. I denne film er Seagal nemlig oppe mod nattens tørstige yngel, og her mener jeg ikke denne verdens Charles Bukowski'er, men flokke af vampyrer.

Action-horror er en genre, som sprang up for nogle få år siden, og som er mere action end egentlig horror. Det lader til, at adskillige af de gamle actionfilm-stjerner har skullet forsøge sig med genren på deres halvgamle dage, velsagten for at krydre op på de gamle action-plots, som er blevet gentaget i een uendelighed. Steven Seagal, Vin Dielsel og Dolph Lundgren har i alt fald alle kastet sig over action-horror. Jeg har Vin Diesels THE LAST WITCH HUNTER liggende på stadig uset dvd. Og Dolphs DON'T KILL IT så jeg på Blodig Weekend og syntes den var god nok til også at købe blu-rayen fra Njuta for nogle år siden. Jeg ved som sagt endnu ikke med Vin Diesels film, men Dolph Lundgrens film var udmærket uden at være noget mesterværk. Men om ikke andet var den hoved og skuldre bedre end Seagals film!

PLOTTET: En virus er brudt ud, ikke Corona, men en virus, som gør folk til zombier. Zombier, der opfører sig og ser ud som moderne zombier af løbetypen. Men, hov, sagde jeg ikke lige "vampyrer"? Godt spottet, og jo, det gjorde jeg. Men ifølge IMDb bryder Steven Seagal sig ikke om zombier, og så var filmens bagmænd nødt til at ændre betegnelsen til vampyrer frem for zombier. I filmen nævnes, at de slet ikke er vampyrer, men ... mutanter.

Nå, men som det gerne er i denne type film, hele vejen fra NIGHT OF THE LIVING DEAD og frem til i dag, så skal en gruppe tilfældigt sammensatte mennesker forsøge at overleve gennem natten, og til de kan finde a safe haven. I AGAINST THE DARK er gruppen fanget i de lange - meget lange - gange på (og under) et stort hospital. Det meste af filmen foregår i disse gange (sådan er det med lowbudget-film). De går frem og tilbage. Frem og tilbage. Freeem og tilbaaage. You get the drift. 

Og hospitalet er fyldt med disse zombie-vampyrer. Heldigvis for gruppen af ikke-virusramte unge mennesker, så har en gruppe vampyrjægere også fundet vej til sygehuset. Man får ikke nogen medalje for at gætte, at disse jægere ledes af Steven Seagal. Han har et sværd, som han hakker og nakker vampyrer med. Og han har også en mandlig medhjælper og to kvindelige vampyrdræbere. Alle går de i lange sorte læderjakker som et bedre EMO-band. Og kvinderne har flotte kavalergange, som man forestiller sig ville være mere praktiske på et diskotek end i kamp mod en blodsuger.  

Seagal bevæger sig ikke så meget. Han ser faktisk lidt ... stor, bred og ubevægelig ud. Allerede i 2009 var han vel efterhånden blevet en ældre herre, og modsat en Jackie Chan, så holdt han sig vist ikke helt så godt i form. Det meste af filmen går han bare rundt, gi'r et par one-liners og hakker et par zombier ned uden egentligt at bevæge sig. Dette er som bekendt min første Steven Seagal-film, og jeg håber da, at han var mere adræt i sine film i gamle dage (det håber jeg, ikke mindst fordi jeg købte 11 af hans gamle film på dvd i PlusButikken forleden. En eller anden havde åbenbart afleveret hele sin Steven Seagal-samling på en genbrugsstation!). I øvrigt er Seagal slet ikke med ret meget i filmen. Han er som tidligere nævnt hovedpersonen, men i virkelighedens verden er det gruppen af unge flygtende mennesker, som er hovedpersonerne. En eller anden på IMDb skrev, at Seagal er med i 23 (af filmens 90) minutter - og i en del af de scener er det hans stuntdouble, som man ser. "Stuntdouble"? Hvis Jackie Chan læser min blog, griner han sikkert sin røv i laser lige nu.

Nå, men gruppen vader frem og tilbage. Seagal og jægerne vader frem og tilbage. Nogle soldater i et telt uden for området vader frem og tilbage, medens de ihærdigt diskuterer, om de skal bombe eller ej. Det fedeste ved filmen er henholdsvis zombierne og gore-scenerne, som er helt okay.

Jeg vil naturligvis ikke spolere slutningen. Overlever gruppen? Overlever jægerne? Overlever soldaterne i teltet? Slipper zombie-vampyrerne ud i verden? Kommer soldaterne til enighed? Kommer der en sequel? Så mange spørgsmål. Så stor ligegyldighed om svarerne fra undertegnedes side. 

Jeg vil slutte med (passende) at citere Bill Landis igen. Han skrev om en anden film, men det passer også godt på min holdning til AGAINST THE DARK: 

"I despise this film. I'm shocked at the audacity of the people involved with it to (unsuccessfully) turn it into a midnight cult movie. My advise to them is to destroy all the prints of their abortion of a movie and then relocate to the ruins of Jonestown."

Denne danske dvd indeholder også en 10 minutters "Making of" og en håndfuld trailere til andre film. Billedkvaliteten er glimrende for dvd. Købt i PlusButikken til 5 kroner. Jeg er glad for, at jeg ikke gav 10 kroner for den. Dét havde været for meget!

Pippi Langstrømpe på dansk tv

"Aktuelt" 20. december 1969

Jeg har ikke noget egentligt forhold til Pippi Langstrømpe-serien fra dansk fjernsyn. Jeg så den, da den kørte på DR i starten af 70'erne, ligesom jeg fulgte med i Emil fra Lønneberg. Men jeg har ikke noget nostalgisk forhold til disse serier. Faktisk har jeg det lidt stramt med konceptet "nostalgi". Når jeg går tilbage og genbesøger de gamle ting, så er det for at udforske, hvordan de rent faktisk er. Snyder indtrykkene fra mine barneøjne mig? Hvordan ser tingene ud set fra voksenhøjde? Det er ikke, fordi jeg tænker: "Åhh, hvor var det dejligt dengang".

Men nu hvor jeg sidder og udforsker 70'erne, faldt jeg forleden over "nyheden" om, at det svenske statsfjernsyn, Sveriges Televistion (SVT), nu har restaureret Pippi Langstrømpe. Jeg har sådan set aldrig bidt mærke i, hvor meget ægte serie, at serien reelt set var; Jeg antog, at der var tale om spillefilm, som var redigeret om til tv-afsnit, ligesom man ofte gjorde i Danmark og Sverige dengang. Men det er faktisk omvendt for en gangs skyld: Tv-serien er senere redigeret om til to film.

Senere kom der også to rigtige film, som (i alt fald for den enes vedkommende - måske begge, jeg har ikke undersøgt det nærmere) blev klippet om til tv-serie (der er også andre filmudgaver, men dette er ikke ment som nogen komplet gennemgang). Men den originale serie er på 13 afsnit. Og i 2014 fandt SVT de gamle bånd frem og restaurerede dem. Jeg opdagede det hele, fordi jeg faldt over en svensk bluray-udgave af serien på cdon.

Jeg checkede dvdcompare, som fortæller, at serien er uklippet, men det gælder kun de gamle dvd-udgaver, og desværre har man ikke nævnt denne nyere bluray. Ifølge Wiki er der mindst to censurklip! Begge skyldes den nye politiske korrekthed, som vi lider af i disse år. Man må ikke sige "negerkonge", og man må ikke strække sine øjne ud, så man ligner en kinøjser (dét udtryk bruger de nok heller ikke). Jeg fik forleden at vide på facebook, at jeg skal tage mine "anti-woke"-briller af. Nej, det ser jeg ingen grund til. Jeg synes derimod, at andre skulle tage dem på. Censur er censur. "Cut is cut", som Videohunter havde for vane at sige i gamle dage på Cinehound Forum. Fint nok, at man vil beskytte børn fra "problematiske" sager fra gamle dage, men man bør give voksne muligheden for selv at kunne vælge. Man kunne nemt have inkluderet begge udgaver, som det f.eks. ses med nogle dvd-udgaver af Kannibalmassakren, hvor man kan vælge mellem den uklippede udgave og en udgave uden drab på dyr.

De to klip blev omtalt i adskillige danske medier i 2014 - sikkert da nyheden blev omtalt i Sverige (check bl.a. denne omtale i Kristeligt Dagblad, og find selv flere via Google). Mens dette skrives, ser jeg nu, at serien rent faktisk ses på DR.DK i sin helhed, alle 13 afsnit. Og det er endda med dansk voiceover - ikke noget med dansk dub.

Sjovt nok kom der INGEN pressedækning, da DR først bragte denne nyrestaurerede og censurerede udgave. De danske medier har ofte for vane kun at springer på en historie, når den er ny, og der er læsere, der kan tiltrækkes. Men at gentage denne type nyhed, fordi der er en nyhedsværdi i at gentage den, er man ofte ikke interesseret i. Det kunne det have været interessant, hvis den danske presse havde dækket nyheden om, at Danmarks Radio nu fulgte trop med svenskerne og begynde at vise censureret børnefjernsyn. Men det er åbenbart kun interessant, når man kan pege fingre ad svenskernes fjollerier, når de vel at mærke foregår i Sverige - men at dansk stats-tv gentager dem, ignorerer man totalt. Jeg har i alt fald ikke kunnet finde nogen omtale.

Det er Gunvor Bjerre, som har indtalt den nye version af selve serien. Men jeg er i tvivl her: Er hendes indtaling ny, eller er det den, som DR brugte i 70'erne? Jeg kan ærlig talt ikke huske lyden af 70'ernes visning. Og jeg kan ikke lige umiddelbart finde oplysninger herom.

Jeg fandt Aktuelts omtale af første visning af første afsnit i avisarkivet (AK 20.12.1969 - se ovenfor), og interessant nok står der, at serien dengang ville blive vist med den svenske dialog og med danske undertekster. Så i starten har den altså ikke fået voiceover.

DR har også den ene af de to film fra 70'erne liggende i online-arkivet for tiden, PIPPI LÅNGSTRUMP PÅ DE SJU HAVEN (Pippi på de syv have, Sverige/Vesttyskland, 1970), men desværre er der her tale om dansk synkronisering. Det lyder frygteligt efter min mening. Så hellere undertekster.

NB: Dansk fanzine-dækning: Henrik Larsen skrev kort om serien i Obskuriøst nr. 13.2 ("Genbrug er det bedste guld") i artiklen om 70'er-børne-tv.

Actionmanden fra UGENS RAPPORT i det nye nummer af UD & SE!!!

Jeg hang ud nede i den lokale DSB-kiosk i går aftes. Jeg skulle afsted mod nye ukendte rejsemål (okay, det var Fuglebjerg). Der var en halv time at slå ihjel, så jeg bestilte kaffe og noget kernesund ædelse (eller hvordan det nu var). Og just som jeg fordriver tiden med dovent at bladre gennem det seneste nummer af DSB-bladet Ud & Se - i øvrigt ikke et af denne verdens mest interessante tidsskrifter (og er der aldrig nogen, der har fortalt dem, at grammatikken i titlen er forkert!?) - så er jeg ved at kløjes i den franske hotdog. For dér - lige dér - er der fanderme en stor artikel om Freddy Wulff! 

Dén Freddy Wulff, som i 70'erne var kendt som den vilde actionman i mandebladet Ugens Rapport!!! Dén Freddy Wulff, som, dengang Kurt Thyboe sad i redaktørstolen, farede rundt til alverdens kendte og (specielt) mindre kendte lande (nogle gange u-kendte lande) langt borte fra Danmark for at opstøve alverdens kannibaler, mordere, dræberdyr og alt muligt andet spændende. Dén Freddy Wulff, som stort set var den eventyrer, som jeg i min vilde fantasi som barn troede, at jeg selv ville blive, når jeg engang blev voksen. Artiklen er fed, og jeg husker ikke nogensinde at have læst noget mere interessant i DSB's futtogsblad. 

En journalistsnude er krediteret for teksten, men jeg antager, han ikke har lavet meget andet end at transskribere Wulffs beretninger, fremproklameret uden pause. Hele artiklen er i alt fald skrevet i første person ental (jeg-form). Bladets trykte udgave ligger der, hvor man nu engang finder Ud & Se, men man kan også læse/downloade en PDF-version lige her. 

DR's todelte dokumentar Ugens Rapport - lige på og hårdt (hvor Wulff også får pænt megen taletid) kan ses på YouTube: Del 1 / Del 2.